Bøger udgivet af Editorial Aurora Boreal

En spændende og nervepirrende roman, hvor man følger en kvindelige fortæller i sin søgen efter svar på, hvem Cecilia Balaguer var, hvad hun lavede i Portbou og hvorfor hun pludselig forsvandt.

En herlig lille perle blandt historiefortællingerne i den latinamerikanske litteratur. Forholdet mellem tobak og litteratur.

Dette er historien om Colombias glemte ø, San Andrés, set og fortalt fra en ung kvindes synspunkt. Efter sine forældres død og flere år på fastlandet vender den unge Victoria Baruq tilbage til familiens forladte hus på øen San Andrés i Det Caribiske Hav.

Dette er historien om en utilgivelig indtrængen i en anden persons liv. Ved en tilfældighed får fortælleren adgang til de håndskrevne romanstumper, som naboen, tidligere romanforfatter Davanzati, løbende smider ud i affaldsskakten. Fra første færd bliver fortælleren en hemmelig læser, besat af de manuskriptsider, der blandet med ejendommens affald udgør et galleri af de stilarter, som den fallerede forfatter i det skjulte opfinder, men som ikke er beregnet for nogen læser. En besynderlig eksistens, som ikke er nem at gennemskue, synes at træde frem i disse afbrudte fortællinger. Forbindelserne mellem skrift og læsning og mellem liv og litteratur er her set gennem en ny prisme: de friheder og fordrejninger, enhver emsig læser gør sig skyldig i. Denne roman modtog i 2000 den spanske pris Casa de América de Narrativa Innovadora, tildelt af jurymedlemmerne Roberto Bolaño, Enrique Vila-Matas og Cristina Peri Rossi.

Romanen Brødkrummer foregår i Bogotá, Colombia i 1980’erne, da bortførelser hørte til dagens orden. En ældre mand er blevet bortført, og hans søn er kommet hjem fra New York for at stå for forhandlingerne med bortførerne. Han kan ikke selv ringe dem op og må derfor vente og vente og vente … I denne ventetid oprulles familiens historie og konflikter: Forældrene er jøder; moderen overlevede Auschwitz, faderen Gulag i Sovjetunionen. Forældrene mødtes i en flygtningelejr efter krigen og flyttede til Colombia for at opbygge en ny tilværelse. Som værn mod krigstidens uhyrligheder, bødlernes løgne og almindelige ønsker om glemsel har faderen ombygget sit hus til et raritetskabinet og skabt en enorm samling for at dokumentere emner som fænomenet tid, naturen, sproget, kulturen i Sydamerika før europæernes ankomst og minderne om de dræbte. De traumer, som forældrene bærer på, bliver også sønnens. Og nu er faderen igen i fangenskab … Bogen forbinder den europæiske og den sydamerikanske historie, nutiden med den nære fortid og den helt fjerne: den gammeltestamentlige verden, koloniseringen af Sydamerika og gennem det hele: refleksioner over begreber som tid, fortrængning og fastholdelse af historien. Hvordan klarer faderen – og familien – bortførelsen? Vil han vende tilbage i live?

Min kammerat Toño Ciruelo tager læseren med ind i demaskeringsprocessen af en morder med mange ansigter, som lidt efter lidt afsløres for til sidst kun at efterlade ét – ofrenes. Forfatteren Evelio Rosero giver med denne roman et portræt af en morder. Den er en dyster rejse gennem Toño Ciruelos liv fortalt af hans barndomsven, forfatteren Eri Salgado, som efter 20 år pludselig konfronteres med Ciruelo igen. Eri Salgado går tilbage i tiden i fortællingen om, hvordan denne ondskab er opstået. Vi føres via en række historier gennem Toño Ciruelos barndom og ungdom, gymnasietid, universitetsstudier og arbejdsliv – en række små og ubetydelige episoder, men også andre mere komplekse – som alt sammen har været medvirkende til skabelsen af et monster. Samtidig udspiller Colombias historie i slutningen af 1960’erne sig i baggrunden. Rekonstruktionen af Toño Ciruelos liv opbygger svaret på, hvordan en person, som for det ydre blik virker helt normal, kan rumme så mørkt et indre.

Borte iblandt os (Alfaguaras romanpris 2015) er en litterær spændingsroman, der med stor narrativ virkningsfuldhed er bygget op om en helt enestående og genial kvinde. Forfatteren har formået at flette kærlighedsforhold og gådefuldhed sammen i en tekst, der på en gang er kompleks og transparent. Kærlighedens labyrinter, løgn og ulighed i talent som udfordring i et parforhold er de store temaer i denne roman af Carla Guelfenbein, en forfatter, der har begejstret nobelprismodtageren J.M. Coetzee og tusinder af læsere verden over. Vera Sigall og Horacio Infantes forenes af en ungdomskærlighed og af deres fælles passion for litteratur. Men der er også et andet mystisk bånd imellem dem, et bånd, som de to unge, Emilia og Daniel, forsøger at rede ud. Det er imidlertid ikke den eneste gåde i deres liv. En morgen falder Vera Sigall ned af trapperne i sit hjem og ender i koma. I begyndelsen nærer Daniel en mistanke om, at hendes fald ikke var et uheld. Som dagene og ugerne går, vokser denne mistanke sig blot større, indtil han til sidst er sikker på, at der ligger andet bag. Emilia og Daniel finder sammen i eftersøgningen af sandheden om den myteomspundne forfatters ulykke, men først og fremmest forenes de af nødvendigheden af at forstå deres egne skæbner. Kritikken om forfatteren og bogen: ”Subtil, visionær og menneskelig” J.M. Coetzee, nobelprismodtager ”Carla Guelfenbein taler med en autentisk og vægtig stemme” The Independent ”En præcis og skarp fortæller” Financial Times

Det unævnelige er en hjertegribende roman om den tragedie, Piedad Bonnett oplever i forbindelse med sin søns selvmord. Daniel, en lovende ung kunstner på 28, der kæmper med en psykisk lidelse, begår selvmord i New York, hvor han opholder sig i forbindelse med sine studier på Columbia University. Nyheden er altødelæggende for hans mor og for hele familien. Med dette litterære værk forsøger Piedad Bonnett at give sin søns liv, hans død og sorgen mening. Hun føder ham på ny med smerte, for at han kan leve lidt længere, for at han ikke skal forsvinde fra erindringen. Og hun gør det med ord, der når ud i de fjerneste hjørner af vores eksistens. Det er en personlig og uendeligt smuk beretning, der viser os, hvordan vi kan komme videre og møde livet med alle dets glæder og sorger. Piedad Bonnett er en af den moderne colombianske litteraturs mest talentfulde forfattere. Piedad Bonnett Colombia (f. 1951). Bonnett har skrevet seks romaner, otte digtsamlinger, fire antologier og seks teaterstykker. Hun har vundet adskillige priser, hvoraf de mest fremtrædende er Det Colombianske Kulturinstituts Premio Nacional de Poesía (1994), prisen Casa de América for amerikansk poesi, Cuba (2011 og 2014), prisen Poetas del Mundo Latino Víctor Sandoval de Aguascalientes, Mexico (2012) og prisen Generación 27, Spanien (2016). I sine bøger udforsker hun alle nuancer af menneskelig smerte, af det, som griber os om hjertet, og forsøger på den måde at fordøje livet. Hun skriver hudløst ærligt om de sår, hun selv har fået på sjælen, og om sit land, Colombia, i skyggen af den ødelæggende narkohandel og den vanskelige fredsproces efter årtiers blodig borgerkrig.

Tæven er en lille, men kompleks roman om barnløshed og moderkærlighed, om skyldfølelse og ensomhed i menneskelige relationer. Damaris bor sammen med sin mand, Rogelio, ved den colombianske Stillehavskyst som er alt andet end en postkortidyl. Det er en afkrog af verden hvor livet er usikkert, og drømmene lever side om side med de værste mareridt. Alle føler sig indespærret, ikke kun i det trykkende landskab mellem regnskoven og det havet, men også i deres forkrampede indre liv. Pilar Quintana skildrer mesterligt menneskets natur med dens uopfyldte ønsker, skyldfølelser og kærlighed. Pilar Quintana: Født i Colombia i 1972. Hun har udgivet fire romaner og en novellesamling. I 2007 var hun en af de 39 mest fremtrædende latinamerikanske forfattere under 39 år som blev udvalgt til Hay-festivalen. Hun har modtaget La Mar de Letras-prisen for sin bog Coleccionistas de polvos raros (Kvinderne som samlede på besynderlige knald), og i 2018 vandt hun Biblioteca de Narrativa Colombiana-prisen for Tæven som er hendes første bog på dansk.

Et ungt par, Ulia og Gustavo, kører rundt i Baskerlandet. Hun vil vise ham sin fødeegn. De vælger de mindre befærdede veje og tager den med ro, drikker hvidvin i maleriske havnebyer, besøger slagmarker fra romertiden og lejer sig ind på hoteller, der tilstræber en rolig, landlig stemning. Men fortiden forfølger dem: en kærlighedshistorie, der begyndte med begivenhederne i Vitoria den 3. marts 1976 og fortsatte blandt flygtninge i det franske Baskerland, med bomber, fængselsbesøg og sultestrejker. Og mens Ulia forsøger at fortælle Gustavo om denne historie fra fortiden, er hun optaget af en anden skæbne: den engelske komponist Benjamin Britten, som hun er ved at skrive doktordisputats om: homoseksuel, pacifist, en kort tid far til en baskisk flygtningedreng i England, verdensborger, som tog afstand fra krigen, og hvis liv for altid skulle forblive mærket af hans pacifisme. Samtidig er romanen en kærlighedshistorie og et nutidigt sommerbillede af Baskerlandet. Katixa Agirre (Vitoria-Gasteiz, 1981) debuterede i baskisk litteratur i 2007 med novellesamlingen Sua Falta Zaigu, som blev fulgt op af Habitat i 2009. Efter flere udgivelser henvendt til børn og unge udgav hun i 2015 sin første roman, der hermed foreligger i dansk oversættelse: Mens vi venter på opklaring. Hun er ph.d. i audiovisuel kommunikation og underviser ved Universidad del País Vasco, Spanien.

Tomás González er utvivlsomt en af de vigtigste skikkelser i nutidens colombianske litteratur. Det vanskelige lys er en enkel, men dyb roman. Et pulsslag mellem liv og død. David står over for den største af alle sorger: risikoen for at miste sin unge søn. Jacobos fysiske smerter efter en trafikulykke er så utålelige, at han beslutter at tage til Portland for at få aktiv dødshjælp. Fra New York følger familien hvert minut rejsen uden at vide, om frygt eller fortrydelse vil forpurre sønnens beslutning. Faderen, David, venter i uvished og voldsom, ublandet rædsel over dødens nærhed. Mange år senere, da han har forladt New York og har opgivet maleriet på grund af en øjensygdom, beslutter David at rekonstruere disse år i sit liv for med ord at udtrykke den dybe sorg, som dog ikke forhindrede ham i at bevare sin glødende betagelse af alverdens former, også de mest dystre, som skaber modvægt til skønheden og giver den mening. “Tomás González, has the potential of becoming a classic of Latin American literature. On reading him I had the feeling he was a writer with lots of pureness.” Elfriede Jelinek, forfatter, Nobelprisvinder

En kvindelig kunstner, der laver skulpturer af gammelt jern, en tiårig dreng på ferie i eventyrlige omgivelser i en fremmed by og en jernelefant er hovedpersonerne i denne uforglemmelige historie om kærlighed, nostalgi og fantasi.

FernandoVallejo fortæller om sin brors eventyr som borgmester i Támesis, en lilleprovinsby langt ude i Colombias bjerge der har samme navn som floden i Londonpå spansk. Her vil alle underligt nok være lykkelige for enhver pris. Detlykkes selvfølgelig ikke for dem. Den enes lykke støder ind i den andens, ogsammenstødet efterlader en stribe lig som forsvinder i den strømmende RíoCauca. Det er nemlig en rigtig flod, noget helt andet end den sølle engelske åder slæber sig søvnigt af sted. Romanen er en skarp satire over demokratiet, encocktail af håb, løgne, genfærd, døde som stemmer når der er valg, og flokkeaf papegøjer som fortæller knivskarpe, evige sandheder. På én gang et kærligtportræt og en sønderlemmende kritik af en uforglemmelig personlighed og hansfolk.En fortælling forankret i en hjerteskærende virkelighed som flyder overmed frihedstrang, humor, uforskammetheder og injurier. Hans anarkistiskeforbandelser vækker mindelser om Céline. — Mario Vargas LlosaVallejos prosa er fortættet. Den colombianskesamfundsrevser maler en ætsende satire over provinsen og hele sit land i enbidende og uforsonlig stil der placerer ham i samme liga som Genet og Miller. — MichelTaille, LibérationHans eksplosive vrede er så klar, rungende, oprigtig,nogle gange morsom og næsten altid brutal at bogen er både fornøjelig og forfriskendelæsning. — Pedro AlmodóvarVallejos prosa er vred, fordømmendeog apokalyptisk, men midt i håbløsheden er der også glimt af dyb ømhed. — Judith Steiner, Les Inrockuptibles En stemme med forbavsende skævheder som minder om indtrykkene af Les Chants de Maldoror. — Claude Michel Cluny, Le Figaro LittéraireEn suggestiv roman, en glødende hyldes til deidealister som stadig tror de kan forandre verden. —

Santiago Gamboa er en af Colombias mest spændende nulevende forfattere. Hans stil er kalejdoskopisk, kosmopolitisk noir, som gør hans romaner intense og hans karakterer uforglemmelige. I romanen møder vi Manuela Beltrán, en ung kvinde plaget af en ulykkelig barndom, som hun forsøger at glemme gennem poesi. Den argentinske prædikant Tertullian påstår, at han er pavens søn, og tyr til ekstreme metoder for at skabe et harmonisk samfund. Til persongalleriet hører også Ferdinand Palacios, en colombiansk præst tynget af skyld over sin mørke paramilitære fortid, foruden Rimbaud, den unge, brillante digter, hvis liv var en konstant rejse, og Juana og konsulen, som sammen leder efter et sted at vende tilbage til. Alle disse personer giver liv til Gamboas portræt af en fjendtligsindet, turbulent verden, hvor man kun kan finde ro ved at rejse frem og tilbage for måske at finde hjem. ”Et actionfyldt plot driver denne moderne roman hurtigt frem, i takt med at den undersøger menneskets bevægelser gennem det skiftende geopolitiske landskab, det umulige i at vende tilbage og poesiens potentielle forløsende kræfter.” — The New York Times Book Review ”Tilbage til den mørke dal er moderne litteratur på bedste og mest presserende vis. Gamboas navn bør huskes på linje med de mest interessante latinamerikanske forfattere, der er udgivet på engelsk.” — Mark Harper, Brazos Bookstore ”En bjergtagende, fortryllende roman. Den river de – nationale, kulturelle, spirituelle – mure ned, som adskiller os her på vores forvirrende og tiltagende klaustrofobiske planet. Mangler du en bedre forståelse for det 21. århundrede, skal du læse Gamboa.” — Andy Greenwald, manuskriptforfatter og vært på The Watch ”En page-turner, som råt indfanger vores samtid og med en kynisk humor analyserer de kræfter, der hiver verdens holdepunkter op.” — Miami Rail ”Det her er den mest ambitiøse form for international noir. Sæt Gamboa op på siden af Javier Marías, Patrick Modiano og Juan Gabriel Vásquez.” — Dwyer Murphy, Electric Literature

Da Felipe Díaz bliver arbejdsløs, overtaler hans kone ham til, at de med deres søn skal forlade huset og jordstykket i landsbyen i håbet om at skabe sig et bedre liv længere mod nord. I Baskerlandet finder han arbejde på en kemisk fabrik, de køber en lejlighed og får endnu en søn, og alt går tilsyneladende godt, men i virkeligheden lykkes det aldrig Felipe at falde til, mens hans kone og ældste søn involveres mere og mere i et samfund gennemsyret af nationalisme og politisk konfrontation, indtil en dramatisk hændelse for altid forandrer deres liv, og Felipe vender alene tilbage til huset i landsbyen, hvor han er vokset op. Det blinde øje indeholder smukke beskrivelser af den spanske natur og giver et billede af den splittelse, der findes i et samfund præget af ideologisk radikalisme, undertrykkelse og overgreb mod dem, der tænker anderledes. Samtidig tager den højaktuelle problematikker op som emigration og integration, alt sammen set gennem øjnene på en mand, som er et produkt af landskabet og af en visdom nedarvet gennem generationer.

Begravelsesudstyr er en hyldest til gyserlitteraturen og mikrofortællingen, fordi det lykkes Fernando Iwasaki at koncentrere genrens kuldegys, kvalme og angst på ti eller tolv linjer. Er det muligt, at genfærdene, mareridtene, ritualerne og overtroen kan blive ved med at skræmme os i det 21. århundrede? Hvis De har børn, lider af søvnløshed eller har gæld, er det bedst ikke at læse Begravelsesudstyr.

Elleve noveller som udforsker rummet omkring forældre og børn, søskende og par i ekstreme positioner. En poetisk og intim prosa som opridser et hyperrealistisk portræt af den tvetydige og sensuelle voldsomhed som gør disse ”kernerelationer” anspændte. Historier som tager udgangspunkt i begær, ikke i et sygeligt begær, men derimod et begær fuld af ensomhed og angst som vender op og ned på alting og hvis konstante scene er kroppen. Nogle gange det farliges truende nærhed, andre gange det normales afgrund, men altid med kroppen som den konstante scene. Ud af sætninger der hopper op og ned som træflis dannes et psykisk og følelsesbetonet sprogbrug der skaber rum for at undersøge moraliteten som et laboratorium for den menneskelige erfaring.

Sepúlveda får plads til mere end tre årtiers chilensk historie i denne enkle, galgenhumoristiske roman.35 år efter Pinochets militærkup mødes tre tidligere landflygtige, Cacho, Lolo og Lucho, igen i deres hjemland, Chile: tykmavede, halvskaldede og gråskæggede. De genforenes i et faldefærdigt skur, men i det mindste har de vin og grillkyllinger. De tre mænds plan er, at de omsider vil fremdrage en skat, som det aldrig er lykkedes politiet at opspore, nemlig udbyttet af det berygtede bankrøveri der fandt sted 16. juli 1925, og hvis årsdag hastigt nærmer sig. Medens de venter på et barnebarn af Pedro Nasco Arratia, som var direkte impliceret i selve kuppet, svælger de i minder om deres dage i en af Allendes eliteenheder og beretter for hinanden om, hvordan det er gået dem siden dengang og hvordan de har kæmpet sig gennem livet. Men de har ikke mistet deres humoristiske sans, og der er nok at grine ad. Kærlig, morsom og med et kraftigt stænk selvironi – Sepúlvedas roman beretter om samfundets tabere, som aldrig mistede troen på humor og kærlighed – og netop derfor vinder de i den sidste ende.

Det utilsigtede drab på den smukke sorte kvinde Ruperta – forårsaget af en hvid kolonist – sætter gang i en række hændelser, som truer den sociale balance i Cajambre. Kun ved at få kontrol over de kræfter, der langsomt får tag i befolkningen, kan roen atter genoprettes i regionen. Romanen byder på et væld af kulturelle møder og modsætninger, der danner den virkelighed, som Cajambres indbyggere lever i. Området tæller både efterkommere af afrikanske slaver og hvide kolonister med drømme om guld og udnyttelse af træressourcer. Cajambre er en roman, der bevæger sig mellem det sjove og det tragiske i skildringen af Rupertas chokerende død, samfundets begravelsesritualer og deres gådefulde udredelse af morder og motiv. Men Ruperta er ikke kun væsentlig i sin fysiske, døde tilstand: Som sit samfunds leder minder hun os om, hvilken stor byrde der hviler på de afrocolombianske kvinders skuldre som forsørgere af hele den colombianske Stillehavsverden.

Omvendte eventyr viser Sergio Laignelets originale stil og markante skarphed. Digteren genskriver på en grænseoverskridende måde både eventyr og fabler fra blandt andet Brødrene Grimm, Charles Perrault, H.C. Andersen og Æsop. Man kan sige, at han omformer fortællinger til digte. Den fortællende stemme i hans digte anvender sort humor og ironi for at afmystificere det traditionelle og give en drejning af den konventionelle happy ending i klassiske fortællinger, så som Den lille Havfrue og Den grimme Ælling. Som følge af digterens energiske og præcise sprog, sammen med de kraftfulde billeder, opnår digtene en meget koncentreret effekt. Laignelet udfordrer læsernes forventninger med sine moderne omformninger af eventyr – han går længere end blot til sjov og leg for at konfrontere nogle af de mest kontroversielle og mørke sider i menneskets natur.

Tiagos overdrevne og vildfarne eventyr er fortællingen om Tiago, en ung mand fra Lima i Peru, som bevæger sig fra ungdomslivet og ind i voksenlivet. Hans dannelsesrejse går fra Lima, op i Andesbjergene, tilbage til Lima og nordpå langs kysten. Vejen går gennem en række barer, forelskelser, forsvindinger, venskaber, mord, bortførelser og flugt. Det er Peru i slutningen af 1980'erne og ind i 1990'erne, et land, der er præget af brutalitet: store klasseforskelle, terrorisme, politiundertrykkelse, politisk korruption og diskrimination af Andesbefolkningen. ”…romanen indfanger brillant og samtidig neddæmpet en på én gang speciel og universel generations verden. Det sker med en serie skitser af de første kærlighedsforhold, seksuelle eventyr, aftener på druk på bohemebarer og berusede diskussioner om musik, litteratur og piger.” Phil Swanson, University of Sheffield

Langt fra Rom handler om den romerske digter Ovids eksil. Romanen følger de historiske begivenheder uden at opsluges af dem. Den er gennemsyret af vid, erotik og poesi, men dette er ingen hindring for forståelsen af romanen. Tværtimod er de med til at konstruere et nutidigt syn på en af det litterære eksils største figurer. Bestående af korte kapitler skrevet med sikker og fin hånd indkapsler Langt fra Rom historien i et litterært univers, som det ikke er set før.

Året er 1990, et af de voldeligste år i Colombias historie, og narkotrafikken har blodtørstigt indtaget magten i landet. Tuluás gader og menneskene i dem beskrives her i rørende historier. Med en sproglig skønhed og sirlighed beretter Alejandro José López om den rædsel, hævntørst, død og kærlighed, der rammer romanens personer. Fru Hermelinda, enke og mor til to; den unge bandit Pacho Tiro og den syge Juancho; bandelederen Armando Valentierra; Maritza, en ung og smuk prostitueret indianerpige; den homoseksuelle maler Rafico; doktor Santiago Álvarez og mange andre skæbner, som åbner deres sjæl gennem dialog, sladder, refleksioner, drømme, mareridt og smerte. Alt dette midt i landskabets pragt, i dagslysets og nætternes adskillige farvenuancer. Her leves de liv, som er en del af Colombias historie. Alejandro José López’ roman giver os et lille indblik i narkotrafikkens verden og i de år, hvor Cauca-floden fyldtes af tusindvis af lig. Ingen er evig er desuden et røntgenbillede af nutidens Colombia, og den viser, at vold også kan belyses fra en anderledes vinkel. Ingen er evig stadfæster for alvor Alejandro José López i rækken af interessante latinamerikanske forfattere.