Mennesket på lerfødder

I "Mennesket på lerfødder" begiver Hulda Lütken sig ud i en dybdeosykologisk og mytisk version af døtrenes, og det vil sige kvindernes, identitetsproblev. Jeg'et begiver sig på en rejse gennem barndommens land, gennem en lidelseshistorie til et kønsskifte, hvor hun som den korsfæstede søn overgiver sig til faderen"
(Dansk Litteraturhistiorie 1984)
"Mennesket på lerfødder" er et selvopgør, en bøn til Gud, et kampskrift, en redegørelse, en myte, en åbenbaring, en drøm... det er en bog, der ikke rigtig ligner nogen anden bog.