En flygtning på sporet af det danske liv

I 1993 flygtede Maky Amiri med sin familie fra borgerkrigen i Afghanistan. Hun forlod et liv, hun elskede, og et godt job som fysik- og kemilærer og viceskoleleder på en pigeskole i Kabul. Efter to år på flugt kom hun og hendes mand til Danmark, hvor de har levet siden.
I ”En flygtning på sporet af det danske liv,” tager forfatteren læserne med til sin barndoms og ungdoms Kabul. Men først og fremmest fortæller hun om sin lange og vedholdende kamp for at blive accepteret på det danske arbejdsmarked på lige fod med danskerne. Det har ikke været let, selv om hun både har taget en dansk pædagoguddannelse og senere uddannet sig til meritlærer i fysik, kemi og biologi.
Bogen beskriver de mange forhindringer og barrierer, Maky Amiri har oplevet som urimelige. Hendes bog lægger op til debat og henvender sig til alle med interesse for integration og udlændingepolitik.
Maky Amiri er en af dem, politikere og journalister taler om, men sjældent med: En muslimsk kvinde, som går med tørklæde, bor i en såkaldte ghetto - Bispehaven i Aarhus – og har været afhængig af overførselsindkomst. Men i ”En flygtning på sporet af det danske liv” er det hende, der tager ordet:
”Ingen forlader sit hjemland for sjov. De fleste holder som jeg af deres egen kultur og elsker deres eget land og vil helst leve dér, præcis som de fleste danskere. Så lad være med at hakke på os hele tiden og stop al den snak om, at nydanskere nasser på samfundet, at alle er på kontanthjælp og den slags. Vi bidrager også til samfundet,” skriver hun i sit forord.