Bøger udgivet af Arne Herløv Petersen

Nis Petersens ungdomsdigte, der først udkom i bogform otte år efter hans død, viser, at han lige fra begyndelsen beherskede de fjende flotte rytmer, der kendetegner hans senere produktion. Vi finder også her digte fra den store verden og digte om de forhutlede eksistenser, tiggerne og vagabonderne, der altid stod hans hjerte nær. Her er også digte om hans tid på en avisredakton i provinsen.

Ludvig Holstein gjorde ikke stort væsen af sig, men han udgav over en lang årrække digtsamlinger med nogle af de smukkeste naturskildringer, der findes i dansk lyrik. I samlingen "Løv" fra 1918 finder man blandt andet det, der nok er hans mest kendte digt, "Det lysner over Agres Felt" med linjerne:"Vel! Ræk mig da, o Efteraar,en Gravensten, som smageraf Bækken ved min Faders Gaardog Mulden i hans Ager".

Fejlen er, at man på dualistisk vis tænker i dobbeltheder og forestiller sig den menneskelige individualitet eller sjæl som adskilt fra den øvrige natur. I stedet bør man monistisk betragte mennesket og naturen som en enhed. Hvis mennesket har del i en evig væren, skyldes det ikke, at det er hævet over naturen, men tværtimod, at det er indfældet i naturens evige skabelse.Denne enhedslære fremlægges i en lille samling tankedigte, Jehi (1929), betitlet efter Guds skaberord: „Bliv!“ i skabelsesberetningen. I titeldigtet udtrykkes indledningsvis en fortvivlelse over, hvorledes verden for den moderne anskuelse lukker sig om sig selv i en absurd mekanisk aktivitet, der løber ud i intet. „A rose is a rose is a rose“, som Gertrude Stein samtidigt skrev:Sneen er Sne, og den sneer.Hvorfor svarer du, Hjærte,slet intet mer?Timerne svinder saa golde,Stjærnerne blinker saa kolde.Er Livet kun Leer?I de følgende strofer indrømmes det, at enhver skal „blegnende smage / Dødssmertens Salt“. Dog bør det fortvivlede menneske betænke, hvorledes det allerede én gang er blevet kaldt frem ved en underfuld skabelse – „Vist skal den Gavmilde tage / alt, hvad han gav dig, tilbage. / Men – der blev kaldt“ – og da alt i naturens kredsløb virker i en gentagen rytme, kan også denne kalden lyde på ny.I en meningsløs konstatering af, at „Sneen er Sne, og den sneer“, synes verden ganske vist at lukke sig om sig selv, men meningsløsheden udspringer af, at betragtningen kun er overfladisk. I stedet bør verden rettelig tolkes som et meningsbærende tegn, der betydningsfuldt peger ind mod den skabende kraft bag dens fremtræden:Seer du det salige Gry?Sneer det? Ja Æbleblomstblade.Alt blev paany.Bundløs er Foraarets Naade.Frelst ud af Vinterens Vaade,did tør du ty.(Dansk Litteraturs Historie)

"Jens Langkniv" (1915) er en af Jeppe Aakjærs mest læste romaner. Den blev filmatiseret i 1940.*Jens Langkniv (Jens Olesen) var en jysk "Robin Hood", der ifølge sagnet holdt til i Daugbjerg Kalkgruber i 1600-tallet og var særlig aktiv under Trediveårskrigen, da Albrecht von Wallensteins tropper hærgede Jylland 1627-1628. Han var bevæbnet med en kniv, som var bundet fast med en lang line, så han kunne kaste den og hurtigt trække den til sig igen.Ifølge sagnet var Jens Langkniv fredløs fordi han havde dræbt en delefoged, der ønskede Jens' mor brændt som heks. Samme sagn fortæller, at han skulle være blevet taget til nåde efter at have bekæmpet Wallensteins tropper foran Viborgs porte. Men efter at være vendt tilbage til det fredløse liv skal han være blevet henrettet i Horsens.

Der bliver talt meget om danskhed, men det er ofte uklart, hvad der egentlig menes med begrebet. For Ludvig Holstein var svaret ganske klart: Danskheden ligger først og fremmest i en inderlig kærlighed til den danske natur. Den natur, Holstein besang, var uberørt. Den var ikke truet af gift og forurening. Lærkerne svingede sig op mod en blå himmel, æblerne modnedes på grenene, og bierne summede om de utallige blomster i grøftekanterne. Ludvig Holsteins religiøse tro var nært knyttet til naturen - han så en enhed mellem ånd og natur, og han følte, at han kom nærmest til en slags Gud, når han gik ind i den frodige, sjællandske natur. Ingen har skrevet så smukt og indfølt som Holstein om vejret, om fuglene og bierne, om blomsterne og træerne. Se Æbletræet, helt sig selvog Kronen ét med Roden,opløfter under Skyens Hvælven Sommer tung og moden.De skønne Børn af Sol og Jord,som tynger Træets Stamme,er, skønt de husker ej i Fjor,forunderligt de samme.Men har en Sommer fundet Form,saa skælver Livets Skove.Og falder Frugt for Stød af Storm,skal Æbletræet sove.Jeg delte Træets modne Frugtog fandt dens Hjærtekammer.Der sov i brune Rader smuktde nye Æblestammer.Dets Frugt var Bolig for en Aand,som spiler sine Vingerog sprænger sine Puppebaand,naar Pintseklokken ringer

"Arbejdets glæde" er en roman om den nye bonde Visti, frigjort fra højskolens religiøse påvirkning... Visti er en ideal-figur.. Han følger sin egen, af lys forstand og rolig planlægning bestemte vej.. Så står han til sidst som fornyeren af bondesindet.(Danske digtere i det 20. århundrede, 2. udgave 1965)

Sophus Michaëlis' digtsamling "Blaaregn" fra 1913 indeholder en række digte fra en rejse til Japan og Kina, der giver et interessant indblik i de traditionelle samfund, der endnu fandtes dengang. Samlingen indeholder desuden en række smukke minde- og hyldestdigte til blandt andre August Strindberg, Drachmann. Herman Bang og Georg Brandes

"Hvor der er gærende kræfter" - Jeppe Aakjærs landarbejderroman fra 1916 - er en historie, der ender godt, men kunne have endt skidt. Den opvakte hyrdedreng Villads, der tørster efter viden, låner bøger af en gammel murer. Han bliver forelsket i proprietærdatteren Cecilie, men må opgive hende, da hun rejser til København, efter at hendes far har overfaldet Villads. Villads er ved at gå til i druk, men da han genfinder Cecilie, ender alt alligevel godt.

Jeppe Aakjær debuterede som lyriker i 1899 med "Derude fra kærene". Her finder man det digt, der nok er hans allermest kendte - Ole sad på en knold og sang. Men man finder også digte, der ikke er blevet kendte, men kunne fortjene at blive det som "Dødsramt", der begybder: Naar Hvalen rammes af Harpunens Tand, da flygter den med opspilt Mund fra Land. Mod Dybet jager den i Vé og Vaande og løfter kun sit Hoved for at aande.En del af ungdomsdigtene i "Derude fra kærene" blev kasseret af Aakjær, da han skulle udgive sine samlede digte, og nogle af dem har næppe været optrykt siden den i dag sjældne og kostbare debutbog udkom. Men her er alle digtene med i samme rækkefølge som i den oprindelige bog.

"Den vilde rose" fra 1931 er Helge Rodes sidste digtsamling. Her finder man erindringsdigte om barndommen, tankedigte om liv og død og en række digte om forfattere og kunstnere. Der er en renhed og strenghed over mange af digtene, der undertiden står som mejslet i sten, men også en underfundig humor, der nu og da kigger frem.

Sophus Michaëlis' digtsamling "Palmerne" fra 1904 indeholder en del digte fra en rejse til Egypten og Konstantinopel, hvor Michaëlis viser sin åbne holdning til Islam og til arabisk og oldegyptisk kultur. "Palmerne" indeholder også hyldestdigte til blandt andre Bjørnson, Schandorph, Herman Bang og Frederik Salomon. I et digt til det nye tyvende århundrede bekender Michaëlis sig til fremskridtet med ordene: Men du hellige Had - du skal brænde vor Sjæl, / saa vi drives til Daad, saa vi rammer en Pæl / i den Gengangeryngel, som stimer af Jord /, i den trøskede Svamp, som bag Bjælkerne gror. /Vil vi høre til Fremtids-Opbyggerne, / maa vi først se at jordfæste Skyggerne.

1903-udgaven af Ludvig Holsteins Digte er i det store og hele identisk med debutsamlingen Digte fra 1895. Nogle af digtene fra den første samling er dog udeladt, mens nogle andre er kommet til. Man finder her en række af Holsteins kendteste digte som "Vil I kender min veninde?" og "Det er i dag et vejr - et sommervejr"

Sophus Michaëlis' digtsamling "Romersk forår" indeholder mange smukke og formsikre digte, blandt andet en række digte fra Italien, digte om første verdenskrig, mindedigte og den store digtsuite Atlantis.

Helge Rodes digtsamling "Den stille have" fra 1922 rummer ud over titeldigtet om erindringens have og gådernes gåde smukke mindedigte over forfatterens forældre, en række naturdigte og filosofiske digte også "Sangen om Danmark" - Som en rejselysten flåde - og sangen om Dybbøl Mølle, der maler.

"Spredte blade", der udkom i 1942, året før Ludvig Holsteins død, er en samling af viser og digte, der har været trykt i aviser og tidsskrifter, men ikke tidligere har foreligget i bogform. Her er mindedigte og hyldestdigte, digte om jul og Frederiksberg og muntre sange, der viser Holstein fra en anden side end den følsomme naturlyriker. vi kender bedst.*Samlingen afsluttes med Holsteins smukke trosbekendelse: Ja, jeg er Troende, / jeg tror paa det groende, / min Tro kan blive svag / men aldrig briste. / Alt gror / Nat og Dag. / Og jeg tror / til det sidste

Ingen dansk digter har så inderligt og så dybtfølt beskrevet det danske landskab og det danske vejrlig som Ludvig Holstein. Han besynger ikke blot foråret og sommeren, men også november og februar. Det danske bondeland, han kendte, med viber og lærker, blomstrende grøftekanter og heste for ploven, eksisterer ikke mere. Men vejret skifter stadig, og det danske landskabs konturer ligger stadig, som dengang Ludvig Holstein for hundrede år siden gik ad slyngede stier og rakte en arm op for at plukke en duftende gravenstener fra grenen. L

Digtsamlingen (Livets Fest) er et ambitiøst forsøg i Gautiers og Huysmans' ånd på at skabe en række poetiske billedlæsninger, hvor digteren skaber en korrespondance mellem billedkunstens udtryksformer og digtets metaforer. Bogen er dediceret til kunsthistorikeren Julius Lange (1838-96), der i en parallelbevægelse til Georg Brandes åbnede den europæiske dannelseshorisont inden for faget kunsthistorie og på Kunstakademiets billedskoler. En række af digtene er viet til lyriske billedbeskrivelser af Michelangelos slaver i Firenze, Verrocchios rytterstatue i Venedig, Athena Lemnias antikke marmorhoved i Bologna, Tizians maleri Den hellige og den profane kærlighed i Villa Borghese i Rom, Mester Stephans Madonna-tavle i Køln og endelig Rembrandts billedsuite Nattevagten, David spiller for Saul, Dr. Deijmanns anatomiforelæsning og portrættet af Hendrikje Stoffels fra henholdsvis Rijksmuseum i Amsterdam, Mauritshuis i Haag og Eremitagen i St. Petersborg.Dansk Litteraturs Historie"LIvets Fest" indeholder desuden blomsterdigte, digte om livets gang og mindedigte.

Sophus Michaëlis' "Synd" fra 1891 er to fortællinger om unge, fattige piger, der bliver lokket i fordærv - af en lumsk og beregnende forfører eller af sine egne drifter. At give sig hen til en mand er en dødelig fare, for hvis pigen bliver gravid, er hendes liv ødelagt. De to fortællinger - Astrid om den ærbare ekspeditrice, der til sidst optræder som tyv, og Nelly om syersken, der så gerne vil more sig, mens hun er ung, giver et levende billede af københavnske skæbner i en tid, der ikke er så fjern, som den måske kan føles. L

Sophus Michaëlis havde oversat Baudelaire og titlen på den bog, der blev hans litterære gennembrud, digtsamlingem "Solblomster" (1893) henviser til Baudelairs "Syndens blomster". Det er vanskeligt at forestille sig noget mere romantisk end denne bog. Den er højstemt - der er perler og diamanter i en stadig strøm - den er besjælet og fuld af vellyd og rosenduft. Den er som selve inkarnationen af den første stormende forelskelse, med dyb ærefrygtig betagelse, vild lidenskab, længsel og sorg over den elskedes utroskab og svigt. Det er en hjertebankende bog, en gave til alle, der er eller har været forelskede.

Sophus Michaëlis bliver ofte betragtet som symbolist, men hans debutdigte, Digte 1883-1888, der udkom 1889. er alt andet end vege og verdensfjerne. Han skriver om kærligheden, både den lykkelige og den ulykkelige, og om naturen. Han skriver om sit opgør med religionen, om at være gudløs og fri. Og han skriver om sin fremskridtstro, om sit had til pengemagten og sin tro på en bedre verden uden udbytning. I nogle af digtene kan han minde om Rudolf Nilsen: "Hver Morgen hejses i Solens Lys

Dødedansen" fra 1900 er en middelalderlig moralitet. Gennem seks beretninger - om pave, kejser, konge, ridder, bonde og kætter - ser vi, hvordan alle på forskellig vis prøvet at narre og undgå Døden, men alle alligevel tvinges til at træde med i Dødedansen. Kun kætteren Giordano Bruno går med åbne øjne på bålet. "Dødedansen" udkom samme år som Johannes V. Jensen udsendte første bind af "Kongens fald", og der er visse lighedstræk mellem de to bøger, også sprogligt.

Holger Drachmann er havets store besynger - både i billeder og ord. Han var en habil marinemaler, og i sine digte formår han som ingen anden dansk lyriker at indfange alle havets vuggende og brusende lyde. "Sange ved havet" er delt i to dele. I den første bliver havet omkring Danmark indfanget, udforsket og gengivet i ord. I den anden del beskriver Drachmann Venezia, kanalernes klukkende lyde og vandet som en del af byens arkitektur. Det er lyde, der også gennemtrænger hans drømme, som når han skriver "Jeg hører i natten den vuggende / lyd af Venezias vand"

I "Ranker og Roser", der udkom syv år efter Drachmanns opsigtsvækkende debut, kan det ikke skjules, at rutinen undertiden sniger sig ind, og at Drachmann poserer vel rigeligt i sin rolle som skjald og farende svend. Men de bedste af samlingens digte - som Sakuntala og digtet om Walther von der Vogelweide - er fuldt på højde med perlerne i de første samlinger.

Den sjælfulde kærlighed, betinget af afstand, tugt og længselsfuld tilbedelse, er essentiel i middelalderromanen Æbelø. Det er det som at se prærafaelitten Janey Morris i Æbeløs skildring af lysfeen Gro, genstanden for den unge junker, Sølver Falks attrå: „Øjnene var uden Pupiller, uden Blik; naar de saa, var det som hvide Skyer gled frem fra en himmelblaa Baggrund. Om det fintbøjede Hoved dannede Haaret en Glorie af bleggyldent Solspind, der sitrede med fine glimtende Traade i den blidt bevægede Luft“. Hele romanen er holdt i middelalderlig folkevisetone, og spinder da også runevisen om „Hr. Tidemand og Jomfru Blidelil“ ind i handlingen, der formes som en lang bølgende arabesk over afstandskærlighedens forjættelser og savn.Romanen beskriver igennem sine forvandlingsfigurer selve følelsernes forædling. Den stiller den rå maskuline darwinisme og gudsfornægtende herskermoral op over for den sværmeriske, guddommeligt forklarede naturtilstand, stedligt og rumligt formet som øen med paradisæblerne midt i en grum verden, omgivet af vand, uberørt som et refugium uden for tiden. Et sted for tilblivelse. Det er her, det første menneskepar Gro og Sølver til slut skal finde hinanden og føre slægten frelst igennem tiderne. Hele romanen danner en optakt til denne fuldbyrdelse, hvor Sølver må opgive sit darwinistiske jagtinstinkt, og Gros far, Sten Basse, sin herskesyge magtbrynde og sine brutalitetsidealer. Sølver vinder Gro for sit hjerte, da han kastes i fængsel af Sten Basse og fra faderborgens nederste kamre sender sjælelige lokketoner til Gro, der ubevidst fornemmer og modtager dem. Sølver lutres i mørket, frigør gradvist sjælen fra kroppens lænker og møder Gro på lige fod – det vil sige i kysk og ærbar fromhed. De to står i telepatisk kontakt med hinanden. Han drømmer hende hos sig, og hans drømmes tryllekraft er så stærk, at hun kommer til ham om natten som søvngængerske, drevet af længsler, der endnu ikke var „stegen fra Sjælens dybe Bund lig en Perle mod Lyset“. Gro bliver Sølvers inderligkære, da begges sjæle i en trinvis forædling er klaret af den store mester ved essen. Efter deres gedulgte møde i natten bærer Gro frugten af deres hengivelse i sit indre. Og da tiden kommer, føder hun barnet på Æbelø og spreder sit serafiske lys over en naturtilstand, hævet over blod, nerver og instinkt.(Dansk litteraturs historie)

Drachmanns kunstnerroman "Med den brede pensel" er især interessant ved de indblik den giver i kunstverdenen i København i tiden omkring 1870 og skildringerne fra England, Frankrig og Italien i samme periode, netop som impressionisterne begyndte at gøre sig gældende. Der er en del selvbiografiske træk i romanen, hvor man kan se lighedstræk med Drachmanns forelskelse i den unge syngepige Amanda Nilsson, som han i 1887 - samme år som romanen udkom - havde mødt i en cabaret på Frederiksberg. L

"Kunstnere" (1889) indeholder de tre noveller Forårsgrønt, Fjorten dage og En uromantisk novelle, der oprindelig blev trykt i tidsskriftet Ude og Hjemme 1878-80. Holger Drachmann havde selv gået på Kunstakademiet og optrådte som maler med slængkappe, og Forårsgrønt fortæller han om kunstnerlivet, mens samlingens sidste novelle foregå ved den jyske vestkyst.

Hvis man kun kender Drachmann fra midsommervisen og "Der var engang", kan hans debutdigtsamling fra 1872 komme som en åbenbaring. Han var så rasende og oprørsk i disse digte. Måske kan sproget i dag virke lidt gammeldags, men dengang var det nyt og anderledes, for Drachmann trak dagligsproget ind i sine digte. Indholdet har været som et slag i ansigtet på det dannede borgerskab. Drachmann taler med foragt om præsterne og de sløve danske studenter. Han taler om det indelukkede, snævre og beklumrede miljø i de dannede kredse. Og han lovsynger Pariserkommunen her samme år som slaget på Fælleden, samme år det første nummer af Social-Demokraten udkom. Dachmann stillede sig ikke bare på den yderste venstrefløj, men også helt uden for det dannede selskab - han stillede sig sammen med sømænd og arbejdere, og han gjorde det med smældende rim, taktfaste rytmer og i et smidigt og stærkt personligt sprog.

"I storm og stille" fra 1874 indeholder en række mindre skitser og noveller - om bl.a. et ophold på Christiansø, nogle drenge der stikker af til Hven i en båd og en excentrisk engelsk lord, der vædder med en fattig arbejder, om denne tør springe over skinnerne foran et frembrusende lokomotiv. Hertil slutter sig "Fra sandets regioner" fra Skagen, der med sine 85 sider snarere er en kort roman end en lang novelle. Dansk Litteraturs Historie skriver om den:I begejstring over havet og sandets vælde skrev Drachmann novellen „Fra Sandets Regioner (perspektiviske Fragmenter)“ om Palnatoke Olsen, der er træt af „Selskabet“ i hovedstaden, dets materialisme, tomme form og uselvstændighed, og især af den unge, kokette kvinde, han er forelsket i, men ikke har udsigt til at vinde. Så han rejser væk for at finde „Et Forsvindingspunkt for Hovedstadslivet“, som det hedder i første kapitels undertitel. Det finder han som fisker på Skagen, hvor „den jernhaarde Nødvendighed“ ganske vist „smeder sine Skabninger uvægerligt fast til Hytten under Klitten og til Toften i Baaden“, men hvor man til gengæld har „et Centrum i sig selv“, fordi man aldrig har sat spørgsmål ved sin plads og sit kald. Fiskerlivet er den rette kur mod tidens „optrævlede, udmarvede Storbyslæng“ og „blegnæbede, smaaklynkende Poeter“, mener Olsen. På vejen derop får han følge af en snedkersvend, der underholder med en førstehåndsberetning fra revolutionen i Berlin i 1848. Trods kritikken af de københavnske damer kan Olsen ikke bekvemme sig til at stifte hjem med den skagenspige, der ser mildt til ham. I stedet finder han en heroisk død i en forulykket redningsaktion. Perspektivet viser sig at forsvinde „i det Uendelige“, siger undertitlen til sidste kapitel. Det drejer sig ikke om at vælge mellem hovedstadens radikale intelligens, arbejderklassens socialisme og den arbejdsomme landbefolkning, men om at finde sit eget midtpunkt. Det lykkes først for Palnatoke Olsen i døden, fordi han grundlæggende er splittet, som hans navn viser, mellem den borgerlige Olsen og den „balstyrige jomsvikingske“ Palnatoke.

"Dæmpede Melodier" fra 1875 er på mange måder en splittet bog. Den oprørske og ligefrem revolutionære ånd, der strømmer gennem debutsamlingen tre år tidligere er stadig til stede i digte om, at krigene kun er magthavernes røvertogter, og soldaterne skal lægge våbnene fra sig og slutte sig sammen - og ikke mindst i det lange digt om den sidste Sortfod, som missionæren fortæller om, hvordan de kristne lever i fred og broderskab, hvorefter indianeren med mange eksempler viser ham, at det ikke er sandt - at de kristnes verden er fuld af løgn og bedrag. Men samtidig rummer "Dæmpede Melodier" digte om tidligere århundreders krige, hvor krigsbegejstring og patriotisme lyser ud af versene. Og midt i det hele finder man et af Drachmanns allersmukkeste lyriske digte - Improvisation ombord - med linjerne: Daggryets Gud vi ofrer vinens glød / Til dig en hymne efter vinen følger / Og slår vor time, giv os da en død / som Shelleys i Toscanerhavets bølger".

Med kul og kridt" udkom ligesom Drachmanns første digtsamling i 1872 og giver en god baggrund for indtrykkene og holdningerne i digtene. Drachmann fortæller om sin tid til søs og giver levende beskrivelser af England og Italien. Der er sol, saltvand og frisk blæst i disse skitser, og når man læser dem, forstår man bedre, hvorfor Drachmann følte lede ved det indelukkede og snævre miljø i det københavnske borgerskabs saloner.