Manden i månen

Lasse er sømand. Det vil sige: ikke romantisk sømand. Han er styrmand på et containerskib med 6 timer vagt 6 timer fri 6 timer vagt og 6 timer fri døgn efter døgn. Han er på spanden og afmønstrer for at fejre nytår 2004 sammen med gamle venner fra Fanø/Esbjerg i Thailand. Her oplever han den siden så berygtede tsunamis ødelæggelser på nærmeste hold og hans livsbane ændres dramatisk.
Men Hans Hedegaard Andersens Manden i månen handler ikke kun om Lasse. Lasse er hovedperson, vi hører om hans første hyre på en fiskerkutter, hans første forelskelse etc, men han lever først og fremmest i kraft af nogle fænomenale miljøskildringer af de 35-40 årige venner og eks-kæresten Christina, som dengang i forelskelsens tid kaldte Lasse Manden i månen.
Så sødt, så sødt! – Nej, Manden i månen er ikke sød, men nøgtern. Man mærker fra første til sidste side forfatterens nysgerrighed efter at vide, hvordan skidtet virker, hans forkærlighed for eksaktviden,
hvordan man fører et skib, og det er den selvsamme nysgerrighed, han har overfor Lasse og miljøet, og som skal føre ham og dem nogenlunde helskindet gennem livet.