Det moderne menneske og antroposofien

Det moderne menneske og antroposofien
Foredrag holdt i Heidenheim 29. april 1918. Fra GA 182.
Oversat fra tysk af Ove Jappe
Nutidens opgave er at forløse ånden i os, ellers forfalder den. Vi må hente åndsvidenskab ud fra os selv. Ånden må forvandles i tanke, følelse og vilje. Forestillingsevnen bliver da smidig, alsidig og åben over for verden, og i følelsen, lærer vi at kende os selv, skabe verdensfølelse, som inspirerer os til vores opgave i samklang med kosmos. På viljens område overvindes ubehændighed og gør os livsduelige. Idet mennesket vokser sammen med ånden, vokser det ind i omverdenen. Mennesket bemærker ikke ånden, hvis det bevæger sig med samme hastighed som legemet. Åndsvidenskaben hensætter ånden i mennesket i en anden hastighed end legemet, hvorfor vi ser verden i et andet lys.
I skolealderen har vi til opgave at sørge for hele menneskets liv. Ærefrygt i barneårene danner evnen til at velsigne i alderdommen. Evner forvandler sig gennem livet.
Hvordan kan den sjælelige nød i vor tid overvindes.
Foredrag holdt i Zürich 10. oktober 1916. Fra GA 168.
Oversat fra tysk af Ove Jappe.
I nutiden er mennesket gennem bevidsthedssjælen blevet eneboer, isoleret. Det vil blive stadig vanskeligere at komme til et rigtigt forhold til hinanden, da det stiller krav til indre aktivitet. Det beror på det enkelte menneskes karma, hvilke mennesker det møder i livet. Vi må vække evnen til social forståelse og nye sociale former. Vi må bevidst lære at tage vores medmennesker, som de er, og hæve os over sympati og antipati. Vi må lære at skønne og bedømme gennem åndsvidenskab. Gennem åndsvidenskab dannes der bånd mellem mennesket og den åndelige verden – bånd, som giver dømmekraft. Nationale følelser modvirker social forståelse mellem mennesker. Tankefrihed på religionens område må udvikles individuelt. For englene var det en sorg, at Kristus forlod deres sfære. Hvis mennesker på Jorden lever med Kristustanken, opstår en forløsning for englene.
Antroposofiens væsen
Foredrag holdt 24. januar 1922. Fra GA 80.
Oversat fra tysk af Ernst Brandt.
Vi må undgå de grænser, som naturerkendelse og menneskets eget sjæleliv danner. Nedsænker sjælen sig i sig selv, opstår illusion. Antroposofi vil videreudvikle de normale sjælekræfter. Vi må arbejde ud fra tankedannelse og viljeskraften, som må udvikles til et højere erkendelsestrin. Følelseskraften vil da følge med. Tanken må løsne sig fra nervesystemet. Der dannes da billedtanker. Der indtræder et stort livspanorama, og tidslegemet, æterlegemet, opleves. Processen kaldes den imaginative erkendelse. Efterfølgende må der dannes tom bevidsthed i fuld vågen tilstand. Så opstår den inspirerede erkendelse. Her møder man det evige i menneskenaturen. Viljen stammer fra den fysiske legemlighed – selve den indre organisme. Antroposofiens betydning for det medicinske, det pædagogiske, det kunstneriske og det sociale område. Ved selvopdragelse aflægges vaner, hvilket frigør viljen fra den fysiske legemlighed. Gennem viljesøvelser bliver organismen gjort gennemsigtig, åndeliggjort. Herigennem udvikles kærlighedskraft. Kærligheden udvikles til et højere trin, den intuitive erkendelse. Menneskets organisme bliver omdannet til et sanseorgan. Menneskesjælens evighed er en syntese af ufødthed og udødelighed. Kosmos hænger sammen med den menneskelige væsenhed. Sammenhæng mellem mennesket og naturens ånd i kosmos. Opbyggende og nedbrydende kræfter.