Vi kunne alt

I 2017 modtog Merete Pryds Helle De Gyldne Laurbær for Folkets skønhed. Vi kunne alt fortsætter, hvor Folkets skønhed sluttede, og vi befinder os på en villavej i Værløse i de spæde 70'ere. Denne gang er vi hos familiens Pryds' naboer, og deres historie er en ganske anden end familien Pryds' fortælling, som vi fik i Folkets skønhed. Merle ligger på sit værelse og kan høre sine forældre, som taler sammen i stuen. I dag er mors sygdom ikke så slem og far er for en gangs skyld både hjemme og ædru. Vi kunne alt tager sin læser med på en tidsrejse tilbage til dengang, hvor en uovervindelig optimisme herskede og hvor man fortalte børn, at fremtiden var deres, at verden lå for deres fødder og at de i bund og grund kunne lige, hvad de ville. Det er en barsk roman om kærlighed på trods af sygdom, misbrug og svigt, og den griber fat i livet på de voksne, som ikke magter voksenlivets forventinger.

På en villavej i Værløse i 1971 ligger Merle i sin seng og læser den ene De 5-bog efter den anden. Hun kan høre forældrene gennem væggen. Det er en af morens gode dage, hvor sygdommen ikke har fat. Det er en af de gode dage, hvor faren er hjemme og er ædru.?Vi kunne alt tegner et?tidsbillede af den sorgmuntre optimisme, der prægede de tidlige 70?ere, hvor børnene fik at vide, at fremtiden var deres, og at de faktisk kunne alt. En roman om kærlighed på trods, om skyld og skam og om voksne, som ikke magter at være voksne. Vi kunne alt fortsætter som en selvstændig fortælling, hvor Folkets skønhed sluttede, men vi er inde hos familiens Pryds' naboer, hvor en anden historie udspiller sig.