Lene

Theodor Fontane (1819-1898) er en tysk romanforfatter. Han arbejdede som udenrigskorrespondent i London og senere som krigskorrespondent under den dansk-tyske krig i 1864 og den fransk-tyske krig i 1870. Han var den første store moderne realist i Tyskland og var berømt for sine dialoger. Han var socialt engageret og har i flere bøger beskrevet kvindens stilling i det tyske samfund, hvor det mest kendte eksempel er Effi Briest (1895), der regnes for en af tysk litteraturs betydeligste klassikere og sammenlignes med Flauberts Madame Bovary og Tolstojs Anna Karenina. Hans værker tilhører den tyske kanon, og han betragtes som den mest betydningsfulde tyske forfatter mellem Goethe og Thomas Mann, for hvem han blev en inspirationskilde.
Lene er en smuk, ung syerske, og Botho er en aristokratisk kavaleriofficer. De forelsker sig i hinanden på en udflugt, men begge ser tydeligt fra begyndelsen, at de ikke har nogen fremtid sammen i et klasseopdelt samfund, der anser deres forhold for umuligt, og nægter at anerkende alvoren i deres følelser. Botho ser sig af økonomiske årsager og af hensyn til karrieren nødsaget til at gifte sig med sin rige kusine, men det smertelige brud og kærligheden til Lene lurer hele tiden lige under overfladen.
Lene er en bevægende kærlighedshistorie og en levende skildring af Berlin i 1870'erne fra en af Tysklands største romanforfattere i det 19. århundrede – Theodor Fontane. Med en forførende enkelhed bliver den bittersøde fortælling præsenteret for læseren uden påtvungne følelser eller dramatiske virkemidler. Fontane lader i stedet den nøgterne sandhed få lov til at gøre sin virkning.
"Lene har den fejlfri logik og smukke formgivning, som ses ved de bedste noveller” – Paul Binding, The Spectator
”Der er en underliggende tristesse, der løber igennem denne roman, men for dens medmenneskelighed, underfundighed og billedlige umiddelbarhed - er den en fryd at læse” – Ruth Pavey, The Independent
”Theodor Fontane's første sande mesterværk; den har en perfekt begyndelse, en perfekt ende og ingen overflødige sætninger imellem” – Henry Garland