Bøger af Henrik Pontoppidan

Godsejer Engelstoft ligger for døden. Han har lige mistet sin anden hustru. I anledning af sin tilstand har han sendt bud efter sin første hustru og sin datter. Det viser sig, at godsejeren har oprettet et testamente som ikke er til fordel for datteren, og ny begynder en strid. Hans første hustru er hovedpersonen i denne portæt-fortælling, og det er virkelig en yderst interessant kvinde hvis inderste herved blotlægges.

»... det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et Ørneæg, naar man er vokset op i Andegaarden.« Den omvendte grimme ælling-historie »Ørneflugt«, hvorfra denne berømte morale stammer, er en af de 11 såkaldte krøniker, som denne bog rummer. Samlingen, der er den første af tre, som forfatteren selv redigerede i 1920'erne, består herudover af fire "små romaner" samt novellesamlingerne Fra Hytterne og Skyer.

Sidste bind af Pontoppidans korte romaner rummer Det ideale Hjem (1900), Højsang (1896), Hans Kvast og Melusine (1907), En Vinterrejse (1920), Et Kærlighedseventyr (1918) og Rejsen gennem Livet (1928). Samlingen har efterskrift af Tage Skou-Hansen.

Momolydbog skuespiller Morten Hauch-Fausbøll læser Mands himmerig,som er magten, arbejdet og karrieren.Men uden kærligheden bliver himmeriget til helvede.Romanen er på dette niveau en advarsel til os der arbejder hele tiden og som derfor ikke har overskuddet og modet til vælge kærligheden.På et overordnet niveau fortæller romanen også om et samfund,hvor medier og penge er afgørende,samspillet mellem journalister,erhvervsliv og politikere er tæt og der er ingen,der,som Thorsen,bogens hovedperson,skal sætte sig op mod majoriteten.Romanen er dermed også aktuel i dag,hvor spindoktorer og kommentatorer sætter en dagsorden,hvor indhold og holdninger forvanskes til gavn for magthaverne.Medierne bliver talerør for hver deres ideologi og efterlader borgerne som magtesløse individer som udelukkende skal forlystes.

Agnete er en ung forældreløs pige der, ved skæbnens ironi, bliver selskabsdame hos grevinden på Nørrekær - netop det gods som hendes netop afdøde fader hadede af et godt hjerte. Utallige er de forfærdelige historier hun har hørt om Nørrekær - bl. a. at grevindens eneste tilbageblevne søn er sindsyg og spærret inde på et afsides værelse i slottet. Noget rigtigt er der i det altsammen - men virkeligheden viser sig dog noget anderledes.

Lille historie om hvordan øjne der ser og ører der hører, under den rette stemning, kan skabe sande mirakler.

Henrik Pontoppidan fortæller her om sit modne voksenliv på en utrolig underholdende og interessant måde.

Mands Himmerig (1927) er Pontoppidans sidste roman. Romanen giver et tidsbillede af årene op til og under starten af Første Verdenskrig. Den skildrer den kompromisløse og idealistiske redaktør Niels Thorsen, der gennem sine hudflettende artikler forsøger at bekæmpe den udbredte egoisme og materialisme, der hersker såvel i pressen som i det politiske liv. Forgæves opfordrer han til at bryde den magelige danske neutralitet og gå ind i krigen i kamp for idealerne frihed og lighed. Man fornemmer Pontoppidans sympati for den idealistiske og viljestærke Thorsen, men han skildrer også konsekvensen, når arbejde og idealer sættes over alt andet. I en indfølende skildring af forholdet mellem Thorsen og hans unge hustru viser han, hvorledes Thorsen sætter ægteskabet og kærligheden over styr, og hans ubøjelighed får fatale følger for både hans hustru og ham selv, og noget Mands Himmerig kommer der i dette tilfælde ikke ud af Mands Vilje."Henrik Pontoppidan rammer ud efter andre Forhold end Pressens, men hans Pisk har samme Retning, hvad enten det gælder litterære, politiske, selskabelige eller personlige Egenskaber – hans Snert svirrer svidende, æggende, hånende omkring alt, der er vegt, modløst, overfladisk, flæbende, beregnende, umandigt. Det er en ypperlig skrevet, højst underholdende og interessant Bog …" – Axel Broe, København, 1927

"Stækkede Vinger" var Henrik Pontoppidans debutsamling, der udkom i 1881. Om den store novelle "Kirkeskuden" skriver Dansk Litteraturs Historie:Pontoppidan nøjedes ikke med at iagttage og beskrive natur og folkeliv. Han var samtidig en skarp kritiker af de hårde livsvilkår, som samfundet bød jævne mennesker. Da han i 1880 sendte sin første større fortælling, „Kirkeskuden“, til Ude og Hjemme, forkastede redaktøren Otto Borchsenius den som for udæskende.„Kirkeskuden“ skildrer et landsogn fra top til bund med præst, sognerådsformand, herredsfuldmægtig og degn foroven og husmænd, fiskere, tyende og smuglere forneden. Præsten er en sagtmodig mand, som hilser på alle med et „sygelig-sødligt“ smil, „ængstelig for at støde Nogen ved at overse dem“. Hans bibelske sprog og fromme livssyn virker som et skønmaleri ved siden af fortællerens krast realistiske beskrivelse af landsbyen, hvor drengenes morskab består i at fiske en død kat op af gadekæret, og husene i udkanten ligger så tæt, at der mellem dem kun er plads til den „stinkende Rendesten“.

Om en eneste Skikkelse har Henrik Pontoppidan støbt hele sin Fortælling. Der skabes vel nogle Bifigurer, som ikke mangler Liv og Originalitet, men alt dette forsvinder for Billedet af det Menneske, der en Gang var en lille dejlig Pige med en rød Kyse og som blev en saa gram Hustru og haard Moder. I denne Skikkelse har Forfatteren samlet den Uforsonlighed med Livet, som ogsaa andre af hans Bøger taler om. Det er en Kvinde, hvis ideale Fordringer langt overstiger, hvad hendes Medmennesker formaar at yde, og som derfor udarter til en ond Aand og Skændegæst, der plager sin Mand til Døde og lader sine Tjenestefolk straffe for den mindste Uærlighed. Da hun er skilt fra Manden, møder hun omsider ved hans Dødsleje og stjæler det Dokument, hvorpaa han har opsat sit Testamente. Uforsonligheden, den utilfredsstillede Retfærdighedstrang fører hende saaledes til Forbrydelse, endog til Mened. Og i hele det mørke Billede er kun det eneste Lyspunkt: Mindet om hende selv som en lille Pige, den lille Rødhætte, der en klar Frostdag spaserede hen over Sneen og syntes skabt til at eje alt det straalende, som Verden rummer, og som smaa og store Børn drømmer om.(Sophus Claussen)

En ung, københavnsk Læge og hans Hustru har, for hurtig at kunne skabe sig et Hjem og en rolig, betrygget Tilværelse, slaaet sig ned paa den jydske Hede. De finder sig hurtigt tilrette i de snævre Forhold, og det er dem nærmest ukært, naar der melder sig Besøgende fra Hovedstaden, hvis Luft de tidligere troede var den eneste, de kunde aande og leve i. Hjemmet, hvori tre Smaabørn springer omkring, bliver dem et jordisk Eden, og de er fuldkommen tilfredse med den hyggelige Ensformighed, der gør Dagene, Ugerne, Aarene korte.Men saa viser Slangen sig i deres Paradis.En Aften i Fastelavnstiden banker det paa Husets Dør og en ældre, fed Herre træder ind; han præsenterer sig ikke, men beder frækt, om han maa være Familiens navnløse Gæst, og da Lægen modvilligt gaar ind paa det og siger, at noget maa de da kalde ham, foreslaar den Fremmede, at de skal kalde ham Prins Karneval.Om sine Slægtsforhold oplyser han, at Uglspil var hans Bedstefader, Hans Kvast hans Fader, Harlekin hans Fætter, og Slaraffenland hans Hjemstavn; af Livsstilling er han Rejsende i de renommerede stegte Duer, der af sig selv flyver ind i Munden paa enhver, som bare vil gabe tilstrækkelig højt.Den kongelige Gæst gør, trods al sin Fastelavnsskvalder ikke noget forrykt Indtryk, og da han er elskværdig og baade har Lune og selskabeligt Talent, lykkes det ham i Aftenens Løb at sætte det rolige Hus paa den anden Ende. Han faar sin Vært og Værtinde til at klæde sig i Festdragt, tænde Lysekronen, byde paa en flot Anretning osv; men midt under Festligheden overfaldes Lægen af en hæslig Mistanke til sin Hustru. Han mener at have set et forelsket Glimt i det Blik, hvormed hun betragter den halvkomiske Figur, Prins Karneval, og det er ikke langt fra, at han viser sin Gæst Døren. Hun har i Tankerne været sin Mand utro, og det gør hende i hans Øjne til en foragtelig Skabning. Det Idealbillede, han havde dannet sig af sin Kone, er sønderflænget, og han er kommen til den Erkendelse, at der paa Bunden af selv den uskyldigste Kvindes Hjerte ligger en Giftøgle i Dvale.Det kommer, siger Forfatteren, kun an paa Tilfældet, om Giftøglen skal faa Lov at blunde eller vækkes til Live og bringe Fordærv.(Haagen Falkenfleth)

Romanen er en typisk Pontoppidan-roman. I lighed med "Minder" og "Højsang" kommer en mandsperson udefra som en fremmed og opsøger et miljø. Herefter er alting, som ingenting nogensinde har været. Miljøskildringen og egnsskildringen, landskabet, er vigtige ingredienser ikke blot som baggrund for handlingen, men som en betydningsbærende bestanddel af samme handling. 'Stedet' og 'tiden' er aktive størrelser, der medformende griber ind i de pågældende menneskers liv og skæbne. Typisk er den endvidere ved sin udprægede form som 'indre monolog'. Romanen er i virkeligheden et forum for diskussion af en række værdiladede begreber, der griber ind i hinanden, og som igennem samtaler mellem forskellige personer belyses flersidigt. Ofte med det resultat, at to modsatte synspunkter overfor læseren fastholdes med lige stor ret - pro et contra. Således er romanerne op til læserens afgørelse. Det drejer sig først og fremmest om 'lidenskabens ret', om frihed og moral, om ansvar og lykke, adspredelse og fordybelse, handling og fred. (Silkeborg Bibliotek)

"Nattevagt", der, som næsten alt fra Pontoppidans Haand, er særdeles velskrevet og letlæst, handler om en ung, radikal Maler, Jørgen Hallager, eller den røde Hallager, kaldet saaledes paa Grund af sin Haar- og Skjægfarve, dels formedelst sin Førerstilling i "Klumpen", en Kreds af unge Kunstnere, hvis ramme Virkelighedsbilleder har gjort Front mod saavel gammel Renæssance som ny Symbolisme. Jørgen har i Rom, hvor Hovedparten af Fortællingen foregaar, ægtet en ung Pige af det højere Bourgeoisi, en Datter af en rig Etatsraad og forhenværende Departementschef. Det unge Ægtepar tilhører ikke blot to forskellige Samfundslag, men deres Naturanlæg og Gemytsbund er saa ulige som tænkes kan. Ursula er en lille, fin Kvinde, der med Hengivenhed slutter sig til sin Mand og efter yderste Evne stræber at tilegne sig hans Syn paa Livet. Men den lige saa raa og brutale som kyniske Jørgen støder hende uafbrudt tilbage, og til sidst knækker Ursula over i en Kamp, hvor hendes Evner ikke strækker til. Fra deres første Samlivsdag har Jørgen ikke andet end Haan og Foragt for hendes Fader og hele den Verden, hvori hun er voxet op. Han selv er Søn af en fattig Landsbyskolelærer, der er faldet som Offer for sit Venstresind og sin Sandhedsdrift og efter uskyldig at være mistænkt for Bedrageri har slaaet sig paa Flasken. Jørgen vil være hans Hævner, og hele det besiddende Samfund skal undgjælde for Faderens Skæbne. I hans Øjne er Svigerfaderen og hele hans Omgangskreds "Ærkekjæltringer, Tyveknægte, infame Hyklere, der under Paaskud af at værge Lov og Orden holder Folket i Søvn for at kunne bestjæle det des grundigere"1. Den for Øjeblikket samlede skandinaviske Koloni i Rom bliver lutter Typer Kjæltringer i Hjemmet. Men Jørgens Radikalisme gaar endnu videre. De hjemlige Strejker er kun "Lapperier" for ham, skjønt han altid med Glæde hilser "en knyttet Næve" og "et Spark i Bagen paa Avtoriteterne".(Otto Borschenius)

Bogen er den første af Henrik Pontoppidans ‘små romaner’. Det er en genre, hvor et aktuelt problem - åndeligt, politisk, kunstnerisk - tages op til debat. Eller snarere for denne forfatters vedkommende: til anskueliggørelse af de pågældende problemstillinger, idet de fremstilles igennem individuelle menneskeliv og miljøer. Det er Henrik Pontoppidans metode. I Sandinge Menighed belyses det kontrastrige forhold mellem bondesind og -kultur overfor Folkehøjskolens ivrige og optimistiske oplysningsvirksomhed. Pontoppidan kender begge miljøer indefra, og er derfor istand til med sit dobbeltblik at skelne imellem velment teori og virkelighedshård praksis. I denne roman er forfatterens sympati hos bondebefolkningen, hvor folkesindets dybde og alvor skildres med respekt i forhold til højskolens overfladiske livsjubel. Som tidligere højskolelærer havde Pontoppidan på dette felt en pålidelig baggrund. Højskoleverdenen brød han sig ikke om. Grundtvigianismen vedbliver at være skydeskive for hans ironi og kritik. (Silkeborg bibliotekerne, Epoke)

Det er de færreste der har læst Pontoppidans lille roman "Spøgelser" fra 1888, for forfatteren strøg den senere af sin produktion.Men mange litteraturforskere mener, at romanen udgør et vigtigt vendepunkt i forfatterens produktion - fra det socialt indignerede til det indtrængende psykologiske.

Henrik Pontoppidan skrev ikke mange digte, men nogle af dem er blevet almindeligt kendt, især genforeningsdigtet "Det lyder som et eventyr, et sagn fra gamle dage" og Brandes-digtet "Den 4de Februar."

Pontoppidan fortæller om Husmandsdatteren Grethe, som tjener i Præstegaarden, en enfoldig og troskyldig Sjæl, som har bedt Vorherre om at faa den kønne Niels til Kæreste og er bleven bønhørt, skønt hun baade er rødhaaret og grim. De mødes hemmeligt i al Uskyldighed om Aftenen og sværmer sammen, men en Nat, da Grethe efter et saadant Stævnemøde vil krybe tilbage gennem sit Vindu, som hun har ladet staa paa Klem, finder hun det til sin Rædsel lukket indvendig fra og opdager – til sin endnu større Rædsel – at Præsten og hans Frue sidder oppe i Dagligstuen og venter paa hende. Hun tør da slet ikke komme ind af Frygt for at blive jaget fra sin Plads – hjem tør hun heller ikke komme – og mens hun fortumlet flakker omkring paa Markerne vokser Angsten i hende og gør hende efterhaanden helt afsindig. Hun føler sig forpint af Samvittighedsnag, forstødt af Gud og Mennesker, forfulgt af den hængte Jesper Smeds Spøgelseskridt.Dagen efter, da hun savnes og eftersøges, finder man hende druknet i en lille Skovsø. Præsten kan ikke forstaa det. "Det var en af de Ting, han i sin Egenskab af Sjælesørger stadig fik Lejlighed til at forundre sig over, at Menneskene havde saa ringe Modstandskraft overfor Døden. Netop i det tilsyneladende saa frejdige og livsglade danske Folk, hvis daglige Liv formede sig saa betryggende, hørte Selvmord til Dagens Orden. Her var en Sjælegaade, han ofte forgæves havde grundet paa. Selv her i hans eget venlige og frugtbare Sogn ... fandtes ikke mange Hjem, hvor der ikke et Sted paa Loftet eller i et Udhus var en skummel Krog, som Beboerne helst gik udenom, fordi den gemte et blodigt Minde." Ved Grethes Begravelse taler han meget om Samvittigheden og Syndsbevidsthedens forfærdelige Gru.Men "Det store Spøgelse" er alligevel ikke blot en Præstehistorie. Bag Pontoppidans Ironi over Præstens naive Selvretfærdighed skjuler sig noget andet: den underlige Sørgmodighed, den ubestemte Følelse af Synd, som uden Hensyn til religiøs Tro kan nedsænke sig i Sindet hos mange Mennesker paa en Sommeraften, naar Kirkeklokkerne ringer Solen ned over et fredeligt dansk Landskab. "Mens Mørket stiger, sidder man der modstandsløs med en Følelse af ulægeligt Melankoli og lader sig besnakke af Døden. Hvem véd? Maaske gaar man tilsidst virkelig hjem og hænger sig." Thi "der ligger her under Nordens blege Himmel en Basilisk og lurer paa vore svage Øjeblikke." Den – og ikke Helvedeslæren – er det sande store Spøgelse i Henrik Pontoppidans lille Fortælling, hvis Sprogkunst minder om Violoncellens dybe, sørgmodige Tone – en afklaret Aftenhimmel, som spejler sig dybt i blankt Vand.(C.E. Jensen)

Samlingen 'Krøniker' (1890) fortsætter i allegorisk form kritikken af dansk smålighed, der kvæler »fribaarne Foregangsmænd« og anden »Ørneflugt« i konvention, materialisme, sladder, snobberi og angst for det ukendte. (Hans Hertel)

"Isbjørnen" handler om den bjørnestærke Thorkild Müller, der ikke dur til at læse teologi, men bliver præst alligevel og sendt til Grønland. Da han efter sin kones død kommer tilbage til Danmark. De bønder, han prædiker for, elsker ham, men gejstligheden hader ham og tror, han må være forrykt, fordi han vil afskaffe tiende-betalingen.Da han til sidst tvinges bort, skriver han med kridt på døren: "I har de Tyranner, som I fortjener".

Henrik Pontoppidan (1857-1943) skabte med "Det forjættede land" sit første storværk.Værkets tre bind Muld (1891), Det forjættede Land (1892) og Dommens Dag (1895), er historien om en utopi og dens sammenbrud. De tre bind har alle undertitlen „Et Tidsbillede“. Første bind omspænder 10 måneder fra december efter Estrups første provisorium i 1877 til det følgende efterår. Andet bind omfatter forår til efterår 1885 efter det andet provisorium, og tredje bind et par måneder af 1887. Stedet er landsbyerne Vejlby og Skibberup, der minder om Skuldelev og Østby i Hornsherred, og Sandinge med højskolen på den anden side af fjorden, der minder om Slangerup og Mortens højskole i Jørlunde.

"Pontoppidans anden store roman, Lykke-Per, er ligesom Det forjættede Land en udviklingsroman om en ung mand, der forlader sit barndomshjem, hvor han har følt sig fremmed og undertrykt, for at skabe sit eget liv og omforme samfundet efter sine egne ideer. I Det forjættede Land forkaster Emanuel den københavnske dannelseskultur. Han flytter på landet, gribes af grundtvigianismens og højskolernes folkelige vækkelse og forsøger at leve i pagt med bondesamfundets traditioner. I Lykke-Per rejser Per Sidenius den modsatte vej. Han forkaster sin fromme, provinsielle præstefamilie, flytter til hovedstaden for at blive ingeniør og komme frem i den verdslige, industrialiserede verden og gribes af det moderne gennembruds ideer."(Dansk Litteraturs Historie)Dette er den oprindelige tekst, sådan som den udkom i otte bind 1898-1904.

Mands Himmerig foregaar i Journalist- og Politikerkredse. Romanens Traad er kort fortalt denne: Bladet "Friheden" skal have en ny Redaktør. Magister Niels Thorsen er den bedst egnede, hvis den afdøde Stifters Ønske skal respekteres, og Bladet ledes som et Organ for sand Oplysning, Kulturbestræbelse og Sandhedssøgen. Men i sidste Øjeblik skubbes han til Side. En partipolitisk Intrige bevirker, at Bladet overdrages til nogle samvittighedsløse Stræbere, hvis Formaal med Bladet er at tjene Penge og paa anden Maade rage Fordele til sig. Kort efter udbryder Verdenskrigen. Thorsen er endt i den Opfattelse, at kun en Krig kan redde Menneskeslægten, særlig Danmark. Han har ønsket Krigen. Da den kommer, bliver Danmark uden for den. Dermed er Thorsen ogsaa inde i sig selv parat til at dø. Han har tabt Spillet paa alle Punkter. Og skønt hans Kamp ikke har haft et religiøst eller kristeligt Indhold og ikke har været rettet mod Kirken, saa ligner han dog Kierkegaard i dette: at Forfatteren lader ham dø i rette Øjeblik, da der ikke er mere for ham at gøre. (Henning Kehler)

Novellerne i Pontoppidans "Landsbybilleder" fra 1883 giver stærke skildringer af de fattiges liv på landet."I „Bonde-Idyl“ ... trækkes klassemodsætningerne endnu skarpere op. Husmændene og landarbejderne holder til i Aahusene, der ligger i „en kummerlig, lergraa Række, omgivne af det store, sumpede Mosekær, hvori Aaen tabte sig.“ Bøndergårdene ligger „højere oppe, hyggelig i Lunet“. Med jordforbedringer og værdistigninger har de fået nye stuehuse „i røde Sten med Skifertag og smaa Kabinetter, hvor Døtrene kunde spille paa Fortepiano“. Aahusene er ikke steget i værdi. De lå stadig og „støttede sig i deres Affældighed til hinanden“ omringet af „denne Fattigmands evige Sværm af smaa, svampede Børn, der klækkedes ud inde i de store, brede Halmsenge“. Mens bøndernes børn har vokset sig højere og rankere, bliver Aahusenes børn stadig mindre og mere forkrøblede, „en lavstammet, udmarvet Slægt, der Kuld paa Kuld, fra Barn til Graven, spredte sig omkring for at lægge sine „Værdier“ rundt i Bondens Marker og Moser, som de forbedrede“. Ejendomsfordelingen tvinger de fattige husmænd og landarbejdere til at arbejde for de rige bønder, så forskellen mellem rig og fattig stadig øges. Kapitalismen er blevet en naturlov, som også bestemmer individernes biologiske udvikling, og af den økonomiske udbytning følger den seksuelle."(Dansk Litteraturs Historie)

De fleste af novellerne i Fra Hytterne blev skrevet i Østby, og skønt fortælleren især er den iagttagende vandringsmand, har han også kritiske kommentarer til den sociale uretfærdighed, der skaber menneskelig lidelse. Præstens afsluttende ord over den døde Ane i „Knokkelmanden“, at „Herrens Naade er over al Maade“, står i grel modsætning til det uretfærdige i, at døden forhindrer hende i at nyde frugterne af sit hele livs hårde slid. I „Naadsensbrød“ er uligheden flyttet med ind i det fine fattighus, hvor lemmerne til middag får „Vælling og en Sild, eller grøn Søbeskaal med Roer og Kartofler – samt Duften af Inspektørens Bøf“. Det er derfor Stine Bødkers, som altid har klaret sig selv, vægrer sig så voldsomt mod at flytte dertil.(Dansk Litteraturs Historie)

I denne novelle beretter Pontoppidan om de skrækkelige ting der kan gå i svang i et lille samfund på landet.

Efter at have været præst på Grønland i en menneskealder vender Thorkild Muller hjem til det lille bornerte, middelmådige og småborgerlige Danmark, hvor der intet udsyn er. Han var taberen, der drog til Grønland, hvor han blev en vinder - og han blev taberen igen, da han rejste hjem.”Isbjørnen” regnes blandt Henrik Pontoppidans allerbedste fortællinger.Den danske forfatter Henrik Pontoppidan (1857-1943) skrev en lang række stærkt samfundskritiske romaner, der giver et udsædvanligt omfattende billede af datidens Danmark. I 1917 modtog han Nobelprisen i litteratur og anses også i dag for at være en af de største danske forfattere nogensinde.

Romanen handler om kunstneren Hugo, der ærligt talt opfører sig noget mærkværdigt -- (Hans Kvast(nedertysk) betyder nemlig en person der opfører sig som en nar). Heroverfor står Melusine der er den skønne fe i eventyret men også er hans kone. Det er en af Pontoppidans mærkeligste romaner, og når man lukker bogen ved man egentlig ikke rigtigt hvad det var den handlede om - men kvaliteten ligger måske netop skjult heri.

Dette er tredie del af Pontoppidans Erindringer. Romanen omhandler det romantiske Afsnit i hans Liv, da han var Lærer paa Broderens Højskole i Jørlunde og giftede sig med en Bondepige, men den indeholder også interessante beskrivelser af datidens litterære personlighedere, som f. eks. Georg Brandes.

Ad søvejen vender Pontoppidan tilbage til sin barndoms by med alt hvad deraf følger af sørgmodige tanker og minder.

På en særdeles herlig måde beskriver Henrik Pontoppidan her sin opvækst i Randers - det hele er med - nedture og opture og lykkelige stunder. Også her mærkede man krigen i 1864 for ikke at tale om oversvømmelserne, som vi jo tror kun finder sted idag.