Bøger udgivet af Gladiator

New Forest er en roman om lys og skove, familier og myter, kærlighed og dødMødre, søstre og døtreI romanen møder vi en pige, en kvinde i 30'erne og en ældre dame. Pigen er på efterårsferie med sin familie og beslutter sig for at gå tur alene i plantagen bag huset. Den unge kvinde rejser rundt i Europa, alt imens hun kæmper for at gøre sig fri af et forhold der længe har gjort hende til en slags zombie, en levende død. Hen imod slutningen af bogen rejser hun til New Forest i Sydengland for at genfinde det område hvor hun var på ferie som barn, et sted der i hendes bevidsthed er blevet et mytologisk sted. Den ældre kvinde mister sin mand, og hun låser sig inde i huset med liget. Sådan lever de to videre sammen der i huset hvor tiden ligesom kroppen opløses, og han på den måde - for hende og for os - pludselig er levende igen og syg igen, og vi er igen tilbage i en tid hvor de var en familie; hvor pigerne drak saftevand i køkkenet, og hvor de skoldede høns ude bag huset. De tre generationer af kvinder bliver gennem bogen til en slags familie, eller de bliver hinandens fortid og fremtid, hinandens mødre og søstre og døtre.Bogen beskriver passagerne i livet, tærskelerfaringer, der hvor noget er mellem formerne. Der hvor et menneske både er levende og dødt, hvor en erindring både er sandhed og løgn. Romanen insisterer på at det er i denne urolige sitren mellem stabile tilstande at livet er. Således udnytter romanen også genrens muligheder for at bevæge sig mellem fortælleformer, i en lyrisk ramme at veksle mellem dagbogsfragmenter og prosa.MyterneMan siger at historien skrives af sejrherrerne. Familien såvel som samfundet er en kampplads. Der kæmpes for retten til at definere fortiden og vælge det sprog og den fortælling som individets, familiens, kollektivets og samfundets erindringer skal fastholdes og fortælles i. Man forsøger på forskellige måder at enes om én fortælling. Med tiden bliver disse fortællinger myter, og de fremstår måske endda sande for os. Men hvordan bryder man ud af disse myter. Hvordan holder man sig i bevægelse som menneske, med andre ord: hvordan bevarer vi evnen til at frigøre os fra myterne. New Forest undersøger og nuancerer nogle af disse fortællinger og strukturer. Bogen - og dens kvinder - insisterer på at det er i opbruddet med de eksisterende myter og i skabelsen af nye fortællinger med flere perspektiver samt i udviklingen af nye sprog at vi får adgang til ny erkendelse. New Forest er en roman om denne kamp. Det er i den forstand en frigørelsesroman. En roman om at forlade noget man elsker, og noget man er - for på den måde at redde sig ud af et brændende hus i tide. En insisteren på at ville leve i en større, mere kompleks verden.NaturenNew Forest er samtidig en bog om naturen. En minutiøs beskrivelse af naturen omkring os og i os. Bogen er komponeret over døgnets bevægelse, mørke og lys og mørke igen. Den er en poetisk udgravning som når ned til andre lag i døgnet og i årstiderne - andre lag i erindringen end dem vi før har stirret os blinde på og indtil nu forstået os selv igennem. Ved at lade sansninger og tanker forbinde sig på nye måder fortælles der nye historier som vi kan finde os selv i for første gang. Den konkrete verden gennemtrænges af en indre, hemmelig virkelighed. Gennem den minutiøse og vedholdende beskrivelse af verdens og sindets mindste bevægelser opstår der en stille eksistentiel klang som løfter romanen til at være en stor fortælling om hvad det vil sige at være menneske.

Det er vinter, og Barbara rejser tværs gennem landet med sit spædbarn for at være sammen med sin mor og søster i dagene, hvor faren skal gennemgå en stor hjerteoperation.Operationen går som planlagt, men da han slår øjnene op er det blik der møder Barbara tomt og helt uden tegn på genkendelse; det er som at se ind i øjnene på et menneske rømmet for sjæl. Et stort fald ud i et øde bagved. Hver dag i den følgende uge forsøger lægerne at vække ham fra narkosen, og hver dag sker det samme. Vi forstår det ikke, siger de, men der er jo nogen, som aldrig rigtig vågner.Herfra ser Barbara tilbage på sin families historie. Fra moderens opvækst i et fattigt hjem i Århus til virkeliggørelsen af hendes vision om det frie liv i pagt med naturen i Mols Bjerge, hvor pigerne vokser op. Søstrenes forbundethed og konflikt; forældres længsler, fortidens traumer og fortielser.Alt dette kunne du få er et portræt af en familie og af tidens passage gennem os. Den handler om at være kvinde og mor i 1980 og i 2020. Om individets forankring i en tid og i et sted, i jorden. Den er en illumination af de forbindelser, der løber mellem alt levende – liv adskilt i tid og rum, men knyttet sammen af erindringer, myter, blod og længsler.Josefine Klougart (f. 1985) er en af de mest markante stemmer i nordisk samtidslitteratur, hun er oversat til 12 sprog og nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris to gange. Alt dette kunne du få er hendes 6. roman.

Marble er en bog om marmor og koraller, antik polykromi og infrarødt fotografi, bemalede gipsafstøbninger og digitale 3D-modeller, arkaiske korestatuer og græske svampedykkere. En bog om at blive opslugt og om at længes – om Marble, der rejser fra Daniel og kærligheden i København til Athen for at lede efter farverester på byens antikke skulpturer, og om den danske billedhugger Anne Marie Carl-Nielsen, der foretog en lignende rejse til samme by 110 år tidligere.

Ida Marie Hedes Bedårende består af fire dele og handler omfamilien og det samfund, der omgiver den. Det handler om familiensfortid og fremtid. Om fødsel, småbørnsidyl og hverdagsliv. Om intimitet, hengivelser og misforståelser. Om sorg, nostalgi, opbrud og død. Omoverlevelse, forfald og undergang.I første del møder vi B i familielivet med partneren Q og i symbiosen med datteren Æ. I anden del finder vi ud af, at de døde er animerede iBs hjerne. I tredje del dør en far. I fjerde del er det endelig fredag.Vi ryger med B og Q ned under stuegulvet og vandrer gennemunderverdenen.Bedårende er en vandring gennem et døderum, som også er etkærlighedsrum. Det er umuligt at sige, hvor døden begynder ellerslutter, hvor livet begynder eller slutter. Billederne af døden eranimerede og rumlige. Kærlighedsbillederne romantiske, slidte ogautoerotiske. Det handler egentlig ikke om et endeligt. Bakterier borsom familier i vores kroppe, akkurat som vi bor i vores familier i enstørre omverden, vi ikke kender til fulde, men som vi oplever gennembilleder og fortællinger. Man kan trænge igennem alle kroppe, og allekroppe trænger sig på. Man kan trænge igennem alle familier, og allefamilier trænger sig på. Både barnet, liget og den elskede er bedårende. Når det gælder dem, vi elsker, har vi ingen fornemmelse for afstande.Om Ida Marie Hedes trilogi, En, To, Tre (Seancer, 2009, Det kemiske bryllup, 2013, og Inferno, 2014, samlet udgivelse 2016) skrev Politikens anmelder Mikkel Krause Frantzen: I Ida Marie Hedes psykedeliske og vitalistiske forfatterskab er mennesker ikke andet end “bunker af jord, eksplosioner af gas, fantastiskelandskaber af ribben, råd, tarme og maddiker i royale lilla farver.”Med (gen) udgivelsen tegner der sig et billede af et utroligkonsistent og kompromisløst forfatterskab … I stedet for at henholde sig til plot og psykologisk dybde bevæger hun sig i krydsfeltet mellemlitteratur og kunst, mellem tekst og performance, mellem æstetik ogviden(skab). På engelsk taler man for tiden meget om art writing ogtheory-fiction, og det er til en vis grad også, hvad der er tale om her.Med Bedårende både fortsætter og bryder Ida Marie Hede sinundersøgelse af, hvad litteratur er og kan. Farens død giverfortællingen en anden alvor, ikke kun den del, hvor døden indtræffer –dødens skygge er over alt. Og fortællingen bliver mere netop fortælling, end hvad vi før har set.

Jeg bruger min krop som et møbel er digt-romanen vi alle har ventet på. Episk realisme i tre bind. En fortælling om at finde sig selv og om at huske på at hvis man ikke kan dét, altså finde sig selv, så kan man altid lave sig om til Taylor Swift. En fortælling om at gå i stå og om at gå i stykker. En fortælling, der er lidt et digt, lidt et langdigt, lidt et manuskript, lidt country, lidt hiphop, lidt roman, lidt kammerspil og meget god.Veronika Katinka Martzen (f. 1994), debuterer med Jeg bruger min krop som et møbel. Hun er uddannet fra Vallekilde Højskole i 2016, men er ellers autodidakt.

Det starter med en bytur. Værtshusuorden, en voldsom anholdelse. To år senere skal der fældes dom i sagen. Hvem kan huske hvad der egentlig skete. To betjentes ord mod en borgers. En bagatelsag. Det bliver til en behandlingsdom på fem år.Fem år i det psykiatriske system. Fem års destruktion. Fem års stilstand. Fem år som død, som ingenting, som patient. Fem års ødelæggelse, tilintetgørelse, knuste drømme, uddannelse, jobs, relationer. Fem års gøren svag. Fem års hjælp.HJÆLP er Jacob Skyggebjergs vidnesbyrd fra det bizarre forløb, han i perioden 2008-2013 var igennem med en behandlingsdom og det psykiatriske system, der forvalter sådan en. Det starter med en næsten uskyldig bytur i Vejle, og det slutter med udgivelsen af debutromanen Vor tids helt og det gennembrud, den afstedkom. Men HJÆLP er mere end et vidnesbyrd om turen gennem psykiatriens ofte umenneskeliggørende maskineri. Det er også et desperat råb om hjælp, et ungt menneskes insisteren på menneskelig forståelse fra et system, der insisterer på systemets forståelse.

Dan Turèll var 28, da den store digtbog Karma Cowboy udkom i 1974. – Men på det tidspunkt havde han allerede en lang-lang række udgivelser bag sig, niogtyve faktisk, fra sin debut Vibrationer i 1966. – For Turèll skrev hele tiden. Og ikke mindre væsentlig: udgav hele tiden og i alle mulige formater.
Som sin egen forlægger, hos vennerne, og sammen med vennerne, som Dobbeltskrift med Peter Laugesen i 1973, og ikke mindst store, uhyre vigtige værker i sort indpakning på Arena, Forfatternes Forlag.
– Man kan sige: Dan Turèll ånder i skrift.
Både før og efter Karma Cowboy. – For nok er Karma Cowboy skelsættende, af mange regnet som hans gennembrud, væk fra det hallucinatoriske skrift-tematiske i enhver henseende uafgrænsede rum, han før havde færdedes i, og lige lukt ind i stuen til Hr. og Fru Danmark.
Selvom det nok er en overdrivelse. Endnu. For det er en plads, som Vangede Billeder fra året efter, må tildeles.
Men den slentrende sludrende politiserende og filosoferende Dan Turèll, som vi siden kom til holde så meget af, det er ham, der kommer på banen med Karma Cowboy. – Ham, som vi også synes, kender os og tager vare på os, og snakker og giver gode råd med på vejen.– Men nu! år 2016. Hvad skal vi med Dan Turèll nu?
Svaret er meget enkelt: Læse ham. – Og det er ikke svært. Det er bare at glemme alt om manden med den sorte hat og det stærke blik og hengive sig til skriften. Til den dér malende puls, som hele tiden hvirvler stof op, stort og småt imellem hinanden, fra hverdagen, hvor selv det mest banale får værdi, og fra det, som har tidens fylde i sig, og som han uden videre formår at indfange og gøre hverdagslig, så det er til at forstå.
Han trækker aldrig tingene ned, men tør omgås det sentimentale, og han bliver aldrig højtragende, mister aldrig jordforbindelse, heller ikke, når han tager livtag med tilværelsens store spørgsmål og liv og død. Han ser sammenhænge, hvor der ikke før var sammenhænge, forbinder ender, som aldrig før var i nærheden af at kunne knyttes.
Der er én ting, han i hvert fald ikke er, og det er natur-romantiker. – Han gør oven i købet en dyd ud af det. Aldeles vidunderligt. Jeg elsker ham for det. At han tillader sig dét: at kokettere med, at naturen ikke siger ham en pind.Karma Cowboys lange afsluttende digt, Karma Cowboys Common Prayer, skrevet over og under inspiration fra Allen Ginsberg, den store amerikanske beat-digter, kører sådan her:
Vær venlig mod dig selv, du er den eneste
af din slags
og du er ikke usårlig, du kan blive hadefuld og paranoid
du kan blive angrebet af kræft forkølelse eller syfilis –
Vær venlig mod dig selv, du er den ene
hvis bløde finger trækker følelsens linie
fra brystvorte til kønshår
den hvis tunge forsvinder ind mellem læberne
eller ind mellem hvide lår –
Vær venlig mod dig selv, Harry, for uvenlighed opstår
når kroppen eksploderer
napalm herbicider og enorme dødsleje Viet Nam
et mærkeligt sted at drømme om nu grene
bøjes til side og vrede amerikanske ansigter
griner deres søvngænger terror ind i dit sidste blik –
Vær venlig mod dig selv, for din egen venligheds lykke
vil overstrømme politiet i morgen
fordi koen græder på marken og musen hyler i kattens hul –
Vær venlig mod dette sted som er din nuværende bolig
med boretårne og radarstationer og lægevagter
og blomster i parkerne ved strømmende bække –
Vær venlig mod din nabo som græder massive tårer
på fjernsynssofaen
han har intet andet hjem og hører ikke andet
end telefonernes hårde stemmer
klik, summen, kanalskift, og filmen forsvinder
og han er overladt til natten alene, han forsvinder
mellem sengens lagner –
Vær venlig mod din forsvindende far og mor
der stirrer ud af terrassevinduet
som mælkevognen og ligvognen drejer om hjørnet –
Vær venlig mod politikerne der græder i korridorerne
i Whitehall Kreml Det Hvide Hus Louvre
Peking Westminister City og Christiansborg
aldrende vrede bange og frysende
krybende orme krybende orme krybende orme TIMEN ER IND
Se de syge, utilfredsstillede, underelskede, rynkede
pander på Kaptajn Premierminister Præsident
Sir Comrade FRYGT!Det digt bør have samme status som J.P. Jacobsens Arabesk til en Haandtegning af Michel Anglo og Johs. V. Jensens På Memphis Station – ligesom værket Karma Cowboy som sådan bør have samme status som f.eks. Inger Christensens DET. – For nu bare at få manden retteligen placeret i konge-/dronningerækken.Velkommen ombord.
Kh Gladiator / Hans Otto Jørgensen

Bogen fortæller en kritisk historie om transnational adoption. Med udgangspunkt i forfatte­rens egne erfaringer tegnes et portræt af en adopteret og et adoptionskritisk miljø i Sydkorea. Refleksioner over en opvækst i Danmark blander sig med oplevel­ser fra en hverdag i Seoul og beretninger fra andre adopterede. Bogen er resulta­tet af mange års research, og den kommer rundt om en lang række emner som slægt­skab, racisme, køn, krig og global ulighed. Vreden er omdrejningspunktet i bogen, der rummer mange lag af følelser og en underspillet humor. Bogen beskriver et nyt erfaringsområde i dansk litteratur. En dybt personlig og poli­tisk bog, der kan læses som både et digt, et kollektivt vidnesbyrd og en dokumenta­tion af forholdene i adoptionsindustrien. Samtidig er bogen et vigtigt indspark i den aktuelle debat om transnational adoption, en debat der i mange år har været domine­ret af adoptanter og dem, der arbejder i adoptionsindustrien. Nu bliver debatten beriget en stemme, som er den adopteredes egen. Maja Lee Langvad (f. 1980) er uddannet fra Forfatterskolen og debuterede i 2006 med den konceptuelle digtsamling Find Holger Danske. Fra 2007-2010 boede hun i Seoul, hvor hun var en del af et adoptionskritisk miljø. Hun har arbejdet sammen med videokunstnere, komponister og teaterinstruktører i både Danmark og Sydko­rea. Hun arbejder performativt med sine tekster og har fremført dele af HUN ER VRED – Et vidnesbyrd om transnational adoption på bl.a. Overgaden – Institut for Samtidskunst.

"Bag tågen gemmer sig noget. Men der er et valg. Enten forsøger jeg at kortlægge det, jeg har glemt. At begive mig ud i tågen. Eller også udskyder jeg det. Igen. Lever videre i uvidenhed. Det er egentlig ikke et valg."En vej ud af tågen er ikke en roman, det er heller ikke erindringer, pænt ordnet fra en ende af, det er måske et essay. Om at huske det glemte, om at eje sin egen fortælling, om at være far og om at fortælle historier.

Mor og Busser er en romantisk komedie om en lesbisk kernefamilie i den kreative klasse, om hverken at være moren eller faren, og om at være voksen, selvom man dybest set opfatter sig selv som et barn.Billedkunstneren Pernille Kløvedal Helweg har illustre­ret bogen med 20 grafiske blade.“Kristina Nya Glaffey er satiriker. Familiemønstre, øko-bevidsthed, 68-generationen, ekspertvælde og hverda­gens små selvfølgeligheder og kunstnerrollen står for skud. Men det er for så vidt set før. Det er der så mange, der gør i. Vi gider ikke høre mere. Men det mærkelige er, det er aldeles forunderligt, at selv det banale, det aller­mest trivielle hos Kristina Nya Glaffey bliver nyt. Vinklet igen. Følsomt og intelligent. Her under dække af barnets undrende perspektiv.”- Hans Otto JørgensenKristina Nya Glaffey er forfatter og født i 1979 og uddannet fra Forfatterskolen i 2005. Hun har tidligere udgivet prosabø­gerne Lykkejægere og Padder og krybdyr. Pernille Kløvedal Helweg er billedkunstner og født i 1946. Hun har været aktiv på den danske kulturscene siden 1970’erne og har mange bøger og udstillinger bag sig. www.pernillekloevedalhelweg.dk

Katrina, hovedpersonen i Johanne Kirstine Fallsroman Der er altid nogen at befri,skal indlægges på Odense Universitetshospital på grund af anoreksi. Vi følgernøje Katrina i de tre måneder, hun er indlagt – et forløb, der spænder mellemen ikke-eksisterende sygdomserkendelse og en grad af selvindsigt, der gør, atKatrina kan udskrives fra psykiatrisk afdeling.Det er chokerende læsning. Ikke kun iportrætteringen af selvskaden eller slanke- og afføringspillerne, der smuglesind. Eller måden hvorpå personalet i visse tilfælde taler til patienterne på.Snarere er det fordi, den insisterende tone fremstår nødvendig. – den syge gøralt for at snyde, lyve og bedrage alle omkring sig. Der er altid nogen atbefri er en roman, der er gennemsyret af løgnen, og at lyve er, hvadKatrina gør bedst. Hun lyver over for lægerne, sygeplejerskerne, moren ogkæresten ... hun lyver over for sig selv.Romanen er fuld af galgenhumor og kynisme ogselvironi, men man er ikke i tvivl om, at det er er alvorligt, det her. Dødsensalvorligt. Døden byder sig således allerede til i prologen: ”Er du bange for at dø?”, spørger psykologen. ”Nej”,siger hun og kigger for første gang psykologen i øjnene. ”Jeg er ikke bange forat dø, men jeg mener… Når nu jeg skal dø, vil jeg da gerne have lidt kontrolover, hvornår det skal ske, og hvordan jeg ser ud, når jeg er død.”Katrina er i konflikt med sig selv. Hun ergrundlæggende i tvivl om, hvorvidt det kan betale sig at leve. Johanne KirstineFall har med rammefortællingen, der starter og slutter i tredjeperson, skabt etrum for det Katrina-jeg, der taler i resten af romanen som reporter – ikke fraen krigszone – men en anden zone, hvor det også handler om noget så umiddelbartog simpelt som at spise.Johanne Kirstine Fall skriver med pondus, ogKatrinas medpatienter beskrives med en indlevelse og humor, så deselvstændiggør sig med hver deres specifikke væsen, hver deres specifikkehistorie. Men Katrina er ikke bare anorektisk, hun frembyder også psykoser.Johanne Kirstine Fall formår med groteskens virkemidler at beskrive Katrinaspsykotiske anfald på en måde, så det giver et levende indblik ivrangforestillingen: Vi sidder samledeved frokosten. Jeg skal spise rejeost. Jeg tager en bid af knækbrødet, dervokser små buler frem under min hud. De bevæger sig op og ned under huden påmine arme, huden spændes og bliver stram over dem. Jeg ved, at det er rejernefra osten. Man kan se deres små ben arbejde under min hud …Derer altid nogen at befrier en voldsom, skrøbelig og sårbar historie, men opretholder hele vejen igennem– og det er noget af en bedrift – en usentimental indstilling. Man bliver somlæser klogere på anoreksiens mangeartede u-væsen.

Jacob Skyggebjergs Bonnie-&-Clyde-agtige roman Jalousigennemspiller på klassisk vis den store kærligheds rus med øjnessvimlende dyb etc. – og den store kærligheds opløsning ved hovedpersonen HPs altødelæggende jalousi. Jeg har sagt det før: Jacob Skyggebjerg kan det hele. Dette lille kammerspil, som Jalousi dybest set er, ikke kun bekræfter talentet, men fuldbyrder det. Man kan heller ikke med sin tredje bog blive ved med at nøjes med prædikatet talentfuld. Nu skal det være.Efter den obligatoriske komme-til-hovedstaden-og-falde-dybt-roman Vor tids helt – i tradition med Johs. Jørgensens små mester-romaner fra begyndelsen af 1890erne eller Johs. V Jensens Danskere og Ejnar Elkjær – og den store satiriske samtidsroman Hvad mener du med vi strammes grebet, formatet er mindre og til at styre og så gør det for alvor ondt.Samsine og HP er det unge par. De lever livet hårdt, på samfundets skyggeside, i en af kommunen anvist bolig etc, det skal gå galt. Nattesjov og druk og almindelig utilpassethed. De rige får deresbekomst, der lægges ikke fingre imellem, det er på den vis også enfortælling om samfundsklasser. Men det er noget så banalt som jalousi,noget så ædende, der ødelægger ikke alene forholdet, men også HP, så han til sidst krabber rundt som en anden idiot. Idet han på detektiv-manérkortægger Samsines færden hin ulyksalige aften.Men når det gør så ondt, er det fordi, Jakob Skyggebjerg formår at levendegøre sine personer. Selv om de er outlaws – hvad det end betyder, outlaws – er de præcist som alle vi andre: legesyge, drillesyge, frem for alt: kærlighedshungrende … og for hans vedkommende sygelig jaloux.Hun er af småborgerlig herkomst og elsker alt, hvad der er småborgerligt, hygge og fødselsdag og kat, mens Han er en skide proletar, som aldrig kan blive andet end proletarisk oguformående med hensyn til bordskik og hvordan man håndtererparforholdets vanskeligheder.Klimaks i den henseende: han brækker hendes arm.Men iøvrigt er de to, hun og han, så meget mere, end hvilken klasse de kommer fra. Med hensyn til vildskab er de lige vilde, eller – man tror det næppe – hun distancerer ham. Hun kan ikke få nok, der skal flere øl til, mere vin. Hun er på mange måder et barn, han en sensymbolistisk drømmer.Som sagt: Der er noget Bonnie & Clyde over dem. Deklarer den, man bliver ved med at tro, de klarer den, det kan ikke væreandet, når vi elsker dem så meget, og alligevel går det galt. Vi ved det godt. – Jeg kan sagtens se Jalousi som film. Men så skulle Ingmar Bergmann genopstå, for det er det, det er. I sidste instans. Et satans psykologisk drama.— Et kammerspil.

Hjemmeliv, kærlighedsliv, rejseliv - det er nok de vigtigste elementer i det reservoir, Fryden øser af. Med en klar overvægt i pladsen til hjemmelivet på gården med far og mor og brødrene. Ikke i et nostalgisk tilbageblik, men i kærlighed til hver enkelt nu som før. Andreas Pedersens portrætter af forældrene står og lyser efter endt læsning. I al deres skrøbelighed og menneskelighed.Fryden er vis, men den er også ung og beruset – måske først af alt beruset, det mærkes helt ned i den enkelte strofe, hvert enkelt velvalgte ord – og så opstår der undervejs og tydeligst i rejsedigtene en selvstændiggørelse af det unge menneske. I kærlighedsmødet, som er uden flovhed eller plat ironi, men af hjertet rent, og i mødet med en tilfældig medpassager i metroen i Tokyo.Præcision i billede og tankegang og argument, som forløber ubesværet i digte, der er op til flere sider lange. Velkommen i labyrinten!

Gladiators Sandalserie er klassikere på kanten. Dansk litteratur fra oldtiden til i dag. Principielt set. Det vil sige den litteratur, der udvider undersøgelserne af hjernens geografi. Som rapporterer om nye opdagelser, andre erfaringer. Og som i en vis forstand har gjort arbejdet før os, flyttet grænserne for det normale, så vi ikke behøver at kæntre.Helga Johansens Hinsides er andet nummer i Gladiators Sandalserie. Den første udgivelse i serien er Hundrede postkort fra helvede af Henrik Bjelke.

En technoklub i Berlin der damper under en tre uger lang hedebølge. Folk daser i skyggen på hullede lædersofaer og tungekysser i krogene. Og de sniffer, sluger og sælger. En ecstasy-hangover kureres med speed: Jagten på den næste rus er allestedsnærværende. På Berlins klubscene betyder klokken ikke noget, dagslyset kommer og går, og det samme gør opturen – og efter den nedturen med svedeture, depressive tanker og en altoverskyggende tørhed i munden. Vi følger Nikolaj, en 29-årig homoseksuel mand med forfatterdrømme. Vi er med hele vejen: Til festerne hvor den ene nat glider over i den næste, i Nikolajs slidte lejlighed, når han vågner alene med telefonen som eneste selskab og i playroomet hos Klaus, Nikolajs 17 år ældre elsker, hvis liv er gået i stå, siden han mod forventning overlevede sin HIV-diagnose i 1980’erne.Men Livet er en fest og så dør man er meget mere end en roman om hårde stoffer og hård sex. Det er også en roman om den ukuelige søgen efter nogen at holde af. Og om den eufori der findes i forelskelsen. Dette farvestrålende, hvileløse liv i Berlin er ikke uden konsekvenser. Her festes med livet som indsats.

Emma Emma er en roman om sommerens arkitektur og landskaber. Hvor sidder feriens hjerte. Hvordan laver man kærlighed og omsorg om til begivenheder, man sammen kan bebo. En roman om jobs i serviceindustrien, om sankthansbål og om, på en gang at være nervøs og eksalteret over, ikke at kunne adskille sig selv fra andre og fra omverdenen. Romanen udfolder sig over en sommer, der er så lang, at det kan være svært at tro på, at den nogensinde slutter. Tiden er holdt op med at gå og er blevet til et stort, blødt og uformeligt nu, der hæver og hæver som en gærdej i varmen.Luka Holmegaard er uddannet fra Forfatterskolen i København, med afgang i 2013.Tidligere udgivet under navnet Ida Holmegaard

Seksualitetens mørke sider er det centrale tema for digteren Pia Busk. I sin anden digtsamling uddyber hun sit litterære projekt med en vidtfavnende versfortælling, der trækker på både oldtidens elegiske digte og på nutidens rå erfaringer.Fortælleren, en ung kvinde, opsøges i de tidlige forårsmåneder omkring årtusindskiftet af en ældre, halt professor. Forholdet udvikler sig og snart kommer professoren som fast gæst hver uge. Med kastanjetræets lysegrønne blade uden for det åbentstående vindue i hendes værelse går lektionen ud på at ligge mellem lagnerne og læse Ovids latin. Fra Ovid kommer også den kvinde, professoren er betaget af og som spejles i titlen: Det er Corinna fra Ovids første og mest erotiske digte: Amores.Men professorens betagelse af Corinna og hans besættelse af den romerske oldtid og episke digte smitter af på den unge kvinde. Gennem de grå ringe af stær i professorens øjne ser hun tilbage gennem tiderne og Ovids passioner. Hun tager Corinna til sig og begynder at se en tvillingeverden gennem sit eget og en romersk elskerindes blik.Forholdet varer elleve år og som tiden går, kan hun ikke længere skjule sine egne problemer. Dobbeltlivet, afhængigheden, og den nye, mærkelige oplevelse det er for hende at skrive ting ned i de kinabøger, hun bruger til at holde styr på sine aftaler. Det er kinabøgerne, der sammen med Ovids Amores senere kommer til at udgøre råstoffet for denne voksende digtfortælling.Corinna og jeg er en trekant af Ovid, heroin og poesi. Hvor første dels centrale tema er Ovids digte og professorens tragikomiske væsen, fokuserer anden del, Kastanjely, på fortællerens hårde afvænning. Her findes blandt andet en suite ”Metadonsonetter”:Det er en kunst at blande heroin og kokain. Ingen skal sige andet. Der er kunstnereiblandt os: dygtige hænder, som blander pulvere, så de racer side om side i det kapløb,enhver junkie afholder i sine hullede blodbaner. Du er lodret åndssvag, hvis du ikke trorpå den metafor. Det var den første linje, jeg nogensinde skrev, og den er lige så klodset som den er ærlig:En ny hånd fordeler de små bunker på spejlet, min hånd, kan du høre, hvordan barberbladet skrider,og jeg lægger alt for meget i ordene: gylden tjære, optursnektar, mudderslik, sød smat, honeyball.Og når linjerne bare er fulde af lort? ”Det er som metadon,” sagde min roommate: ”Alting smager af prosa.”Det er et konkret og sanset vidnesbyrd fra en af livets mere smertefulde ’afdelinger.’ Man kommer til at tro på, at der er kunstnere iblandt os. Man tror på den hjælpeløshed, hvor barberbladet skrider henover et arret spejl.Tredje og sidste suite har titlen Den ny tosomhed og beskriver fortællerens ’genopstandelse’ på den anden side af afhængigheden gennem en sansemættet rejse til Cairo. Det er også her, år efter professorens død, at Pia Busk samler trådene i digtsamlingen. Det er nært, fuldt af dufte og flodvand – man får selv lyst til at rejse dybt ind Cairos garverier, hvor Gud går rundt blandt huderne og holder styr på sjælene på et regneark sin MacBook Pro.I den forstand er Corinna og jeg en utraditionel rejseguide til underverdenen og op dernede fra og ud i livets skærende lys. En tredelt bevægelse og en indsigt i et liv, der ellers sjældent løfter stemmen. En historie om en kvindes emancipation gennem den klassiske litteratur.Pia Busk debuterede i 2015 med Grotten, som tegnede et sprogligt kort over halvt gemte kælderadresser i København og omegn. Det var en mørk seksuel historie fuld af gru og litterære allusioner, men også en fortælling præget af underverdenens sært karske lyriske jargon.Med Corinna og jeg får vi hele baggrundshistorien med. billedkunstneren Troels Carlsen, der også lavede omslag til debutbogen Grotten, har til Corinna og jeg lavet både omslag og vignetter, hvor han behandler temaerne i sin originale streg.

Susan Simonsen debuterer med DET UNDERDANIGE OG DET MAGTFULDE, en hybrid af genrer, fra reportagen over essaystikken til det lyriske. Det handler om den politiske kultur på Christiansborg. Susan Simonsen skriver om sine erfaringer som praktikant hos Venstre og senere som medarbejder i Social- og Integrationsministeriet (fra 2010 til 2012).Men DET UNDERDANIGE OG DET MAGTFULDE er ikke en "sladder-bog", som vi ellers har set eksempler på, men en kritisk analyse af de politiske arbejdsprocesser og den politiske debat – og det er alt andet end kedeligt. I kraft af sin sikre sans for form og hvilke muligheder de formelle greb rummer, styrer Susan Simonsen os igennem dagene, ugerne, månederne, hvor hendes drøm om at blive del af embedsmandsvældet nedbrydes, og hvor ikke kun hendes personlighed, men også kroppen bliver syg.Et møde på Karen Hækkerups kontor. Citat:Alle sætter sig hierarkisk, og vi taler ikke om det. Hierarkiet har automatiseret vores bevægelser, den personlige stillingtagen udebliver. Personligheden har man liggende derhjemme. Vi er slaver for hierarkiets gnidningsløse mekanik.Essaystikken tager sig af analysen, reportagen beskriver forholdene hos henholdsvis Venstre og i ministeriet, det lyriske inddrager det private og kroppens erfaringer i det pres, der opstår undervejs. Samlet: en stadig insisteren på det hele menneske.DET UNDERDANIGE OG DET MAGTFULDE sætter den politiske kultur under lup. Den afslører dobbeltmoral, magtmisbrug etc. Det er tåkrummende pinligt at læse om ydmygelsen af dem, der er underst, at læse om chikane pga. køn, at en hel sværm af unge venstreløver tager i byen, da det rygtes, at vores helt – Susan – serverer i meget lidt tøj og med politikasket på hovedet på en bar for at tjene til brødet (praktikken er selvfølgelig ulønnet). Det er så pinligt, hvordan de – venstredyrene og Susan – efterfølgende skal gå op og ned af hinanden på arbejdet.Et andet citat:Inger Støjberg fortæller om at være minister, hun fortæller om at være i opposition. Den afgørende besked er: “I praktikanter skal finde områder, hvor Venstre kan være uenig med regeringen. I skal skrive debatindlæg om det. I skal stille § 20-spørgsmål om det, og vi skal hive ministrene i samråd. På den måde får vi ministerierne til at arbejde, og vi forhindrer dem i at udvikle ny politik.”Det er ikke det billede, vi gerne vil have af politik. Det lyder som 5te kolonne-virksomhed – men det er godt at vide, at det er sådan, det foregår. At det i oppositionen handler om sabotage af regeringens arbejde. Man bliver simpelthen klogere af at læse DET UNDERDANIGE OG DET MAGTFULDE – jeg gjorde i hvert fald.

MOR OG BUSSER SKAL SKILLES handler om en lesbisk kernefamilie i den kreative klasse, som går i opløsning og bliver til noget andet – et kludetæppe af lesbiske mødre og kærester og nye bofæller.Kristina Nya Glaffeys Mor og Busser fra 2014 ender med den store forsoning, sådan som forsoningen nu engang ser ud i disse post-post-tider: familien tager på charterrejse, ned til varmen, til soppebassinet og hyggen. Mor og Busser skal skilles tager over lige der, hvor det gjorde allermest ondt, da den småborgerlige familie viser sit sande ansigt. Trods den ikke helt sædvanlige familie – mor og busser lever ægteskabligt, men er lesbiske, børnene indgivet pr. sæddonor – lever den fuldt op til vanlige mål for dansk standard (DS).Men nu har Busser fået en ny kæreste, som også engang har været mors kæreste, og mor får en ny kæreste, som engang har været kæreste med alle mors og Bussers venner. Busser er flyttet ind i et kollektiv med sin barndomsven Peter, og da mor og Bussers tvillingedøtre får til opgave at tegne deres familie på et stykke A3-papir, som skal hænge over tavlen forenden af klasselokalet, er spørgsmålet om Emma og hendes søster så skal tegnes to gange eller skal de stå sammen i et af vinduerne og vinke over til mor eller Busser i huset ved siden af etc.Vi kender historien, den er åh så triviel, så pinligt triviel. Og i Kristina Nya Glaffeys bøger bliver det ikke mindre pinligt, det er aldeles tåkrummende, men det er samtidig ustyrlig morsomt. Det er satire på højeste niveau: Intelligent og vedkommende.Billedkunstneren Pernille Kløvedal Helweg har illustreret bogen med 21 grafiske blade.Citat fra bogen “Busser siger, at Emma og mig lige så godt kan få hele historien, og faktisk har vi allerede mødt hende, der samler Bussers IKEA-møbler, for det er nemlig Carl og Gustavs mor, som er en af mor og Bussers venner, som mor kendte, fordi hun også engang samlede hendes IKEA-møbler, og på den måde, siger Busser, er det hele noget, der hedder én stor pærevælling, som var en ret, man spiste rigtig meget i gamle dage, dengang man også godt kunne lide at gifte sig med sine fætre og kusiner, og få en masse børn med lave pander og meget store, strittende fortænder.”

Der er nok for Ebbe at være bange for. Skydebanen nede bag Sortevejen og katastroferne inde i fjernsynet. Hestene, der kan sparke, og vandet, der kan komme og oversvømme gården, hvisdæmningen bryder sammen. Men heldigvis er der også Otto. Tættere på Jorden end jorden er historien om at slå det ihjel, du elsker. Og om hjælpen, der kommer, når det, du frygter mest, pludselig træder frem af mørket.

Man kunne sige det samme om Dan Turèll, som Dan Turèll sagde om Allen Ginsberg:Ginsberg er vokset og vokset med årene, han har transcenderet sig selv for hvert nyt årti, han har stadig været nye og andre steder henne – og dog har han hele tiden været den samme skæve, forvirrede Allen fra Paterson, New Jersey, der i sin ungdom, altid lige skulle til at rejse et eller andet sted hen, ligegyldig hvor … Og: Han har eksperimenteret med alle de tilstande der kan trække et menneske ud af sit sædvanlige fængsel: med drugs, med religion, med udskejelse, med faste, med bøn.Lige bortset fra, at Dan Turèll ikke er fra Paterson, New Jersey, men en skide Vangede-boy fra Vangede, det vil sige – i forhold til Gentofte – den forkerte side.Med Medie Montager fra 1975 fortsætter Gladiator og Chili Turèll maraton-udgivelserne af Dan Turèll. Efter Carma Cowboy og Bevægelser formålsløst cirklende fra henholdsvis 1974 og 1971, som begge har lyrikken som omdrejningspunkt, er vi nået til reporteren og essayisten, eller simpelthen Medie-Montage-Mageren Turèll, han, som ved så meget og har så meget på hjerte, han brænder. – Kort: formidleren Turèll.Det handler om slægten, det vil sige: bedstefar Ezra Pound, onkel Bill Burroughs og fætter-Lou (Lou Reed). Hvor den samtidige Vangede Billeder handlede om familie og naboer, genboer og de handlende i alle tiders trygge Vangede er vi her inviteret indenfor i æteren, den privat Turèll’ske æter vel at mærke, idiosynkratisk og anderledes farlig.Om Pound: I London, i 1908, 23 år gammel, erklærede Pound nysgerrigheden hellig. Ikke skønheden, ikke kærligheden, ikke moralen – men nysgerrigheden, måske som den håndværksmæssige, praktiske manifestation af kærligheden … Han så nysgerrigheden som en dør, man går igennem ”til en langsom forståelse (langsom selv om den kan være en løbende serie af lysende forståelse og opfattelse i glimt).”Om William S. Burroughs: Hvad Burroughs har erfaret som følge af sit bevidsthedsarbejde gennem stoffer og sprog er det samme: at ”Verden” i sidste instans er en sansefilm … enhver selv kan skabe, men oftest får skabt for sig af et kontrolsystem. Dette kontrolsystem opererer ved hjælp af ord og billeder … Og hele samfundets kontrolsystem, om samfundet så er kommunistisk eller kapitalistisk, består af ord skjult under vilkårlige betegnelser som ”jura”, ”psykologi” eller ”politik” … For Burroughs er konsekvensen indlysende. Han raser: Klip kontrollinjerne. Gå til modangreb. Dette er en teknisk operation.Endelig om Lou Reed: De vil til enhver tid sige Lou Reeds nerver er i uorden, at han er neurotisk, syg eller gal. Velvet Underground er skyggen mellem Lou Reed og klinikken.Læg mærke til ordet håndværk i Turèlls omtale af Pound. Turèll regnede sig selv for håndværker, som hans far var elektriker, det er her hans stolthed ligger, og det er bl.a. af bedstefar Pound, onkel Bill og fætter-Lou, han lærer – og med dem, thank good! han lærer fra sig.

Om mørke handler om mørket i alting, eftermiddagen, døden. Den fortsatte undergang, kærlighedens mørke og naturens, skybrud og sygdom. Bogen er en moderne apokalypse og en protest mod nogle helt grundlæggende forhold. Og så handler den om sol og lys og øjne.

“Det, jeg skriver, sætter sig i din bevidsthed. For eksempel en gigantisk flok af spurve, duften af forårsregn, en messingmaskine under jorden, der langsomt driver kontinentalpladerne mod hinanden, et lyn fikseret i et øjeblik mellem dets mystiske ophav i de elektriske sortskyer og dets samtidige ankomst i jorden under os, dets væren begge steder på samme tid, både udspring, afsked, rejse, ankomst og opløsning på samme tid. Sådan er teksten, som det lyn. Jeg skriver det lige nu. Og ligegyldigt hvornår du læser det, er det dette nu, du oplever.”En tid med mirakler er anden bog i erindrings-trilogien, der begyndte med En vej ud af tågen. Det er en bog om den ensomhed, der har fulgt forfatteren hele livet. Et essay om kærlighed og længsel og begær. En dagbog fyldt med fragmenter og drømme, fortællinger og undren og en spirende fejring af livet, som det findes igen efter mange års sorg.

Vejen går gennem luften er en roman om en ung kvinde, der rejser til et seminarium i Vestjylland for at blive lærer. Her havner hun uforberedt i et miljø, der er præget på den ene side af en folkelig, glad grundtvigianisme, på den anden side af Indre Mission. Vi er i 1950’erne med frihedsdrømme, rock’n’roll, oprøret i Ungarn og en spirende seksuel frigørelse. Men som så mange seminarier dengang er dette ikke kun defineret af, at eleverne skal blive gode lærere. Der findes i lige så høj grad elementer af en moralistisk og kønsforskrækket vækkelsesånd. Og da veninden Mona bliver gravid, får det fatale konsekvenser.Romanens hovedperson kender vi fra Inge Pedersens to seneste romaner Og halsen af en svane og Til Amerika. Nu er hun 19 år, nysgerrig og oplevelsessyg. Der skal skenoget. Hun er sværmerisk, tvivler på egne evner, men er også kompromisløs og konsekvent. Og det er netop i denne omskiftelighed, i hovedpersonens mange facetter,at Vejen går gennem luften konstant overrasker. Man ved aldrig, hvad der kommer til at ske.

Josefine Graakjær er tilbage. Hendes debut Rosebud fra 2015 var formet som en kvindes henvendelse til en mand, ét langt brev. Som 1. en udredning af et forlængst kæntret kærlighedsforhold med en abort som omdrejningspunkt – og 2. en stadig insisteren på at få svar eller i det mindste at blive hørt.Men hele tiden, bag ved i Rosebud rumsterede familiehistorien med druk og selvmord og det er nu den historie, hun med romanen Johannes tager fat på. I prologen et resume af fortællingen:Min farfar blev læge, og han hængte sig på hospitalet. Nej, kvalte sig med en ledning på Ærøskøbing Sygehus 80 år gammel. Farfar havde den sygdom Grundtvig havde, sagde han. Han kunne godt have trængt til en gang elektrochok, til at få neuronerne spredt lidt. Men han selvmedicinerede sig med alkohol. Og blev til sidst mere og mere dement og depressiv. Og selvfølgelig også kærlig. Den her historie er en historie fra hans 80-årige krop der var ved at falde sammen, men med en stadig lyst til at skrive til en gammel elskerinde. Du er min, skriver han til hende – til Pia. Jeg ville gerne have mødt hende, den halvblinde sygeplejerske der læste teologi, og som farfar ville forlade hjemmet for og bo sammen med. Det her er deres historie. Som også blev min.Min farfar hed Johannes; hans bror Richard vandt EM med det danske landshold i 1992.Min families triumf og tragedie kan spores tilbage til ham. Nej, nærmere til hans mor. Hun var en tyran, som min farmor siger.Fra prologen fører Josefine Graakjær sin læser ind i hvad man kunne kalde et stemmernes rige. Idet forfatteren lader os lære sine personer at kende indefra, gennem deres tanker og tale. Farfaren, Richard, farfarens kæreste Pia, oldemor. – Alt sammen igennem barnebarnet Josefine Graakjærs eksklusive og tror-jeg-godt-man-kan-sige forelskede skrift. En skrift som så rammende – som en art poetik – beskrives i romanen:Hakke op i hovedsætningerne eller efterligne en almindelig mands tale. Personligheden stiliseret til sammenhængen, det samme jeg forladt af sig selv.Fortælleren er en snylter på karakterens bevidsthed og vælger tilfældigt fra det mulige. Man kan se spørgsmålstegnene i hendes ansigt, det der kunne være sket i stedet, en anden scene.Og det er her på sin plads at sige, at Josefine Graakjær skriver en særlig form for litteratur. Ikke lige ud ad landevejen. Hun skriver en form for litteratur, som indeholder sig selv. Hvilket vil sige, at man må forstå, at man er med forfatteren på herrens mark. Man må forstå, at der ikke er nogen andre autoriteter end dem, som teksten hele tiden definerer.Således på den ene side udgør teksten i den grad sin egen autonomi. På den anden side, hvis man accepterer præmissen, er Josefine Graakjærs indlevelse i sine karakterer så righoldig at man kommer dybt ind i den menneskelige krop og psykes kringelkroge. For krop og psyke hører hos Josefine Graakjær i romanen Johannes uløseligt sammen.Ligesom man, når man taler om form, bliver kastet over i indhold, og når man taler om indhold bliver kastet over i formen, sådan hænger også krop og psyke sammen. – Ikke på et abstrakt plan, men i sætning for sætning.Og det er netop sætningerne hos Josefine Graakjær, der gør en svimmel. Det er her, det sker, det er her, man frydes og det er her, man næsten ikke tør trække vejret, for hvad sker der.Farfaren, Johannes, romanens ubestridte hovedperson er ramt på kornet. En gammel mand, liderlig og fortabt, hallucineret, sødmefuld og vulgær. – Man bliver klogere som menneske af at læse Josefine Graakjær.

Modsat sin tids medsøstre har Adda Ravnkilde ikke brug for et pseudonym: Der er ikke noget at skjule, tværtimod tror hun på sig selv - hun vil sig selv og er i den grad dedikeret til kunsten. Satiren og lidelsen hænger sammen i Adda Ravnkildes værker: Hendes selvmord som 19-årig var ikke noget almindeligt selvmord, men et rasende sådant, en art kommentar til selvmordet. Også i selvmordet smeltede lidelsen og satiren sammen for Adda Ravnkilde. Adda Ravnkilde henvendte sig til Georg Brandes med et manuskript, de mødtes, Brandes fandt hende talentfuld – og hun tog livet af sig. Først da Brandes læste i avisen om hendes død, tog han affære. Han foranstaltede udgivelsen af Judith Fürste, skrev forord, mens Erik Skram forestod udgivelsen af de to fortællinger En Pyrrhussejr og Tantaluskvaler. Judith Fürste udkom først, selv om Adda Ravnkilde var klar over, Tantaluskvaler var et mere betydeligt værk, hendes foretrukne, og det, hun først lod Georg Brandes se. Adda Ravnkilde kan sit kram og bør læses som en forfatter der insisterede på at gøre noget helt og med denne insisteren som drivkræft skriver hun om kunstnerisk arbejde – javist – men også om omkostningerne ved at give sig hen, lade sig forføre og overgive sig, også til lidelsen. Og så er det værd at huske, at det altså var hende, Adda Ravnkilde, der i en alder af blot 19 år indførte ordet lady-like på dansk.

Har jeg været her før? spørger Sandra Holm i bogens allerførste linje. Hun befinder sig i sit barndomshjem i svenske Norrland tæt på polarcirklen og burde kende svaret. Alligevel er hun i tvivl. Eller er det måske bare kokketeri: Spørgsmål. Hvem har behov for at danse meget. Svar. Jeg. Der er så meget at se, at høre, at vide, at henrykkes over.Romanen er organiseret serielt, hovedpersonen er fra begyndelsen udstyret med et sæt af færdigheder, som gennemspilles igen og igen, frem for at hun udvikler sig og får en dybere forståelse af sig selv og dette og hint. Rastløs, sørgmodig, ambitiøs, drikkende skriverkvinde.Udgangspunktet er ønsket om at skrive en bog eller breve til den finske forfatter Pentti Saarikoski (1937-1983) efter at have læst hans Brev til min hustru fra 1968, der handler om ham, der går alene rundt i Dublin og skriver og drikker og tænker på sex. Dem, han har haft sex med. Han skriver om kommunisme eller skinkesandwich, han spiser, hvis han kan få dem ned, og om kusse og Jesus i tilfældig rækkefølge. Han har lovet sig selv ikke at rette et ord. Det inspirerer Sandra Holm.Hun bor i København, men tager til Milano. Her vil hun kunne skrive og drikke som Pentti Saarikoski. Hun vil være en skandale som han. De indgår en slags pagt, men det er svært for hende at overholde hans stramme deroute-kur: Jeg har ingen vanskeligheder med at spise sådan som du har i Dublin, Pentti. I modsætning til dig bliver jeg kolossalt sulten af at være beruset.Pentti Saarikoski begynder Brev til min hustru med konstateringen: Jeg har været her før. Sandra Holm vender det om til et gentagende spørgsmål. Men ikke kun titel-spørgsmålet går igen, også Polarcirklen, som man med dens særegne karakter – midnatssol om sommeren, polarnat om vinteren – kun kan erfare vished om ved i al sin sentimentalitet at have levet nær den. Og, i denne sammenhæng nok så vigtigt: polarcirklen er et fælles sted for Sandra Holm og Pentti Saarikoski, som også kommer der oppe fra det høje nord.Sandra Holm skriver: Jeg spurgte stilheden ved polarcirklen, hvad jeg skulle gøre? – I det hele taget er der en eksotisk og erotisk aura omkring lokaliteter. København er den store by, i Milano er der pensionatet med tre storartede ludere i luksusklassen. Alle steder er jeget i kontrast til stedets evighed kun et lille jeg: dødeligt og gennemtrivialiseret. Men modsat Polarcirklen er kussen og flasken til at tage og føle på, sproget bliver vulgært, safterne flyder. Sandra Holm lærer af det sanselige, og det sanselige er en god lærer. Man bliver klogere af at læse hende, når hun fx forsøger at forstå himlen over sin hjemegn ved at sammenligne den med sin ungdomskropDen er end ikke en stemning, dertil er den alt for tynd og gennemsigtig. På sin egen måde ligner den leden eller henrykkelsen, som er sværest at forklare og beskrive.Har jeg været her før udkom 1978, Sandra Holms tredje bog, efter debuten Barnlige slagsmål 1969 – hun udgav endnu én, Dans mit mismod væk 1982 – og var et hit, blev anmeldt på dagen etc. Men døden tog ikke kun Sandra Holm, 1987, da hun var 44 år gammel, men også hendes forfatterskab. Det være hermed genintroduceret.

Olivia Levison er sin generations bedste tænker. Debut med Min første Bog i 1874. Men som kvinde, når man ikke lige har Amalie Skrams kampgejst, afskåret fra offentligheden, usikker på, om ikke det kun er manden forundt at eje et skabende gen, kommer der ikke samlet set mere end én roman, endnu en novellesamling, en biografi om en engelsk socialist og et par anmeldser og nogle rejsebreve og andet småt i ugepressen ud af forfatterskabet.I et brev til forfatteren Erik Skram i 1879 skriver hun, at det hvirvlende, det usikre, det brudte Menneske er nået et Skridt videre end det vegetativt sikre. – Og: hun ser menneskene som blandet, som har den største Møje med at finde sig til Rette, som af deres Længsel, deres Erkendelse, deres Viden, deres Villen, deres Sanselighed, deres Retskaffenhed drejes rundt i en Hvirvel, og ser Tingene fra hundrede Synspunkter i én Dag.Denne hvirvlen og det at se Tingene fra hundrede Synspunkter i én Dag er helt i tråd med J.P. Jacobsens tænkning, når han i et brev til Edvard Brandes i 1880 skriver I Virkeligheden er der enkelte Sider i Menneskene der ikke hænger sammen; hvor skulde ogsaa en saa complex, saa mange Steder fra hentet, uddannet og paavirket Ting som den aandelige Side af et Menneske, være organisk HelHer, ikke hos Brandes og hans snak om at sætte under debat, men i de to udsagn, Olivia Levison og J.P. Jacobsens, er det moderne menneske kommet på banen.I nærværende udvalg kommer man næsten hele vejen rundt i de kortere prosagenrer. Novelle og essay blandes fx i Støv til en helt ny og, kunne man påstå, privat genre. Sådan som genrespørgsmålet er vitalt for en række andre af tidens forfattere, Knud Hjortø med sine syner, Johannes V med sine myter og Marie Bregendahl med sine billeder.Men Olivia Levison er tidligt ude. Hun er så klog, og man bliver gerne klogere af at læse hende.

Horden er en bog med digterportrætter fra den periode, vi plejer at forbinde med Georg Brandes og det moderne Gennembrud og videre frem gennem symbolismen, det vil sige fra J.P. Jacobsens skelsættende novelle Mogens 1872 til Marie Bregendahls roman En dødsnat fra 1912.Med denne samling portrætter forrykker Hans Otto Jørgensen det herskende perspektiv på perioden. Brandes bliver sat til vægs, mens J.P. Jacobsen og Olivia Levisons flueøjede modernisme gør godt.“Litteraturen kvalificeres ifølge J.P. Jacobsen ikke ved fasthed, ikke ved færdigetilstande, men ved en margen af muligheder, som giver plads til alt muligt.Ting, begivenheder etc. forløber ikke kun fra ét punkt til et andet, som årsag og virkning,i simpel linearitet, men oppebæres af komplekse, måske endda modsætningsfyldte uafgørligheder. Det er i omegnen af dette, det jacobsenske program, Horden foldes ud.”- Hans Otto Jørgensen

EMILY DICKIONSON - Skrift og Drift er Bente Clods historie om digteren Emily Dickinson, der skrev mindst totusinde digte og endnu flere breve i sit korte liv i USA 1830-1886. Emily Dickinson betragtes ofte som en kryptisk og svært tilgængelig digter, men da hendes allerførste digtsamling udkom, blev den revet væk og genoptrykt i 11 oplag inden et år.I dag betragtes hun som stammoder for senere digtergenerationer. Hendes digte oversat til alle sprog. Wikipedia fortæller om den isolerede gammeljomfru, der gik i hvidt. Bente Clod fortæller om den levende, lidenskabelige kvinde, der skrev skarpt og usentimentalt om liv og død, nederlag, tvivl og fryd.