Evangeliet og evangelierne

De fire evangelier er fire forskellige forsøg på at tilrettelægge fortællingen om den jordiske Jesus ud fra troen på ham som den opstandne Kristus.
Der er en stærk tradition for at læse Det Nye Testamentes fire evangelier harmoniserende som kilder til, hvad Jesus sagde og gjorde dengang. De senere tilføjede navne – alle fire skrifter er oprindelig anonyme – vil også have os til at tro, at de er blevet til stort set samtidigt og supplerer hinanden. I virkeligheden er de meget forskellige forsøg på at tilrettelægge fortællingen om den jordiske Jesus ud fra troen på ham som den opstandne Kristus.
Således er Markusevangeliet fra omkring år 70 det ældste og hovedkilden for forfatteren til Matthæusevangeliet, og siden bygger såvel Johannesevangeliet som Lukasevangeliet videre på disse forgængere ud fra hver deres teologi. De fremstår som bibelske genskrivninger, der alle vil opfattes som fortsættelsen af og afslutningen på bibelhistorien i Det Gamle Testamente. De er stationer i en receptionsproces, hvorunder evangeliefortællingen har udviklet sig for at opfylde nye behov i gudstjeneste og undervisning.