Som et spejl – mit liv med skizofreni

Igennem poesiens udtryk er det her muligt at komme ind under huden på My, der beretter om sit liv præget af skizofreniens skygger og opløsende tilstande.
My har i en årrække skrevet tekster om sit liv, og vi følger hende igennem både det smukke og det svære. Hun skriver i et poetisk sprog, der spejler hendes indersideverden så konkret, som det er muligt …
My oplever sig selv og verden igennem et filter, der ikke rigtigt er der. Hun oplever verden energetisk, og at hvert menneske og hver tilstand er en hel verden i sig selv. Hun beskriver, hvordan hun oplever at forsvinde i andres ”farver” og energier, og hvordan hun igen og igen må fæstnes igennem mennesker, der kan hjælpe hende med at ”tegne” hendes omrids op, så hun bliver virkelig for sig selv også.

Uddrag af bogen
I de skrevne ord fandtes der en bevidning på min eksistens. For når jeg ikke kunne mærke mig selv på andre måder, så vidste jeg det, om ikke andet så logisk, at der måtte være noget, der var mig, for det kunne jeg jo læse igennem ordene, jeg selv havde skrevet ...
Imellem ordene fandtes der kun opløsning – tynde arme og ben, spøgelseshud, men ingen egentlig krop ...
Spøgelseshudens gennemsigtige skær lærte jeg senere at kamuflere igennem huller i min hud ... – Og ud af dem svævede resten af mig væk og rundt i gangene på Vejle Sygehus og i gaderne ... – Jeg svævede på strømpesokker og i hvidt som væggene ... – Jeg svævede, og indimellem fæstnede ordene mig, som drivtømmer på oprørt hav ...

Om forfatteren
Jeg er My – intet mindre, og jeg er uendelighedens rum, der MÅ have mig selv tilbage igennem andre menneskers ”vægge”, uden dem går jeg i opløsning.
At skrive er min overlevelse og mit liv – ordene kompenserer for mine manglende ”vægge” og bliver til trædesten i et ellers grænseløst univers.