Bøger udgivet af J-bog

I 1932 begyndte DSB for alvor at satse på busdrift. Vi følger historien i overordnede træk fra den spæde begyndelse i Sønderjylland og op gennem tiden til den bitre ende.Historien fortælles gennem billeder, som viser os de første rutebiler og derefter mangelsituationen under besættelsen og udvidelserne i årene derefter. Igennem 1950'erne, hvor rutebilerne havde deres storhedstid, følger vi udviklingen hen imod standardiserede bustyper. Mangfoldigheden var stor, og heldigvis har vi kunnet vise billeder af de fleste bustyper. I 1960'erne begyndte passagererne at udeblive, og der måtte indskrænkes på forskellig vis. Men trods dette kommer nye ruter til, bl.a. i takt med at jernbaner nedlægges. I de næste to årtier indtræder en form for stabilitet, som skyldes lovgivningen om, at amter og kommuner får det overordnede ansvar for bustrafikken. DSB rutebiler indtræder som entreprenør og udfører kørslen på kontrakt. Enkelte ruter drives dog fortsat for egen regning.I 1990'erne bliver det meste af buskørselen udbudt i licitation - og DSB busser bliver et selvstændigt aktieselskab, som udskilles fra DSB og overdrages til Trafikministeriet. Kort efter skifter DSB busser navn til Combus. I denne periode genindtræder tidligere tiders mangfoldighed i materiellet i takt med, at der stilles forskellige krav fra trafikselskaberne. Combus kom hurtigt ud i et sandt økonomisk uvejr, og i 2001 solgte Trafikministeriet selskabet til Arriva.Tag med på en tur med DSBs busser fra 1932 og op gennem tiden til afslutningen med Combus i 2001.

Bogen beskriver en spændende del af Djurslands trafikhistorie - med overraskende perspektiver langt fra Mols Bjerge og med tråde helt til Polen og Gorbatjovs Sovjetunionen. Historien om Sechers Rutebiler fra Rostved på Djursland begynder med at buschaufføren Søren Secher Sørensen i 1932 åbnede en ny busrute fra Korup over Thorsager til Aarhus, som i de følgende årtier blev levebrødet for en ung familie.Sønnen Erling Secher overtog 35 år senere ledelsen, og så blev den ene rute til mange, og forretningen blev udvidet med turistkørsel, postbefordring og olietransport. Erling Secher var desuden landsformand for rutebilejernes brancheforening i otte år i 1980’erne. Erling Sechers stjernestund var busruten mellem Moskva og Warszawa i 1989 - et aldrig før prøvet koncept. Samarbejdet med danske, polske og sovjetiske partnere i Østeuropas og Sovjetunionens tøbrudstid så i begyndelsen lovende ud. Skæbnen ville, at ruten åbnede 9. november 1989, den historiske dag for Berlinmurens fald. Tøbruddet i Østeuropa blev til en tsunami, som også rev den nye busrute med sig i faldet. Erling Secher solgte i 1995 sit livsværk til den svenske buskoncern Swebuss og fik siden en karriere i danske og internationale busselskaber - men altid med Rostved og Djursland som omdrejningspunkt.

Om danske jernbaners rutebiler er der efterhånden skrevet en del. Men banernes øvrige landevejskøretøjer har ikke været genstand for nogen særlig opmærksomhed.De danske jernbaner begyndte i 1920'erne for alvor at blive truet af konkurrencen fra bilerne. Mange jernbaner tog konkurrencen op ved selv at gå ind i bildrift. Enten ved selv at drive fragtruter eller ved at etablere udkørsel af gods fra stationerne. I nogle tilfælde anskaffede banerne selv biler til opgaverne, mens de i andre tilfælde indgik aftaler med vognmænd om opgaven. DSB begyndte for alvor at transportere gods med lastbil i slutningen af 1940'erne.Helt naturligt fulgte banernes bilpark med udviklingen i takt med, at der kom nye biler på markedet.Senere kom andre typer af biler til, f.eks. biler til vedligeholdelse af jernbanernes anlæg, bygninger mv.Bogen er ud over det jernbanehistoriske element, også en beskrivelse af udviklingen af de mindre lastbiler i Danmark. Hovedvægten er lagt på at vise billeder, men lidt tekst har også sneget sig ind. Biltyperne er "ganske almindelige biler", som vi husker dem fra gadebilledet.Baneejede lastbiler til godstransport forsvandt op mod årtusindeskiftet. Først ophørte privatbanernes kørsel med lastbiler i 1990’erne, og i år 2000 ophørte DSB med transport af stykgods. "Banernes Biler" består nu af tjenestekøretøjer til serviceopgaver, vedligeholdelse og lignende.

For godt 100 år siden - helt nøjagtigt 1. april 1904 - overtog Julius Ørum-Petersen et lille smedeværksted i Herning fra smedemester J. Hansen. Her blev grunden lagt til J. Ørum Petersens Karosserifabrik, som udviklede sig til - i perioder - at blive Danmarks største producent af buskarrosserier. Siden sin barndom har Michael Sinding, der har været bibliotekar i Nærum, været fascineret af busserne fra Herning, og han havde i lang tid haft lyst til at skildre virksomhedens historie og produktion. Muligheden opstod, da der i 2003 dukkede en større samling fotografier op. Dette materiale er nu samlet i en bog og er hermed tilgængeligt for en større kreds. Busserne fra Ørum-P var vidt berømte over det ganske land. Mottoet, Kvalitet, skønhed og styrke, gjorde man alt for at leve op til. Man præsterede det ypperste og var førende inden for busdesign. Tag med på en spændende rejse gennem et hjørne af dansk bilhistorie, som i mere end 200 illustrationer præsenterer den mangfoldighed af karrosserier, som J. Ørum-Petersens Karosserifabrik frembragte i de i knap 60 år, der blev bygget busser i Herning.

I Stautrup sydvest for Aarhus grundlagde Rasmus Skaarup i 1906 et karetmagerværksted, der over årene udviklede sig til Stautrup Karosserifabrik. Oprindeligt var det reparation og bygning af hestekøretøjer, som værkstedet beskæftigede sig med, men omkring 1920 blev det fremstillingen af karrosserier til busser, vare- og lastvogne, der dominerede produktionen. I årene herefter blev fabrikken løbende udvidet, men besættelsen i 1940 satte en stopper for udviklingen. I årene efter 1945 kom der igen gang i hjulene, og det var for det meste busser, fabrikken herefter beskæftigede sig med at bygge. I 1950'erne blev fabrikken igen udvidet, og flere nye produktionsmetoder holdt sit indtog. Op gennem 1960'erne blev konkurrencen skærpet for produktion af buskarrosserier, men Stautrup Karosserifabrik holdt skansen ved at begynde at bygge bogbusser, ligesom man optog en nicheproduktion med ombygning af kassevogne til minibusser. Udover opbyggervirksomheden har fabrikken også udført reparationsarbejder og klargøring af busser. I 1990'erne blev konkurrencen hårdere og hårdere, og den lille virksomhed havde ingen muligheder for at rationalisere produktionen yderligere. Og i efteråret 2002 besluttede Rasmus Skaarups efterkommere at lukke virksomheden. Hvor virksomheden i Stautrup lå, er der i dag (2015) bygget rækkehuse og intet afslører, at der i næsten 100 år lå en karrosserifabrik på stedet.

Bogen tager med sine mere end 300 illustrationer læseren med rundt til de fleste egne i Danmark. Fra Fanø til Bornholm og fra Skagen til Kruså. Desuden også et kig nordpå til Færøerne og Grønland. Den giver et øjebliksbillede og beskriver designet, alsidigheden og diversiteten af busstoppesteder, stoppestedsskure og læskærme i Danmark. Fra den simple græsrabat til det aflukkede - og måske opvarmede - venterum.Udover at virke som en samfundsmæssig nødvendighed er stoppestedet også en del af den danske designkultur. Designere/arkitekter som Poul Cadovius, Steen Østergaard, Børge T. Lorentzen, Knud Holscher og Ove Rix har alle givet deres bidrag til ventefaciliteter. Busstoppestedet, som de allerfleste på et eller andet tidspunkt har betjent sig af, har hidtil været en overset størrelse. Det prøver vi at råde bod på med denne bog.

Strandgaards Rutebiler er 100 års historie om den kollektive bustrafik set ud fra én virksomhed. Fire generationer af rutebilejere - så forskellige som de kan være. Den dynamiske iværksætter Johan Strandgaard (1872-1939) kom ind i vognmandserhvervet ved en tilfældighed, og han blev en hovedkraft i organiseringen af rutebilbranchen. Bogen rummer mange ikke tidligere kendte informationer om Johan Strandgaard. Han ældste søn og arvtager Elmer Strandgaard (1899-1989) var hans diametrale modsætning, en jordnær praktiker, som prioriterede de enkle og nære ting i tilværelsen. Tredje generation var Kjeld Strandgaard (1933-2013) en idérig og effektiv vognmand, som forstod at læse og udnytte samfundsudviklingen. Claus Strandgaard (1965-) var udset til at blive fjerde generation i familiefirmaet, men strukturændringerne i den kollektive bustrafik satte en stopper for disse planer. Historien om Strandgaards Rutebiler er også en fortælling om skiftende politiske vinde og om en 100 år lang kamp for en privat branche, som gradvis underlægges offentlig styring og finansiering - på godt og ondt.

Velkommen ombord på tidsmaskinen, der i form af denne bog tager læseren med på en rejse i ord og billeder tilbage til Rønne havn i 1960’erne. Her er mulighed for at se de gamle kajer, havneanlæg, bygninger og ikke mindst de kønne og specielle skibe, som lagde til i havnen i forbindelse med fiskeri, havneudvidelser, fragt- og passagersejlads. Meget er ændret siden dengang men ikke mere end, at man - ved synet af de mange samtidige fotografier i bogen - tænker: "Jamen, det var jo lige i forgårs". Vi ønsker en behagelig havnevandring.

I 1918 åbnede karetmagersvend Aksel Andreasen under beskedne former et karetmagerværksted i Priorgade i Sorø. Til en begyndelse var det reparation og bygning af hestekøretøjer, som udfyldte arbejdsdagene, men Andreasen havde en vision: Han ville bygge karrosserier til de mange biler, der rullede ud på de danske veje i årene efter 1. verdenskrig. Visionen blev mere end opfyldt, og Andreasen drev sin virksomhed frem til en af de betydeligste karrosserifabrikker i Danmark. I bogen følger vi fabrikkens historie i såvel op- som nedgangstider. Ligesom vi ser på den mangfoldighed af karrosserier til person- og varebiler såvel som lastbiler og ikke mindst busser, der rullede ud fra Sorø Karosserifabrik gennem årene fra den spæde begyndelse i 1918 frem til 1974, hvor det sidste karrosseri blev bygget. I årene herefter fortsatte virksomheden med renovering og reparation af karrosserier, ligesom man også handlede med personbiler. Bl.a. oliekriserne i 1970’erne betød, at det gik ned ad bakke for virksomheden, og den lukkede i 1983. Vi får også et indblik i, hvordan man tidligere fremstillede karrosserier. I de godt 55 år, hvor Sorø Karosserifabrik var aktiv, blev der bygget karrosserier til mere end 800 busser, hvortil kom opbygning af personbiler samt vare- og lastbiler. Bogens mere end 275 illustrationer giver et godt indblik i såvel fabrikkens alsidighed som i karrosserityperne.

I 2001 udgav J-bog hæftet ”Bedford-busser i Danmark”. Anledningen til udgivelsen var 70-året for introduktionen af de første Bedford-modeller. Det blev en væsentlig større succes, end udgiverne havde forestillet sig. Der er nu gået mere end fem år, og den oprindelige udgave er tæt på at være udsolgt. Da der forsat er en vis efterspørgsel af den første udgave, og da der endvidere i de forløbne år er dukket meget nyt materiale op om Bedford-busser i Danmark, har vi besluttet at genudgive bogen under titlen ”Bedford-busser – på danske veje”. Bogen beskriver i ord og billeder Bedford-bussernes historie i Danmark, og i forhold til heftet ”Bedford-busser i Danmark” fra 2001 har forfatteren gravet et spadestik dybere i Bedford’s danske historie. Teksten er væsentligt omarbejdet, ligesom de fleste af billederne er skiftet ud og en række nye tilføjet. I alt er der mere end 200 illustrationer - mod godt 50 i den oprindelige udgave. Og bogen udgives nu med stift omslag og illustrationer i farver hvor det er muligt. Bedford satte lige fra sin introduktion i 1931 sit umiskendelig præg på de danske veje – både som lastbil og bus – og mærket opnåede hurtigt en stor markedsandel. Imidlertid satte anden verdenskrig en stopper for videre udvikling. Efter krigen var Bedford igen på markedet med den klassiske O-model, og i 1950'erne havde Bedford sin storhedstid på det danske busmarked med type SB. Buschassiserne blev forsynet med karrosseri fra de dengang utallige danske karrosserifabrikker. Nye chassistyper blev introduceret omkring 1970, men de slog ikke rigtigt an, og først med introduktionen af Bedford-busser med engelsk Plaxton-karrosseri i sidste halvdel af 1970’erne, fik Bedford en kortvarig renæssance på det danske busmarked. Som følge af faldende afsætning på verdensmarkedet blev produktionen af Bedford opgivet i 1986.

Gildet opstod på den gamle Nordbanegård, der var den sidste aktive del af Københavns anden banegård. Da det sidste tog kørte fra Nordbanegården i 1921 blev det markeret ved en sammenkomst.En kreds af ansatte dannede nogle år efter - i 1924 - Sankt Jørgens Gilde for at fastholde det gode sammenhold der havde været på den gamle banegård. I begyndelsen var det kun tidligere ansatte herfra der kunne blive optaget i Gildet. Siden er kriterierne ændret og tilpasset udviklingen i DSB/Banedanmark og i samfundet.Københavns anden banegård lå ved Sankt Jørgens sø, og det er da også denne der i al væsentlighed har lagt navn til Gildet.Bogen beskriver Gildets historie og tager læseren med gennem de forskellige begivenheder der har været i de 100 år Gildet har eksisteret.

Denne bog handler om Preben Louw Pedersen. Navnet siger måske ikke så mange så meget. Men rigtig mange har stiftet bekendtskab med de små servicebusser med lav indstigningshøjde, der kørte mange steder i Danmark fra begyndelsen af 1990'erne og frem. Og det var netop Preben Louw Pedersen, der stod bag udviklingen af servicebusserne. I bogen følger vi Preben Louw Pedersen gennem det meste af hans liv. Han var som ung ingeniør ansat hos flere virksomheder. Senere kom han videre til Vognfabrikken Scandia i Randers, som i 1975 købte Aabenraa Karrosserifabrik og udnævnte Preben Louw Pedersen til direktør. Han og familien flyttede til Aabenraa, men Preben Louw Pedersen syntes, at Scandia styrede ham for stramt. Derfor begyndte han i 1979 for sig selv og året efter oprettede han sin egen karrosserivirksomhed, Alubus. Desværre førte flere uheldige omstændigheder til, at det ikke gik så godt, og i 1982 gik Alubus konkurs. Efter kort tid kom Preben Louw Pedersen i 1983 til DAB i Silkeborg. Her kom han omsider på rette hylde, idet han fik lov til at stå for flere udviklingsprojekter, deriblandt servicebussen. Desværre blev Preben Louw Pedersen ramt af sygdom i 1987. Idérigdommen blev heldigvis ikke ramt og for at aflaste ham, blev der ansat en ung ingeniør, Lars Overgaard. Sammen fortsatte de to udviklingsarbejdet og efter Preben Louw Pedersens død i 2000, fortsatte Lars Overgaard arbejdet.

"Møns kommunale Automobilselskab eksisterede kun i tre år - fra 1920 til 1923. Selskabet drev et finmasket rutenet på Møn med hovedruter på Vest- og Østmøn samt flere sideruter. Det var det første kommunalt ejede rutebilselskab i Danmark. Bogen fortæller selskabets korte historie og beretter om en daglig kamp for at holde driften i gang. Materiellet gjorde knuder, og desuden var der problemer med økonomien. Der var efterhånden ingen anden udvej end at likvidere selskabet, og få det bedste ud af det der var tilbage. Aktiverne blev solgt til, hvad der den gang blev omtalt som "Audi-selskabet". I bogen fortælles også lidt om, hvordan trafikken blev afviklet fra omkring år 1900 og op til selskabet begyndte driften. I første omgang skete det med hestevogne, og i 1912 kom de første rutebiler til Møn."

Engang for ikke så længe siden kunne passagerskibe være så smukke, at nogle af dem var en fryd for øjet: Det gjaldt især dem, der blev bygget på danske værfter i perioden fra 1910 til 1970, og som havde de designede og karakterfulde linjer, der udstrålede styrke og skønhed.Der var ofte tale om passagerskibe som også kunne medtage fragt, og de hed næs­ten alle sammen M/S til fornavn. De kunne ikke medbringe ret mange biler, de havde fast stævn og almindeligvis intet bildæk. Men disse skibe var indrettet på en sådan måde, at det var behageligt, - ja endda en god oplevelse for passagererne at være ombord på, selv om rejsen kunne tage flere døgn.De bevægede sig dygtigt i søen, og øjet fik sit i form af elegant og karakterfuld formgivning af skibet såvel udvendigt som indvendigt. Sørejsen på sådan et fartøj var en oplevelse, begyndelsen på ferien og et minde for livet.Flere af de skibe, som "sejler" i denne bog lever op til ovenstående.

Nu har buschaufførerne nedlagt arbejdet igen! Sådan har pressen skrevet utallige gange de seneste 30 år. Hvorfor har bustrafikken været særlig udsat for arbejdskonflikter? Noget af svaret gives i denne bog, som i detaljer beskriver historien om forholdet mellem rutebilejerne og de ansatte buschauffører gennem næsten 80 år. Kulminationen var HT-strejkerne og Ri-Bus konflikten, som trak lange spor efter sig. Det er også historien om det danske velfærdssamfund med årtiers gradvise forbedringer for det brede lag af lønmodtagere. Jobbet som buschauffør er i dag meget specialiseret, men buschaufføren begyndte som arbejdsmand. Historien fortælles hovedsageligt fra arbejdsgivernes synspunkt og beskriver samtidig historien om Rutebilejernes Arbejdsgiverforening fra dannelsen i september 1937 til 2007, hvor foreningen er et fuldt integreret medlem af erhvervsorganisationen HTS.

Bogen fortsætter, hvor 40-års jubilæumsbogen fra 1993 slap. I årene efter forbereder selskabet sig på de kommende licitationer over buskørslen. Bl.a. derfor omdannes selskabet til et datterselskab af DSB busser a/s (det senere Combus). Imidlertid må Møns Omnibusser se sig slået ud i 1996 da man taber ved Storstøms Trafikselskabs licitation over buskørslen. I 1999 var kørslen igen i udbud og Combus bød med MO som meddeltager. Men også denne gang kom man ikke i betragtning og moderselskabet besluttede endeligt at likvidere det gamle mønske selskab.

Hærvejens Bus Linier K/S blev etableret 1. april 1968 af Johannes og Bent Hansen samt Peter og Olaf Hansen og Martha og Knud Erik Juul samt Brædstrup-Tørring-Vejle Rutebiler A/S. Formålet var dels at etablere erstatningstrafik efter Horsens Privatbaner, dels at samordne kørslen på strækninger ad hovedvej 13 mellem Vejle og Viborg, som de tre firmaer hver især betjente. I årene herefter er rutenettet blevet justeret og tilpasset de lokale forhold i den udstrækning økonomien tillod det. Nogle ruter har skiftet ejer undervejs og andre er blevet indstillet. Også i ejerkredsen skete der ændringer. I foråret 1990 blev Hærvejens Bus Linier K/S omdannet til Hærvejens Buslinier A/S med Knud Erik Juul som eneaktionær. Selskabets kørsel blev med virkning fra april 1995 overtaget af Holger Danske Bustrafik A/S.

Bogen beskriver Bedford-lastbilernes historie overordnet set. Med ord og illustrationer har vi forsøgt at drage paralleller fra Bedford’s historie til modellernes anvendelse i Danmark. Bogen er således ikke en detaljeret teknisk redegørelse for de enkelte modeller. Fra begyndelsen i 1931 følger vi Bedford op gennem tiden. Ved gennemgang af de forskellige serier som Bedford producerede, belyses storhedstiden i efterkrigsårene og succesen i 1960’erne samt tilbagegangen i 1980’erne. Bedford var betegnelsen for det engelske bilmærke Vauxhall's erhvervskøretøjer (på engelsk "commercials"). Vauxhall var i 1925 blevet købt at det amerikanske General Motors (GM), der gerne ville have fodfæste på det engelske marked. Bedford fik efter starten i 1931 hurtigt succes med W-serierne ikke bare i hjemlandet, men også på eksportmarkederne og således også i Danmark. I 1939 introducerede Bedford K-, M- og O-serierne. Imidlertid satte 2. verdenskrig en stopper for videre udvikling, og produktionen blev omstillet til krigsproduktion. Bl.a. blev de karakteristiske Churchill-tanks bygget på Bedford-fabrikken, der lå i Luton lidt nord for London. Efter krigen var Bedford igen på markedet med K-, M- og O-serierne. Og i 1950 blev S-serien præsenteret under navnet ”The Big Bedford”. Med denne serie prøvede Bedford at komme ind på markedet for tunge køretøjer. Serien havde frembygget førerhus. I 1953 blev de lettere modeller fra 1939 afløst af A-serien, der havde traditionelt førerhus. En fornyelse af S- og A-serien resulterede i serierne D og C fra 1957. Udseendet var stort set det samme, men mange detaljer var forbedret. Året efter - i 1958 - kom J-serien, der også blev en success. De lettere modeller i J-serien havde de karakteristiske kasketskygger over forlygterne. Ved indgangen til 1960’ere startede en ny æra for Bedford og den nok største succes i bilmærkets historie indtraf i form af TK-serien i 1960. Serien havde frembygget førerhus og motoren var placeret bag ved føreren. I 1966 kom KM-serien til. Selv om den havde samme førerhus som TK-serien, var den teknisk set anderledes, idet der var tale om en helt ny og tungere model. 1974 var året hvor Bedford introducerede TM-serien, der var endnu tungere end KM-serien. Med denne serie, der også havde frembygget førerhus i flere varianter, prøvede Bedford for alvor at komme ind på markedet for tunge køretøjer. I 1980 blev TK-serien afløst af TL-serien. Slægtskabet fornægtede sig ikke, men designet var moderniseret og førerhuset kunne nu tippes. Imidlertid slog den ikke så godt an som TK-serien i sin tid havde gjort. Det skyldtes dels afmatningen i 1980'erne og øget konkurrence. GM havde de sidste år tabt mange penge på Bedford, og i 1986 blev produktionen af Bedford indstillet på grund af faldende afsætning på verdensmarkedet.

I dag tænker de færreste sikkert på, at der for over 40 år siden blev bygget busser i Svendborg. Denne bog fortæller ikke bare bushistorie, men også lokalhistorie. I korte træk lyder historien således: Efter en mislykket satsning på eksport af lystfartøjer til USA valgte ejerne af Svendborgsund Yacht og Bådeværft i 1949 at omdanne værftet til en karrosserifabrik. Virksomheden tog navneforandring til A/S Smith, Mygind og Hüttemeier, Svendborg, og straks fra begyndelsen satsede virksomheden på industriel fremstilling af karrosserier i større serier ved brug af nye metoder og materialer. Satsningen lykkedes kun delvist, men i mange år kørte passagererne i provinsens største byer (f.eks. Aarhus, Aalborg og Odense)i busser, der var fremstillet i Svendborg, ligesom passagererne på DSB’s busruter i hovedstadens periferi også gjorde det. Konkurrencen mellem de dengang mange danske karrosserifabrikker var hård, og trods moderne produktionsmetoder kunne Nordisk Karosserifabrik - som var navnet siden 1956 - ikke stå distancen, og i 1969 lukkede virksomheden. I fabrikkens knap 20 årige levetid fremstillede den karrosserier til ca. 400 busser, hvortil kom andre specialkarrosserier. Bogens illustrationer giver et godt indblik i såvel fabrikkens alsidighed som i karrosserityperne.

Da Kalvehavebanen åbnede i 1897, stiftede en kreds af mønboer Møns Dampskibsselskab, der sejlede fra Stege til Kalvehave med dampskibet "Stege". For mønboerne var det vigtigt, at forbindelsen blev stabil - også når farvandene frøs til. Og at forbindelsen blev styret fra Møn - og absolut ikke fra Sjælland. I begyndelsen var det primære at få post og gods frem. Passagertrafik spillede en sekundær rolle - at rejse var ikke en dagligdags begivenhed. Men uanset hvad der blev transporteret, var ruten Møns livsnerve igennem mange år. Vi følger selskabet fra den første tur over en årrække med fremgang og til de sidste år, hvor konkurrencen fra bilerne prægede selskabets dagligdag. I 1934 måtte det give op og realisere sine aktiver. I de godt 37 år selskabet sejlede, nåede det at anskaffe tre dampskibe, en motorbåd, et motorskib og en pram. Det var nok det sidst anskaffede dampskib "Codan", som de fleste forbinder med Møns Dampskibsselskab. Skibet var efter forholdene et stort og godt skib, men også meget dyrt at sejle med. Selskabet forbindes også med Steges - nu nedrevne - karakteristiske havnebygning kaldet Havneslottet. Det var ud for denne bygning skibene lagde til. I bogen omtales også diverse havneforhold i Stege og i Kalvehave. Denne bog gør ikke krav på at være en skibsteknisk redegørelse, men er en gennemgang af dagligdagen og milepælene i dampskibsselskabets historie.

I år (2015) er det 50 år siden at Det forenede Dampskibsselskab (DFDS)'s skib M/S Dronning Alexandrine, der sejlede på ruten København-Færøerne-Island, blev taget ud af drift og solgt til ophugning. Der markerer vi med en bog om skibet. I 1927 blev M/S Dronning Alexandrine søsat fra det daværende skibsværft i Helsingør under stor festivitas, og under overværelse af Kong Chr. X og Dronning Alexandrine. Efter vel overstået prøvetur begav "Dronningen" (som skibet blev kaldt i daglig tale) sig den 22. juni 1927 ud på sin jomfrurejse til Færøerne og Island. Ved udbruddet af 2. verdenskrig blev det for farligt at besejle ruten og skibet blev lagt op i København. Mod slutningen af besættelsen blev det beslaglagt af den tyske værnemagt og sejlet til Tyskland. Efter krigens ophør kom skibet tilbage til DFDS og efter nødvendig istandsættelse igen indsat i driften i november 1945. I årene efter krigen udførte skibet desuden togter til Grønland. Efter næsten 40 års tjeneste blev skibet i 1965 erstattet af M/S Kronprins Olav og efterfølgende solgt til ophugning. Gennem hele dets levetid var det forskånet for større uheld og ulykker og var det man kan kalde for et heldigt skib. I bogen følger vi skibets historie gennem årene og hører også førstehåndsberetninger fra maskinen og fra en passager.

Selskabet blev til i 1926, da Aabenraa Amts Jernbaner indstillede driften. Det fik en god start, og det anskaffede flere busser. Og det købte også den tidligere amtsbanegård i Aabenraa, som blev indrettet til rutebilstation. I 1930’erne var der kamp om at få lov til at udføre rutebiltrafik, men Aabenraa Automobilselskab fik fodfæste i oplandet og klarede sig godt. Imidlertid satte 2. verdenskrig en stopper for videre fremgang. Efter besættelsen kom der igen gang i hjulene, og selskabet havde kronede dage i slutningen af 1940’erne og først i 1950’erne, hvor privatbilismen endnu ikke var kommet i gang. Rutebilstationen i den gamle amtsbanegård blev utidssvarende og lå samtidig i vejen for en vejudvidelse. Derfor blev den erstattet af en ny moderne rutebilstation i 1965. Op gennem 1960’erne faldt passagertallet som følge af privatbilernes udbredelse. Rutenettet blev justeret, og der blev løbende anskaffet nyt materiel. I begyndelse af 1970’erne var økonomien anstrengt, og skulle der fortsat være mulighed for at tage bussen, ville det betyde offentlige tilskud til buskørsel. Det affødte et nyt trafiksystem, som gik under navnet Sønderjyllands Trafik (ST). Det fik sin debut i 1977. I princippet blev Aabenraa Automobilselskab nu et selskab, der leverede buskørsel til Sønderjyllands Trafik efter givne retningslinjer. Fra 1980’erne blev selskabets økonomi stabiliseret, og i 1990’erne begyndte Sydbus, som var det nye navn for Sønderjyllands Trafik, at udlicitere kørslen. Konkurrencen blandt busselskaberne, der udførte kørslen, blev markant forøget. Aabenraa Automobilselskab overvejede situationen og endte med at sælge sine kørselskontrakter, busser m.v. til DSB fra 1. juni 1997. Aabenraa Automobilselskab fortsatte herefter som et rent ejendomsselskab indtil 2008, hvor det solgte grund og bygninger til et selskab, der ville udvikle og nybygge på grunden i Aabenraa. Herefter blev selskabet afviklet.