Bøger af Tomas Espedal

Tomas Espedal, f. 1961 i Bergen, debuterede i 1988 med En vill flukt av parfymer. Han er utdannet ved Universitetet i Bergen og har i en periode boet i København hvor han begynte at skrive for alvor. GÅ er hans tiende roman. Indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2007.En anderledes, dybt personlig og original roman om at gå. Gå ind i sig selv. Gå ud i verden, søge friheden, krydse broer og grænser. Gå i Rimbauds fodspor. Men det er også en roman om at gå på druk eller gå i hundene og mest af alt ligne en vagabond eller landstryger. Således er bogen en hyldest til det frie liv og til kunstneren som outsider.Tomas Espedal starter med at gå der hvor han bor, han vandrer i Bergens gader, ud på landet, besøger venner, forfattere og litterater. Han går sammen med vennen Narve gennem de arabiske forstæder ind i Paris, og senere går han fra Grækenland til Tyrkiet. Overalt hvor han kommer frem er himlen hans tag, og mens han går fører han samtaler med filosoffer og digtere som Rousseau, Wordsworth, Hölderlin, Baudelaire, Kierkegaard og Nietzsche.De danske anmeldere var begejstret:»Smittende ...«- Jyllands-Posten.»En fantastisk gave ...«- Fyens Stiftstidende.»En fantastisk roman ... en af årets udgivelser.«- Citadel»... noget af det mest inspirerende jeg har læst i lang tid.«- Skopet»Charmerende og tankevækkende.«- Politiken

6 stjerner Berlingske5 hjerter Politiken5 stjerner Jyllands-Posten Elsken er en roman om døden. Den gode død. Romanens hovedperson, som hedder Jeg, glæder sig til at dø, han har fået nok af livet. Men hvor og hvordan skal han dø? Han giver sig selv et år at leve i. Og det år bliver det mest intense i hans liv, netop fordi hver årstid og hver måned og hver dag som går, vil blive den sidste. Elsken er en roman om døden og om hvor intenst livet kan være. "... noget af det bedste, Espedal har skrevet.« – Kristin Vego, Informatio "Espedal er en brilliant stilist." – Dagbladet "Elsken giver indsigt i en kompromisløs skønhedslængsel og er romankunst på højeste niveau." – Vårt Land "Espedals præcise, klare og årvågne sætninger fletter livsglæde, sorg og smerte sammen til en udholdende og underholdende fortælling." – Dagsavisen Tomas Espedal (f. 1961) bor i Bergen og debuterede som forfatter i 1988. Han har udgivet en række romaner, og har været nomineret tre gange til Nordisk Råds Litteraturpris. Han har modtaget Brageprisen, Kritikerprisen og Gyldendalprisen, og hans bøger er oversat til 23 sprog.

“En lille stor roman, fuld af ulykkelige, kloge sætninger.” Marianne Krogh Andersen, Weekendavisen” I rækken af selvbiografiske værker, Gå for ti år siden, Mit privatliv fra i fjor,er Året en kulmination.” Thomas Bredsdorff, Politiken 5 hjerter ”… fremragende — gribende … en oplyst og oplysende bog …en af årets vigtigste udgivelser.” Erik Svendsen, Jyllands-Posten 5 stjerner Jeg ville gerne skrive en bog om årstiderne / forår efterår sommer vinter / de lyse dage i april og juni / mørket i august / beskrive månederne ugerne dagene / timerne på dagen / og forandringerne som gentager det samme /altid på en ny måde Så enkelt, så smukt åbner Tomas Espedals nye roman, Året. Tomas Espedals prosa har altid haft en poetisk undertone, og i denne bog er det poetiske endnu mere fremtrædende end tidligere. Året er en bog om at elske den samme hele livet, selv når kærligheden ikke bliver gengældt. Det er en bog om aldring, desperation og dødslængsel, om stilstand og gentagelse. Handlingen begynder den 6. april, den dato den italienske digter Petrarca første gang så sin elskede Laura, da hun var 13 år. Hudløst og smukt undersøger Tomas Espedal om kærligheden til den ene, kærligheden som ikke hører op, den kærlighed Petrarca beskriver i digtene til Laura, om den stadig har relevans i vores tid, den store kærlighed. Er den stadig mulig? Tomas Espedal (f. 1961) bor i Bergen og debuterede som forfatter i 1988. Han har udgivet en række romaner, og har været nomineret tre gange til Nordisk Råds Litteraturpris. Han har modtaget Brageprisen, Kritikerprisen og Gyldendalprisen, og hans bøger er oversat til en række sprog.

"SMUKKERE BLIVER LITTERATUR IKKE." Politiken 6 hjerterBerlingske 5 stjernerJyllands-Posten 5 stjernerTomas Espedal (f. 1961) er en sjælden blomst i samtidslitteraturen. I tre bøger har han udforsket tre beslægtede genrer: biografien, dagbogen og brevet. Bøgerne handler om de klassiske Espedal-temaer: steder han har boet, hans mor som dør, kvinder han har kendt, bøger han har læst, rejser han har været på og det at blive en vandringsmand. Og så lærer vi i nogle intense tekster en ny side af Espedal at kende, nemlig slagsbroren og bokseren. Som altid deler Espedal generøst ud af sit liv, blotlægger sine inderste tanker, sætter ord på det personlige – uden at blive privat. Espedal er en stor stilist, en sprogkunstner der kredser om det at skrive og om skriftens muligheder. Hvordan formidler man med ord det som ligger en nærmest? Hvordan formidler man sig selv? Hvordan skriver man om sorgen over at miste dem der står en nærmest? Som en anmelder skrev om Dagbog: Det er en af de stærkeste og mest sårbare bøger jeg længe har læst, men også en af de smukkeste. Og en forbløffet anmelder på Le Monde fremhævede Breve for deres ”tilsyneladende kaotiske konstruktion, deres gribende enkelhed og raffinerede stil” og kaldte Espedal ”et stort og åbenbart talent”. Et talent som vi i dag ved at han har indfriet.ESPEDAL OM BØGERNEBIOGRAFI: Biografien, historien om en selv, der er skrevet af en anden. Det er biografiens konvention, men jeg ville skrive om en anden, som så bare også er mig, og jeg ville bruge de almindelige tekniske virkemidler der gør biografien genkendelig som genre. Det starter med en gade, en adresse, et hus. Starter med opvæksten, sådan og sådan, og så bliver det trukket ind i det som er skriftens, så bliver det en anden.DAGBOG: Jeg bruger biografien på sproget som en metode, og på den måde var det naturligt at gå videre til dagbogen derfra, for hvem er dagbogen skrevet til? Den er jo skrevet til sig selv! Den skal ideelt set ikke have nogen læser. Den er meget privat. Det er en ophidsende tanke for mig, at jeg skulle skrive en ægte dagbog, og at den skulle trykkes. Der findes mange eksempler på det i litteraturhistorien, og tanken er fortsat at nu skriver du kun til dig selv. Skriv kun til dig selv!BREVE: Og så skrev jeg brevet, brevet som henvendte sig direkte til en anden, til én, kun til én. Jeg havde skrevet til mig selv i dagbogen, og pludselig voksede dette ”du” frem. Det var næste bog. Brevet er en du-bog. Jeg kalder dem romaner, men det er bare at tænke på det som en dagbog eller som et brev, at det er et brev, næsten en bøn. Den bog er en bøn. Der kunne godt bare have stået ”kom tilbage til mig” i den bog. ”Jeg savner dig. Kom snart tilbage.” Jeg gik i dialog med andre breve. Jeg gik i dialog med Rilkes Breve til en ung digter. Der er en slags Rilke-brev inde i den bog. Det var trilogien, de tre tilsammen, en slags portræt af det at skrive.Fra et interview med Espedal i Ly.

Lyst er en roman om at læse og skrive. Om glemsel og erindring.Om rejser og kærlighedsforhold.Om stedets betydning for det at skrive. Om byer. Om skriveår i København.Om at finde de ideelle skrivesteder, arbejdstider. Om at skrive om natten. Om at skrive i hånden. Om andre forfattere. Om venskab.Om penge og god og dårlig økonomi.Hvordan bliver man forfatter? Er det muligt at gøre det at skrive til et arbejde? Kan man leve af det? Og hvad for et liv bliver det?

Mit privatliv er en bog med fotografier i fire farver, og en roman. Fotografen er Tomas Espedal, og billederne dokumenterer hans liv og omgivelser de sidste femten år: Her er billeder af Tomas Espedals venner og familie, af de huse han har boet i, skrivebordene han har skrevet ved, hotelsengene han har sovet i. I samspillet mellem fotografierne og teksten som ledsager dem, skitseres en udvikling af et kunstnerliv, af hvordan liv og skrivekunst i Espedals tilfælde er uløselig knyttet til hinanden, ja nærmest hvordan liv og kunst bliver et, sådan som han fremstiller det i bøgerne han har skrevet siden årtusindskiftet. Bogen er baseret på forfatterens omfattende billedmateriale. Tomas Espedal viser sig at være en eminent fotograf, med et skarpt blik for at se motiver der hvor de fleste af os ikke ville finde på at lede efter dem.» … en både rørende og gribende fortælling om et liv.« – Politiken 5 hjerter»Fotografierne er så smukke og dybe og spiller stærkt sammen med Espedals altid distinkte, musikalske prosa.« – Berlingske 5 stjerner»Et lille mesterværk.« – Kristeligt Dagblad 5 stjerner

Tomas Espedal, f. 1961 i Bergen, debuterede i 1988 med "En vill flukt av parfymer". Han er utdannet ved Universitetet i Bergen og har i en periode boet i København hvor han begyndte at skrive for alvor. ”GÅ” er hans tiende roman. Indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2007. En anderledes, dybt personlig og original roman om at gå. Gå ind i sig selv. Gå ud i verden, søge friheden, krydse broer og grænser. Gå i Rimbauds fodspor. Men det er også en roman om at gå på druk eller gå i hundene og mest af alt ligne en vagabond eller landstryger. Således er bogen en hyldest til det frie liv og til kunstneren som outsider. Tomas Espedal starter med at gå der hvor han bor, han vandrer i Bergens gader, ud på landet, besøger venner, forfattere og litterater. Han går sammen med vennen Narve gennem de arabiske forstæder ind i Paris, og senere går han fra Grækenland til Tyrkiet. Overalt hvor han kommer frem er himlen hans tag, og mens han går fører han samtaler med filosoffer og digtere som Rousseau, Wordsworth, Hölderlin, Baudelaire, Kierkegaard og Nietzsche.

Tomas Espedal starter med at gå, der hvor han bor, han vandrer i Bergens gader, ud på landet, besøger venner, forfattere og litterater. Han går sammen med vennen Narve gennem de arabiske forstæder ind i Paris, og senere går han fra Grækenland til Tyrkiet. Himlen er hans tag, og mens han går, fører han samtaler med filosoffer og digtere som Rousseau, Wordsworth, Baudelaire, Kierkegaard og Nietzsche.En anderledes, dybt personlig og original roman om at gå. Gå ind i sig selv. Gå ud i verden, søge friheden, krydse broer og grænser. Gå i Rimbauds fodspor. Men det er også en roman om at gå på druk eller gå i hundene og mest af alt ligne en vagabond eller landstryger. Således er bogen en hyldest til det frie liv og til kunstneren som outsider. "Den norske forfatter Tomas Espedal har gjort sine mange fodrejser til et eksistentielt livsprojekt. Det har han skrevet en charmerende og tankevækkende bog om." – May Schack, Politiken"Charmerende og flere steder utrolig godt skrevet i sin lettere abrupte, springende stil. Gå er i sine bedste passager en vital glædessang." – Martin Krogh Andersen, Berlingske, ****

Mod naturen er en undersøgelse af arbejdet: fabriksarbejdet, skrivearbejdet og kærlighedsarbejdet. Og en bog om den svære kærlighed mellem en ældre mand og en yngre kvinde. Hvad er naturligt? Og hvorfor drages fortælleren mod det umulige: den umulige kærlighed, bøgerne, myterne, tabuerne? Han læser fortællingen om Abélard og Héloïse, og langsomt går det op for ham, at han selv lever mod naturen."Espedal viser endnu engang, at han er en af Nordens stærkeste forfatterstemmer. Om ikke dén stærkeste." – Jeppe Krogsgaard Christensen, Berlingske, *****"Tomas Espedal er Knausgårds rejsefælle og skyggebokser. Begge skriver hudløst ærligt og bundløst digterisk." – Kim Skotte, Politiken, ♥♥♥♥♥"Med sin kirurgiske hånd, sit præcise snit ind i livet og lykken og sit usentimentale blik ned i kældermørket har Tomas Espedal sat sig på toppen af bjerget i norsk litteratur." – Liselotte Wiemer, Kristeligt Dagblad

”Og kærligheden blev verdens ophav og verdens hersker. Men alle dens veje er fulde af blomster og blod. Blomster og blod.” – Knut HamsunStærkt ægteskabsdrama om Marie Hamsun, hustru til den store og kontroversielle norske forfatter Knut Hamsun, samt kunstner i egen ret. I Norge er både Marie og Knut elskede og omdiskuterede skikkelser, der den dag i dag plager den nationale samvittighed, ikke mindst på grund af deres tilknytning til nazismen.Marie min er Espedals take på kunstnerparret, som alle norske forfattere nødvendigvis må spejle sig i og forholde sig til. Et indfølende portræt af kvinden, moren, kunstneren og hustruen Marie, der lider i skyggen af sin berømte mand – hun forbliver for altid ”Marie min”, kvinde set med den store forfatters blik, men er samtidig ”næsten lykkelig”, som det hedder i stykket. Et skuespil og en fortælling i den lange nordiske tradition for knugende dramaer om familien og de nære relationer. Et nuanceret portræt af en stærk kvindeskikkelse. Og en nådesløs, men samtidig indfølt skildring af manden som kunstner og gammel, forfængelig, patriarkalsk satan.Espedal skriver et forord specielt til den danske udgave. Oversat af den prisbelønnede Shakespeareoversætter Niels Brunse.

”Og kærligheden blev verdens ophav og verdens hersker. Men alle dens veje er fulde af blomster og blod. Blomster og blod.” – Knut HamsunStærkt ægteskabsdrama om Marie Hamsun, hustru til den store og kontroversielle norske forfatter Knut Hamsun, samt kunstner i egen ret. I Norge er både Marie og Knut elskede og omdiskuterede skikkelser, der den dag i dag plager den nationale samvittighed, ikke mindst på grund af deres tilknytning til nazismen.Marie min er Espedals take på kunstnerparret, som alle norske forfattere nødvendigvis må spejle sig i og forholde sig til. Et indfølende portræt af kvinden, moren, kunstneren og hustruen Marie, der lider i skyggen af sin berømte mand – hun forbliver for altid ”Marie min”, kvinde set med den store forfatters blik, men er samtidig ”næsten lykkelig”, som det hedder i stykket.Et skuespil og en fortælling i den lange nordiske tradition for knugende dramaer om familien og de nære relationer. Et nuanceret portræt af en stærk kvindeskikkelse. Og en nådesløs, men samtidig indfølt skildring af manden som kunstner og gammel, forfængelig, patriarkalsk satan.Espedal skriver et forord specielt til den danske udgave. Oversat af den prisbelønnede Shakespeareoversætter Niels Brunse.

A novel of intersecting historical threads. Love narrates celebrated Norwegian writer Tomas Espedal's search for death. The decision blossoms within I--the I-person--"like some interior bloom, black and beautiful" on a warm spring day in May, and it is this resolution that fills his self-imposed final year with meaning: Death. It can be so beautiful. One must create this beauty for oneself. One must submit to this naturalness, one must choose it, like pulling the duvet over oneself in bed or jumping off a bridge. But almost immediately life deals I a wildcard: a new love affair brings some of the best days he's ever known and threatens his pact with death. Will he be able to leave Aka and the child she's carrying? He has put an endpoint on his life to intensify experience but is he sure that disappearing from their lives, becoming an absent father, is the best thing for all of them? Set against Espedal's constant reference, the ebb and flow of the seasons, something close to ecstasy propels this most introspective of narratives towards a universal truth.

The companion volume to Espedal's Against Art, written in his characteristic poetic prose. In contemporary Norwegian fiction Tomas Espedal's work stands out as uniquely personal; it can be difficult to separate the fiction from Espedal's own experiences. Against Nature, a companion volume to Espedal's earlier Against Art, is an examination of factory work, love's labor, and the work of writing. Espedal dwells on the notion that working is required in order to live in compliance with society, but is this natural? And how can it be natural when he is drawn toward impossible things--impossible love, books, myths, and taboos? He is drawn into the stories of Abélard and Héloïse, of young Marguerite Duras and her Chinese lover, and soon realizes that he, too, is turning into a person who must choose to live against nature. "A masterpiece of literary understatement. Everybody who has recently been thirsting for a new, unexhausted realism, like water in the desert, will love this book."--Die Zeit, on the Norwegian edition

A lyrical travelogue charting Tomas Espedal's journeys to and ruminations around the world, from his native Norway to Istanbul and beyond. "Why travel?" asks Tomas Espedal in Tramp, "Why not just stay at home, in your room, in your house, in the place you like better than any other, your own place. The familiar house, the requisite rooms in which we have gathered the things we need, a good bed, a desk, a whole pile of books. The windows giving on to the sea and the garden with its apple trees and holly hedge, a beautiful garden, growing wild." The first step in any trip or journey is always a footstep--the brave or curious act of putting one foot in front of the other and stepping out of the house onto the sidewalk below. Here, Espedal contemplates what this ambulatory mode of travel has meant for great artists and thinkers, including Rousseau, Kant, Hazlitt, Thoreau, Rimbaud, Whitman, Giacometti, and Robert Louis Stevenson. In the process, he confronts his own inability to write from a fixed abode and his refusal to banish the temptation to become permanently itinerant. Lyrical and rebellious, immediate and sensuous, Tramp conveys Espedal's own need to explore on foot--in places as diverse as Wales and Turkey--and offers us the excitement and adventure of being a companion on his fascinating and intriguing travels.

In contemporary Norwegian fiction, Tomas Espedal‿s work stands out as uniquely bound up with the author‿s personal experiences. His first book, Tramp, introduced us to the wanderer Tomas; Against Art told us how a boy approaches art and eventually becomes a writer; Against Nature examined love‿s labor‿the job of writing; and in Bergerners, he is torn between his love for his home town and what lies beyond. Now, in The Year, we encounter the author‿s struggle to reconcile his inner life with the external world, and the myriad forms of love, hate, loss, and death‿both personal and literary‿with the immutable pattern of time and the seasons. It is the journal of a year, a diary like no other. And suffusing it all are questions Petrarch asked: How do you live when the one you love is gone? And when your life force shifts from spring to autumn, how do you find the good death?   Written as a long poem, The Year is Espedal‿s riveting stream of consciousness‿profound, edgy, sometimes manic, but always intensely intimate. Â

I bogen, Looking Writing Reading Looking, går 26 internationale forfattere i dialog med kunstværker fra Louisianas Samling. Forfatterne åbner vores øjne for værkerne med deres særlige, poetiske blik. Igennem en bred vifte af litterære genrer som digt, essay, erindringer og noter viser bogens bidrag, hvor forskelligt man kan opleve kunst. Forfatterne er her læsere af kunstværket – og herfra kan vi selv læse videre. I kunsten og i litteraturen. Bogens bidragsydere er Georgi Gospodinov, Colm Tóibín, Claudia Rankine, Richard Ford, Peter Laugesen, Chris Kraus, Sjón, Anne Carson, Roxane Gay, CAConrad, Mariana Enriquez, Hiromi Itō, Delphine de Vigan, Domenico Starnone, Yoko Tawada, Jacques Roubaud, Gunnhild Øyehaug, Eileen Myles, Tomas Espedal, Christian Kracht, Guadalupe Nettel, Anne Waldman, Matias Faldbakken, Chigozie Obioma, Péter Nádas og Tahar Ben Jelloun. I bogen omtales blandt andet værker af Francis Bacon, Asger Jorn, Henry Heerup, Alicja Kwade og mange andre.

Elsken er en roman om døden. Den gode død. Romanens hovedperson som hedder Jeg, glæder sig til at dø, han har fået nok af livet, han er tilfreds. Men hvor og hvordan skal han dø? Han giver sig selv et år at leve i. Og det år bliver det mest intense i has liv, netop fordi hver årstid og hver måned og hver dag som går, vil blive den sidste."Suveræn norsk selvmordsroman giver mindelser om Proust, Woolf og Kafka. Tomas Espedal er en håbløs romantiker, men en suveræn en af slagsen.”– Berlingske ******br>”Elsken er en smuk og brutal kortroman, velkomponeret i en cirkelbevægelse.” – Information”Først læste jeg Elsken én gang, den lille bog glider ned på halvanden time, og tænkte, at det måtte jeg gøre igen.” – Weekendavisen”Alt i alt byder Elsken på variationer over temaer, som er rigt til stede i Espedals andre værker, også den eksistentielle overgearethed og romantiske fridødsbegejstring.” – Politiken ❤︎❤︎❤︎❤︎❤︎"Virtuost sprogligt udført." – Jyllands-Posten ★★★★★ Tomas Espedal, f. 1961 i Bergen, debuterede som forfatter i 1988. Han var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for både Gå og Mod kunsten, som han i 2010 fik Kritikerprisen for. I 2011 modtog han Brageprisen for Mod naturen, og i 2014 var han atter nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for Bergeners.

A story of a boy growing up to be a writer. It discusses the profession of writing - the routines, responsibility, and obstacles. It also discusses being a father, a son, and a grandson; a family and a family's tales; and, how preceding generations mark their successors.

"Bergeners is a love letter to a writer's hometown. The book opens in New York City at the swanky Standard Hotel and closes in Berlin at Askanischer Hof, a hotel that has seen better days. But between these two global metropolises we find Bergen, Norway--its streets and buildings and the people who walk those streets and live in those buildings"--Jacket.

Året er en bog om at elske den samme person hele livet – selv når kærligheden ikke bliver gengældt. Handlingen begynder den 6. april, som er den dato, hvor den italienske digter Petrarca for første gang så sin elskede Laura, da hun var blot 13 år gammel. Hudløst og smukt undersøger Tomas Espedal, om kærligheden til den ene, kærligheden som ikke hører op – den kærlighed Petrarca beskriver i sine digte til Laura – om den type kærlighed stadig har relevans i vores tid. Er den helt store kærlighed stadig mulig?"En lille stor roman, fuld af ulykkelige, kloge sætninger." – Marianne Krogh Andersen, Weekendavisen"I rækken af selvbiografiske værker, Gå for ti år siden, Mit privatliv fra i fjor, er Året en kulmination." – Thomas Bredsdorff, Politiken, ♥♥♥♥♥"… fremragende – gribende … en oplyst og oplysende bog … en af årets vigtigste udgivelser." – Erik Svendsen, Jyllands-Posten, *****"… stor litteratur." – Kristin Vego, InformationForsideillustration: © Fanny Spång

Det begynder i New York City, på det mondæne Standard Hotel, og ender på Askanischer Hof i Berlin, et hotel som har set bedre dage. Mellem verdensbyerne ligger Bergen, Espedals hjemby. Her vandrer han rundt i gaderne, gør notater, reflekterer, skriver dagbog og breve, og inspireret af James Joyces Dubliners tegner han et billede af Bergen, møder forfatterkollegaer og andre bergensere. Han hører anekdoter og fortæller historier. Han længes ud, og han længes hjem."Bergeners er en humoristisk bog med den hvide klovns tragiske smil, der gemmer på fortvivlelse. Det er Bergen, og regnen siler ned. Titlen er en hilsen til James Joyce og hans Dubliners. Espedal portrætterer sin hjemby og dens litterære liv, forfatterne myldrer i byen og verden og bogen: Knausgård, Løveid, Solstad, Borges, Klougart, Jordal, Bernhard, Søndergaard, Handke, Moravia, Aasprong og mange, mange flere. For Espedal og for Vorherre er vi alle bergeners knyttet til denne by, hvorfra en verden går, Norges intellektuelle hovedstad. Espedal formår fuldstændig ubesværet og uprætentiøst at være meget norsk og meget international på én gang, også det gør ham så indtagende." – Bjørn Bredal, Politiken"152 siders konsekvent prosa. Let og legende og som en lang sjælerejse. Jeg havde slet ikke lyst til at slippe Espedal igen. Hvad skal jeg sige andet, end at han må være en favorit til årets Nordisk Råds Litteraturpris." – Peter Nielsen, Information

Tomas Espedal, f. 1961 i Bergen, debuterede i 1988 og har udgivet tretten bøger. Nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for Gå og Mod kunsten, som han fik Kritikerprisen for. Modtog Brageprisen for Mod naturen. Bergeners er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.DET BEGYNDER i New York City, på det mondæne Standard Hotel, og ender på Askanischer Hof i Berlin, et hotel som har set bedre dage. Mellem verdensbyerne ligger Bergen, Espedals hjemby. Her vandrer han rundt i gaderne, gør notater, reflekterer, skriver dagbog og breve, og inspireret af James Joyces Dubliners tegner han et billede af Bergen, møder forfatterkollegaer og andre bergensere. Han hører anekdoter og fortæller historier. Han længes ud, og han længes hjem.“ESPEDAL er voksen og barn på én gang, det gør ham så nærværende. Han skriver ukunstlet om de største ting, sorgen, tabet, døden, kærligheden. Langsomheden. Men han løfter også blikket, søger ud i sin vide intellektuelle horisont, giver perspektiv.” – Politiken

TOMAS ESPEDAL, f. 1961 i Bergen, debuterede i 1988 og har i alt udgivet elleve romaner. Hans forrige bog, GÅ, handlede om nødvendigheden af at bryde op og være i bevægelse, hver gang forfatteren flyttede ind i et hus og slog sig ned, gik han i stå. I MOD KUNSTEN er situationen en anden. Forfatteren har mistet sin mor og sin kone og flytter ind i et hus på Askøy ved Bergen for at være far og mor for sin datter. Han holder hus, køber ind, laver mad, vasker tøj. Alt ligger i faste rammer, og det at skrive er et arbejde. Der hviler en fred over huset, og hver morgen, når datteren er gået i skole, sætter han sig ved skrivebordet. Espedal skriver om naturen og sit eget liv, han skriver om bedsteforældrene og slægtens historie gennem tre generationer, om længsel og savn og drømmen om fællesskabet. Hver fortælling bliver en lille roman i sig selv, hvad enten det handler om de to halvvoksne søstre der bliver jaget hjemmefra af farens nye kone eller om drengen der bliver sendt til slægtninge på landet under krigen og savner sin mor. I alle bogens fragmenter, enten det nu er de små historiske fortællinger, de konkrete dagbogsnotater, de poetiske partier som nærmer sig digte, eller de mere essayistiske passager, handler om det at skabe kunst. Den første sætning skal være hård som stål, skriver Espedal, og lægger til: Men også mit sprog vil forandres, langsomt, som når vi bytter et navn ud med et andet, en sætning med en ny, den første sætning, den skal være blød som voks.I København gør han treogtyve år gammel sin første roman færdig. Han læser Poul Borum og Inger Christensen, Søren Ulrik Thomsen og Michael Strunge. Han deler et værelse med en pige på et kollegium i Rødovre og tager ind til København, går på Krasnapolsky og Bo-Bi Bar og opfører sig som han tror en forfatter skal opføre sig. En dag siger pigen at hun flytter, hun har i smug læst hans roman og siger at den er fuld af løgn. Du må skrive bogen om, det forlanger jeg, siger hun.KRITIKERPRISEN, fra komitéens begrundelse:"Kritikerprisen for bedste voksenbog 2009 går til et poetisk og usædvanligt skriveprojekt. Det er en beretning om en slægts historie, om at skrive og arbejde, om at flytte eller blive boende, og det er et skrift til en mor. Værket kan siges at gå til angreb på kunsten og er samtidig et tydeligt skrift for kunsten. Det er personligt, selvbiografisk, til tider hudløst. Mod kunsten er stor romankunst og viser Tomas Espedals originale blik."

Tomas Espedal, f. 1961 i Bergen, debuterede i 1988 og har udgivet tolv bøger. Nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for Gå og Mod kunsten. Fik i 2010 Kritikerprisen for Mod kunsten og i 2011 Brageprisen for Mod naturen.Mod naturen er en undersøgelse af arbejdet: fabriksarbejdet, skrivearbejdet og kærlighedsarbejdet. Og en bog om den svære kærlighed mellem en ældre mand og en yngre kvinde. Hvad er naturligt? Og hvorfor drages fortælleren mod det umulige: den umulige kærlighed, bøgerne, myterne, tabuerne? Han læser fortællingen om Abélard og Héloïse, og langsomt går det op for ham at han selv lever mod naturen.BRAGEPRISEN 2011. Fra juryens begrundelse:“Den handler om en midaldrende mand, en jeg-fortællers liv, erfaringer, arbejde og refleksioner, hans kærlighed og lidenskab, hans forhold, barn, intense lykke og ubodelige vedvarende sorg. Blandt skrivende er Tomas Espedal digter og magter derfor at transformere liv til litteratur. (-) Mod naturen er dristig, elegant og farlig. Teknisk er den virtuos.”

Tomas Espedal er en sjælden blomst i samtidslitteraturen. I tre bøger har han udforsket tre beslægtede genrer: biografien, dagbogen og brevet. Bøgerne handler om de klassiske Espedal-temaer: om steder han har boet, hans mor som dør, kvinder han har kendt, bøger han har læst, rejser han har været på og det at blive en vandringsmand. Og så lærer vi i nogle intense tekster en ny side af Espedal at kende, nemlig slagsbroren og bokseren. Som altid deler Espedal generøst ud af sit liv, blotstiller de inderste tanker, sætter ord på det personlige – uden at blive privat.