Bøger udgivet af Brunlynget Bogforlag

Denne krønike omhandler spritsmugleriets kulturhistorie i Nordjylland, som dengang i forbudstiden, var en folke-sport, og vendelboernes vej til ros, magt og lettjente penge. Titlen stammer fra en stort opsat artikel i 1926, der under titlen Smuglerliv i Norden, udnævner Frederikshavn til nordens største smuglerrede. Denne udnævnelse, er blevet påhæftet Frederikshavn flere gange siden, blandt andet da cigaretsmuglerkongen Thorkild Løndal Therkildsen huserede fra 1965. Bogen er en romantiseret krønike om spritsmuglerne til søs, og deres bagmænd og medhjælpere på land, der i Vendsyssel i perioden 1918 til 1960smuglede vin og sprit til det tørstende folk i Danmark, Sverige, og ikke mindst Norge, hvor tørsten var stor. I bogen nævnes, selvfølgelig også, den kendte spritsmugler Ernst Bremer med nye historier, fortalt af nordiske journalister, forfattere og myndighedspersoner. Også under anden verdenskrig kom nogle af disse spritsmugleres erfaringer til hjælp for modstandsbevægelsen ved transport af jøder, nedskudte engelske flyvere og danske og norske sabotører. Spritsmuglingen var på grund af krigen aftaget noget, men blev nu suppleret med smugling af andre varer, som var afgiftsbelagt eller var en mangel i husholdningen i de enkelte lande.

En ny nøgleroman og opslagsværk over Øge, kæle og tilnavne i Søværnet med de morsomme historier bag øgenavnene.Da forfatteren i efterkrigsårene voksede op i Skagen havde stort set alle et øgenavn, og da han efter navigations-uddannelse blev shanghajet til Søværnet, var det samme tilfældet her. Og da særlig, de festlige historierne bag øge-kæle- og tilnavnene, altid har fascineret ham, begyndte han i 2016 på to bøger, Øgenavne i Søværnet og Øgenavne i Skagen. Den første bog Øgenavne i Søværnet udgives nu og den anden ultimo 2018.I Søværnet, Søetaten, Flåden, Marinen, Den Kongelige Marine har man givet personer øgenavne, som denne bog omhandler siden Søværnets oprettelse den 10. august 1510. Man gav øgenavne til personer skibe, titler og tjenesteder m.m. Udover øgenavne havde man også i Søværnet tilnavne, som foruden skibsnummer blev brugt af befalingsmænd overfor menige gaster. Det kunne være navnet på den by, vedkommende kom fra, f.eks. Hvide Sande, eller dennes profession, f.eks. fisker. Alle disse øgenavne, kælenavne og tilnavne skal ses med et glimt i øjet, og de fleste, der fik dem tildelt, opfattede dem da for det meste også sådan, blandt andet fordi humor i Søværnet altid har været udpræget. Således gav man indtil for få år tilbage officererne bedømmelse i humor.Eksempel: Flugten fra Amerika. En kendt, festlig premierløjtnant af maskinlinjen. Han fik sit øgenavn efter en kendt bog ”Flugten fra Amerika” af Christian Winther, og fordi han nægtede at sejle over Atlanten i nogle minestrygere, som Danmark havde fået som våbenhjælp(Sund-klassen). Han og andre besætningsmedlemmer, der skulle sejle disse minestrygere hjem, ankom til havnen i USA, hvor minestrygerne var fortøjet. Da Flugten fra Amerika så de små minestrygere, nægtede han at sejle over det stormombruste Atlanten i en af dem. Han blev efterfølgende sendt hjem med fly, hvilket ikke var karriefremmende.

Bogen om Richard banden fortæller om bandebegrebet, som altid vil kunne opstå, hvis man, selv i små byer, ikke kan tilbyde de unge drenge aktiviteter som på fornuftig vis kan holde dem beskæftiget og uden for kriminalitet.Richard banden kan på ingen måde sammenlignes med de kriminelle bander der hærger storbyerne i disse år, men omtaler en selvbestaltet ungdomsklub som i perioden efter 2. Verdenskrig blev etableret i den lille fiskerby, hvor drengene, som alle andre drenge havde behov for, at dyrke de maskuline værdier.Richard banden omhandler en periode ved afslutningen, og kort efter 2.verdenskrig, hvor det ikke var en videnskab at få, og opdrage børn, og hvor børnehaver, ungdomskonsulenter, mentor, curling børn, dampbørn, utilpassede unge og besættere m.m. var ukendte begreber -nemlig i peroden da bedstefar var dreng. Her var de unge ofte overladt til sig selv og deres fantasi og kreativitet med hensyn til at få tiden til at gå indtil mor og/eller far kom hjem fra arbejde. Her kunne de lege og udleve deres drømme og fantasier uden overvågning af kvindelige pædagoger og forældre. Det gjorde dem til hele mennesker der ikke senere i livet havde behov for kanindræberkurser og lignende.»Tilbage i bunkeren stod de to tilfangetagende drenge på ca. 13 år bundet til hver sin pæl. Diskussionen gik nu på, hvad der skulle ske med dem – for straffes skulle de, så mosegårdsungerne forstod, at de skulle holde sig væk. Drengene kiggede med tårer i øjnene fra den ene til den anden, medens den ene vanvittige idé efter den anden blev foreslået, indtil en fik en skrækkelig idé, som Poul nølende accepterede. Drengene fik nu trukket bukserne og underbukser af, medens de skreg som stukne grise. En af drengenes Schæferhund blev holdt i en snor foran dem. Der blev sagt pus, og hunden begyndte straks, at snerre og vise tænder, alt imedens snoren blev slækket så der kun var 20 cm hen til drengenes penis. De skreg nu som vanvittige og sled i deres reb for at komme fri, alt imedens de tissede ned af sig.«

Medens krænkelseskulturen er ved at tage livet af vores grundlovssikrede ytringsfrihed, og alt for mange griber til offerkortet, har Frederikshavner forfatteren Kurt Lundholm vovet at udgive sin tredje bog om øgenavne. Den første bog om dette emne var Øgenavne i Søværnet, der var en succes inden for forsvaret, den anden bog der hed Skagens Øgenavne, var trods forfatterens skepsis, en bragende lokal succes med mange solgte bøger til læsere med tilknytning til Skagens området samt de mange turister der hvert år besøger Skagen. Bogen ramte en nostalgisk trend, hvor læserne ønskede mere af det samme, hvorfor jeg på gentagne opfordringer valgte at skrive en mere omfattende udgave med titlen Skawbo Øgenavne. Da forfatteren i efterkrigsårene voksede op i Skagen havde stort set alle et øge-kæle eller tilnavn, og da han efter skibsføreruddannelse blev shanghajet til Søværnet, var det samme tilfældet her. Og da særlig, de festlige historier bag disse navne, altid har fascineret ham, blev de ubevist også nævnt i de andre bøger han udgav- ligesom han fandt, at der i den omfattende litteratur, der er udgivet om Skagen, stort set ikke fandtes en bog eller artikel uden at øge-kæle eller tilnavne var nævnt.Derfor valgte han i 2016 at påbegynde de nævnte bøger, hvor alle personer i bøgerne eksisterer eller har eksisteret, men forfatteren har af respekt for personerne og lovgivningen i disse nøgleromaner og opslagsværk, valgt kun omtale øge, kæle eller tilnavnet, titlerne og historierne bag navnet, -enkelte steder krydret med egne oplevelser, historier fra udgivne bøger og genfortalte historier. Få steder er døbte navne dog nævnt, efter tilladelse, eller fordi de er nævnt i allerede udgivet litteratur.Disse øge-, kæle-, og tilnavne skal ses med et glimt i øjet, og de fleste, der fik dem tildelt, opfattede dem da for det meste også sådan, blandt andet fordi humor i Skagen-særlig på havnen var, og stadig er, udpræget.

Denne nøgleroman er den tredje og sidste i trilogien, som omhandler morsomme historier fra handelsflåden, søværnet og marinehjemmeværnet i perioden 1953 til 2006.Romanerne er opbygget omkring kendte skibe og tjenestesteder, med fortrinsvis opdigtede personnavne, inspireret af aktuelle hændelser og genfortalte historier fra handelsflåden, søværnet og marinehjemmeværnet, hvor humor og øgenavne siden Tordenskjolds tid har været en vigtig del af virksomhedskulturen og traditionerne. Hvorfor også officererne i søværnet fik bedømmelse i humoristisk sans.Romanerne omhandler mange farverige personligheder i henholdsvis handelsflåden, søværnet og marinehjemmeværnet. Persontyper, som i dag, i vores å så politisk korrekte samfund, desværre ikke findes mere.Der er, for at sætte romanen i den rette tidsperiode, nævnt en række faktiske begivenheder og personer. Personerne er nævnt bag i bogen.For god ordens skyld skal nævnes, at såfremt læseren finder ligheder mellem personer, der ikke er nævnt under listen over faktiske personer, og nulevende og afdøde personer, må dette alene tilskrives læserens fantasi, idet alle disse personer er frit opfundne.Romanerne omhandler også en periode i søværnet, hvor chefer var chefer, og ikke som det ofte skete senere, at nogle chefer fulgte admiralens vise og blev ført som dukker i et dukketeater af talsmænd og fællestillidsmænd, fordi de ikke havde samme solide baggrund i arbejdsret og overenskomstaftaler som tillidsmændene og tillidskvinderne havde, og hvor forsvarsledelsen, når noget blev ubekvemt, valgte at være politisk korrekte og glemte deres militære ledelsespligt, nemlig at bakke op om personellet i felten og på skibene. De havde allerede som unge officerer lært at ydeevne ikke nødvendigvis er vejen til topjob. Det er vigtigere, at lefle for de rigtige personer og have et godt forhold til chefen også i fritiden.Så var det nemmere at vaske hænder og følge admiralens vise:” Da mine egne tanker var så få og små så endte jeg med kors og bånd og stjerne på”.De af dem som kunne holde kæft og holde egne tanker indenbords, flød ad små kanaler, med hjælp af foreningen til gensidig ros og berømmelse, videre til job på de bonede gulve i NATO stabe, Forsvarskommandoen og i ministeriet, og undgik herved behændigt, at komme ud på det dybe vand.Her gik de dagligt op og ned ad de bonede gulve med en vigtig sag i hånden, alt imens de nynnede: ”Hold dig i enhver henseende fra det dybe vand. Stå aldrig til søs – lad de andre stå, I får stribevis af kors og bånd og stjerne på”.De resterende officerer, der blev kaldt småsvinene, valgte at være rygraden i søværnet og stod til søs, ofte ude på det dybe vand. De fik knap så meget i hyre, idet de som sad ved kagefadet i land, altid sørgede for sig selv først. Så kunne det sejlende folk få smulerne, selv om de havde en arbejdstid der var væsentligt længere, og mere risikofyldt end på de bonede gulve, hvor det værste der kunne ske var, hvis de skvattede på det nybonede gulv.Der er skrevet utallige bøger om marinens heltegerninger og søslag og om hvor dygtige officererne i søværnet er og var, for god markedsføring har altid været et ”must” i firmaet. Ikke desto mindre er det korrekt, hvad Churchill sagde i 1942, nemlig at: ”Most – if not all - of the Navy’s work goes on unseen.”Det er måske godt det samme, for ikke alle de rævekager nogle guldkysede officerer der var medlem af foreningen til ros og berømmelse gik og lavede i nulenergihuset, tålte dagens lys.Forfatteren har dog fortrinsvis i denne serie valgt at fortælle om de morsomme historier, der gik som vandrehistorier eller kabysrygter, og som selvfølgelig ikke blev omtalt i forsvarsmedierne og da slet ikke i Hjemmeværnsbladet, der i øvrigt gik under øgenavnet Pravda.Derfor skal bogens titel med henvisning til admiralens vise også tages med et glimt i øjet når der bliver skrevet: “Stick close to your desks and never go to sea. And you may be the rulers of the Queen’s Navy.”

Denne nøgle roman er den anden bog i en serie ,som omhandle rmorsomme historier fra handelsflåden, søværnet og marinehjemmeværnet i perioden 1953 til 2005. I den første bog ”SØRIDDERNE” fulgte vi i perioden 1953 til 1966 Benny fra fiskerdreng til skibschef i Søværnet med sejlads i mange forskellige skibe i såvel Norge som Danmark.Denne roman,der dækker perioden i søværnet fra 1966 til 1979, har fået titlen Cirkus Marinen. Et udtryk, der i søværnet ofte blev brugt af stampersonel og værnepligtige når myndighederne - særlig personelmyndighederne kvajede sig.Romanerne er opbygget omkring kendte skibe og tjenesteder, med fortrinsvis opdigtede navne,inspireret af aktuelle hændelser og genfortalte historier fra handelsflåden,søværnet og marinehjemmeværnet, hvor humor og øgenavne siden Tordenskjolds tid har været en vigtig del af virksomhedskulturen og traditionerne.Romanerne omhandler mange farverige personer. Person typer, som i dag, i vores politisk korrekte samfund desværre ikke findes mere.Der er, for at sætte i romanen i den rette tidsperiode nævnt en række faktiske begivenheder og personer. Personerne er nævnt bag i bogen.For god ordens skyld skal nævnes, at såfremt læseren finder ligheder mellem personer, der ikke er nævnt under listen over faktiske personer, og nulevende og afdøde personer, må dette alene tilskrives læserens fantasi, idet alle disse personer er frit opfundne.Romanerne omhandler også en periode i søværnet,hvor chefer var chefer, og ikke som de senere,da 1968 oprøret slog rigtigt igennem, ofte blev ført som dukker i et dukketeater af talsmænd,fællestillidsmænd og politikere, og derfor havde svært ved at tage beslutninger.Derfor valgte de af bekvemmelighedsgrunde at følge admiralens vise:” Da mine egne tanker var så få og små valgte så endte jeg med kors og bånd og stjerne på”.De af dem som kunne holde kæft og holde egne tanker indenbords, flød af små kanaler, med hjælp af foreningen til gensidig ros og berømmelse, videre til job på de bonede gulve i NATO stabe,forsvarskommandoen og i ministeriet.Her gik de dagligt op og ned af de bonede gulve med en vigtig sag i hånden, alt imedens de nynnede:”Hold dig i enhver henseende fra det dybe vand.Stå aldrig til søs – lad de andre stå I får stribevis af kors og bånd og stjerne på”.De resterende officerer,der blev kaldt småsvinene, valgte at være rygraden i søværnet og stod til søs, ofte ude på det dybe vand. De fik knap så meget i løn, idet de som sad ved kagefadet i land, altid sørgede for sig selv først. Så kunne det sejlende folk få smulerne, selv om de havde en arbejdstid der var væsentligt længere, og mere risikofyldt end på de bonede gulve, hvor det værste der kunne ske, var, hvis de skvattede på det ny bonede gulv.Der er skrevet utallige bøger om marinens heltegerninger og søslag og om hvor dygtige officererne i søværnet er og var, for god markedsføring har altid været et ”must” i firmaet. Ikke desto mindre er det korrekt hvad Churchill sagde i 1942, nemlig at:”Most –if not all- of theNavy’s work goes on unseen”. Det er kanske godt det samme.Forfatteren i denne serie har dog valgt at komme tæt på nogle af disse usete og ufortalte ting i orlogslivet herunder de morsomme historier man sjældent omtalte officielt i søværnet, men som gik som vandrehistorier eller kabysrygter. Det kan falde nogle af de mere sarte officerer for brystet -særligt dem som fik under norm i bedømmelsen i humoristisk sans,men det er gjort af kærlighed til søværnet og marinehjemmeværnet, og den dejlige tid forfatteren tilbragte til søs og i land. En tid, som selv om karrieren tog en anden retning end planlagt, han aldrig har fortrudt.Onde tunger kan med rette hævde, at forfatteren selv tog noget af admiralens vise til sig, nemlig:”Med strømmen flød jeg stolt min vej for den der flyder, ja, han drukner ej!”

Romanen har til formål, at belyse hvor galt det kan gå med massive forureninger af vores kyster, når politikere og myndigheder, trods gentagne advarsler og rapporter, vælger som Nelson ved slaget på reden, at sætte kikkerten for det blinde øje, og samtidig ikke forstår Murphy' s lov nr. 7 der siger:" Når ting bliver overladt til sig selv, vil de gå fra at være dårlige til virkelig dårlige".Politikerne har i 14 år undladt at bygge nye miljøskibe og sikre besætningerne på de gamle miljøskibe og marinehjemmeværnets fartøjer. Det til trods for at risikoen for en stor ødelægende olieforurening er stigende, idet tankskibstrafikken er stigende, antallet af olieoverførsler på Skagen Red er stigende, der er flere og flere skibe der ikke følger IMO's krav om at tage lods, og sidst men ikke mindst, er der et stigende antal fulde østeuropæiske navigatører der sejler på grund eller kolliderer med andre skibe. Politikerne valgte når de blev presset af medierne, at iværksætte endnu en undersøgelse, og håbede at hvis uheldet var ude, at satse på at svenskerne med deres nye miljøskibe igen klarede oprensningen for dem, og det i en situation, hvor svenskerne agter at skære ned på miljøbeskyttelse i deres kystvagt.Til sidst måtte en Socialdemokratisk ledet regerings forsvarsminister tage et fyord i sin mund, nemlig udlicitering. Det ville være en vind vind situation, idet politikerne, så når uheldet med manglende oprensning af et større olieudslip, kunne skyde skylden på det firma der vandt udliciteringen, og igen vaske hænder. En udlicitering som forsvaret vandt, hvorfor der nu efter 16 års nølen, endelig påbegyndes tegning af nye skibe, der vil være operative i 2020.Se anmeldelser på :www.brunlynget.dk