Sporene kalder

En spændende beretning om en rejse til Himalayas evige sneverden. En meget usædvanlig rejse med et meget udædvanligt mål. En rejse den halve jord rundt på grund af en avisartikel. Også selve beretningen er usædvanlig som rejseberetning. Men forfatteren siger udtrykkeligt i selve bogen, at:
» … denne her rejse jo ikke var alvor i den forstand. Han var lige blevet færdig med et meget omfattende og meget morsomt, men forbandet utaknemmeligt arbejde, og nu måtte han ha’ luft. Folk, der ta’r alt alvorligt, forstår ikke den charme, der ligger i, at organisten, når menigheden er forduftet til postludiets toner, leger med orgelet. Denne rejse var leg med taster og pedaler, og hvis nogen ville analysere det efter, hvad de havde fået banket i ho’det på konservatoriet, var det ikke hans skyld.«
Men hvad søgte det lille selskab i Himalayas hvide sne? Fandt de, hvad de søgte? Søgte de det, de fandt?