En tuvinsk historie og nye fortællinger

»Så hjertegribende, storslået og enkelt som en lille sten i lommen, skriver den mongolske forfatter Galsan Tschinag ... fra et sted mellem myte og epos, uforstilt og samtidig så dramatisk mættet, at man knap kan få vejret. Han skriver i et sprog, hvor dramaet rejser sig i renset form kun ledsaget af de få rekvisitter, livet nu engang byder på: en hund, et bål, fåreflokken, vinterkulden, den fremmede der kommer. Fordi der ikke er andet. Det er et sprog, vi næsten har glemt, og som vi måske har mistet retten til at bruge. Andre kulturer, hvor naturen stadig har sin egen kraft, må føre pennen for os.« - Liselotte Wiemer, Weekendavisen
»Galsan Tschinag bruger de vidunderligste metaforer ... Uden lange ordkæder, psykologiske tværsnit eller årsagsfægterier, fanger Galsan Tschinag sine personers følelsesliv i en enkelt ordknap sætning ... Han er en af disse stemmer udefra, som vækker nye sanser og får øjnene til at åbne sig på vid gab.« - Jyllands-Posten
Galsan Tschinag (f. 1944), eller Irgit Schynykbajoglu Dshurukuwaa, voksede op som yngste søn i en tuvinsk nomadefamilie i Mongoliet. For En tuvinsk historie fik Tschinag i 1992 Adelbert-von-Chamisso-prisen. I 2003 fik forfatteren den danske litteraturpris ALOA-prisen for romanen Den blå himmel.
I titelhistorien møder vi Dshaniwek der engang var folkelærer og partisekretær og en respekteret mand. I dag er han kooperativets kamelopdrætter og lever alene, og rygterne fortæller at han har skudt en flygtning der ikke havde gjort nogen noget. Under en ulvejagt hvor Dshaniwek og hans unge følgesvend kommer ud for et frygtelig uvejr og må søge ly i en dal under nogle store klipper, bliver Dshaniwek inspireret til at fortælle den rystende historie om sit liv og om Bajnak, hans uægte søn. Måske er jeg det eneste menneske i verden der kan fortælle Bajnaks historie som den virkelig var, siger Dshaniwek, som dengang var en fattiglus uden midler til at tage sig af Bajnak og Sujasch, hans smukke moder. I stedet blev hun gift med den snu Zeweg, der forstod at tilpasse sig de nye tider. En dag i august 1945 bliver Dshaniwek indkaldt til et møde hos kredsformanden og får at vide at Bajnak, der har meldt sig som soldat, nu er deserteret. Og Dshaniwek bliver sat til at lede eftersøgningen og anholde Bajnak, om nødvendig med våbenmagt. Bag sig hører han Zeweg forbande Bajnak. ´Alle andre er i ilden, udgyder deres blod! Og knægten flygter! Hvilken skændsel! Jeg vil egenhændigt tage livet af den hundesøn!´
»Det fornemmes klart, at tuvinerne er et folk uden skriftsprog, ligesom det er klart, at Tschiang også er en anerkendt lyriker. Bag den tilsyneladende enkle sprogkonstruktion vokser en forunderlig magisk, men også lakonisk ubarmhjertig verden frem, som forfatteren selv splittet mellem nomadernes usentimentale natursyn og kommunismens rationelle menneskesyn.« - Mogens Damgaard, Fyens Stiftstidende