Bøger udgivet af Aristo

Monografi om arkitekten Svenn Eske Kristensen (1905-2000)og hans væsentligste værker op gennem det 20. århundrede.Eske Kristensen var en af Danmarks ypperste og mest produktive arkitekter i efterkrigstiden. Med en nøgtern tilgang og et socialt engagement byggede han alt fra sociale boligbyggerier til store produktionsanlæg. I dag står Eske Kristensen som foregangsmand for byggeriets industrialisering og som en central figur i opbygningen af velfærdssamfundet.Bogen består af tre dele, der ser på Eske Kristensens værker ud fra henholdsvis et historisk og et arkitektonisk perspektiv efterfulgt af en værkfortegnelse. Bogen gennemillustreres af Eske Kristensens egne tegninger, historiske fotos og af fotograf Jens Lindhes fotografier. Bogens forfattere er professor og arkitekt maa, phd. Peter Thule Kristensen og historiker Kenn Schoop.

Det lille hus er arkitekternes svar på musikkens ballade – det lille kammermusikstykke, der for arkitekten selv kan betyde mere gennem hele livet end det store og mere spektakulære bygningsværk.Ole Meyer tegnede det nye Bella Center, hvor verden blev samlet for at holde klimatopmøde. Men Ole Meyer ikke bare tegnede, men fotograferede også to små huse, der blev opført i henholdsvis 1965 og 1966.Jeg er meget glad for, at det er lykkedes med støtte fra Thorvald og Margot Dreyers Fond, at få de to små kammermusikstykker “genopført”.- Jens Bertelsen, forlægger.

Det lille hus er arkitekternes svar på musikkens ballade – det lille kammermusikstykke, der for arkitekten selv kan betyde mere gennem hele livet end det store og mere spektakulære bygningsværk.Ole Meyer tegnede det nye Bella Center, hvor verden blev samlet for at holde klimatopmøde. Men Ole Meyer ikke bare tegnede, men fotograferede også to små huse, der blev opført i henholdsvis 1965 og 1966.Jeg er meget glad for, at det er lykkedes med støtte fra Thorvald og Margot Dreyers Fond, at få de to små kammermusikstykker “genopført”.- Jens Bertelsen, forlægger.

Bogens ramme er Statens Værksteder for Kunst og Håndværk, der siden 1986 har været en enestående ´kunstens fødeklinik´ for en lang række væsentlige værker i dansk kunst. Her har kunstnere fundet de rum, det udstyr og den frihed, der skulle til, for at det storslåede blev virkelighed.De 36 kunstnere, der dukker op i bogens billeder, er valgt af Marianne Grøndahl i de år (2002-2005), hun med sit kamera fulgte livet og arbejdet på Statens Værksteder for Kunst og Håndværk.

Torben Weirup har skrevet og Jens Lindhe har fotofgraferet en monografi om billedkunstneren Ingvar Cronhammars værker.Ingvar Cronhammars kunst rummer en side, der af mange er upåagtet – arbejdet med det arkitektoniske. Dette arbejde repræsenterer et utrolig væsentligt bidrag til den til enhver tid aktuelle debat om arkitekturens hele grundlag og betydning.Bogen indkredser dette særlige felt i tekst og billeder, der ikke er de velkendte billeder, men nyoptagelser der viser Cronhammars slagkraft, klarhed og renhed. I kunsten og i de arkitektoniske rum – og i samarbejde med en lang række arkitekter.Weirup forklarer de kendte og de mange – hvoraf flere aldrig tidligere har været publiceret – arbejder i forhold til hele Cronhammars værk.Bogens forord:Richard Serra blev i et interview, af en – måske lidt vel frisk – interviewer spurgt om, hvorfor han aldrig var blevet arkitekt i stedet for billedkunstner. Svaret kom med et ondt blik på kameraets øje: »Plumbing!« For der er så meget arkitekter er tvunget til at tænke på – ting, der ikke befordrer værket, men tit og ofte forplumrer det. Måske endog så radikalt, at der aldrig kan blive tale om et værk, men blot byggeri – tag over hovedet, tørre sokker, et sted at sove. Alt det som kunstnere ikke forstår, at arkitekter finder sig i – dét at sætte værket over styr til fordel for føringer af vandrør.Ingvar Cronhammar hører til det fåtal af kunstnere, der forstår arkitektens virkelighed og forstår at navigere i forhold til begrænsningerne og omstændighederne og alligevel være i stand til at fastholde den værkkarakter, der er billedkunstens kvalitet. Måske er netop dét årsagen til, at Cronhammars livsværk indtil nu rummer så mange værker med arkitektonisk størrelse og kvalitet. Det falder ham tilsyneladende let, selvom processen fra idé til færdigt byggeri eller installation ikke fritager ham for at skulle svare på billedkunstens vegne, og derfor den samme angstfyldte proces, som er billedkunstens mørke skyggeside.Cronhammars arbejde med det arkitektoniske handler om kontrol. Kontrol over stedet, der scannes og indleves og tolkes. Dernæst kontrol med teknikken, efterfulgt af materialerne og i sidste instans kontrol over de håndværkere, der udfører værket. Det mentale i værket og evnen til at udtrykke sig skarpt og konsekvent forlader ikke Cronhammar, mens han etablerer kontrol. Snarere tværtimod.Det virker som om det rent kunstneriske i udviklingen af et værk næres af netop de begrænsninger, som stedet, teknikken, materialerne og hånd-værkerne giver. Som hos de bedste arkitekter, men resultatet er stadig billedkunst. Som udøvende arkitekt er det derfor inspirerende at følge eller afdække årsager og virkninger i udviklingen af et værk, når det – som hos Cronhammar – har det arkitektoniske som afsæt. Det er på arkitektfagets vegne både inspirerende, men også lidt beskæmmende, at se, hvordan et kunstnerisk og kreativt beredskab som Cronhammars kan drive det arkitektoniske helt til randen af den mentale afgrund, den bedste billedkunst mestrer.Beskæmmende netop fordi så meget bygningskunst forbliver byggeri langt fra den kunstneriske afgrund, langt fra de radikale rumligheder, der burde være arkitekturens kernekompetance.Inspirerende er derfor de mange samarbejdsprojekter, Cronhammar har indgået i med både bygnings- og landskabsarkitekter. For alle de arkitektfaglige begrænsningerer omgået, og projekterne er endt et sted, de ikke var endt, hvis ikke Cronhammar havde skubbet arbejdet og beslutningerne tæt på afgrunden.Cronhammars radikale arbejde med det arkitektoniske har været årsagen til denne bog. Fotografen har derfor haft det arkitektoniske klart på nethinden som en væsentlig pointe, mens fotografierne fandt deres fortællelogik. Men Cronhammars værk kan trods alt kun forklares fuldstændigt gennem billedkunstens optik, så det er netop, hvad bogens forfatter indkredser.- Jens Bertelsen, arkitekt maa og forlægger, september 2008 Forfatteren Torben Weirup har været kunst- og arkitekturanmelder på Berlingske Tidende siden 1989, og forfatter til bøger om forskellige billedkunstnere, bl.a. Tróndur Patursson, Bjørn Nørgaard og Thomas Kluge.Arkitekturfotografen og arkitekt maa Jens Lindhe har fotograferet til en lang række bøger, og har for sit arbejde modtaget Fogtdals Fotografpris, diplom fra Foreningen for Boghaandværk, blevet udvalgt til Årstidens Bog, modtaget Dreyers Arkitekturpris, Dansk Svensk Kulturfonds Årspris og Papyrusprisen. Akademiet har tildelt Jens Lindhe Thorvald Bindesbøll medallien. Bogen er udgivet med støtte fra:KunststyrelsenFonden RealdaniaMargot og Thorvald Dreyers FondLillian og Dan Finks FondHelle Mau Jensen og døtres almennyttige fondMidtjysk Skole- og KulturfondHerning KunstmuseumNordjyllands KunstmuseumBornholms KunstmuseumSydbank Sønderjyllands Fond

Ise - Japan's Ise shrines - Ancient yet new af arkitekt Svend M. Hvass beskriver den urgamle arkitektur - og hvordan den i dag har indflydelse på moderne bygningskunst.I 14 afsnit fortælles om forskellige aspekter af shinto-religionen, Ise-helligdommens historie, kostbare skatte og arkitektur. Hvert kapitel afrundes med en reference til nutidig, japansk bygningskunst, så man kan se shinto-arven i japansk arkitektur, og hvordan den inspirerer ikke alene nutidens japanske arkitekter, men også mange vestlige, heriblandt danske.Til bogen hører der en kronologi, der år for år dækker perioden fra år 600 og frem til 1999 og som på den ene side nævner hovedværker i den japanske arkitektur, mens der overfor står bygningsværker fra retsen af verden.Ise - Japan's Ise Shrines - Ancient yet new er den første bog, der sætter shintotemplet ind i en både historisk, religiøs og nutidig arkitektonisk sammenhæng.Bogen der alene udgives på engelsk, er rigt illustreret med farvefotos, historiske billeder, tavler m.v.

I anledningen af fotografen Camilla Holmgrens udstilling “Mirror” udgav Aristo Bogforlag og Fotografisk Center en bog med samme titel.I bogen er der tekster af Julian Cox og Lars Schwander.I en af de centrale serier, “Don’t Look Now”, reflekterer Camilla Holmgren over relationen mellem kroppen og det omgivende rum. Billederne er taget med en kvindes blik på kvinden.På en enkel og meget virkningsfuld måde skabes et intimt rum. Camilla Holmgren har taget det til sig og undersøger forbindelsen mellem kvinden, rummet og spejlingen.Billederne er præget af det personlige: Camilla Holmgren presser sin krop ind i fotografiets felt og hele missionen fungerer som en veritabel selviscenesættelse i rummet. En overmåde fascinerende serie selvportrætter, der både lader kroppen få denne fremtrædende plads, men også fokuser på det skrøbelige.Markant er hudens vener og mærker. Det er et dybt, kraftfuldt billedsprog samtidigt med, at det er umiddelbart imødekommende. Fotografierne bevæger sig fra monokrome interiører til farverige eksteriører af bylandskaber i Asien.Julian Cox er curator ved High Museum, Atlanta og har tidligere arbejdet ved J. Paul Getty Museum i Los Angeles. Det var her han i 2003, sammen med Colin Ford udgav den prisbelønnede bog “Julia Margaret Cameron: The Complete Photographs”.Camilla Holmgren (*1972) er uddannet på Det kgl. Danske Kunstakademi i 2003 og har de senere år været bosiddende i Hong Kong. Hun har deltaget i en lang række udstillinger i ind- og udland, senest på “D-Turn” på O’Brian Contemporary (Toronto) og “Nordiske Stemninger - vor tids landskabsfotografi” på Arken sommeren 2008. Camilla Holmgren var også medtaget på de to projiceringer “Nuit de l’Europe” på Festival d’Arles og “Nuit Blanche” i Paris for få måneder siden. Hun har modtaget en række legater fra Statens Kunstfond og Kunststyrelsen.I oktober 2008, tildeltes hun et rejselegat fra Fogtdals Fotograf Priser.

Mesterfotografen Jens Lindhe har i to perioder levet i Paris. Med sin unikke evne til at fange bygningernes detaljer og byens lys har han ikke kun skabt en udsædvanlig smuk bog - men også vist forbindelsen mellem klassicismen i Paris og København.

Om og med bl.a. Wanscher, PH og Jorn, Jerichau, Josephine og Situationisterne i den 4. dimensionAllan de Waals bog OMKØRSEL har tre hovedpersoner: Arkitekten Poul Henningsen, kunst og arkitekturhistorikeren Vilhelm Wanscher og billedkunstneren Asger Jorn med forbindelse til de internationale situationister.Bogen drejer sig om kunst og arkitektur på kanten af politik og samfundskritik. Men også om det »tiderum« Vilhelm Wanscher udviklede smukt skrevne teorier om. Bogen er overraskende og righoldigt illustreret, blandt andet med gengivelser af tekst og tegninger i de voluminøse rejsedagbøger Vilhelm Wanscher udfærdigede gennem et langt liv som forsker og kunsthistoriker, og som er tilgængelige på Det Kongelige Bibliotek.Uden om de tre hovedpersoner bevæger sig et århundrede med verdenskrige, mellemkrigstid og efterdønninger. Og undervejs gør både Edvard Heiberg og Jens Adolf Jerichau deres entré i den fjerde dimension, foruden Josephine Baker, der ville være fyldt 100 i år, og Solvognens Julemandshær, som netop er spadseret ind i Kulturministerens kanon.Wanscher fik en krank og ensom skæbne efter anden verdenskrig, fordi han lod sin interesse for den store stil i kunst og arkitektur kamme over i respekt for Hitlers byplanlægning.PH tog tidligt afstand fra hans interesse for den store stil og den store mand, og kom siden i slagsmål til den anden side, da arkitekten Edvard Heiberg proklamerede sin begejstring for arkitekturpolitikken i efterkrigstidens Sovjet.Det er den monumentale tankegang der står på spil. Og Asger Jorn står hele vejen igennem i opposition til både den ene og den anden. Han forfægter som international situationist kunstens uafhængighed i samfundsbilledet. Han bliver derved dansk link til senere radikale og pragmatiske bevægelser inden for arkitektur og formgivning.Allan de Waals bog OMKØRSEL er en tur gennem et århundredes tanker og idealer indenfor bygningskunst og billedproduktion.Bogen blev udgivet med støtte fra:BergiafondenKonsul Georg Jorck og hustru Emma Jorcks FondMargot og Thorvald Dreyers FondKAB FondenFonden RealdaniaStatens Kunstfond

Fotobogen af billedhugger Niels Guttormsen giver et sjældent indblik i, hvad det egentlig er en kunstner ser, før han skaber sine værker.Fotografierne Fotografiske notater er optaget med dogmeregler fra før filmdogmernes tid: Billedhugger Niels Guttormsen har stået med rank ryg, fødderne plantet plat på jorden, fotograferet uden blitz — altid i øjenhøjde — præcist som han har set det, der inspirerede ham.Kunsthistorikeren Rune Gade og litteraturhistorikeren Hans Hyllested har valgt blandt Niels Guttormsens mange fotografiske notater. I to artikler l ser og tolker de fotografierne i forhold til hans kunstneriske praksis i og uden for atelieret — og til hans samtid.At fotografere tilfældige objekter som notater er et relativ nyt fænomen i kunstens historie. Traditionelt har kunstnere på feltarbejde tegnet deres noter. Men i det 20. århundrede har mange billedkunstnere eksperimenteret med fotografiet. Men selv de mest ydmyge fotografiske notater rækker ind i kunstnerens værker og samtiden. Niels Guttormsen har brugt sine billeder til egen inspiration — og som undervisningsmateriale for kunststuderende på Det Kongelige Danske Kunstakademi.Niels Guttormsens fotografier åbner for et indblik i, hvordan en kunstner finder ting og ser verden med friske øjne. Som Niels Guttormsen skrev under tilblivelsen af denne bog: Trangen til at udforske eksistensens grundvilkår og til at stille spørgsmål til den givne orden kan netop ske ved at finde hverdagsagtige former, ved at nærme sig den erfaringsverden, hvor tingene optræder i deres oprindelige mening.De udvalgte fotografiske notater er fra 1971-1979. Kameraet er et ganske almindeligt Rollei B35, Triotar 3,5/40 kamera. Filmmaterialet er Agfa crome diafilm 100ASA, og fotografierne er fremkaldt mekanisk gennem den lokale fotohandler. Mere dogme kan det næsten ikke blive.

Torben Weirup har skrevet og Jens Lindhe har fotofgraferet en monografi om billedkunstneren Ingvar Cronhammars værker.Ingvar Cronhammars kunst rummer en side, der af mange er upåagtet – arbejdet med det arkitektoniske. Dette arbejde repræsenterer et utrolig væsentligt bidrag til den til enhver tid aktuelle debat om arkitekturens hele grundlag og betydning.Bogen indkredser dette særlige felt i tekst og billeder, der ikke er de velkendte billeder, men nyoptagelser der viser Cronhammars slagkraft, klarhed og renhed. I kunsten og i de arkitektoniske rum – og i samarbejde med en lang række arkitekter.Weirup forklarer de kendte og de mange – hvoraf flere aldrig tidligere har været publiceret – arbejder i forhold til hele Cronhammars værk.Bogens forord:Richard Serra blev i et interview, af en – måske lidt vel frisk – interviewer spurgt om, hvorfor han aldrig var blevet arkitekt i stedet for billedkunstner. Svaret kom med et ondt blik på kameraets øje: »Plumbing!« For der er så meget arkitekter er tvunget til at tænke på – ting, der ikke befordrer værket, men tit og ofte forplumrer det. Måske endog så radikalt, at der aldrig kan blive tale om et værk, men blot byggeri – tag over hovedet, tørre sokker, et sted at sove. Alt det som kunstnere ikke forstår, at arkitekter finder sig i – dét at sætte værket over styr til fordel for føringer af vandrør.Ingvar Cronhammar hører til det fåtal af kunstnere, der forstår arkitektens virkelighed og forstår at navigere i forhold til begrænsningerne og omstændighederne og alligevel være i stand til at fastholde den værkkarakter, der er billedkunstens kvalitet. Måske er netop dét årsagen til, at Cronhammars livsværk indtil nu rummer så mange værker med arkitektonisk størrelse og kvalitet. Det falder ham tilsyneladende let, selvom processen fra idé til færdigt byggeri eller installation ikke fritager ham for at skulle svare på billedkunstens vegne, og derfor den samme angstfyldte proces, som er billedkunstens mørke skyggeside.Cronhammars arbejde med det arkitektoniske handler om kontrol. Kontrol over stedet, der scannes og indleves og tolkes. Dernæst kontrol med teknikken, efterfulgt af materialerne og i sidste instans kontrol over de håndværkere, der udfører værket. Det mentale i værket og evnen til at udtrykke sig skarpt og konsekvent forlader ikke Cronhammar, mens han etablerer kontrol. Snarere tværtimod.Det virker som om det rent kunstneriske i udviklingen af et værk næres af netop de begrænsninger, som stedet, teknikken, materialerne og hånd-værkerne giver. Som hos de bedste arkitekter, men resultatet er stadig billedkunst. Som udøvende arkitekt er det derfor inspirerende at følge eller afdække årsager og virkninger i udviklingen af et værk, når det – som hos Cronhammar – har det arkitektoniske som afsæt. Det er på arkitektfagets vegne både inspirerende, men også lidt beskæmmende, at se, hvordan et kunstnerisk og kreativt beredskab som Cronhammars kan drive det arkitektoniske helt til randen af den mentale afgrund, den bedste billedkunst mestrer.Beskæmmende netop fordi så meget bygningskunst forbliver byggeri langt fra den kunstneriske afgrund, langt fra de radikale rumligheder, der burde være arkitekturens kernekompetance.Inspirerende er derfor de mange samarbejdsprojekter, Cronhammar har indgået i med både bygnings- og landskabsarkitekter. For alle de arkitektfaglige begrænsningerer omgået, og projekterne er endt et sted, de ikke var endt, hvis ikke Cronhammar havde skubbet arbejdet og beslutningerne tæt på afgrunden.Cronhammars radikale arbejde med det arkitektoniske har været årsagen til denne bog. Fotografen har derfor haft det arkitektoniske klart på nethinden som en væsentlig pointe, mens fotografierne fandt deres fortællelogik. Men Cronhammars værk kan trods alt kun forklares fuldstændigt gennem billedkunstens optik, så det er netop, hvad bogens forfatter indkredser.- Jens Bertelsen, arkitekt maa og forlægger, september 2008 Forfatteren Torben Weirup har været kunst- og arkitekturanmelder på Berlingske Tidende siden 1989, og forfatter til bøger om forskellige billedkunstnere, bl.a. Tróndur Patursson, Bjørn Nørgaard og Thomas Kluge.Arkitekturfotografen og arkitekt maa Jens Lindhe har fotograferet til en lang række bøger, og har for sit arbejde modtaget Fogtdals Fotografpris, diplom fra Foreningen for Boghaandværk, blevet udvalgt til Årstidens Bog, modtaget Dreyers Arkitekturpris, Dansk Svensk Kulturfonds Årspris og Papyrusprisen. Akademiet har tildelt Jens Lindhe Thorvald Bindesbøll medallien. Bogen er udgivet med støtte fra:KunststyrelsenFonden RealdaniaMargot og Thorvald Dreyers FondLillian og Dan Finks FondHelle Mau Jensen og døtres almennyttige fondMidtjysk Skole- og KulturfondHerning KunstmuseumNordjyllands KunstmuseumBornholms KunstmuseumSydbank Sønderjyllands Fond

Al kunst har med åndedræt at gøre, hele dit liv er pulsens slag, dag og nat, åndedræt, uafbrudte rytmer. Det er præcist dem, jeg har arbejdet med hele livet, at søge de rette rytmer, det rette åndedræt. Finder jeg den rytme, som forfatteren, den, som har skrevet eller komponeret, har følt og kan genskabe den, da er det rigtigt.Måske er en forfatter ikke altid så bevidst om, hvorfor han gør noget på en bestemt måde, men hvis man fortolker, hvad han ubevidst har skabt og finder det rigtigt, så lever det, fortæller film- og teaterinstruktøren Ingmar Bergman i et interview i Weekend avisen, december 2002.Arkitektur er arkitektur og kunst er kunst. Fagene overlapper hinanden — i den måde værkerne bliver til, i deres udtryk, i deres form. Arkitekter kan bygge billeder, der er tæt på de billeder, der ellers opfattes som kunst. På samme måde kan kunstnere arbejde med udtryk og former, der er tæt på arkitekturens. Fælles for begge fag er rytmen, åndedrættet, kroppen og historien som en samlet erfaring og målestok.I en række modeller og korte tekster skriver billedhuggeren, professor Niels Guttormsen og arkitekten Jens Bertelsen en arkitekturens poetik med kunsten som model.”Kapitlerne kommer godt omkring i sin indkredsen af forholdet mellem rytme og masse, erkendelse og kommunikation (…) bogen er både uprætentiøs og generøs”, skrevAllan de Waal i sin anmeldelse i Information 22. april 2003.Udgivelsen er støttet af Billedkunstrådet.

Mellemøstens karavaner har altid mødtes i Damaskus. Kamelerne er kommet sejlende gennem de store ørkener med krydderier, parfumer, silkestoffer, ædle metaller, tæpper, olier, elfenben og alt, hvad halvmånens verden kan byde p af fødevarer og rigdomme. De kom med guld, røgelse og myrraskær, de kom med sand, støv og ørkenvind, og de kommer den dag i dag.Det danske Institut for Videnskab og Kultur bor i et lille østerlandsk palads: Aqqad-huset - på arabisk: Bayt al-Aqqad. Navnet skyldes den sidste store familie, som boede her. Aqqad-familien var uldhandlere og tekstilfabrikanter med domicil i suq’en indtil midt i 1900-tallet, da de gav op og forfaldet satte ind. Huset er rejst af ruiner og står i al sin glans med 2.000 års historie gemt i murene.Sådan et østerlandsk palads findes kun, når man er i det, ellers er det omtrent ikkeeksisterende. Man kan ikke gå rundt om det, husets ejer kan ikke stå på afstand af det og som en anden herremand omfatte sin rigdom med tilfredshed og stolthed over, at det syner. For det gør det ikke. Man har heller ikke huset for øje, mens man nærmer sig: Bayt al-Aqqad bliver ikke som vesterlandske huse større og større i takt med, at afstanden til det mindskes. Nej, mens man arbejder sig gennem suq’ens labyrint, er det der slet ikke, men så pludselig, med et slag, så står det der som en gave fra den himmel, der åbner sig over husets gårde, springvand, marmor og skyggefulde træer.I oktober 1997 overtog instituttet nøglen til ruinen. Udlændinge kan ikke eje fast ejendom i det gamle Damaskus, så konstruktionen er juridisk kompliceret: først har den syriske regering eksproprieret huset, dernæst har den givet instituttet kontrakt på det i et halvt århundrede til gengæld for istandsættelsen.Der har været en lang række eksperter, håndværkere, arkitekter, konservatorer, arkæologer involveret i det lille østerlandske palads’ genfødsel. Det er altsammen gjort med respekt for det gamle hus, dets form og historie.Den gamle bydel i Damaskus med Bayt al-Aqqad er i dag sat på UNESCOs World Heritage liste. Det Danske Institut i Damaskus har hjemme i et af verdens smukkeste huse.Bogen er rigt illustreret med farvebilleder af arkitekturfotografen Jens Lindhe. Redaktør på dagbladet Politiken, Bjørn Bredal, og restaureringsarkitekt Bente Lange, der har stået for husets restaurering, har hver skrevet et essay om huset og dets historie.

Mellemøstens karavaner har altid mødtes i Damaskus. Kamelerne er kommet sejlende gennem de store ørkener med krydderier, parfumer, silkestoffer, ædle metaller, tæpper, olier, elfenben og alt, hvad halvmånens verden kan byde p af fødevarer og rigdomme. De kom med guld, røgelse og myrraskær, de kom med sand, støv og ørkenvind, og de kommer den dag i dag.Det danske Institut for Videnskab og Kultur bor i et lille østerlandsk palads: Aqqad-huset - på arabisk: Bayt al-Aqqad. Navnet skyldes den sidste store familie, som boede her. Aqqad-familien var uldhandlere og tekstilfabrikanter med domicil i suq’en indtil midt i 1900-tallet, da de gav op og forfaldet satte ind. Huset er rejst af ruiner og står i al sin glans med 2.000 års historie gemt i murene.Sådan et østerlandsk palads findes kun, når man er i det, ellers er det omtrent ikkeeksisterende. Man kan ikke gå rundt om det, husets ejer kan ikke stå på afstand af det og som en anden herremand omfatte sin rigdom med tilfredshed og stolthed over, at det syner. For det gør det ikke. Man har heller ikke huset for øje, mens man nærmer sig: Bayt al-Aqqad bliver ikke som vesterlandske huse større og større i takt med, at afstanden til det mindskes. Nej, mens man arbejder sig gennem suq’ens labyrint, er det der slet ikke, men så pludselig, med et slag, så står det der som en gave fra den himmel, der åbner sig over husets gårde, springvand, marmor og skyggefulde træer.I oktober 1997 overtog instituttet nøglen til ruinen. Udlændinge kan ikke eje fast ejendom i det gamle Damaskus, så konstruktionen er juridisk kompliceret: først har den syriske regering eksproprieret huset, dernæst har den givet instituttet kontrakt på det i et halvt århundrede til gengæld for istandsættelsen.Der har været en lang række eksperter, håndværkere, arkitekter, konservatorer, arkæologer involveret i det lille østerlandske palads’ genfødsel. Det er altsammen gjort med respekt for det gamle hus, dets form og historie.Den gamle bydel i Damaskus med Bayt al-Aqqad er i dag sat på UNESCOs World Heritage liste. Det Danske Institut i Damaskus har hjemme i et af verdens smukkeste huse.Bogen er rigt illustreret med farvebilleder af arkitekturfotografen Jens Lindhe. Redaktør på dagbladet Politiken, Bjørn Bredal, og restaureringsarkitekt Bente Lange, der har stået for husets restaurering, har hver skrevet et essay om huset og dets historie.