Bøger af Hulda Lütken

DE UANSVARLIGE fra 1933 er en genopdaget klassiker i dansk litteratur, skrevet af den i dag næsten ukendte forfatter Hulda Lütken (1896-1946). En mørk og kompromisløs fortælling om begærets ødelæggende kræfter, om voldtægt og skam - men også om kvindeligt sammenhold og modstandskraft. Agathe er femten år, da hendes stedfar begynder at begære hende. Hun er et svigtet og ensomt barn, og i et djævelsk ønske om at fratage sin mor magten, opmuntrer hun sin stedfars lyst. Imens længes hendes lillesøster Erna efter kærllighed, men længslen slukkes brutalt, da hun møder den charmerende, men iskolde Ferdinand Olsen. DE UANSVARLIGE er - som Tom Kristensen skrev i sin anmeldelse af romanen - "en knytnæve i bordet". Hulda Lütken kontroversiel i sin samtid, hvor de færreste skrev nuanceret og råt om kvindeligt begær. Et tema, hun har tilfælles med den senere Tove Ditlevsen, som da også nævner hende blandt sine helt store forbilleder.DE UANSVARLIGE indgår i Gyldendal Nordisk. Gyldendal Nordisk er glemte og kendte klassikere fra den tid, hvor det nordiske selvbillede bliver skabt på diskussioner om køn, klasse, tro og moral. Det er radikale værker, der forandrede verden og som stadig er spillevende.

Hulda Lütken har på mange måder banet vejen for den autofiktionelle bølge, der har indtaget den nye danske litteratur igennem det sidste årti. Hun debuterede med digtene Lys og Skygge og udkom allerede to år efter med romanen Degnens Hus – et værk præget af realismetraditionen og Lütkens egne livserfaringer, fra livet som ung pige og kvinde i et lille jysk samfund. Romanen, der følger en lille lærerfamilie, præcis som den Lütken selv voksede op i, er episodisk bygget op: Karakterne, hvad enten de optræder alene eller som ægtefæller, er lukket inde i episodens korte tidsrum og kan ikke handle sig ud af det dilemma, som de står i og som er særskilt deres, hver især. Lütken fremmaler, med uovertruffen psykologisk indlevelse, livet i en familie, et ægteskab og et samfund, der er fuld af både glæder og sorger, og hvordan vi hver især håndtere hvad livet har at bringe. Portrættet sikrede hende de varmeste anbefalinger fra blandt andet den norske forfatterkollega Knut Hamsun, der i et uopfordret brev til Lütkens forlag skrev, ”Her er Rikdom og Overflod, Natur, Poesi og Kunst, Menneskene hisses levende i al sin Forvirring, her er Skikkelser af høi Originalitet ... Forfatterindens Navn var indtil nu ukjendt for mig, nu husker jeg det“ Til trods for Hamsuns varme anbefalinger er Lütken gang på gang hos kritikerne og i litteraturhistorien blevet lagt ud på et sidespor. Måske fordi hun var kvinde, måske fordi hendes sprog repræsenterede det man dengang opfattede som særlig kvindeligt (i al sin negativitet): nemlig det overspændte og tenderende til hysteriske. Hendes personer er ekstreme, utilpassede og ofte mislykkede: de har ikke en plads i verden. Ligesom vi ser hos store nutidige danske forfattere, skildrer Lütken dem der ’ikke bare kan’, dem for hvem livet er sværere end som så. Og det gør hun med en sjælden set nænsomhed og psykologisk indsigt, der eksemplarisk fremviser hvorfor hun fortjener en plads i Danmarks litteraturhistorie.

”AntikristJeg er Massemorderen – en Røst fra Graven – den Fordømte.Jeg blev dømt til Døden – til Dødens Død – af Mennesket.Menneske!Hør, jeg taler til dig.Jeg advarer dig:Du dømte mig til Døden.Men jeg advarer dig mod Dommen.Thi du dømte dig selv til Fordømmelse,da du dømte mig til Døden – som du dømte dig selv til Fortabelse, da du dømte Kristus til Korset – den gode Messias.”I digtsamlingen ”Skærsilden” fra 1945 vender Hulda Lütken blikket ud over den store verden, der endnu er hærget af Anden Verdenskrig, og hvor nazismens grusomme ideologi har gjort det af med millioner af mennesker. Digtene er en dybtfølt skildring af krig og alt det had og elendighed, der uundgåeligt følger i dens kølvand.Hulda Lütken (1896-1946) var en dansk digter og forfatterinde, der skrev en lang række digte og romaner blandt andet inden for genren realisme. Hendes bøger kredser hovedsageligt om de ulige vilkår, kvinder måtte leve deres liv under i første halvdel af det tyvende århundrede. Hendes realistiske og følelsesfulde beskrivelser af de kampe, der udspilledes imellem kønnene, vakte hos nogle af samtidens læsere afsky, og samtidigt blev hun rosende omtalt i tiden for sit mod. Hulda Lütken hentede blandt andet inspiration til sine bøger gennem erfaringerne fra sit eget forliste ægteskab i det mere konservative Nordjylland.

”Jeg ligger i min vatterede seng og grubler over livet: Om jeg nu tog livet af mig selv i nat? - Ja, om jeg nu gjorde alvor af det, som jeg nu – lige siden jeg var syv år – har sat mig for? - Da slap jeg kanske fri for at udrette alle disse mekaniske ting, som jeg hader, og som livet er så overbebyrdet med? … Men jeg ejer ikke noget instrument, der kan udslette livet. Min sjæl er for længst død – men det får være. Det besynderlige er: at jeg lever – skønt jeg er død: Dette er den blodige ironi!””Mennesket på lerfødder” er en selvbiografisk roman, der tager os helt ind i sindet på en af det tyvende århundredes mest specielle forfattere. Hulda Lütkens bog beskriver kampen for at finde sig til rette med sit eget køn i en verden, hvor det er overordentligt svært at være kvinde. Det er en af de første danske bøger, der for alvor beskæftiger sig med, hvordan det er at føle sig som en mand fanget i en kvindes krop. Det er en dybdepsykologisk rejse i sindet og et opgør med religiøse og kulturelle forestillinger om kønnene.Bogen udkom første gang i 1943.Hulda Lütken (1896-1946) var en dansk digter og forfatterinde, der skrev en lang række digte og romaner blandt andet inden for genren realisme. Hendes bøger kredser hovedsageligt om de ulige vilkår, kvinder måtte leve deres liv under i første halvdel af det tyvende århundrede. Hendes realistiske og følelsesfulde beskrivelser af de kampe, der udspilledes imellem kønnene, vakte hos nogle af samtidens læsere afsky, og samtidigt blev hun rosende omtalt i tiden for sit mod. Hulda Lütken hentede blandt andet inspiration til sine bøger gennem erfaringerne fra sit eget forliste ægteskab i det mere konservative Nordjylland.

”Spørgende øjneVi fødes til Verdenmed spørgende Øjne.Øjne, der spørger,stirrer paa os.Vi lever og lider,med spørgende Øjne.Uløste Spørgsmaalstirrer paa os.- - -De lukkes i Døden,de spørgende Øjne.Lukkede Spørgsmaalstirrer paa os.De svarer os aldrig,de lukkede Døde.Vi spørger og spørgermed stirrende Øjne.”Digtene i Hulda Lütkens samling ”Drømmen” griber en om hjertet med deres vidunderlige metaforer såvel som den sikre poetiske stil. Samlingen blev rost til skyerne af kritikere i både Politiken, Berlingske Tidende, Aarhus Stiftstidende og Ekstrabladet, hvor den kendte og elskede digter og litteraturkritiker Kai Friis Møller blandt andet skrev ”Hun har bevaret den Sindets dirrende Følsomhed over for Elskoven og Naturen, der har berettiget en Kritiker til at indblande Sapfos hellige Navn i sin Lovprisning af denne jyske Digterinde.”Bogen udkom første gang i 1940.Hulda Lütken (1896-1946) var en dansk digter og forfatterinde, der skrev en lang række digte og romaner blandt andet inden for genren realisme. Hendes bøger kredser hovedsageligt om de ulige vilkår, kvinder måtte leve deres liv under i første halvdel af det tyvende århundrede. Hendes realistiske og følelsesfulde beskrivelser af de kampe, der udspilledes imellem kønnene, vakte hos nogle af samtidens læsere afsky, og samtidigt blev hun rosende omtalt i tiden for sit mod. Hulda Lütken hentede blandt andet inspiration til sine bøger gennem erfaringerne fra sit eget forliste ægteskab i det mere konservative Nordjylland.

”Jeg gaar til Grunde nu –Jeg gaar til Grunde nu – paa en ligegyldig Maade,med et Smil om Munden,mens mit Hjerte hamrer af Sorg.Mit urolige Hjerte –som hamrer alle Vegne …Spørg Vinden, spørg Stjernerne,hvorfor mit Hjerte gaar til Grunde.””Grædende latter” rummer et væld af smukke digte skrevet henover 15 år. Hulda Lütken formår på sin helt egen måde at blande det sørgmodige med det håbefulde, vrede med humor, kærlighed med smerte. Digtene kredser om alt fra påfugle og svaler til storhedsvanvid og dommedag.Digtsamlingen ”Grædende latter” udkom første gang i 1944.Hulda Lütken (1896-1946) var en dansk digter og forfatterinde, der skrev en lang række digte og romaner blandt andet inden for genren realisme. Hendes bøger kredser hovedsageligt om de ulige vilkår, kvinder måtte leve deres liv under i første halvdel af det tyvende århundrede. Hendes realistiske og følelsesfulde beskrivelser af de kampe, der udspilledes imellem kønnene, vakte hos nogle af samtidens læsere afsky, og samtidigt blev hun rosende omtalt i tiden for sit mod. Hulda Lütken hentede blandt andet inspiration til sine bøger gennem erfaringerne fra sit eget forliste ægteskab i det mere konservative Nordjylland.

”RegnDer strømmer i Natten mod Rudernes Glaren uendelig, sivende, sukkende Regn.Det er, som om Rudernes tvende Parslaar Kors for Mørket med hemmeligt Tegn.””Sjælens have” består af en lang række smukke digte, der med stor følsomhed skildrer naturen fra dens mange forskellige sider. Overalt i digtene skinner en dyb kærlighed til naturen og alle dens væsner igennem. Selvom digtsamlingen oprindeligt udkom i 1931, er stemningen og billederne i digtene så tidløs, at de endnu den dag i dag bevæger læseren.Hulda Lütken (1896-1946) var en dansk digter og forfatterinde, der skrev en lang række digte og romaner blandt andet inden for genren realisme. Hendes bøger kredser hovedsageligt om de ulige vilkår, kvinder måtte leve deres liv under i første halvdel af det tyvende århundrede. Hendes realistiske og følelsesfulde beskrivelser af de kampe, der udspilledes imellem kønnene, vakte hos nogle af samtidens læsere afsky, og samtidigt blev hun rosende omtalt i tiden for sit mod. Hulda Lütken hentede blandt andet inspiration til sine bøger gennem erfaringerne fra sit eget forliste ægteskab i det mere konservative Nordjylland.

”Livets hjerteDet var saa trist en Aften,Livet viste mig sit Hjerte.Og jeg saa, det banked voldsomt.Og jeg saa, det skjalv af Smerte.Og jeg saa, hvor Blodet hamredi de store, spændte Aarer.Og fra Hjertets dunkle Kamredrypped Blodets røde Taarer.Rundt i Verdens triste Havevandred Livet med sit Hjerte.Dér, hvor Blodet farved Jorden,sprang der Blomster ud i Smerte.Mine Tanker blev saa vide.Jeg begreb Allivets Smerte.Jeg forstod, at alt maa lide,der har Del i Livets Hjerte.”I digtsamlingen ”Livets hjerte” formår Hulda Lütken som ingen anden at tegne kontrasterne mellem det blide og lyse over for det hårde og smertefulde. Kærlighed, der skærer i hjertet, og følelser, der ikke vil visne, uanset hvor gold verden omkring dem er. Bogen udkom første gang i 1943.Hulda Lütken (1896-1946) var en dansk digter og forfatterinde, der skrev en lang række digte og romaner blandt andet inden for genren realisme. Hendes bøger kredser hovedsageligt om de ulige vilkår, kvinder måtte leve deres liv under i første halvdel af det tyvende århundrede. Hendes realistiske og følelsesfulde beskrivelser af de kampe, der udspilledes imellem kønnene, vakte hos nogle af samtidens læsere afsky, og samtidigt blev hun rosende omtalt i tiden for sit mod. Hulda Lütken hentede blandt andet inspiration til sine bøger gennem erfaringerne fra sit eget forliste ægteskab i det mere konservative Nordjylland.

"Hun var en god moder, hun led og længtes. Så kastede hun sig med hele sit lidenskabelige sind over læsning. En ny verden rulledes op for hende. Linas fantasi og drømme næredes. Bøgerne blev hendes fryd, hendes luksus, glæden i hendes ensformige liv.Livet i bøgerne blev det liv, hun skulle have levet. Hun lukkede sig inde, og fæstede en pige til at passe huset.""Degnens hus" fortæller om forskellige skæbner i en nordjysk provinsby i starten af 1900-tallet. Alle har deres at slås med – fattigdom, sorg, tab og den stærke religiøsitet, der ikke altid lader plads til de menneskelige følelser. "Degnens hus" er baseret på Hulda Lütkens egne oplevelser under hendes barndom i Elling Sogn ved Frederikshavn.Hulda Lütken (1896-1946) var en dansk digter og forfatterinde, der skrev en lang række digte og romaner blandt andet inden for genren realisme. Hulda Lütken voksede op i Nordjylland, men efter et forlist ægteskab flyttede hun til København, hvor hun udviklede sin forfatterkarriere blandt andet som en del af kredsen omkring datidens store digter Tom Kristensen. Romanen "Degnens hus" tager udgangspunkt i forfatterens egen opvækst som datter af en skolelærer i en lille dansk provinsby.

"Degnens hus" (1929) er Hulda Lütkens første roman. Hun bygger på sin egen baggrundshistorie i skildringen af lærerparret Peter og Lina på den jyske hede. Peter lider af stemningssvingninger, han er snart rastløs og snart apatisk. Lina står urokkeligt fast og er hjemmets faste forankring. Linas mor er hendes modstykke, kuet og trykket, men holdt oppe af sin religiøse tro.

Hulda Lütken debuterede i 1927 med digtsamlingen "Lys og skygge". Dansk Litteraturs Historie skriver: "Digtenes rum befinder sig gerne i grænsefeltet imellem drøm og virkelighed og kredser omkring stærke sindsstemninger, typisk udløst i forbindelse med sorg eller længsel efter kærlighed, som spejler sig i natlige, melankolske landskaber. Men naturen kan kun gengive stemningen, den kan ikke svare igen eller bringe trøst".

Pressen skrev om "Elskovs rose" (1934):Hun er den nordjyske Sapfo... Man føres ved denne Digterpiges Haand henreven til det gamle, poetiske Land, mens hun fortæller alting om sin forgæves Længsel og sin SmerteHans Brix i "Dagens Nyheder"Hun har et Tonefald, der er hendes eget, selve hendes Temperaments. Det overbeviser os, og det bider vor Sjæl endnu langt mere end vore Sanser.Christian Rimestad i "Politiken"Ti Verslinjer fra hendes Pen vejer op mod hele Bøger pakfulde af Rimerier.Frejlif Olsen i "Ekstrabladet""Elskovs Rose" er ikke blot ægte Kunst, men noget af en Oplevelse; det er sjældent at møde et saa voldsomt og oprindeligt Sind.Ejnar Thomsen i "Aarhus Stifstidende"

Hulda Lütken er nok mest kendt for sine kærlighedsdigte, der ofte er besværgende, længselsfulde og fulde af sorg over tabt eller ugengældt kærlighed. Et stort udvalg af hendes bedste kærlighedsdigte er samlet i "Kommer du til mig"."Hulda Lütkens lyrik, som er påvirket af Edith Södergran, søger at bryde tidens traditioner og i en tidlig modernisme gennem intensitet og subjektivisme at finde nye erkendelser" (Den store danske Encyklopædi)

"Skærsilden" fra 1945 er Hulda Lütkens sidste digtsamling og den mest omfangsrige. Den adskiller sig fra de foregående ved ikke at være koncentreret om kærlighed og ensomhed, men vende sig udad mod samfundet. Krigen og dens væsen tages op til behandling , og Hulda Lütken nærmer sig en politisk bevidsthed: "Men der vil komme en Tid / da det lunkne Legeme / Massen / vil blive bevidst / og da vil Brødet blive taget fra de Rige / og givet til de sultne Børn".Det store afsluttende prosadigt "Skærsild" er en bekendelse til humanismen, der kan sammenlignes med Chaplins store tale i sidste scene af "Diktatoren".

I Lokesæd er moderens død det symbolske udgangspunkt for datterens kamp med det ondes princip, lokesæden... Datteren Tore søger på eventyrvis beskyttelse hos den gode fader, til puberteten river hende med sig og kampen mellem den onde, den gode (og den biologiske) fader slår igennem og hindrer hende for alvor i at forbinde sig med sin mand. Deres barn dør, og Tore bliver vanvittig af splittelsen. Myte, religion, eventyr og driftspsykologi blandes sammen i denne historie om pigen, der går under i mandsverdenens magtkampe, efter at moderen blot har efterladt hende med en advarsel om at hengive sig til den onde drift".(Dansk Litteraturhistorie 1984)**Ordet "Lokesæd" eller "Lokes havresæd" bruges dialektalt om hedeflimmer i stille, varm luft og overført om noget uvirkeligt, kun som luftsyn eksisterende.

I "Mennesket på lerfødder" begiver Hulda Lütken sig ud i en dybdeosykologisk og mytisk version af døtrenes, og det vil sige kvindernes, identitetsproblev. Jeg'et begiver sig på en rejse gennem barndommens land, gennem en lidelseshistorie til et kønsskifte, hvor hun som den korsfæstede søn overgiver sig til faderen"(Dansk Litteraturhistiorie 1984)"Mennesket på lerfødder" er et selvopgør, en bøn til Gud, et kampskrift, en redegørelse, en myte, en åbenbaring, en drøm... det er en bog, der ikke rigtig ligner nogen anden bog.

Pressen skrev om Hulda Lütkens digtsamling "Drømmen" (1940):Himmelrummet er i hendes lille Bog; man har en Følelse af., at Versene er blevet til deri so drivende Skyer, som Dug, som Stjerner.Kai Flor (Berlingske Tidende)Den tager Læseren saa direkte om hans Hjerte, at hvert lille Digt bliver en Dialog mellem hende og ham.Christian Rimestad (Politiken)Laurbærkransen og Silkebaandet med Guldbogstaverne gaar til Hulda Lütken! ... Hendes Digte vokser, folder sig ud og sætter Blomst som en Plante.Kjeld Elfelt (Berlingske Tidende)Hun har bevaret den Sindets dirrende Følsomhed over for Elskoven og Naturen, der har berettiget en Kritiker til at indblande Sapfos hellige Navn i sin Lovprisning af denne jyske Digterinde.Kai Friis Møller (Ekstrabladet)Hvis Danmark var et verskært Land, vilde "Drømmen" blive revet bort, Oplag efter Oplag. Nu er den kun for de faa. Men de vil have en staaende, saa den atter og atter kan tages frem.Ejnar Thomsen (Aarhus Stiftstidende)

Pressen skrev om "Grædende latter":"Blandt vore kvindelige Lyrikere er Hulda Lütken i Aar med sin "Grædende Latter" saa absolut den bedst"Tom Kristensen i "Politiken"Hulda Lütkens Sind er mangfoldigt. Store Modsætninger strides i det, og det er ikke det mindst fængslende ved hendes Digte, at de altid bærer Spor af denne Kamp".Kai Flor i "Berlingske Tidende""Der er i denne Pjerrotgraad og dance macabre en saa ægte Følelse, at den griber en om Hjertet"Julius Bomholt i "Social-Demokraten"

"Sjælens Have" fra 1931 er Hulda Lütkens anden digtsamling. Der er noget i den mørke og uheldssvangre stemning, den stadige kredsen om ensomhed og ulykkelig kærlighed og ikke mindst i den overlegne stilsikkerhed og rytme, der kan henlede tanken på Edgar Allan Poes univers. Det lange slutdigt "Sjælens Have" er et mesterværk i dansk poesi.

I "De uansvarlige".. får driftspsykologien en mere materiel forklaring: det er ikke driften, men dens hæmmede, forkvaklede og ufortolkede veje, der får pigen Erna til at bukke under med kønssygdom og selvmord, en både fysisk, social og identitetsmæssig destruktion"(Dansk Litteraturhistorie)"Hun slår en knytnæve i bordet, hver gang hun udsender en roman.. Det koger i hjernen, længe efter at man har læst den"(Tom Kristensen i Politiken)"Hun skælver hverken på hånden eller i hjertet"(Hans Brix i Dagens Nyheder)"Hun har den virkelige kunstners suverænitet... Hun er en så betydelig kunstner, at man tvinges ganske ind under hendes herredømme"(Richardt Gandrup i Aarhus Stiftstidende)Sjældent er en kvinde trængt så langt ned i det psykologiske som Hulda Lütken, i denne bog heftigere end nogensinde, som lidt af en kvindelig Dostojevskij"(Kai Flor i Berlingske Aftenavis)

Pressen skrev om digtsamlingen "Livets hjerte" (1943):"Det er en bog, som rummer stærke Kontraster og stærk Kunst. Den samler paa ny Lyset om hendes mærkelige Personlighed."Svend Erichsen i "Social-Demokraten""Hulda Lütken er født til at skrive Vers, snart glødende lidenskabelige, snart sprøde i Tonen som Spinettens Klange"E. Fox Maule i "BT""Hun er selv til Stede med hele sin Personlighed i hver eneste Strofe. Det er en dyrebar Gave, hu har skænket os med dette Bind Vers"Carl Johan Elmquist i "Politiken"

I Hulda Lütkens sidste roman "Så er jeg fri" (1945) beretter en mandlig fortæller om sine kvaler med begæret og kvindebilledet.

Pressen skrev om "Klode i drift" (1941):""Klode i Drift" er en rig og særpræget Digtsamling. Den er en Gave til Poesiens sande Elskere"Niels Kaas Johansen i "Social-Demokraten""Civilisationen har ikke spoleret Hulda Lütkens uroprindelige lyriske Evne. Hun er som et Vandfald, der endnu ikke er taget i Industriens Tjeneste"Henning Kehler i "Berlingske Tidende""Et Sind fuldt af Stemning, en Fantasi, som af Virkelighedsindtryk skaber Hallucinationer... Der kan fra hendes Indre stige Udbrud, Eksplosioner af Smerte og Gru, af vild, haabløs Længsel mod noget mistet, Udbrud, der pludselig tager Læseren om Hjertet som en krampagtigt knyttet Haand"Christian Rimestad i "Politiken"

"Længes du aldrig hjem?" består af fire ikke tidligre offentliggjorte prosadigte, tre prosastykker og novellen "Pladshunden", der først blev trykt i Gyldendals Julebog 1947 - efter Hulda Lütkens død.

Pressen skrev om "Lænken" (1932):"Hulda Lütken er et Fænomen her i Landet, Hun er en virkelig Lyriker.. Saadanne Elskovsdigte skrev Heinrich Heine"Hans Brix i "Dagens Nyheder""Den lillebitte Digtsamling, hun har udsendt, er mere værd end flere store romaner... Det første Digt er simpelt hen pragtfult i al sin storladne og barske Mystik"Frejlif Olsen i "Ekstrabladet""Jo mere ligefremme hendes Digte er, jo intensere virker de, i Kraft af den Følelse, der fylder dem saa helt, at de er ved at sprænges"Christian Rimestad i "Politiken"

Det fortællende jeg i Hulda Lütkens bog er ikke en kvinde, men en mand, en digter og særling, kantet og kejtet, desillusioneret og kynisk, i sine sanser vold. Bogen handler om det ondes og det godes sammenhæng og afhængighed af hinanden i menneskesindet, om kampen mellem det animalske og det åndelige. Med beundringsværdig og forbløffende fantasi har forfatterinden levet sig ind i de egne af en mands erotiske forestillinger og virkelighedsoplevelser, der svinger fra skøgen til jomfrutilbedelsen.

„Lokesæd“ er en roman med en kraftig handling. Den foregår i Jylland, hovedsagelig i usle hede- og taterhytter. Der er et mylder af personer, ejendommelige og særprægede, de fleste levende uden for lands lov og ret. Bogen igennem mærkes forfatterindens stærke sans for naturen og primitive mennesker.

I erindringsromanen/bekendelsesskriftet Mennesket paa Lerfødder (1943) tog Hulda Lütken det store, dramatiske selvopgør.

„Degnens Hus“ er en Roman, og dens Hovedpersoner er en Lærerfamilie paa den jydske Hede. Læreren selv er en sammensat Personlighed, et sidste Skud paa et gammelt Slægtstræ, begavet, fuld af Ideer og Indfald, energisk og rastløs til Tider, sløv og apatisk til andre, en helt igennem særpræget Skikkelse, for hvis Sjælstilstand der indgaaende gøres Rede. Ved Siden af ham staar i det uhyggelige og uordentlige Hjem Hustruen, et helt lille Vidunder af Ukuelighed og Moderlighed og poetisk Kvindelighed. Hun er en naturgroet Skikkelse, der helt forlader sig paa Livet, som det er, mens der i hendes Moder er givet Modstykket, den af Livet kuede Gamle, som henter hele sin Kraft i sin stærke Kristentro.„Her er Rikdom og Overflod, Natur, Poesi og Kunst, Menneskene hisses levende i al sin Forvirring, her er Skikkelser af høi Originalitet … Forfatterindens Navn var indtil nu ukjendt for mig, nu husker jeg det“. – Knut Hamsun, i et uopfordret brev til Forlaget.