Sproget i lyst og nød

Når vi taler om sproget i lyst og nød, tænker vi på sproget, når vi er glade, og sproget, når vi er kede af det, plus alle de nuancer, der er inden for de to udtryk. Men sproget kan også være i direkte nød – selve sproget – fordi det ikke bliver anvendt så godt, som det fortjener; det bliver ikke ordrigt, og det bliver ikke nuanceret, hvis vi sjusker og fortrinsvis bruger vanesætninger. Vi skal huske at komme rundt i hjørnerne. Sproget har en detaljerigdom, som ikke skal stå i skyggen af nye friske slangudtryk, som er knap så detaljerede, men rappe og lyder kvikke. Det vil jo sige, at der står en masse til rådighed, som ikke bliver brugt, mens andet bliver brugt igen og igen, til det er udpint. Et sprog i nød kan sammenlignes med en fisk, der snapper efter vejret og kun med besvær får sit iltbehov dækket. Sådan står sproget der i vandskorpen og vånder sig, og den sprogglade og -øvede bruger føler sig snydt. Der tales og gestikuleres, men der mangler noget.
Indhold
»Følsomhed og forståelse« af Anne Hjælmsø (s. 17-27)»Litteraturen gav mig en tryghed, jeg aldrig vil svigte« af Christian Jensen (s. 29-36)»Dansk som sproglig dannelse« af Mischa Sloth Carlsen (s. 37-44)»Sprogmusik« af Ebbe Preisler (s. 45-58)»Når døden har talt« af Jesper Stange (s. 59-66)»Sprogets terapeutiske indfarvning« af Jørn Henrik Olsen (s. 67-72)»Sproget i lyst og nød« af Jørgen Christian Wind Nielsen (s. 73-77)»Tonen og melodien« af Knud Lindholm Lau (s. 79-105)»Kærlig fyring i sorgens flow« af Niels Åkerstrøm Andersen (s. 107-118)