Krukken

Kærlighed, mennesker og gamle genstande. Det er nogle af bestanddelene i Malte Frøslevs digtsamling Krukken. Her forsøger fortælleren at nærme sig sin hovedperson, Arkæologen, og hendes kærlighedsliv, sådan som det udspiller sig under en arbejdsferie til et solhedt Bologna, lidt på samme måde som Arkæologen selv forsøger at nærme sig sit fund. En gammel krukke – heraf titlen – som hun har snuppet fra udgravningspladsen. Digtene er i sig selv som en udgravning: en udforskende punktvis boring ned i Arkæologens liv og udvalgte hverdagsoplevelser.
Krukken er stemningsfuld, legende og sanselig, samtidig med at den er ved at gå i opløsning, ved at koge over, fordi solen banker mod tankerne og gør dem løse i det. Det er ikke kun Arkæologen, men også omgivelserne, der er digtenes omdrejningspunkt. På den måde rummer Krukken en hyldest til det liv, som også de umælende ting rummer.
Krukken er signeret af forfatteren.