Mirakler

Grundklangen i Mirakler er, at livet og Guds skaberværk er et stort mirakel – ja en bestandig kæde af mirakler, men at det ikke er ensbetydende med, at vi har øje for det. Når vi siger, at vi ikke tror på mirakler, sker miraklerne jo alligevel. Med et billede fra bogen kan det siges, at Guds skaberværks mirakel er skrevet med så store bogstaver, at vi ikke kan se, hvad der står skrevet, fordi vi simpelthen står for tæt på.
Mirakler er på sin vis den mest teologiske bog, Lewis skrev. Den er ikke så let tilgængelig som andre af hans andre bøger og er skrevet til et mere lærd publikum.
- Thomas Østergaard Aallmann, redaktør i C.S. Lewis-Selskabet
Denne bog er et apologetisk mesterstykke – givetvis et af de allervigtigste bidrag til kristen, filosofisk tænkning i det 20. århundrede. Ikke bare leverer Lewis her en konsekvent gennemtænkning af den kristne tro på miraklernes mulighed, men denne tro sættes også på forbilledlig vis ind i en systematisk ramme for kristen tænkning i almindelighed.
- Peter Øhrstrøm, professor, dr.scient. & lic.phil.
C.S. Lewis’ bog Mirakler er et af Lewis’ vigtigste værker. Den udkom første gang i 1947 og siden i revideret udgave i 1960. Af de bøger, hvor Lewis bevæger sig ud over fiktionens grænser, er det også den mest omfattende. Mange af Lewis’ skønlitterære værker leder uvægerligt til tanker om Guds forsyn, muligheden for og formålet med guddommelig indgriben. Det kan derfor ikke overraske, at en så skønlitterær forfatter som Lewis her har beskæftiget sig indgående med de kristne mirakler. Lewis spørger i sine værker også ind til, hvorfor Gud ikke griber ind lidt oftere, hvorfor det også var naturligt for ham at reflektere over lidelsens problem og teodicédebatten, der jo hænger uløseligt sammen med troen på Guds forsyn.
Miraklerne kendes fra alle religiøse retninger, selv fra buddhisme og hinduisme, som ofte præsenteres som religioner, der er mere filosofisk orienterede uden et entydigt gudsbillede. Og miraklerne fylder meget i kristendommen. En tredjedel af versene i Markusevangeliet (halvdelen af versene, der handler om Jesu offentlige virke) beskriver således underfulde helbredelser og mirakler, der peger hen på Jesu guddommelige natur og sendelse. Det er disse bibelske hændelser, der fylder mest i Lewis’ Mirakler, men deres præsentation og tolkning indrammes og introduceres på behørig vis i skelsættende kapitler om miraklernes mulighed. For sagen er, at miraklerne, siden den franske revolution og oplysning, siden positivismens antireligiøse korstog og til dels den historisk-kritiske bibelsk eksegetiske tilgang, har haft trange kår. Lewis argumenterer for, at man, før man ser på de konkrete kilder om mirakler i historien, bør beskæftige sig med det filosofiske spørgsmål om, hvorvidt mirakler overhovedet logisk kan tænkes at finde sted. Han anklager moderne, naturalistisk orienterede videnskabsfolk for at være ureflekteret negative og fordomsfulde mod spørgsmålet om mirakler. Han mener ikke, der behøver være noget skisma mellem troen på stabile naturlove og muligheden for mirakler, for miraklerne øver ikke vold på naturlovene, men overgår dem med udgangspunkt i Gud, der virker ind i naturens orden.
De sidste årtiers dialog mellem teologi og naturvidenskab har perspektiveret troen på guddommelig handlen betydeligt, men Lewis’ kritik af en ofte uudtalt dogmatisk lukkethed for transcendente muligheder er stadig relevant, og her bidrager Lewis lige så skarpt og præcist i dag, som da Mirakler udkom første gang. Jeg ønsker læseren af denne bog en berigende rejse ind i Guds underfulde verden og håber, den må sætte sit præg på samtidens debat, som den gjorde, da den udkom.
- Niels Christian Hvidt, Th.D.,
professor i Eksistentiel og Åndelig Omsorg, Syddansk Universitet