Pandemiernes pariaer

Vi kigger aldrig op, men altid ned, når vi skal finde syndebukke. COVID-19 pandemien var ingen undtagelse. The usual suspects blev hevet frem igen og igen: De fremmede, de overvægtige, de smittede, de kronisk syge og de umulige unge. Dem, der ikke holdt afstand, dem, der ikke lod sig teste, og dem der ikke ville vaccineres, stod næst i rækken til udskamning.
Men beskæmmelsen af flere og flere sociale grupper var ikke en god idé, for det førte til forskelsbehandling og isolation af befolkningsgrupper, der havde brug for velfærdssamfundet. Politikere verden over brugte pandemien som mulighed for at skærpe eksisterende nationalistiske og protektionistiske tendenser, ligesom pandemien optændte fremmedhad og anti-migration. Sådan gik det også i Danmark.
Desværre er det et uhensigtsmæssigt reaktionsmønster, vi har set historisk ved alle tidligere epi- og pandemier: pest, kolera, HIV og influenza. Læring er at lære at se, når historien gentager sig. Hvorfor tør vi ikke for alvor lære af vores erfaringer?
Det spørgsmål giver denne bog et bud på ved at dykke ned i de sociale og psykologiske forsvarsmekanismer, der udspiller sig mellem mennesker under katastrofer og kriser. Professor Morten Sodemann fremlægger læringer og løsningsforslag, som er nødvendige at kende til, hvis vi for alvor skal lære noget om os selv i de situationer, hvor menneskeligheden bliver sat under pres.