Jeg er f*cking hot

I bogen " Jeg er f*ucking hot" beskriver Renée Toft Simonsen både humoristisk og helt råt for usødet, den store forandring det er for kvinder at gå i overgangsalderen. René Toft Simonsen fortæller ærligt om hvordan hun oplevede og oplever netop de år hvor hormonproduktionen falder, hvor følelsesmæssige rutsjeture er hverdag, hvor hedeturerne giver varme og urolige nætter og dage og hvor alt opleves lige så intenst og forvirrende, som da teenagelivet gjorde sit indtog.
Yderligere giver René, som både er psykolog, fotomodel og børnebogsfatter, fantastiske visdomsord og erkendelser omkring den situation der indtræffer når man er fyldt de 50. Den tid hvor overgangsalderen er sat ind, børnene er fløjet fra reden og man tager sig selv I at stå og kigge på hjemmets tomme og tidligere børneværelser. For hvem er man - når ens eksistens ikke længere kun er indbefattet af det, at være en andens mor?

Renée Toft Simonsen skriver i sin nye bog råt for usødet om de følelsesmæssige rutsjeture, der præger de år, hvor hormonproduktionen falder igen, og nætterne bliver varme og urolige og opleves lige så intense og følelsesmæssigt overvældende som dem, der vendte op og ned på livet, da man blev teenager.
”Da jeg fyldte 13, lagde jeg mig på knæ og bad til gud, om han ikke nok ville sørge for, at jeg snart fik min menstruation og et par ordentlige bryster. Mit hedeste ønske og det, der fyldte alle mine tanker, var, at jeg ville være kvinde, og det kunne kun gå for langsomt. Gud hørte mig, og der kom selvfølgelig gang i festen og hormonproduktionen til sidst, med alt hvad det indebar af vilde følelsesmæssige rutsjeture, forelskelser og forandringer, fysiske som psykologiske,” skriver Renée i sin bog og kalder det at blive 50 og komme i overgangsalderen for en enorm omvæltning i en kvindes liv.

”Som 50-årige er vi på vej over midten, verden forandrer sig med stor hast omkring os. Døden kommer tættere på, kroppens forfald begynder at sætte sine spor, og skavank-alderen sætter ind. Børn der flytter hjemmefra, skilsmisser og forældre, der dør, er alt sammen skelsættende begivenheder i det levede liv, og det er nøjagtig de følelsesmæssige rutsjeture, der er knyttet til de begivenheder, jeg har været interesseret i at skrive en bog om.”

Det er blevet til en bog, der med Renées egne ord er forankret i hverdagen og det almindelige livs eventyr, med alt hvad det indebærer af smukke erkendelser og fornyet visdom, der naturligt opstår, når vi kigger ind i børneværelser, der står tomme og forladte tilbage, og spørgsmålet melder sig; Hvis vi ikke er nogens mor, hvem er vi så?