Piloten fra lynghavet

Den tredie og sidste bog er seriens allerbedste!

3. bind i serien "Fortælleren".
Been og Gali er kommet langt væk hjemmefra. De skjuler sig i den moderne storby Stella Nova, der stadig ikke er bygget helt færdig.
Her skal de hjælpe med at ødelægge en støjsender, så deres venner fra oprørsgruppen ude i ødemarken kan komme i kontakt med de få oprørere, der befinder sig inden for bymuren. Det lykkes – og snart genlyder Stella Nova af lyden af eksplosioner.
Been og Gali slipper ud af byen og begynder den lange rejse tilbage til deres venner ude i skoven. Undervejs skal de krydse lynghavet, hvor de finder en nedstyrtet helikopter og dens pilot, som tydeligvis har hukommelsestab.

Hvem er han? Hvorfor er han faldet ned midt i lynghavet? De ubesvarede spørgsmål er mange – og det samme er antallet af dødsensfarlige lynghajer, der har fået færten af de to unge eventyrere og den sårede pilot.
Bind 3 i serien Fortælleren
Tekstuddrag:
Industrisektoren var enorm, men alt har en ende – selv industrisektorer – og langt om længe kørte de forbi de sidste fabrikker og nærmede sig de stejle bjergsider.
Been og Gali var ved at blive køresyge. Det hjalp at åbne vinduerne. Inde i industrisektoren havde de ikke kunnet åbne vinduerne, fordi luften var fuld af støv, men allerede nu virkede luften renere. Den friske luft strømmede ind og fik dem til at føle sig bedre tilpas.
”Den vej her fører direkte op til antennestationen,” sagde Solar
”Godt,” sagde Been lettet.
”Så den tager vi ikke,” fortsatte Solar og drejede i det samme fra den fine, jævne, asfalterede vej. Den vej, de nu kom ind på, var en smal, hullet grusvej. Det støvede igen så meget, at de måtte lukke vinduerne. Solar tændte for airconditionen, men Been ville hellere have haft åbne vinduer. Køligheden fra airconditionen havde tendens til at trænge ind gennem huden på en helt anden måde, end den vind der kom ind gennem et åbent vindue. Den kunstige kølighed føltes skarpere. Been forestillede sig, at luften var fuld af knive, der var så små, at man ikke kunne se dem, men de skar i hans næse, mund og hals og gjorde ham syg.
”Det er en ældgammel vej fra før den store katastrofe,” forklarede Solar ubekymret. ”Jeg fandt den på nogle kort i arkivet. Den førte engang op til en lille bjerglandsby, men byen findes ikke mere.”
”Det gør vejen næsten heller ikke,” mumlede Been, mens han blev kastet fra side til side.
”Jeg er spændt på at se, hvor højt vi kan komme op,” fortsatte Solar. ”Vi skulle jo gerne så højt op, at vi kan kigge ned på antennestationen.”
Vejen gik nu stejlt opad. Den bugtede og snoede sig som en slange i dødskrampe.
”Det hedder hårnålesving,” sagde Solar, med et bredt grin. ”Sjovt, ikke?”
Been og Gali kunne ikke se det sjove i det.
”Bare rolig,” sagde Solar, da han så deres bekymrede ansigtsudtryk i bakspejlet. ”Bilen har firehjulstræk. Den kan sagtens klare det.”
”Om den så havde syttenhjulstræk, ville jeg alligevel foretrække at gå,” knurrede Been.
Solar lo og kastede bilen rundt i det næste hårnålesving. ”Nu kører vi så langt op, vi kan, og hvis det ikke er langt nok, må vi gå resten af vejen.”
I det samme bremsede han så hårdt op, at Been og Gali bankede imod forsæderne. Et mindre klippeskred havde spærret vejen med nogle store sten. De stod alle tre ud af bilen. Solar studerede stenene, mens Been og Gali mere koncentrerede sig om at suge så meget frisk bjergluft ned i lungerne som overhovedet muligt. Solar vendte rundt på hælene, gik hen til bilens bagende, åbnede bagklappen, rodede lidt rundt og kom så slæbende med et underligt instrument, der lignede en mellemting mellem et gevær og en skovl.
”Godt man var så forudseende og tage en kraftskovl med,” sagde han, og i løbet af ti minutter havde han fået skubbet de store sten så meget til side, at bilen lige præcis kunne komme forbi.
Bjergskråningerne var tæt bevoksede med træer og buske, men af og til fik de alligevel et glimt af antennestationen ovre på den anden bjergtop. De var ikke helt langt nok oppe endnu, men så længe vejen var farbar, fortsatte de. Der var store huller, blokerende sten og væltede træer, men hver gang lykkedes det Solar at få ryddet forhindringerne af vejen. Indtil de kom til et sted, hvor vejen simpelthen var forsvundet. Den var skredet i afgrunden og havde efterladt et stort, gabende hul. Der var ikke noget at gøre. De måtte fortsætte til fods. Der var en rest af vejen tilbage helt inde langs klippevæggen. De kunne sagtens gå forbi hullet, men at køre var umuligt.
”Jeg vil tro, vi sådan cirka er på højde med antennestationen nu,” sagde Solar. ”Vi skal lige lidt højere op, og så skal vi have fundet et godt udkigssted.”
Been og Gali begyndte at gå.
”Hov, hvor skal I hen?” sagde Solar.
”Opad,” sagde Been og pegede.
”Jamen, vi kan lige så godt tage udstyret med med det samme.”
”Udstyret?” sagde Been og Gali i munden på hinanden.
”Troede I, det her bare var en lille hyggelig søndagstur?” Solar lo. ”Vi kan jo ikke forvente, at vi kan aflure antennestationen alle dens hemmeligheder på et par timer en tilfældig eftermiddag. I er nødt til at holde øje med den over nogle dage.” Han åbnede bagagerummet og begyndte at løfte kasser og poser ud af bilen.
”Hvad er det?” spurgte Been og Gali i munden på hinanden.
”Jeres telt, mad, varmt tøj og den slags.”
”Vores?” sagde Been overrasket.
Solar nikkede. ”I er nødt til at bliver her og holde anlægget under observation, indtil vi ved alt, hvad der er at vide om det sted.”
”Det kan du ikke mene,” udbrød Been.
”Hvorfor ikke?”
”Hvor længe havde du så tænkt dig, vi skulle blive her?”
”Seks dage. Før kan jeg ikke komme og hente jer.”
”Jamen, hvad skal vi ... hvordan skal vi ...”
”God plan,” sagde Gali og gav sig til at hjælpe med at løfte ting ud af bilen.
De fandt et sted lidt længere oppe på bjerget, som gjorde det muligt at studere antenneanlægget i kikkert. Been og Gali nød den friske bjergluft. Nød at være ude i det fri. Nød at kunne kigge langt for en gangs skyld og genopdage horisonten. Solar havde ikke blik for den slags. Han var kun interesseret i én ting.
”Nu må I lige koncentrere jer lidt om det her,” vrissede han og skubbede til Been med en albue. Han pegede over mod den bjergtop, hvor antenneanlægget lå.
”Ja, selvfølgelig,” svarede Been og tog imod den kikkert, som Solar rakte ham. Gali blev stående, hvor hun stod – tæt på afgrunden – mens vinden blæste liv i hendes lange mørke hår.
Been stillede skarpt på selve antennen, derefter på hegnet, der omgav hele området, og til sidst på den gitterport, der var i hegnet. Den var bevogtet af to bevæbnede soldater. Indenfor så der øde ud, men der var nogle bygninger, der godt kunne rumme flere mænd. Mange flere mænd. Kikkerten kunne zoome, og han zoomede ind på de to portvagter.
”Hov,” udbrød han. ”De er ikke lysgardister. De er almindelige soldater.” Han kendte alt til lysgardisternes sorte uniformer, men soldaterne her var i noget, der lignede mørkebrune uniformer.
”Nej,” svarede Solar. ”Lysgardister bruges ikke til den slags trivielle bevogtningsopgaver.”
”Men det er jo alle tiders,” fortsatte Been oplivet. ”Så har de vel heller ikke strålestokke?”
Solar rystede på hovedet. ”Men de har nu nok af andre våben. Det bliver ikke let at komme ind på basen. Uanset om de er lysgardister eller ej.”
”Nej, nej,” sagde Been. ”Det ved jeg godt. Jeg er bare glad for, at de ikke er lysgardister, for dem har jeg ærlig talt haft nok at gøre med, synes jeg.” Han satte kikkerten for øjnene igen. ”Det nemmeste ville være at ramme antennen herfra med en eller anden form for raketvåben.”
Solar nikkede. ”Men sådan et kan selv jeg ikke bare uden videre få fat i. Det er ikke en mulighed. Vi er nødt til at trænge ind og uskadeliggøre antennen fra nært hold.”
”Hvorfor vidste jeg bare, at du ville sige det,” sukkede Been og rakte kikkerten videre til Gali, der langt om længe havde fået nok af at nyde udsigten og var kommet hen til de andre.
”Hvis vi skal derind, er vi nødt til at vide noget mere om det sted,” sagde Gali. ”Hvor mange soldater er der? Er der alarmer i hegnet? Er der automatiske våben, der beskytter hegnet? Der er mange ting, vi skal vide.”
”Præcis,” sagde Solar. ”Og I har seks dage til at finde ud af det.”