Bøger udgivet af Palomar

Far er en erindringsroman hvor fortælleren tegner et kærligt portræt af sin far, en krigsinvalid fra 2. verdenskrig, og livet som det former sig i årene efter 2. verdenskrig. Det er også en roman om at vokse op under hårde økonomiske forhold og om stærke familiebånd.Far er baseret på Monika Helfers egen familiehistorie, og fortælleren diskuterer løbende erindring, hvordan man husker, og hvordan man fortæller det erindrede videre.Far er andet bind i Monika Helfers familietrilogi, men de enkelte bøger kan sagtens læses uafhængigt af hinanden.Pressen om Pakket. En familie:”En begavet, stramt komponeret roman om forfatterens undertrykkelseshistorie.”❤️❤️❤️❤️❤️Politiken”Pakket. En familie er en dejlig bog.”⭐️ ⭐️ ⭐️ ⭐️ Jyllands-Posten

”et menneske man ikke kan forstå”Løvehjerte er Monika Helfers formodentlig afsluttende bind i en serie på tre autofiktive romaner om hendes families liv i Østrig. De to første udspiller sig i den østrigske egn Voralberg (Pakket. En familie omkring 1. verdenskrig og Far efter 2. verdenskrig).Løvehjerte handler om den voksne kvindelige forfatter og især om hendes yngre bror Richard der er bosiddende i Bregenz ved Bodensøen og foregår i årene omkring slutningen af 1970’erne og ind i 80’erne. Romanen er koncentreret om beskrivelsen af denne bror der er typograf, altså håndværker, og har kunstneriske evner, men også har træk der leder tanken hen på noget autistisk. Han er en gåde, uden ambitioner på det materielle plan, er god til at charmere kvinder … og nogle mænd, og med en særlig evne til at knytte en hund og et barn til sig. En person der har vanskeligt ved at indordne sig samfundets normer, og som derfor kommer i klemme. Derudover er Løvehjerte en smuk, rørende roman, en form for kærlighedserklæring fra den store søster til broren, et menneske man ikke kan forstå.Monika Helfers korte romaner giver læseren et indblik i Østrigs historie og samfundsforhold. Forfatterens overvejelser om erindring og formidlingen af den er også interessant og bliver sammenlignet med Julian Barnes’ forfatterskab.De første to romaner er dedikeret ”til mit pak”, den sidste ”til vores pak”, her er pakket forstået som en kærlighedserklæring til den fattige families sammenhold. Romanerne er således også en beskrivelse af familier på samfundets bund, nærmere bestemt den del af den østrigske befolkning der har levet i bjergene, og som her får en stemme i romanerne.Begge de foregående romaner har fået fine anmeldelser og lektørudtalelser; Pakket. En familie blev endvidere anbefalet til læsegrupper.

”Han havde ønsket sig at være pige bare en dag eller et år for at kunne betragte tingene fra den anden side og derefter forene de to perspektiver til ét som hos en engel eller en oplyst. Hvordan ville verden se ud, hvis den ikke blev betragtet af en kvinde eller en mand, men af et menneske befriet for kønnets tyranni? Han ville gerne have været mere end som så, et kvinde-mande-oldinge-barne-foster-lig, der levede et illusorisk totalliv under den negleagtige måne, ensomhedens evindeligt sultne stjerne.”En femårig dreng er alene tilbage i lejligheden da hans mor er gået ud for at købe ind. Han udforsker først alle værelserne, dernæst den nærliggende gummifabrik og til sidst det store indkøbscenter hvorfra han har lykkelige minder. Men kommer moren nogensinde tilbage?Marcel er otte år og lever i en symbiose med sin elskede lillesøster Isabel i en verden hvor de voksne ikke er andet end flygtige tilstedeværende. Da Isabel bliver syg, er Marcel parat til at se sin frygt i øjnene og ofre alt for at frelse hende.Ivan er femten år og er verdens mest ensomme væsen, som han siger. I et skab opbevarer han de huder som han år for år har måttet skifte mens han er vokset op. Da han møder Dora, forelsker han sig i hende og spørger sig selv om også kvinder skifter hud.Fortællingerne i MELANCOLIA kredser som altid hos Cărtărescu ensomhed, smerte og sorg, men altid med en fantastisk, surrealistisk, nærmest kafkask tone.Pressen om SOLENOIDE:”Rumænske Mircea Cărtărescus roman har samme dybde og vidtspændende uudgrundelighed som ’Den guddommelige komedie’ og andre af verdenslitteraturens klassikere.” Thomas Thurah, Information⭐️ ⭐️ ⭐️ ⭐️ ⭐️ ⭐️ ”Det er meget længe siden, at jeg har læst en bog, hvor den sproglige opfindsomhed og originalitet er så udtalt.” Erik Svendsen, Jyllands-Posten

På vej til et litteraturarrangement strander forfatteren M. i en fremmed by, hun har mistet sin telefon, og ingen ved hvor hun befinder sig. Nogen tid forinden er hun flygtet fra sit hjemland på grund af krig. Hun lever nu som i et limbo, fyldt af skam og fortvivlelse over krigen, afskåret fra sit hjem og sit sprog. Ny fyldes hun af en berusende frihedsfølelse. På dette ukendte sted kan hun være hvem hun vil, gøre hvad som helst. Men minderne vil ikke slippe hende. Hun bliver hele tiden fanget ind af billeder fra barndommen, det sidste bånd til en verden der er ved at forsvinde.Pressen om Til minde om erindringen:”et unikt prosaværk (…) De seks stjerner virker som et nærigt lysdrys på et enormt himmelhvælv.”(Seks stjerner, JYLLANDS-POSTEN)”et imponerende monument, som med sin fragmentariske form formår at flette de store historiske begivenheder sammen med familiehistorien.”(Fem hjerter, POLITIKEN)”Et storværk om erindring.”INFORMATION

I et drømmeagtigt Bukarest bevæger hovedpersonen, en navnløs rumænsklærer, sig mellem sit hjem og skolen. Han spekulerer over hvordan hans liv ville have været hvis det digt, han skrev som ung student, havde fået succes, og han i stedet for rumænsklærer var blevet en verdensberømt forfatter. Vekslende med de monotone ture frem og tilbage mellem hans hus og skole nr. 86 møder han en anden virkelighed, en sælsom, hypnotisk virkelighed. Her glitrer huse med gådefulde værelser og udvækster, minder og drømme ligger som et lag over de grå boulevarder, og matematiske, filosofiske og litterære spørgsmål antager en uventet kropslighed. Rundt i byen ligger kæmpestore magnetspoler – solenoider – som får huse, mennesker og genstande til at levitere.Solenoide er en enestående litterær bedrift skrevet at en af vor tids store europæiske forfattere.”Vor tids Shakespeare” Aftonbladet”Cărtărescu har en forrygende barnlig fantasi og en fortællermæssig virtuositet som en gammel mester.” Der Spiegel

"Engang kort før krigen i Ukraine blev jeg inviteret til middag. En lille beboelsesejendom i centrum med nogle få lejligheder. Middagen blev tilberedt af den filippinske hushjælp. På et særskilt bord stod der champagne. Gæsterne diskuterede nyhederne. Putin blev kaldt for tsar -- på samme måde som man taler om sin yndlingsbedstefar, krigsveteranen, og hans særheder. De lovpriste oligarkerne som visionære -- de brugte penge på moderne kunst, på god moderne kunst. Gæsterne udvekslede meninger om moderne kunst. Navne, navne, navne. Kender du ham? Jeg kan præsentere jer for hinanden. Det var da så lidt. Jeg spiste uden at sige noget. Jeg var netop kommet hjem fra Rjazan-distriktet, fra landsbyer uden veje, hvor man slukkede skovbrande med vand i spande. Maden var god. Jeg tror jeg har lært mig den vigtigste regel i Moskva. Spis uden at sige noget. Maden smager bedre når man ikke siger noget. Russerne siger: Moskva er ikke Rusland, Rusland er ikke Moskva. Hver tiende indbygger i Rusland bor i Moskva.OM BOGEN:”Jeg kunne ikke lægge den fra mig (…). Det er en bog der ramte mig fordi den er flot skrevet, der bliver skrevet med hjertet og skudt fra hoften, og der er ingen analyser, det er reportage når det er bedst, og den fortæller om et land som vi ved meget lidt om, og som vi gerne vil forstå …”Ulla Terkelsen, Go’morgen Danmark”Vil du vide hvor Putin kommer fra? Hvor det russiske folk er i dag? Hvorfor det opfører sig som det gør? Læs denne bog."Svetlana AleksijevitjJelena Kostjutjenko (f. 1987) er russisk graverjournalist og lgbt+-aktivist og er blevet sammenlignet med Anna Politkovskaja. Hun har siden hun var 17 år arbejdet på den uafhængige, nu lukkede avis Novaja Gazeta. I marts 2022 krydsede hun grænsen til Ukraine for at følge med i krigen fra den ukrainske side og vise russerne den forbrydelse som Putin begår i deres navn. I Mit elskede land beskriver Kostjutjenko det russiske samfunds vej til fascismen hvor de første ofre var egne medborgere, længe før annekteringer, invasioner og krig.Kostjutjenko har siden 2022 levet i eksil i Vesten. Bogen kommer vidt omkring og rapporterer for eksempel om hvordan massakren i Beslan i 2004 i dag håndteres af det nuværende styre i Rusland, hvordan kvindelige prostituerede lever på en parkeringsplads uden for Moskva og om forureningen i Norilsk i det nordlige Rusland. Titlen kan ses som en protest mod Putins forsøg på at tage patent på det patriotiske ved at straffe ”ikke-patriotisk virksomhed” og ændre historien.

I efteråret 1765 tilbringer Jean-Jacques Rousseau 45 døgn på Île Saint-Pierre, en ø i republikken Bern. Værker som Julie, eller Den nye Héloïse og Émile har på bare få år gjort filosoffen til en af Europas mest omtalte personer. Ikke mindst vækker de oplyste ræsonnementer om religion i Émile anstød, og han jages, først fra Frankrig, siden fra Schweiz, anklaget for at være frafalden.

En spildt formiddagVica, en ægte bukarester omkring de 70 år, har kendt bedre tider, men går med stor energi og stædighed den hårde hverdag i møde. Hun binder tørklædet om uldkasketten, griber sin store taske, fylder den med det hun nu har for hånden og tager så en runde. Hun besøger først sin nevø og går derefter videre til familien Mironescus tidligere så fornemme, men nu forfaldne hjem i en af byens fine kvarterer. Hun skal hente de penge hun hver måned får af datteren Ivona. Romanen springer tilbage til en eftermiddag i 1916 hvor Rumænien er på kanten til at gå ind i første verdenskrig. Politisk uro og fornemmelsen af at den kendte verden er ved at gå under, præger familien Mironescu: professoren, hans unge kone og deres datter Yvonne/Ivona. Så følger professorens dagbog fra de dage hvor Rumænien går ind i krigen, soldaternes afrejse, ofrene og den politiske situation. I romanens sidste del er vi tilbage ved Vicas og Ivonas lange samtale, og romanen slutter i Vicas fattige hjem med nevøens besøg.Gabriela Adameşteanu er født i 1942 i Târgu Ocna, Rumænien. Hun har læst rumænsk sprog og litteratur i Bukarest og har arbejdet som forlagsredaktør og journalist, bl.a. under ophold i Berlin, Wien og Bruxelles. En spildt formiddag udkommer i 1984, altså under Ceauşescu-regimet. Den udspiller sig over en enkelt formiddag (og kaldes en rumænsk ”Ulysses”), men dækker 70 års rumænsk historie, fra første verdenskrig hvor Bukarest var kendt som ”Østeuropas lille Paris”, til 1980’erne da Ceauşescu-regimet falder fra hinanden.

Syv essay med hvert sig motto, nemlig en af de syv såkaldte kardinaldyder:Visdom, mod, retfærdighed, mådehold, tro, håb og kærlighedHovedtonen i de personlige (men ikke private) essay er præget af en dyb kærlighed til bøger og Rusland, ikke mindst det russiske sprog og poesien. I bogen kommer vi med ned i Frederiksberg antikvariat hvor Mette Dalsgaards litterære interesse vækkes gennem bøger som Pippi, Mumitroldende, Onkel Tom og Børnene i Nyskoven; til København og mødet med Josef Brodsky i anledning af at han havde fået nobelprisen i 1987; og på dannelsesrejse gennem Finland til Leningrad. Senere følger andre rejser både til Rusland og til de baltiske lande. Tonen er let, Mette Dalsgaards blik for det absurde er eminent, og hendes evne til at beskrive … og ikke mindst huske … detaljer gør at disse essays er en fornøjelse at læse.

3. redigerede udgave, 1. oplag hos Palomar. (Er tidligere udkommet på Lindhardt & Ringhof).Bogen udgives nu i en revideret udgave på Palomar. Dette er Svetlana Aleksijevitjs fjerde bog i hendes store værk om Sovjetunionen og Det røde menneskes historie. Den er oprindelig fra 1997 og har været brugt som forlæg for den store tv-serie ”Chernobyl” fra 2019.

Katja Petrowskajas bog er en illustreret samling kortprosa. Fotografiet så på mig tager, som titlen fortæller, udgangspunkt i et fotografi der har fanget Petrowskajas opmærksomhed, og fortæller derfra personligt, politisk og kulturpolitisk om nutidens verden, det kan være de spøgelsesagtige blomster i Tjernobyl-herbariet, en ukrainsk minearbejders røgindhyllede ansigt på Venedig-biennalen eller et syrisk flygtningepar der går i land på Lesbos, trykt i »New York Times«. Hvad definerer nutiden? Måske det billede der vises på udstillinger eller kører forbi på store skilte eller flimrer hen vores skærme? Hvordan kan man sætte ord på når man fanges ind og bliver forvirret eller undrer sig?Med disse tekster, der har været trykt i »Frankfurter Allgemeine Sonntagszeitung« siden 2015, har Katja Petrowskaja skabt sin egen genre: kortprosa der fortætter landskab, biografi, nutidshistorie og form på en meget afgrænset plads. Og dette kan lade sig gøre fordi hun har en personlig holdning til det hele – hvad enten det er et foto af en gammel dame der bliver transporteret op af en stolelift i Kaukasus eller en husmur i Bruxelles efter terrorangrebet.Af Katja Petrowskaja er på dansk tidligere udkommet romanen Måske Esther.