Vesterbrodrengen

Vesterbrodrengen er en hudløst
ærlig bog om København. Samtidig er bogen en kærlighedserklæring til de bydele,
der engang var i stand til at rumme alt det utilpassede, skæve og grimme. Vi
genoplever dagligdagen for 40-55 år siden, butikslivet, gadebilledet, datidens
mennesker, børnelivet, ungdomskulturen, nattelivet, narkomanerne, klunserne, de
private sociale hjælpetjenester, sundhedstilstanden, boligsituationen,
brandfælderne, slumstormerne og BZ’erne.

Vesterbrodrengen er
indledningsvist en familiesaga, der har sit geografiske udgangspunkt i Gera i
det østlige Tyskland og på Tunø mellem Aarhus og Samsø. Familien ender til
sidst i Valdemarsgade på Vesterbro. Et familiært glansbillede er der ikke tale
om, men derimod en oprigtig skildring af familiens mange op- og nedture. Alt
dog fortalt med kærlighed og hengivenhed.
Henrik Keller er opvokset på Vesterbro,
og han skriver om den københavnske bydel, så vi både kan lugte frikadellerne,
der blev stegt inde i lejlighederne, og den ramme dunst, som steg op fra
skraldespandene i baggårdene. Forfatteren lægger ikke fingrene imellem, når han
uden foragt beskriver Vesterbros hjemløse, sprittere, ludere og kriminelle. De
var en del af det bybillede, hvor også ”almindelige” mennesker boede og
færdedes.
Forfatterens ungdomsliv blev også levet
på Nørrebro og i Indre By. Her tager han os med på tidens legendariske
værtshuse, ligesom han beskriver tidens særlinge og originaler. Bogen er
spækket med underfundige, morsomme og tragiske historier og anekdoter, som
viser, at der er forskel på rig og fattig; høj og lav.
Henrik Keller arbejder i dag som
praktiserende læge. Fra sine år som medicinstuderende og ung læge beretter han
om en række absurde episoder fra København. I anonymiseret form bliver vi
præsenteret for socialklasse 5, som kun de færreste oplever.
Vesterbrodrengen er et opgør med
det tilpassede, småborgerlige og kønsløse. Henrik Keller vil have os til at
stoppe op og spørge, hvad vi har gang i: Skal København være en by kun for de
rige – eller skal der stadig være plads til almindelige mennesker og de skæve
typer? Skal byudviklingen kun bestemmes af pengemagt – eller skal der også
tages hensyn til trivsel, miljø og æstetik?