Det levende sprog

Fra slutningen af kapitlet: ”Farvernes sprog: Farvesymbolik”

”Den blå time,” fra fransk ”l’heure bleue”, er den tid, lige før det skumrer, hvor det sene, skrå sollys fylder rummet med en ro og harmoni, som ikke mange forbliver upåvirket af. Egentlig er timen snarere end af den blå farve præget af den gyldne tone, så man kunne få en fornemmelse af, at ”blå” her er et udtryk for den følelse af lykke og lethed, der følger med timens næsten overjordiske karakter – med dens præg af tidløshed.
Det siger nærmest sig selv, at den blå time er blevet skildret af mange lyrikere, f.eks. af Thorkild Bjørnvig i digtet ”L’heure bleu,” men nok mest indtrængende i hans digt ”september”, den måned, hvis himmel er så blå, at den ofte kan opleves som årets pendant til den blå time.
Heri skriver han:

”Denne sjældne
ligevægtstime,
som usøgt kommer
er tålmodsgaven”

Det er præcis den samme stemning, men mere hverdagsagtigt udtrykt, vi møder hos Buster, den sensitive Brønshøjdreng fra ”Busters Verden” af Bjarne Reuter.
Bogens skildring almindeliggør oplevelsen af den blå time ved at trække den ned i den københavnske hverdag, og den skal have lov at afslutte dette kapitel om farvernes symbolik.