Bøger udgivet af Terrapolis

Sydkoreas vigtigste nulevende digter Kim Hyesoon blander i sin digtsamling Dødens selvbiografi feminisme, mytologi og shamanisme i en vild, humoristisk og smukt hvirvlende undersøgelse af patriarkalsk vold, historiske traumer, kolonisering, neoliberalisme og død. Det er den første digtsamling, der er oversat direkte fra koreansk til dansk og er et hovedværk i sydkoreansk samtidslitteratur. Dødens selvbiografi består af en cyklus på 49 digte. Hvert digt repræsenterer én af de dage, ånden ifølge buddhismen flagrer rundt, inden den indgår i reinkarnationen. Om sin digtning fortæller Kim Hyesoon, at hun synger med de dødes stemmer. Primært de døde, der i Sydkoreas brutale historie er omkommet på tragisk vis. Som regel tavst og upåagtet. Kim Hyesoon påbegyndte Dødens selvbiografi under indtryk af Sewol-færgeulykken i 2014, hvor 250 skoleelever mistede livet. Da færgen, som lastede over lovgrænsen og transporterede jern til konstruktionen af en ny flådebase, begyndte at tage vand ind, fik passagerne besked på at blive i deres kabiner. Skibet gik ned, mens redningsmandskabet så til, og tv-kameraerne rullede. Det afsluttende langdigt ”Rytmens ansigt”, der ikke er en del af cyklussen, kredser om smerte, den syge krops grænser og meditation. Bogen indeholder et efterskrift om oversættelsesprocessen af Maja Lee Langvad.

Prærieulv og andre digte består af seksten digte af den feministiske, japanske digter Hiromi Itō (f. 1955). Udvalget bevæger sig kronologisk fra 1985 frem til 2012 og indeholder det berømte digt ”At dræbe Kanoko” fra 1987. I sit forfatterskab er Hiromi Itō blandt andet optaget af shamanisme, mytologi, buddhisme, fødsel, moderskab, patriarkalsk vold og migration. Annette Thorsen Vilslev har oversat digtene fra japansk, og Dorte Limkilde har formgivet og lavet illustrationer både udenpå og inde i samlingen.

En mand sætter sig selv til salg på et marked i Tel Aviv. En ældre kvinde køber ham. Manden, romanens fortæller, skal om dagen bruges i kvindens kamp for at drive sine lejere ud – ved at blokere toilettet – og skal om natten spille hendes hund. Her, på toilettet, bruger han tiden på at lytte til folk omkring sig og fremsige sære, rablende, lærde monologer. Indtil den dag, hvor den unge kvinde Batia dukker op, og de sammen stikker af. Piotruś er et tragikomisk værk, en sort filosofisk farce om eksil, en grotesk og poetisk fabel om perversion, traumer, ødelagte kroppe, undertrykkelse, fornedrelse og livet efter shoa i tiden lige før staten Israel blev grundlagt. Men det er også en roman, der undersøger kærlighedens og begærets vilkår så fortættet og voldsomt, at læseren, som Ingeborg Bachmann har skrevet, må holde små pauser undervejs. Piotruś er det første af Leo Lipskis værker, der foreligger på dansk. Oversat fra polsk og med efterord af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. ”Piotruś er en bog, som falder ud af de sammenhænge, man har vænnet sig til at tro på, og den videregiver for første gang følelsen: Det er sandt, sådan er det sandt.” – Ingeborg Bachmann