Bøger udgivet af Arne Herløv Petersen

I "To Tidsaldre" (1845) sættes revolutionære frihedsidealer overfor guldalderens borgerlige dannelsesidealer. Her tegnes et portræt af endnu en af forfatterskabets madonnafigurer – nemlig Claudine, som trods sin status som forført og forladt enlig mor (set fra et borgerligt perspektiv) forbliver tro mod sine følelser og sin rolle som mor. Claudines revolutionære seksuelle frigjorthed modstilles den nye tids blide og tilbageholdne heltinde, hvis identitet ligger i omsorgen for hjemmet. En identitet, som kvinden desuden ifølge Thomasine Gyllembourg har stor indflydelse på at udvikle. (Litteratursiden)

Improvisatoren er en klassisk dannelsesroman efter det mønster, som Goethe grundlagde med sit romanværk om Wilhelm Meister. Dannelsesromanens emne er individualismens kerneproblem: balancen mellem individets søgen efter sit eget og samfundets modsatte krav om de mange individuelle viljers indordning i fællesskabet. ... I Improvisatorens indledning kan jegfortælleren, den modne, afklarede Antonio, således fremlægge romanens program og definere dens konflikt…Det tidligt forældreløse, romerske underklassebarn Antonio optages i den fornemme borghesiske familie og bliver sat i Jesuiterskolen i Rom. Antonio er en talentfuld improvisator (dvs. en kunstner, der improviserer både tekst og melodi til de sange, han fremfører, ofte med emner foreslået af publikum). Som 16-årig forelsker han sig i den unge tiljublede sangerinde Annunziata, men han må flygte, da han ved et uheld sårer sin skinsyge medbejler, officeren Bernardo. Fejlagtigt tror Antonio, at Annunziata elsker rivalen. På sin flugt ender den kyske Antonio i Napoli, hvor han med nød og næppe undgår at få taget sin dyd af den gifte og svulmende fru Santa, og hvor han overser en notits i avisen om, at Annunziata er i byen, fordi han kun er optaget af avisens rosende omtale af hans egen optræden som improvisator. Nogle dage senere forulykker han i en båd ud for Capri og vågner op i en klippegrotte, hvor alt indbefattet hans eget legeme er lysende blåt. I en båd roet af en gammel mand og med en underskøn, purung blind pige, Lara, som passager, bringes han frelst ud af grotten, men uden at kunne forstå betydningen af det, han har oplevet.Resten af romanen handler om Antonios opklaring af grottegåden. Efter seks lange, bitre år i Rom, hvor opdragerne gennemtrumfer hans uddannelse og dannelse, får han lov at rejse frit og søger nordpå til Venedig, som synes ham at være dødens by. Efter års pause optræder Antonio atter som improvisator. Emnet er imidlertid ikke som tidligere ham selv, men nogle omkomne fiskere og deres nødlidende efterladte. Og idet han hyldes for sin nye, omverdensvendte kunst, forvandler Venedig sig for ham til en feverden, ligesom han selv bliver en anden. Det viser sig på to ledder. For det første genser han den fordums elskede, nu døende Annunziata og indser sin fejltagelse. For det andet forelsker han sig i venetianerinden Maria, der ligner den blinde Lara til forveksling. Efter en tur nordpå til det forfaldne Verona og det kolde Milano, hvor han genser og forsones med Bernardo, haster Antonio tilbage til Maria, som han tror død og frier til i febervildelse. Men da han vågner op, erkender han, at Maria er Lara, der er helbredt for sin fysiske blindhed, sådan som han nu selv er blevet det for sin åndelige. Et par år senere kan den lykkelige ægtemand da med barn og hustru gense grotten og omsider erklære dens gåde for løst: „Nu var hvert overnaturligt Syn opløst i Virkelighed, eller Virkeligheden gaaet over i Aandeverdenen, som altid her i Jordelivet, hvor Alt fra Blomstens Frø til vor udødelige Sjæl er et Under, og dog vil Mennesket ikke troe derpaa.“(Store Danske Encyklopædi)

"Nye strandingshistorier" fra 1905 slutter sig til samlingen "Strandingshistorier" fra 1901 og beretter flere historier om strandinger på den jyske Vestkyst, om farefuld redning, de gange hvor man ikke kunne stille op og ligene drev i land, og om folk, der ikke undser sig for at plyndre vragene. Kostelig er historien om dengang et skib med kinesisk besætning drev i land, og de måbende vestjyder så på de fremmede: "Mange Slags Sprog har vi hørt herude, Jøsses ja, mange fler end som baade Præst og Herredsfoged kan magte, men aldrig saadan noget Pludder som Kinesisk: de snadrede ligesom Ænder. Naar en ser kinesisk Skrift paa en Tedaase, kan en da sige sig selv, at den Slags Krimskrams kan ikke blive til et rigtigt Sprog. Der er det grimme Øjesyn ved en Kineser, en véd aldrig, hvor en har hans Øjne henne, han maa jo kunde se udad til begge Sider ligesom et Kreatur."

Samtidens anmeldelser af Niels Møllers "Efterår" (1888):»Man maa anerkende i »Efteraar« ikke at træffe noget Digt, der ikke fængsler ved sit Indhold og ved sin malende Kraft. Digtsamlingen er en ganske særlig lovende, ja næsten fuldendt Debut.« - Jyllands-Posten"De, der har Sans for anden Poesi end romantisk Klingklang, vil læse Niels Møllers smukke og følte Vers.« - Politiken"Disse Digte er i Virkeligheden en Debut saa lovende, som der vel i adskillige Aar ikke er set.« - Dagbladet"Siden Drachmanns første lille Bind Digte er der næppe herhjemme udkommet nogen mere lovende Første-Samling.« - Morgenbladet"Det er længe siden, der udkom en betydeligere Digtsamling end Niels Møllers »Efteraar«. Fuldendt Form, Følelse og Tanker." - Verdens Gang

Om Niels Møllers digte skrev litteraturkritikeren CE Jensen: "Der var i disse digte en stærkere og stoltere personlighed, en renere og strengere stil end i den samtidige unge lyrik. Stemningen var tungsindig, men det var ingen veg og selvopgivende tungsindighed, det var en mandig melankoli, en sund bitterhed, det var tankevægtige, viljefaste, trodsige vers, prægede af hellensk ånd og iklædt klassiske former".

Niels Møllers novellesamling "Hændelser" (1890) "indeholder sømandsfortællinger af en krassere realisme end Holger Drachmanns og psykologiske analyser af stor skarpsindighed" (Store Danske Encyklopædi)Niels Møller søger i sine noveller "at forlænge sjælestudiets banede stier ind i de dunkle dybder, der ligger bag om de hemmelighedsfulde magter, som forvirrer fornuften, de ubevidste indskydelser,som kogler for viljen og brygger sejd for sanserne". (CE Jensen i "Vore dages digtere" 1898)

I "Vore Dages Digtere" (1898) skriver CE Jensen om Niels Møllers novellesamling "Koglerier": "I novellerne studerer han disse hverdagsmennesker, afdækker deres sjæle lag for lag og skal for skal. Han viser, hvordan der bag det tilsyneladende hverdags er skæbnesvangre kræfter i virksomhed, drifter og instinkter. som stiger op fra det ubevidstes bund og viljeløst opkaster sig til herre over viljerne,og han udfolder den yderste skarpsindighed og finhed i studiet af sådanne halvmystiske fænomener, idet han forklarer dem gennem en strengt lovbunden årsagsrække på lignende vis, som Edgar Poe i sine uhyggelige historier... Niels Møller forstår i sin fremstilling af sjælelige tilstande at lade den ene stemning ligesom ubevidst gennemskine og afskygge den næste, at lade halvskjulte anelser foregribe den færdige tanke og dunkle drifter tage styret over viljen."

Knud Hjortøs "Tvelys" (1917) er en ganske mærkelig bog, et romaneksperiment,der væver drømme og vågen tilstand sammen. Som Joyces "Finnegans Wake" en snes år senere udspiller handlingen sig hovedsagelig gennem én nats drømme. Ved udgivelsen skrev Chr. Gulmann i Berlingske Tidende 22.12. 1917: "Kendere har jo længe regnet denne forfatter mellem vores bedste. En bog som "Tvelys" viser et fortælingens mesterskab, som kun få herhjemme råder over... Der er forfinet billedkunst og sørgmodig verdenserfaring i disse drømmebilleder... Er den skabende digtning ikke netop drøm?"Hans Brix skrev i Nationaltidende 7.11 1917 bl,a,: "Drømmebillederne er fortalt med en beundringsværdig kunst. Hjortø har af Strindberg lært, at drømmens fantastik har fortræffelige digteriske motiver, og han har derpå ved selvstændigt og ypperligt talent udnyttet drømmemotivet i skildringen; her forekommer både den langsomme opskruning af en forestilling og det uformodede spring over på et ganske uvedkommende område: Kort sagt hele drømmenes ulogiske logik... Mindelser fra barndommens og ungdommens poesi slår stadig på ny igennem midt mod den tunge vandring mod undergangen; bestandig synes de dog fjernere fra den vandrende; bestandig tungere føles det at erindre deres glans"

Ingen steder kommer Hauchs livsbetragtning så rent til orde som i hans lyrik. Prosa og lyrik er to adskilte scener i forfatterskabet: Der er romanernes store scene, hvor de skiftende verdensbilleder udfoldes med bred rollebesætning, og der er lyrikkens intime scene, hvor jeget optræder i sin egen kompromisløse rolle.Et karakteristisk mønster tegner sig allerede i ungdomsdigtet „De stridige Veie“ (1814), hvor konflikten mellem videnskabens og poesiens sandhed males i voldsomme naturbilleder. Det er ren Sturm und Drang. Erfaringens alvor træder stærkere frem i „Bekjendelse“ (1842), der er en status over kunstnerkaldet…Digtet „Bekjendelse“ står centralt i forfatterskabet, og Hauch nævner det selv i erindringerne som et memento over sit liv. Baggrunden er den svære personlige krise under sygdommen i Italien, som førte ham tilbage til et livshåb i digtningen. Digtet er så et tilbageblik og en meditation over dette håb. Hauch taler selvblottende og til dels overdrivende om sin manglende succes hos publikum: „Thi sielden har et Haandtryk, / Et venligt Blik, / End sieldnere en smeltet Menneskesiæl / Betalt mig for min Sang.“ Men den halvkvalt sørgmodige røst hæver sig gennem digtet til en tone og et håb, der bærer langt ud over miskendelse og det, som han afvisende kalder „Verdens Glimmer“. For i digtets højere sfære tolkes tilværelsen efter en anden monumental skala, så at digteren føler:den høie Giengieldelses Ret,Hvis hellige Finger,I det den fælder sit Offer,Over dets GravHenpeger mod Evigheden.Digtet handler om forfængelighed og forgængelighed, og gengældelsen er den højere retfærdighed, der udligner og godtgør de jordiske tab. Under evighedens synsvinkel er „Verdens Glimmer“ intet. Digtet udkaster i sin sidste gestus et mægtigt visionært rum, hvor den jordiske størrelsesorden er formindsket, og hvor det er den poetiske vision, der har bærekraft ud over timeligheden:I den mørke Høstnat;Da aned jeg, at der gives Tanker, der,Stiernerne liig,Ikke lyse for Jorden, men over den.Brandes kalder i sit essay med rette denne sidste linje for „ubegribelig stolt“, men man kan tilføje, at det lyser ud af digtets øvrige tale om offer, grav og gengældelse, hvordan afkaldets stolte etos er resultatet af en kraftanstrengelse.Det, der ofres og begraves, er også sanseligheden. Og ikke mindst tiltrækningen mellem mand og kvinde, der aldrig er rigtig overbevisende i romanerne, selv om det sædvanlige mønster er, at heltene elsker en kvinde, der tabes og genvindes til sidst. Men i ungdomslyrikken findes den friske erotiske sansning side om side med Sturm und Drang-attituden. Fx i „Sang af Hamadryaden“ (fra eventyrspillet af samme navn), hvor længslen efter kvindens krop på raffineret vis er spejlet i naturens former:Naar Vinden gynger paa de smekkre Grene,Jeg Smekkertbøielige, mindes dig.Naar mørke Taageslør paa Bierget skride,Du Mørktbeslørede, jeg mindes dig,Naar fierne Stierner over Himlen glide,Du fiernt Fortryllende, jeg mindes dig.Forelskelsen fremmanes i de suggestive gentagelser „jeg mindes dig“: hun er i alt, hvad jeget ser, og følelsernes sug går i ét med naturens bevægelse: hun er ét med grenens gyngen, tågeslørets skriden og så videre. – Erotisk betagelse er også grundoplevelsen i digtet „Sang af Bajazet“ (fra skuespillet Bajazet, 1828), hvor jeget hengiver sig til erindringen:Du kastede dit Blik paa mig, og jeg forfærdedes,Thi tvende Flammer brændte deri,De brændte mig i min Siæl.Naar jeg lægger mig, da staaer du for mig,Og jeg seer dig i din Herlighed, som jeg saae dig første Gang.Jeg husker det vel, dit Klædebon var sort,Men din Hals mere hvid, end en Melkopal.De tilbedte kvinder i begge disse digte er i orientalsk kostume og følger dermed en særlig romantisk faible for at potensere det erotiske med det eksotiske. Linjen var udkastet hos Oehlenschläger med hans besyngelse af Gulnares yndigheder i Aladdin. Hauchs „Sang af Bajazet“ tager linjen op, blot er 'forfærdelsen' hos Hauch tegn på, at vi er tættere på en mere kompliceret erotik end den sanselige charme hos Oehlenschläger.(Dansk Litteraturs Historie)

Palle Rosenkrantz skrev nogle af de første danske kriminalromaner, hvoraf den bedst kendte er "Hvad skovsøen gemte" fra 1903. I 1907 udkom "Barberkniven", hvor birkedommer Skram bliver rodet ind i en mystisk sag om knivmord i adelige kredse. Eller var det selvmord, da kammerjunker Viffert blev fundet død i sin seng. med overskåret hals? Eller kunne det måske være noget helt tredje?

Børnebogen "Glade barndomsdage i Vestindien" (1903) af Ingeborg Vollquartz viser tydeligt, hvordan forholdene i Dansk Vestindien blev fremstillet herhjemme. Det var den rene idyl alt sammen, de sorte tjenestefolk elskede herskabet, små danske drenge blev forkælet over alle grænser, og guvernøren tronede som en mild fader over det hele. Der var ingen problemer, ingen fattigdom, ingen racefordomme, ingen oprørstrang, ingen der gik fallit. Det var fred og lykke det hele.

I romanen Robert Fulton (1853) når Hauch til en markant afklaring af sin livslange spekulation over natursammenhængen. Det er en historisk roman om den amerikanske ingeniør Robert Fulton, der opfandt og byggede verdens første dampskib. Handlingen udspiller sig i 1790'er-nes Amerika og beskriver Fultons liv og stræben i videnskabens tjeneste og især de forhindringer, han må overvinde, inden han kan krone sin indsats med triumf. Det er en dannelsesroman og dansk litteraturs første ingeniørroman. Litteraturhistorisk set viser den frem til Henrik Pontoppidans Lykke-Per (1898-1904), men der er en verden til forskel, for mens Pontoppidans antihelt ender med at undsige det teknologiske fremskridt, erkender Fulton sit kald i civilisationens store perspektiv. Hauchs kulturoptimisme, hans vision af civilisationsværkets forvandlende kraft er i samklang med den romantiske universalisme og dens begreb om verdensånden som en uendeligt skabende kraft. Et halvt århundrede længere fremme var dette håb overhalet af positivismens tro på empiriens facts, og pessimismen i fin-de-siecle romanerne hos fx Pontoppidan og J.P. Jacobsen var også et opgør med den romantiske idealisme. Dog, Hauchs optimisme er en optimisme på samtidens præmisser og ikke kun naiv. Den er netop reflekteret, og den rummer tillige en revision af hans eget romantiske udgangspunkt.(Dansk Litteraturs Historie)

Peder Syv (1631-1702) var en dansk sprogforsker og folkemindesamler.Hans samling af Almindelige danske Ordsprog (1682 og 1688) overgår ikke alene langt Peder Laales, men udgør hovedstammen i alle senere ordsprogssamlinger. Hans udgave af Danske Viser (1695 og mange senere optryk) består af Anders Sørensen Vedels 100 viser, hvortil Syv føjede 100 andre, som han selv havde samlet; blandt disse findes også viser fra hans egen tid (L. Kocks Dannevirkevise m.m.) og oversættelser af nogle islandske kvad. I håndskrift efterlod han sig flere fuldendte som ufuldendte værker, bl.a. Den danske Boglade, en ræsonnerende fortegnelse over danske bøger, samt forarbejderne til et veterinærmedicinsk skrift Medicina Veterinaria dateret 1700.(Wikipedia)

Vilhelm Zabern (1834) er Hauchs første historiske roman og den mest gennemkomponerede. Intrigen udspiller sig i Norge og Danmark i begyndelsen af 1500-tallet omkring Christian 2.s hof. Der er i ordets dobbelte betydning tale om intrige, for i centrum står kongens forhold til den hollandske maitresse Dyveke og hendes mor, den intrigante Sigbrit, der ved hjælp af datteren har indyndet sig i kongens gunst. Vilhelm Zabern er sekretær hos kongen, han er dygtig og loyal, men hans kærlighed til Dyveke spinder ham ind i Sigbrits rænker med det resultat, at han anklages for statsforræderi. Bogens skurk er skriveren Faaborg, den amoralske opportunist, der findes i ethvert magtmiljø. Han spionerer snart for kongen, snart for Sigbrit, og det er ham, der angiver Zabern og Dyveke på deres flugt, som ender med hendes selvmord.Bogens centrum er Dyveke. Hun er skøn og fristende, men bliver et offer både for moderens manipulationer og for sine egne indre impulser. Hauch tegner her er et karakterportræt af en ny type 'uskyldig' femme fatale, som danner epoke i litteraturen. Hun er det impulsive og lunefulde naturbarn, der er god på bunden, men så styret af sine ubevidste drifter, at hun på den ene side forfører mændene, på den anden side selv bliver en kastebold mellem de stærkeres viljer.(Dansk Litteraturs Historie)

Handlingen i En polsk Familie (1839) er tæt på samtiden, den foregår under den polske opstand i 1830 mod russisk overherredømme, og den lægger sit snit i dynamikken mellem de nære relationer i adelsfamilien Litowski og den brede folkelige oprørsbevægelse. Vi overværer episoder med politiske fængslinger og ideologisk debat, vi er med i de revolutionære klubber og på krigsskuepladsen i slag mellem polske patrioter og russiske kejsertropper. Hauch lader, som en anden Walter Scott, sin fortæller kommentere forholdet mellem fiktion og historie undervejs: „Det er Historieskriverens Pligt at overskue Tidens Hovedstrøm, Digteren derimod dvæler helst ved de mindre Sidestrømme og Hvirvler nær ved Kysterne; dette maa være vor Undskyldning, naar vi her kun i Korthed omtale den egentlige Kamp, som vi ene skulle berøre, saavidt den staaer i Forbindelse med de Personers Levnetsløb, vi her beskrive.“ Der er noget omstændeligt over Hauch som fortæller, han har ikke Scotts hurtige vid eller hans evne til at trække historisk realisme og røverromantik sammen i et spændende plot. Hos Hauch ses det historiske stof gennem idéen, og læserappellen ligger i de følelsesladede personoptrin.(Dansk Litteraturs Historie)

I romanen Guldmageren (1836) er handlingen spundet omkring alkymiens gåde og henlagt til August 2.s tid omkring 1700-tallet i Dresden. Middelalderens alkymi og dens status mellem magi og videnskab udøvede stor tiltrækning på romantikerne, og det er heller ikke sært, at Hauch med sin faglige baggrund måtte spekulere over metallernes uopdagede mysterier. I fiktionen kunne han tillade sig at slippe fagmandens kølige skepsis og udmale scenerier, hvor alkymisten de Geer, doktor Rosenfeld og hans student Theodor tyder naturens „Zifferskrift“ og smelter guld i laboratoriets dunkle belysning. I det hele taget afgav samtidens naturfilosofiske spekulation og de nye opdagelser af elektricitet og magnetisme et stof, som fiktionslitteraturen kunne udnytte i sine gotiske chokhistorier og i skildringer af naturens dunkle natside. Det er også den fascination, Mary Shelley skrev sin siden så berømte roman Frankenstein (1818) på, og som gennemsyrer Ludwig Tiecks novelle „Der Runenberg“ (1802) samt flere af E.T.A. Hoffmanns fantastiske fortællinger. I Hauchs roman har alkymien en tvetydig status. Hovedhistorien er en kærlighedshistorie, og guldmageriet fungerer både som drivhjul for intrigen og som prøvesten på personernes moralske habitus. De overfladiske og selviske personer er, som man kunne forvente, kun interesseret i guldet som kilde til rigdom og magt, mens Theodor, den søgende hovedperson, indvies i alkymien med en dybere indsigt i elementernes ånder og naturens inderste.(Dansk Litteraturs Historie)

Henrik Hertz’ eneste roman. ”Stemninger og tilstande”, udkom i 1839. Det er en meget omfangsrig bog, og dens mange forviklinger og afsluttende række af lykkelige bryllupper vil næppe kunne interessere så mange læsere i dag.Men der er en anden grund til at beskæftige sig med bogen. Den er en nøgleroman. I bogen optræder Søren Kierkegaard, HC Andersen og kritikeren PL Møller, som Hertz så dem på et tidspunkt, hvor de endnu ikke var blevet så berømte, som de senere blev

"De frifarvede" var i Dansk Vestindien de mennesker af blandet europæisk-afrikansk afstamning, der ikke var slaver, men i mange tilfælde selv slaveejere, men som på grund af deres afstamning alligevel var udsat for de hvides fordomme. Henrik Hertz har en fin forståelse for forholdet mellem forskellige folkegrupper og skildrer i "De frifarvede" en ung hvid mand, der elsker en "frifarvet" kvinde, selv om hans mor gør alt, hvad hun kan, for at forhindre forbindelsen.Den lange novelle "De frifarvede" udkom i 1836 som del af "nytårsgaven" "Kærligheds veje". Den er i 1998 genudgivet af Dansk Vestindisk Selskab og præsenteres hermed i forbindelse med 100 års dagen for Danmarks salg af De vestindiske Øer.

Robisonaden "Øen i Sydhavet" er Oehlenschlägers eneste roman. Forfatteren kaldte den "en cyklus af fortællinger i indbyrdes poetisk sammenhæng". Øen er den fiktive Klippeborg i Sydatlanten, syd for St. Helena. Her strandede engang Albert Julius, der bliver stamfader til et talrigt afkom og regerer over øen i trekvart århundrede. Hans grandnevø Eberhard Julius modtager et brev om, at han skal gå om bord på et skib i Amsterdam og derfra sejle til Ostindien, men undervejs viser det sig, at det er Klippeborg, de er på vej til. Bogens forskellige personer fortæller deres historie, og vi kommer vidt omkring i tid og rum. Da det nu er Oehlenschläger, bryder personerne ofte ud i sang. og der er mange smukke indlagte digte i den omfangsrige roman.

Om "Det ideale hjem" (1900) skrev Social-Demokraten 13.12. 1900:""Det ideale Hjem" er Navnet paa et videnskabeligt Værk, som Romanens Hovedperson, Naturforskeren Adam Malling udgiver. I dette Værk udtaler Forfatteren sine revolutionære Anskuelser om Ægteskabet. Det gælder, siger han, om at ophæve Elskovens "Vornedskab" og om at frigøre Driften for at gengive Afkommet "Elskovsbørnenes" Sundhed, Kvinderne deres Renhed og Stolthed, og Mændene den Bejler-Kraft, som de nu højst et Par Gange i deres Liv faar Lejlighed til at udfolde – til Skade for dem selv og Samfundet. Lige som det attende Aarhundredes Filosofer har frigjort Troen, og lige som det nittende Aarhundredes Socialdemokrati har tilkæmpet Masserne Haabets Frihed, saaledes skal det være det kommende Aarhundredes Opgave at løse Kærlighedens beskæmmende Lænker. Som Motto paa Værket har Adam Malling "i naive Trods" sat Ordene: Fri Tro, frit Haab, fri Kærlighed.Adam gifter sig selv med den unge Pige, han elsker. Men han forlader hende efter en kort Tids Samliv, for at deres Kærlighed kan staa "som et helligt Møde, der havde løftet dem op over Døgnets Smaalighed". Og fri drager han ud i Verden.– Som sædvanlig har Henrik Pontoppidan kastet et let ironisk Skær over den Hovedperson, der udtrykker hans egne oprørske Anskuelser. Bogen vil utvivlsomt vække Opsigt og Diskussion."

Om "Højsang" af Henrik Pontoppidan skrev Edvard Brandes i Politiken 25.10. 1896 bl.a.:"Ironien, der flammede i Nattevagt, tindrer ogsaa i Højsang. Titlen er ironisk, og Pontoppidan har valgt til sin Helt, en ung Dumrian, som han stadig ironiserer over, en toogtyveaarig Student, der er dragen til Jylland – bort fra sin lille Kæreste – for at lære de store Passioner at kende. Han finder dem ogsaa ude i Vesterhavsstormen og paa den vilde Hede – men i noget forkommen Tilstand hos en fordrukken Toldassistent og en næsten sindssyg Proprietærfrue. Der er ingen Respekt hos Pontoppidan for de to Lidenskabens Repræsentanter, han opstiller: han staar helt udenfor og ovenover sine Personer, men han skaber dem alligevel i en vis Storladenhed. Mangen Poét vilde en Smule koket identificere sig med den store Hjærteknuser og Æventyrer, den vilde Jæger og sentimentale Drukkenbolt v. Hacke. Intet er Pontoppidan fjærnere; han spotter over den Kadaverlyrik og den Alkoholfortvivlelse, som den arme Klitassistent henfalder til, men alligevel er Hacke, sammenlignet med Egnens tarvelige Smørfjerdingssjæle, en hel Karl, en Vildbasse, der imponerer sine Omgivelser, medens han færdes imellem dem og ved sit Selvmord løskøber megen Daarskab og Elendighed.Ligesaa den Dame, som han elsker, Fru Lindemark. Hvor nemt for Pontoppidan at gøre hende til en Nora, en Messalina, en George Sand – efter Behag. Pontoppidan ser paa hende med Sympati, men uden Beundring. Han gør hende ikke en Smule smukkere end – hun i Virkeligheden var, har man Lyst at sige, saa levende staar hendes Skikkelse for En. Pontoppidan anskueliggør for En den stærke Tiltrækning, som hun øver paa Hacke, men han skjuler ikke for Læseren, at hun i sin Tid ogsaa overfor sin sølle Ægtemand følte en ret kraftig Passion. Under en hæftig Ordstrid kan Lindemark genkalde hende deres Bryllupsrejse saaledes:– Og da vi steg af Toget ved den første Station, vi kom til, og tilbragte hele Dagen sammen i Skovene … og Du kyssede Træernes Blade og kaldte Skoven vort Kærlighedshjem og takkede den. Husker Du det?– Du skal tie! … Du lyver.Men Læserne føler, at han ikke lyver. Saaledes var den stolte Frue en Gang hjærtegreben overfor den Mand, hun nu haaner og foragter paa det dybeste. Hun bliver ringere i Læserens Øjne. Og alligevel – naar hun er saa sammenknuget af sin Passion, saa helt udenfor alle Regler betages af sin Kærlighed til Hacke, naar hun ender sit arme Liv paa en Sindssygeanstalt, saa bliver der – trods Bogens Ironi – en vis Storstilethed over hende ligesom over hendes Elskers bedrøvelige Skikkelse.Højsang er skrevet med Pontoppidans fuldkomne Kunst. Det er en overmaade vittig Bog, især er Ægtemanden Lindemark – Overrisleren – tegnet med kostelig Humor. Højsang rummer en literær Satire af passende Malice, og helt igennem bæres den af Pontoppidans kølige Sindsoverlegenhed."

Hovedpersonen i den "Hans Kvast og Melusine" (1907) er den holdningsløse og selvhævdende komponist Hugo Martens, der optræder som en Hans Kvast, dvs. en pralhals eller vindbøjtel. I en samtidig anmeldelse hedder det:”Hvad Titlen paa Henrik Pontoppidans nye Bog betyder, turde være mere end gaadefuldt. For vel veed vi, hvad "Hans Kvast" er for En, og den Betegnelse passer ganske udmærket paa Fortællingens Hovedskikkelse; og der er vel ogsaa adskillige, der ud af deres Børnelærdom mindes, at salig Melusine var en stakkels Kvinde, der til Straf for at have ombragt sin utro Fader blev begavet med Snohale, saaledes at hun hver Lørdag Aften var dejlig foroven, men "Orm" forneden.. Naturligvis kan det være mindre vigtigt at forstaa, hvad den Titel betyder, selv om det driller Læseren, naar Bogen ellers duer noget, og det gør den selvfølgelig, da det er Henrik Pontoppidan, som har skrevet den. Hans Bog er Fortætning helt igennem: den er fortættet i sin Stil, fortættet i sin Form og fortættet i sit Indhold. Vær saa god, lige til Sagen, hold Traaden fast, ingen lyriske Svinkeærinder, om jeg tør bede – det er Anti-Lyrikeren Pontoppidan, som har Ordet, Panteisten, men Drømmehaderen Pontoppidan…. Historien (er) i og for sig ikke mærkelig. Den fortæller omet sjattet, dansk Mandfolk, en Mand, derer stopfuld af Løgn og anden Liderlighed, men alligevel en Mand med noget Kunstnerblod i sig. Det viser sig, at denne Musikus, der Aar igennem har nbæret sin egen Selvopholdelsesdrift med nogle Smaasange og saa med det, kan har villet gøre, tilsidst former et Kunstværk, uden at dog naturligvis hans Menneskeværd derved vokser… Det tjener til Bevis for Pontoppidans kunstneriske Oprigtighed og dybe Menneskekundskab, at han ikke her alene nøjes med en ny Udgave af Hjalmar Ekdal, men giver os et ægte Menneskebarn, hvis Bagage er nogle Perler og meget Snavs. I det hele varer Pontoppidan sig altid for Overdrivelser. Hvor er ikke denne Skildring af "Hans Kvasten", af hans lidt indskrænkede og kritikløse lille Borgerkone, af Svigerforældrene helt igennem vederheftig og virkelighedstro.”Julius Clausen i ”Berlingske Tidende” 6.12. 1907

"Fra løvspring til løvfald" fra 1918 er et udvalg af Olaf Hansens første syv digtsamlinger, der udkom fra 1897 til 1917. Olaf Hansen (1870.1932) er ikke så kendt i dag, men han var højt værdsat i samtiden, ikke mindst af andre lyrikere, og han fortjener at blive læst for sin helt særlige tone, der ikke er udpræget dansk, men snarere i familie med de islandske sagaer, han oversatte. Der er noget norrønt, noget groft tilhugget og knapt over disse vers, en egen barsk og uforfærdet tone, som man kan kalde mandig. Men samtidig er der noget drømmende og længselsfuldt over hans digte, og denne spænding skaber et indre, dirrende liv i versene:Og granernes meninger vækst mod det højeog alvorsfuld skueni stjernernes øje.Jeg ved, vi kan visneog økser kan gjalde,jeg ved, at endogsåde stærke kan falde.Men nu er jeg kuet -det stikker i hjertet,så aldrig en smertehar stærkere smertet.

"Aakjærs sidste digtsamling "Under Aftenstjernen" (1927)... er mærket af sygdom og vemod. Foråret 1927 lå Aakjær syg i København, og der skrev han samlingens skønne digt "På klinikken", hvor forårets første solstrejf ramte ham som en smerte og fik ham til at længes efter alt det kære ovre i Hovedlandet, den grønne rug, den duftende viol, den galende hane, heden, lærken. Her er også en dyb ængstelse for døden. Mild er han blevet,og som en rigtig digter taknemmelig for lidt. Han småsnakker med solstrejfet på sit pudevår og siger: "Mødte du min hustru / i sit blomsterbed?/ Så har du vel næsten / fået en hilsen med?"Det er det mest tøvende og ængstende "næsten" i vor moderne litteratur. også det mest virkningsfulde. Kun en stor digter kan skabe en så enorm virkning af så jævnt et ord.Minder og venskab, alt det der har været, sysler Aakjær med i denne samling: her er f.eks. hans kendte oversættelse til jysk af Robert Burns' ude i den store verden ikke mindre skattede "Should auld acquaintance be forgot". Digtet er et af vores mest sungne - "Skuld gammel venskab rejn forgo"."(Cai M. Woel: Dansk litteraturhistorie 1900-1950")

Jeppe Aakjærs digtsamling "Vejr og vind og folkesind" fra 1916 indeholder så kendte digte som "Sneflokke kommer vrimlende" og "Jeg er havren, jeg har bjælder på", men også en lang række digte, der ikke er så kendte, men som nok kan fortjene at blive læst - ikke mindst den smule salme "Tag min sjæl, nåderige Gud" og sange med socialt sigte som "De fattiges jul" og "Landarbejdersang", der viser, hvordan Aakjær altid var parat til at kæmpe for at samfundets udsatte skulle få deres ret.

Jeppe Aakjærs "Hjertegræs og ærenpris" fra 1921 er en broget blanding af stort og småt. Her er omkring hundrede småvers, dedikationer og hjertesuk og udfald mod uforstående kritikere, der viser, at Aakjær også kunne være bidsk. Her er de smukke digte til fiskeren, der redder den gamle, der var ved at drukne, og Povl med den tunge skovl, der finder et hittebarn. En del af digtene er skrevet under og omkring første verdenskrig, og her finder man skarpe angreb på militarismen, ønsket om fred og det store digt "Historiens sang" med linjerne: Du Pusling-Land, som hygger dig i Smug, / mens hele Verden brænder om din Vugge.

Jeppe Aakjærs "Jævnt humør" fra 1913 er en samling på fjorten historier, hovedsagelig fra livet på landet, sådan det formede sig dengang, da bonden pløjede med hest, konen spandt og kernede smør og karle og piger fandt hinanden ved ballet eller ved den klukkende å. Historierne er fortalt med lune og kærlighed.

Olaf Hansens hårde og ramme digte er måske ikke meget kendt i dag, men de fortjener at blive læst. I "Sommerdage og mørke måneder" fra 1922 finder man det barske "Den døde skov" om en skovbrand med linjer som disse:Den hugg med klo, den holdt sig rov,den røde ild på bjærget,og efterlod den grønne skovsvedet og flammehærget.I samme samling kan man finde intet mindre end en sonetkrans om kong Arthur, ridderne af det runde bord og den hellige gral. Det er en sonetkrans, der er meget anderledes end Inger Christensens "Sommerfugledalen", og netop derved ser man spændvidden i denne vanskelige digtform, der her er mestret med legende lethed.

""Kvinden vor medhjælp" er en titel, der nok kunne lyde satirisk, næsten med en biklang af Gustav Wied. Det er for så vidt misvisende.. Hans styrke er netop ikke den satiriske type, men det meget specielle, personlige: Den smilende, sikre iagttagelse, der kan drives op til den rent videnskabelige skarphed - som under et mikroskop - er Hjortøs herskende evne, hans mesterskab.. I alle historierne er det kvinden, der virkelig bliver fortællingens midtpunkt. Det er endda.. lige ved, at historien lider under mandfolkets ubetydelighed.. Knud Hjortø er en kvindetilbeder".(Christian Gulmann i Berlingske Tidende 5.10. 1916)

Chr. Gullmann skrev i Berlingske Tidende 27.11. 1918 om Hjortøs novellesamling "Spotske jomfruer": "Ingen dansk forfatter har som han dyrket det talte ords nuancer... I den største og betydeligste af disse historier. "Det leende ansigt", lader han et livs skæbne udvikle sig igennem flygtige og muntre antydninger. Det lyder som en leg og bliver den bitreste alvor, som kunsten vemodigt mildner... For resten er det en mester-novelle, måske en fineste, Hjortø har skrevet".