Se mor, jeg danser

Puk Elgård fortæller i denne rørende selvbiografi og hyldest til livet, historien omkring det at komme til verden som erstatningsbarn, om at kæmpe med en overskyggende angst, og ikke mindst om at bryde tabu og tavsheden omkring en udfordrende barndom og opvækst. Men også hvor livsvigtig en beslutning at om vælge sin egen vej og bryde et dårlige mønster er. Samtidig er Se mor, jeg danser også en hyldest til livet. Den fortæller netop om den tro Puk havde og har på, at man KAN bryde ud og finde sin egen vej på trods af en udfordrende barndom.,
Da Puk Elgårds forældre mistede deres syvårige datter Pia, var lægernes eneste råd til det ulykkelige forældrepar: "Få et andet barn med det samme." Ramt af stor sorg, ser forældrene lægens råd som en mulighed ud af den store skygge som lå over dem, og ganske kort efter begravelsen, blev Puks mor gravid, og Puk om til verden som det hun selv omtaler som et erstatningsbarn.
Da Puk er kun 6 år gammel, opdager hun sandheden om sin afdøde søster, og påtager sig i en alt for tidlig alder opgaven med at holde familien på fode, i den store sorg som stadig overskygger familien. Men sorgen havde slået dybe revner i det fundament som skulle være for en lykkelig og velfungerende familie. Derfor er Puk og hendes bror Claus' opvækst dybt præget af begge forældres store forbrug og af alkohol og piller, samt farens voksende ludomani, samtidig med en mor hvis psyke var skrøbelig..
Puk Elgård har gennem hele sit liv været fast besluttet på at være en mønsterbryder, og ikke følge familiens misbrug og ustabile fundament. På en rejse til New Mexico får hun muligheden for at gennemgå nogle ældgamle og hemmelighedsfulde indianerritualer. Under trommedans og fuldmåne kommer minderne fra en alt andet end lykkelig barndom krybende frem, og pludselig er hun tættere på tragedien end nogensinde før. Vil det være for svært, eller måske umuligt at bryde mønsteret uanset hvor meget man ønsker det?

Se mor, jeg danser er en hyldest til livet. Det er også fortællingen om en ukuelig tro på, at man kan vælge sin egen vej på trods af en udfordrende barndom. Puk Elgård fortæller historien om at komme til verden som erstatningsbarn, om at kæmpe med angst og om den livsvigtige beslutning om at bryde tavsheden.
Da Puk Elgårds forældre mistede deres syvårige datter Pia var lægernes eneste råd: "Få et andet barn med det samme." Lige efter begravelsen blev Puk undfanget og kom til verden som det, hun selv kalder et erstatningsbarn. Selvom Puk kun var seks år, da hun opdagede sandheden om sin søster, forstod hun langsomt familiens tab og påtog sig opgaven med at forsøge at holde forældrene på fode. Men sorgen havde slået dybe revner i fundamentet. Opvæksten var præget af forældrenes store forbrug af alkohol og piller og af farens ludomani og morens skrøbelige psyke – og den tavshed, sorgen havde lagt over familien.
Puk Elgård har gennem hele sit liv været fast besluttet på at være en mønsterbryder. På en rejse til New Mexico får hun muligheden for at gennemgå nogle ældgamle og hemmelighedsfulde indianerritualer. Under trommedans og fuldmåne kommer minderne krybende frem, og pludselig er hun tættere på tragedien end nogensinde før.