Niels Klims underjordiske rejse

Ludvig Holbergs ’Niels Klims underjordiske rejse’ udkom første gang i 1741 i Leipzig. Forfatteren var anonym og teksten på latin, hvorved Holberg skød en genvej til det dannede europæiske publikum og samtidig sejlede den danske censur agterud.
I løbet af få år var romanen oversat til en række europæiske sprog, naturligvis også dansk, hvor der efterhånden er kommet flere oversættelser. Jens Baggesens version fra 1789 er klassikeren, der har stået distancen og blev genudgivet så sent som i 2005....
Ved at forvrænge velkendte europæiske samfundsforhold og anskuelser eller se en tilsvarende fornuft (eller mangel på samme) i fiktive kontrastsamfund og gennem ’fremmede’ øjne stimulerer Holberg tvivl og skepsis over for samtidens modeluner og magthavere på en måde, det ville være vanskeligere og farligere at italesætte alt for direkte.
Der er drøje hug til de barske forhold for bønderne, »stønnende under et afskyeligt slaveri«, og en hånd til kvinders ligestilling. Der er polemiske udfald mod tidens teologer, hvis højtravende skænderier om Guds attributter ville gøre dem til strafskyldige sindslidende i landet Potu frem for at udstyre dem med doktorhatte og laurbær.
Genopdagelsen af religiøs tolerance er det store tværgående oplysningstræk, som Holberg på linje med andre af tidens nytænkere som Bayle, Locke og Voltaire advokerer for i skyggen af århundreders religionskrige, tvang og censur.
At tolerere betyder ikke at bifalde, som Montesquieu påpegede, men tolerancen åbner for, at nuancer trænger gennem fordomme, så vi lettere forstår frem for blot at foragte ’det fremmede’.
Niels Klim må f.eks. erkende, at i det barbariske land Mardak (næsten et anagram for ’Danmark’), hvor hykleriet råder, er man lige så intolerant som der, hvor han selv kommer fra: »Så gik jeg rødmende derfra, og fra da af har jeg altid agiteret for tolerance og fældet mildere dom over de vildfarne«.
(Rune Engelbreth Larsen i Politiken)