Bøger af Thomas Aastrup Rømer

I “Sidste chance” sætter Svend Brinkmann, Thomas Aastrup Rømer og Lene Tanggaard spørgsmålstegn ved, hvordan vi fortsat kan værne om begrebet “dannelse” til fordel for effektmåling og mere synlig læring. Bogens titel “Sidste chance” hentyder til, at mange begreber i dag uddør, og at det er ved at være sidste chance for at redde begrebet “dannelse”. En lang række af mere og mindre kendte danskere giver i bogen deres bud på, hvordan dannelse i dag kan forstås, og hvad vi i praksis kan gøre for, at begrebet ikke skal gå til grunde.Bogen er inddelt i kapitler skrevet af de forskellige deltagende: Svend BrinkmannThomas Aastrup RømerLene TanggaardHanne Leth AndersenMette FrederiksenHenrik JensenNiels Jakob PasgaardKåre Egholm PedersenIben Benedikte Valentin JensenLea KorsgaardCarolina Magdalene MaierMerete RiisagerKnud RomerRasmus Kolby RahbekKeld SkovmandMarianne Stidsen“Sidste chance” beskriver både selve dannelsesprocessen, og hvad den egentlig betyder, og sætter fokus på, hvorfor det er så vigtigt at bevare netop dannelse i vores målstyrede samfund. Svend Brinkmann er uddannet professor i psykolog og er kendt for alternative selvudviklingsbøger og at sætte samfundsproblematikker på spidsen.

Denne bog handler om dannelse. Det er et begreb, som har været forvist fra dansk pædagogik i mange år, idet den pædagogiske debat gradvis er blevet overtrumfet af økonomiske og dannelseskritiske synspunkter. De aktuelle reformer af skolen, læreruddannelsen og gymnasiet er et resultat af dette. Men i dag er stemningen vendt, og begrebet er igen på alles læber.Men hvad er dannelse? Det enkle svar er, at dannelse handler om forbindelsen mellem mennesket og verden. Det er sådan set bare det. Så enkelt er det. Og så interessant, bør man tilføje.I FAQ om dannelse besvarer Thomas Aastrup Rømer en række centrale og ofte stillede spørgsmål om dannelse, herunder om der findes en dansk dannelsestradition, og om hvorfor den forsvandt. Han afrunder bogen med at påvise, hvordan dannelsen formår at stille en række kritiske spørgsmål til aktuelle problemstillinger som fx verdensborgerskab, klima og digitalisering.

Du bør ikke læse denne ubrugelige bog. Du bliver hverken mere kompetent eller mere læringsparat, tværtimod. Bogen består af forstyrrelser, kritikker, destruktioner og opløsninger samt nogle upraktiske råd og sære opbyggelige bemærkninger, der kan rive pædagogikken løs fra dens aktuelle ensomhed og bringe den i kontakt med dens kulturelle, sociale og politiske virkelighed og baggrund. Når du er færdig, er du efterladt kompetence- og læringsløs. Til gengæld får du måske lyst til at tænke, skabe, handle og kritisere på de steder, hvor du står. Lyder det ikke besværligt? Uren pædagogik 3 er tredje bog i serien om Uren pædagogik, hvor en række forskere og pædagoger drøfter begrebsmæssige, praktiske og videnskabelige problemer ved det eksisterende sprog om pædagogik og uddannelse. Bogen indeholder bidrag af Lene Tanggard, Svend Brinkmann, Thomas Aastrup Rømer, Brian Degn Mårtensson, Jan Jaap Rothuizen, Jacob Klitmøller, Hans Henrik Hjermitslev, Frederik Pio, Kirsten Hyldgaard, Thomas Szulevicz, Alexander von Oettingen, Erik Schmidt og Per Fibæk Laursen.

Dannelse er ligesom demokrati et rummeligt begreb, men det er derfor også uskarpt og flydende. Det er betingelserne for de centrale begreber i vores kultur, at de hele tiden står til diskussion og forhandling mellem forskellige interesser. I skolen er dannelsen en kampplads mellem politikere, praktikere og forskere etc. I de senere år har kampen dog ofte været ført mellem økonomer, planlæggere, administratorer og pædagoger, lærere og filosoffer. Diskussionen om, hvad skolens formål må være, har i de diskussioner været underbelyst og erstattet af diskussioner om resultatmål. Samtidig er skolens indhold blevet defineret som smalle, grundlæggende kundskaber uden blik for den verden, eleverne lever i.  Dannelses- og undervisningsprocesserne er nedprioriteret i diskussionen til fordel for læring, digitalisering og læringsresultater.I denne bog fører vi i et bredere perspektiv diskussionerne om dannelse helt op til nutiden ved hjælp af fire perspektiver: Dannelseskontekster, -visioner, - temaer og -processer. Kapitlerne fremstår samlet som et kalejdoskopisk udvalg af dannelsesteorier og -diskussioner ud fra disse fire perspektiver.Dannelse henvender sig til de mange, der arbejder med eller studerer for at bidrage til fremtidens folkeskole.

"11. marts 2020 ændrede Danmark sig radikalt. På grund af frygt for en ny coronavirus gik vi fra en demokratisk stat til en biostat.Biopolitikken er udtryk for en omfattende reduktion af 'borgeren' til biologisk overlevelse. Dermed tages tænkningen og handlingen ud af samfundet. Samfundets dannelse erstattes af 'samfundssind'.Den Store Nedlukning er i hele sin essens et pædagogisk problem, en form for pædagogikkens, lovens og derfor også frihedens afmontering, en fejl i dannelsen."Bogens forfatter Thomas Aastrup Rømer er politolog, filosof og pædagogisk forsker. Fra dag ét har han indsamlet og diskuteret indlæg og artikler om Nedlukningen og formet sine 'smittede tanker' som en dagbog over coronaens første år. Resultatet ser han først og fremmest som et forsvar for menneskets frie samlen sig om samfundets ting, herunder opdragelse og skole, og i videre forstand tanke- og talefrihed.

Pædagogikhåndbogen beskriver pædagogikkens vidensområde gennem seks tilgange: Pædagogikkens historie (hvad er baggrunden for det skolesyn vi har i dag?) Pædagogisk filosofi (hvad er skolens formål og etiske grundlag?) Pædagogisk sociologi (hvad er skolen sociale virkelighed?) Pædagogisk psykologi (hvad er udvikling, læring og motivation?) Pædagogisk antropologi (hvordan bliver skolens kulturelle mønstre synlige?) Didaktik (hvordan bliver pædagogik til planlægning, gennemførsel og evaluering af undervisning?)Pædagogikhåndbogen præsenterer et vidensgrundlag, som den studerende kan bruge til at reflektere over praksis med. Bogen er tænkt som den studerendes arbejdsredskab gennem hele studiet. Den henvender sig til læreruddannelsen og pædagogiske bachelor-, diplom- og kandidatuddannelser. Pædagogikhåndbogen er et originalt værk, der er sammensat af nyskrevne og reviderede kapitler fra udgivelsen Pædagogikhåndbogen, 1. udgave.

Kunne man før nøjes med at læse pædagogisk-filosofiske tekster for at nærme sig pædagogikkens DNA, griber man i dag til uddannelsesforskningens analyser og data. Før orienterede man sig altså ud fra idéhistoriske tanker og refleksioner – i dag empirisk!Men modsætningen mellem pædagogik og uddannelsesforskning er forkert. Kant, Herbart, Grundtvig, Dewey og i dag Biesta, Prange og Benner var og er ikke uinteresseret i den empiriske forskning. Deres teorier har blik for, at empirien er en vigtig erkendelsesform, når det drejer sig om dannelsesprocesser og den pædagogiske praksis. De har forskellige syn på empiri, dannelse og forskning og ser også forskelligt på sammenhængene imellem dem. Men uden forståelse for det empiriske og den empiriske forskning er de ikke – tværtimod.  Denne bog udreder således moderne betydningsfulde pædagogiske tænkere i lyset af den empiriske dannelsesforskning. På den måde når bogens bidrag også frem til, hvad de pædagogiske tænkere kan have af betydning for pædagogisk praksis i dag.Pædagogiske tænkere – bidrag til empirisk dannelsesforskning henvender sig til dem, der studerer folkeskolen for i fremtiden at gøre den bedre.

Uddannelsesforskeren John Hattie har gjort sit indtog i Danmark, hvor hans metaforskning har slået rod i faglige, politiske og kommercielle miljøer. Herfra er groet en dansk forståelse af Hattie, der bl.a. er blevet omsat til: politiske initiativer (folkeskolereformen og herunder især forenklede Fælles Mål), kommunale initiativer (fx konkret 'synlig læring' i stedet for Hatties Visible Learning, der handler om at se hinandens perspektiver i læringsprocessen), lokale initiativer (skolerne, som pålægges at arbejde videre med de kommunale initiativer).Hattie på dansk - Evidenstænkningen i et kritisk og konstruktivt perspektiv indfører i Hatties forskning, og hvordan den bruges i og har taget styringen på dansk skolepædagogik. Som Hattie anvendes i Danmark er det i følge bogens forfattere tvivlsomt, hvorvidt der overhovedet er evidens for de initiativer, der bliver taget. Hertil kommer, at initiativerne groft sagt umyndiggør læreren, da Hattiebaserede koncepter og manualer angiver vejen for læring. Man bør derfor diskutere brugen af Hattie kritisk og konstruktivt i bestræbelserne på at udvikle pædagogikken og skolen – og i bestræbelserne på at justere de initiativer af ovennævnte art i den danske folkeskole.Indhold Introduktion til Hattie og synlig læring– Per Fibæk Laursen Forenklingen af Hattie og Fælles Mål – Keld Skovmand Koncepternes vagtparade: Oversættelsen af synlig læring i praksis – Jørn Bjerre og Niels Møller Know Thy Impact - blinde vinkler i John Hatties evidens-credo – Steen Nepper Larsen Et kritisk lys på John Hatties teori om Visible Learning – Thomas Rømer

Pædagogikken er blevet alt for ren og pæn. Store dele af den pædagogiske forskning er i disse år optaget af at finde metoder, der kan rejse rundt fra fag til fag og fra skole til skole. Pædagogik reduceres dermed til anvendelse af disse metoder, og den pædagogiske forsknings opgave bliver at blåstemple bestemte metoder med en særlig forskningsmæssig evidens. Metoder bliver kongevejen til sikkerhed, kontrol og mere læring. UREN PÆDAGOGIK gør op med dette syn. Med baggrund i discipliner som pædagogisk filosofi, pædagogisk psykologi og litteraturforskning argumenterer forfatterne for, at pædagogik er besværlig, overraskende og uren, og at den er tæt knyttet til kulturen, faget, konteksten, indholdet, personen og materien. Bogen udgør dermed en kritik af det eksisterende rene syn på pædagogik og pædagogisk forskning – samtidig med at dens forfattere forsøger at pege på andre og mere urene veje for vores forståelse af pædagogik og uddannelse.

Thomas Aastrup Rømer diskuterer i denne bog universitetets idegrundlag. Med udgangspunkt i en række af de filosofiske diskussioner, som universitetet er skabt ved, udarbejdes en skitse til en videnskabelig republik, der er karakteriseret ved nysgerrighed, sandhedskærlighed, politisk uafhængighed, intellektuelt engagement og ansvarlighed.Dernæst diskuteres en række af de universitetsreformer, som har fundet sted i de seneste 50 år. Der argumenteres for, at især reformen i 2003 markerer et opgør med det skitserede idegrundlag.Endelig undersøges i en række kritiske analyser, hvordan denne splittelse mellem ide og politik har materialiseret sig på Aarhus Universitet og på DPU, både generelt og i en række konkrete sager.

Du bør ikke læse denne ubrugelige bog. Du bliver hverken mere kompetent eller mere læringsparat, tværtimod.Bogen består af forstyrrelser, kritikker, destruktioner og opløsninger samt nogle upraktiske råd og sære opbyggelige bemærkninger, der kan rive pædagogikken løs fra dens aktuelle ensomhed og bringe den i kontakt med dens kulturelle, sociale og politiske virkelighed og baggrund. Når du er færdig, er du efterladt kompetence- og læringsløs.Til gengæld får du måske lyst til at tænke, skabe, handle og kritisere på de steder, hvor du står. Lyder det ikke besværligt?Uren pædagogik 3 er tredje bog i serien om Uren pædagogik, hvor en række forskere og pædagoger drøfter begrebsmæssige, praktiske og videnskabelige problemer ved det eksisterende sprog om pædagogik og uddannelse.Bogen indeholder følgende bidrag:IndledningThomas Aastrup Rømer, Lene Tanggaard, Svend BrinkmannSagspædagogik – om lidenskab, opslugthed og fordybelse som pædagogiske drivkræfterLene TanggaardPædagogikkens placebo?Kirsten HyldgaardDen rene læreanstalt? Læreren på mellemhåndErik SchmidtPædagogik og kausalitetThomas Aastrup RømerSe ud i verden! Uren pædagogik og opmærksomhedens dannelseSvend BrinkmannUren pædagogik i pædagoguddannelsen – et grundtvigsk korrektivHans Henrik HjermitslevPædagogikkens fortællingerJan Jaap RothuizenRen uroThomas SzuleviczRefleksioner over den ‘rene’ op­deling mellem den ‘rene’ og ‘urene’ pædagogik: ligheder mellem John Hattie og Gert BiestaJacob KlitmøllerUndervisningens indhold mellem læring og dannelse: kampen om kundskabsbegrebetFrederik PioDen rene urenhed – en drøftelse af kærligheden til mennesket som absolut postulat i en uren pædagogikBrian Degn MårtenssonSkolens paradoks og det beskidte principAlexander Von OettingenKritikken af den ‘rene’ pædagogik rammer kun konceptforskningPer Fibæk Laursen

Både pædagogisk forskning og praksis får stor bevågenhedi disse år. Folkeskolens resultater måles og sammenlignes i internationaleundersøgelser. Kravene til øget konkurrenceevne idet åbne, globale marked stiger, og uddannelserne skal leverevidenskytset. Der sker en centralisering af beslutningsprocessernei uddannelsessystemet, mens de økonomiske tøjler strammes. Menhvilken rolle kan og skal pædagogikken spille her? Må vi gå påkompromis med uddannelsestraditioner, for at vi i krisetider kanfå mere viden til flere elever for færre penge, og er blåstempledepædagogiske metoder vejen frem? Eller udfolder pædagogikkensig mere kreativt og uregerligt, alt imens den er med til at skabemindre målbare værdier i vores samfund?’Uren pædagogik 2’ er en opfølgning på den debat, som udgivelsen’Uren pædagogik’ igangsatte. I bogen udbygges ognuanceres forståelsen af pædagogikken som ’uren’, det vil sigeknyttet til kultur, fag, kontekst og materie. Begrebet uren pædagogiksættes ind i en aktuel sammenhæng, hvor mangeartedeparametre er med til at forme de krav, som møder dansk pædagogiki daginstitutioner, folkeskole og videregående uddannelser– og bogens forfattere giver bud på, hvad den urene pædagogikkan bidrage med i dette udfordrende landskab.Med bidrag af:Søren BengtsenGert BiestaSvend BrinkmannJørgen CarlsenStefan HermannPeter KempLeo Komischke-KonnerupSteen Nepper LarsenKlaus NielsenOve Kaj PedersenThomas Aastrup RømerLene TanggaardKarsten Tuft

Børn mistrives, unge mistrives, og vi har angiveligt en ‘trivselskrise’. Undersøgelser viser, at det løbende går tilbage med trivslen, og alligevel er danskerne blandt verdens lykkeligste folk. Hvad er der dog sket? Hvordan hænger det sammen?Trivsel tur-retur nuancerer (mis)trivselsdebatten. De tre velskrivende og veloplagte forfattere ønsker at undgå en kollektiv kortslutning af vigtige spørgsmål om børn og unges liv, om uddannelse og dannelse og om undervisning og skoler som følge af mistrivselsdebattens indtog. De benægter ikke, at der findes børn og unge i mistrivsel med psykiske lidelser, som har brug for hjælp og udredning. De vil ikke lukke øjnene for, at alt for mange børn og unge ikke har det godt. Men de ønsker at sætte fokus på, at samfundet virker som forhekset af en bestemt opfattelse af trivsel og mistrivsel som et individuelt psykisk anliggende, der skal måles, dokumenteres og optimeres. Dét udfordrer forfatterne ved at sætte fokus på fællesskabets betydning og ved at undersøge konsekvenserne af den måde, vi taler om (mis)trivsel på.

Around the globe, there aremany traditions that deal with the human need for belonging and formation: Tobe part of a group and to evolve as an individual and become You.In Europe, this goes by thename Bildung, in parts of Africa, it is called Ubuntu, and in Latin AmericaBuen Vivir. In other parts of the world, it has different names.It is a hallmark ofhumanity and our ability to build civilizations and keep social peace that weeducate and form our minds and hearts so that we can live peacefully in mutualdisagreement and even get to the point where we may appreciate differences andplurality.This book is about thesetraditions from around the globe.It is also about whathappens to humanity when we are confronted with the challenges of the 21stcentury, such as social media, AI, and the risk of being bombarded with fakenews. How can we educate for such a complete shift in the human condition?To make sense of that, weneed to explore what it means to be human.This anthology has the following contributions and contributors:ForewordKlaas van Egmond, the NetherlandsThe World That Might Have Been…Thakur S. Powdyel, BhutanUbuntu & Bildung: Our Common Heritage 23Mamphela Ramphele, South AfricaPersonal growth, Lifelong Learning and DemocracyJoseph Kessels, the NetherlandsThe Significance of BildungLene Rachel Andersen, DenmarkPractical Implications of a Philosophy of Humane EducationJulian Nida-Rümelin, GermanyLet’s Make Instead of Follow Peter Mesker and Hanke Drop, the NetherlandsBildung and Worldviews: Education through Ubuntu, Buen Vivir and HappinessDorine van Norren, the NetherlandsThe Transformative EncounterMarcos Sarasola, UruguayConfucian Bildung Past, Present, and FutureCheng Yi-Heng, ChinaHuman Ecology Education and Its Foundational Value for Transforming SocietySandra Ericson, United StatesFrom Bildung to IdentityThomas Aastrup Rømer, DenmarkTechnology and the Decline of the Bildung HumanSteve Joordens and Adam Frost, CanadaThe Last EducatorsZachary Stein, United StatesBildung Brings Hope and Empowerment in Post-Conflict Contexts Eliane Metni, LebanonWhat it means to be human. Kōtahitanga, Unity, TogethernessNoema Toia Williams, Aotearoa, New Zealand

I SKOLEREFORMENS KØLVAND handler om årene efter skolereformen fra 2014. Bogens indhold er en beretning, en form for vidnesbyrd fra pædagogikkens kampplads. Det er så vidt vides den første fremstilling, der omhandler skolepolitik i denne periode. Thomas Aastrup Rømer er én af de skarpeste iagttagere og kritikere af tidens pædagogik og uddannelse. Der er tale om en storslået og dramatisk beretning, hvori pædagogikkens lag og stemmer væver og genvæver samfundets mest grundlæggende strid, mens politikere, organisationer og ideologier kommer og går ind og ud af teksten. Rømer undersøger det pædagogiske og kritiske momentum, som udviklede sig i forbindelse med Merete Riisagers tid som undervisningsminister fra november 2016 til juni 2019, da reformen blev “justeret”. Kampen mellem kritik og justering bølgede frem og tilbage. DEN KRITISKE SKOLEPOLITISKE BEVÆGELSE toppede ifølge forfatteren i sensommeren 2018. Regeringens almene interesse for digitalisering og økonomisk vækst forstærkedes samme efterår af en række begivenheder på forskningsfronten, herunder en øget interesse i OECD og digitalisering. Begrebsmæssige processer flyttede nogle fagligt set tomme humanistiske værdier til neurovidenskab, globale curricula og psykologi, som igen knyttedes direkte til evidens og praksis. Den nye situation, som den så ud i starten af 2020, bar præg af en politisk accept af skolereformens vilkår tilført en stærk interesse for økonomen James Heckmans arbejde med forholdet mellem lighed, sociale metoder og økonomisk afkast. Med dette statistisk-økonomiske udgangspunkt kollapser det pædagogiske sprog ifølge Rømer i statistiske styringsformater. I SKOLEREFORMENS KØLVAND indeholder også en grundig gennemgang af to spektakulære personsager, der optog sindene, og som hang sammen med justeringsdiskussionen, nemlig sagen om Keld Skovmands kraftfulde kritik af skolereformen, og Erik Schmidt-sagen, der handlede om ytrings- og åndsfrihed i folkeskolen.

Ordet skole stammer fra det græske ’scholé’, som overraskende for mange betyder en ’fri tid’. Oprindeligt var tanken bag skolen, at vi her ikke bekymrer os om produktivitet, profit eller resultater, men i stedet kan fordybe os i stoffets lag og liv. Tidligere fandt vi denne ’frie tid’ i folkeskolens formålsparagraf. Men denne forbindelse ser ud til at være brudt inden for de seneste år, hvor skolens opgave i stigende grad er blevet formuleret ved hjælp af målbar læring, som kan evalueres. I Skolens formål blotlægges det tætte samspil mellem folkeskolens formålsparagraf og skolepolitikken, historisk og i dag. Thomas Aastrup Rømer viser, at der har udviklet sig en splittelse mellem den pædagogiske tradition, som formålsparagraffen udspringer af, og den skolepolitiske anvendelse af selvsamme paragraf. Denne splittelse skal vi være på vagt over for, hvis vi vil bevare den danske folkeskole som en pædagogisk institution. Skolens formål er et originalt og værdifuldt bidrag til debatten om folkeskolen og til skoleforskningen. Bogen er en velunderbygget analyse af de store forandringer, som er sket med folkeskolen, og den indeholder også en pædagogisk-filosofisk og historisk fortolkning af formålsparagraffens ord og betydning.

Bogen er et originalt og værdifuldt bidrag til debatten om folkeskolen og til skoleforskningen. Den er en vigtig analyse af de store forandringer, som er sket med fundamentet under vores demokrati: vores fælles folkeskole.Thomas Aastrup Rømer blotlægger det tætte samspil mellem folkeskolens formålsparagraf og skolepolitikken, historisk og i dag. Han viser, at der har udviklet sig en splittelse mellem den pædagogiske tradition, som formålsparagraffen udspringer af, og den skolepolitiske anvendelse af selvsamme paragraf. Denne splittelse skal vi være på vagt over for, hvis vi vil bevare det helt unikke, der kendetegner den danske folkeskole og dens rolle i vores samfund.

Med "At lære noget i en verden uden gelænder" foreligger en præcisering af et læringsbegreb, der balancerer mellem to poler. På den ene side en relativistisk pol, hvor læreprocessen er central, men hvor læringsindholdet er nedtonet eller fraværende. På den anden side en objektivistisk pol, hvor læring opfattes som havende en bestemt og entydig retning. Begge sider har problemer, den ene med indholdet og den anden med forståelse af uddannelse som noget, der finder sted i en plural og postmoderne kontekst.Bogen indeholder en præsentation og en kritisk analyse af en række nyere læringsteorier inden for den pædagogiske psykologi og den pædagogiske filosofi. Først diskuteres læringsopfattelser med udspring i teoretikere som Lev Vygotsky, Jean Piaget, Ernst von Glasersfeld, Mikhail Bakthin, Donald Schön, Jean Lave og Etienne Wenger og Knud Illeris. Dernæst diskuteres læringsbegrebet hos Ludwig Wittgenstein, Jean-Francois Lyotard og Kenneth Gergen. Endelig formuleres, med Hannah Arendt og John Dewey som afsæt, en ny forståelse af læring, hvor både et pluralt indhold og læreprocessen er tematiseret på samme tid.Resultatet er en læringsforståelse, der inkluderer begreber som refleksion, konstruktion og postmodernitet samt tradition og kanon i et og samme perspektiv. En konservativ og postmoderne læringsforståelse.

THOMAS AASTRUP RØMERS nye bog er en intellektuel ballade, en filosofisk og karnevalistisk tekst, der sigter mod at skabe offentlig og uddannelsespolitisk røre og rørelse. Det er en bog om samfundet fra Danmarks pædagogiske forsamlingshus, hvor der både er debat, mylder, fest, glæde, vildskab, kamp og ustyrlig fælles aktivitet. BALLADE I DET PÆDAGOGISKE FORSAMLINGSHUS er opbyggelig i den forstand, at den sigter mod at skabe forståelse, klarhed og ægthed i sproget i en pædagogisk verden, der ifølge Rømer domineres af fortegninger, reduktioner og grimme ord fra den radikale konstruktivisme, poststrukturalismen og konkurrencestatstænkningen. Det er en kunstig pædagogisk verden, hvor virkeligheden reduceres gennem metodiske greb, strategi og teknik. Hvor praksis i et skjult opgør med åndsfriheden og metodefriheden reduceres til ren funktionel anvendelsesorientering og instrumentalisme under nye og teknokratiske formåls herredømme. Alt opfattes som konstrueret og alting tømmes for mening. Men pædagogik er noget andet, skriver Rømer. I pædagogikken genskabes det, der er værdifuldt. Pædagogik er pædagogiske formål og pædagogisk praksis i magnetisk stridbarhed – en fri, kritisk, sammenslynget og u-ligegyldig relation i en tingslig syntese. På den måde er BALLADE I DET PÆDAGOGISKE FORSAMLINGSHUS også en modstandsbog. En bog, der maner til kamp mod den herskende pædagogik og uddannelsespolitik. -Jeg skriver bare, hvad jeg ser, siger Thomas Aastrup Rømer, der med sin stærke pen har markeret sig som landets måske skarpeste og mest energiske iagttager af og deltager i den offentlige debat om pædagogik, skole og uddannelsespolitik. I BALLADE I DET PÆDAGOGISKE FORSAMLINGSHUS fortsætter han med baggrund i både pædagogik, filosofi og politologi sit arbejde med at registrere, kritisere og analysere, hvad han har set i det pædagogiske landskab siden 2014. ”Pædagogik og strategi er modsætninger. Kommer der en leder rendende med en strategi, så sæt ham på plads. Jo mere ”strategi”, desto mere fjerner handling sig fra samfundets realitet, og jo vanskeligere vilkår får fornuften. Strategi fjerner et folk fra det selv. Folket skjules. Strategi skjuler folket. Folket kan ikke regere sig selv. Noget forsvinder. Hvad hedder dette ”noget” på græsk? Det er pædagogik, polis og bios. Hvad er pædagogik så? Pædagogik er eksistens. Vær her! Tænk på tingene, som de er i sig selv. Brug din forestillingsevne? Hør! Tal! Skete der noget? Læring er et resultat af handling og ikke af strategi. Hop fra ting til ting, lyt opmærksomt til tingenes tale og til hvilke ord, de bygger på din tunge. Find dig selv i tingenes tumultariske tale. Slå på strategierne. Slå dem. Det er bedre at tage fejl end at følge en strategi. Hvad kan du se? Sig det! Så har vi en skole!”

Færgen lægger fra borde som en fortælling om livet i en moderne verden, der tager sig ud som et teknologisk helvede. Færgen bliver en metafor for hybris og sølvskinnende umenneskelighed. Et synkefrit uhyre af teknologi, hvor mandskabet befinder sig i Asien og digitalt styrer passagererne frem imod Gud ved hvilken katastrofe? Skibet hedder ikke for ingenting Atlantvolden, navnet på Hitlers indbildt uindtagelige befæstning af den nordeuropæiske kyst. Et skib altså viet til død og selvdestruktion… Jeg-fortælleren har løst billet for ikke mindre end tre år, hører vi og frygter det værste. Men så længe bliver han ikke om bord. Han afmønstrer i tide – eller måske skulle vi sige i tiden. Måske i en science-ficiton-agtig reprise af tidligere årtiers oplevelser? Måske bare i en mental flugt gennem erindringen? Læserens rejse med Færgen bliver således ikke en fuldtonet, deprimeret og hermetisk lukket undergangsfortælling. Den bliver en energisk og livsbekræftende rømning tilbage til ungdommens intense og spraglede oplevelse af verden - et trip på rockmusik, kærlighed, en passende mængde alkohol og ikke at forglemme: fortidens heftigt indtagede smøger. Vi besøger i selskab med jeg-fortælleren hans ungdoms by, Århus, med alskens typer, der hænger ud på trendy caféer og usmarte natværtshuse. Vi bliver også inviteret på rejse ned gennem Europa: Grækenland, Tyrkiet. Filosoffer i rygsækken og piger i sommerkjoler. Blåt vand og sand i sandalerne. Thomas Rømer debuterer med Færgen som skønlitterær forfatter. Vel vil han stadig sige noget om verden, som den er og var, men først og fremmest vil han arbejde med sprog og erindring på en anden måde end i sine faglitterære værker.

I PÆDAGOGISKE LANDSKABER – 232 INDRE DRYS er der alt fra pædagogiske spidsformuleringer, mindre politiske og kulturelle analyser, små digte og polemiske indlæg om aktuelle pædagogiske, politiske og kulturelle begivenheder. Der er 232 indre drys fra Thomas Aastrup Rømers og den pædagogiske filosofis værksted. Et par eksempler: ”Dårlige mål er fortidens fremtid. De binder fremtiden i fortidens fejltagelser, som så kan bestyre og tæmme fremtidens muligheder. Gode mål er rumlige. De søger og finder mål i kulturens vekselvirkninger, så både fortid og fremtid altid holdes i maksimal spændstighed og liv.” ”Det største problem med finanskrisen er, at den også gør alt muligt andet end finanserne til et finanskritisk problem. Hele samfundet bliver en finanskrise. Alle vores institutioner skal ”sikre”, at finansernes ”udfordringer” bliver ”adresseret”. Skolen er en metode til finanskritisk problemløsning, og det er børnehaverne også. Det samme er universitetet og mange andre institutioner.” ”Problemet med velfærdsstaten er ikke, at den er for stor. Problemet er, at den har mistet sin kontakt med den dyd, som har skabt den, nemlig syntesen mellem solidaritet og åndsfrihed. Problemet er med andre ord, at velfærdsstaten ikke er velfærdsstatsmæssig.” ”Kundskaber er det, man finder, når man nærmer sig tingene i sig selv og opdager deres indre liv og konstitution, der samler dig i deres kreds. Kundskaber er at blive væk i kulturel essens. Der, hvor tingene ikke er tæmmet af kompetencer, men hvor tingene kan tale frit og overraskende tilbage til en kundskabssøgende opmærksomhed.” ”Skolen er et sted, hvor vi arbejder med åndsfrihed, solidaritet og fantasi samt med elevernes følelsesmæssige og sanselige samspil med deres omverden.” ”Hvis man ikke – også som ansat – kan kritisere sin arbejdsplads, bliver hele skoletænkningen jo bygget op på ren klap-hat, og ingen borger eller kollega vil kunne stole på nogen som helst.”

John Dewey er en stemme, der tværs gennem århundreder tilbyder en håndsrækning til de lærerstuderende, der vil være deltagere i samtalen om design af undervisning og læring og om uddannelsens demokratiske betydning i den særlige samværsform, der udvikles gennem den deliberative samtale mellem mennesker dvs. mellem lærer og elev i det formaliserede uddannelsessystem. Uddannelse er ikke i sig selv "dannende" men kan blive det undersærlige omstændigheder, mener John Dewey.

OM KRISEN I DANSK PÆDAGOGIK Thomas Aastrup Rømer skriver på en gang udtryksfuldt, nænsomt, stringent, klart, kritisk, idealistisk, rebelsk og med stor sandhedskraft om emner, der spænder fra pædagogik og kærlighed til kontraktstyrede systemer med totalitære tendenser. Bange for sit eget skind er han ikke. Han kritiserer frejdigt ”størknede monarkistiske strukturer” i uddannelsesverdenen og ”den magtfulde intelligentsia” for at have blikket rettet mod fjerne lister og abstrakte begreber. Med fare for at miste anseelse, meritering og position går han end ikke af vejen for at kritisere navngivne personer og overordnede i en saglig strid. Der er blandt andet hug til Aarhus Universitet, professionshøjskolerne, læreruddannelsen, Fremtidens Skole i Odenses, OECD’s skolesyn, LP-metoden, VIA, frygten og tavshedskulturen, Silkeborg Kommune, Ny Nordisk Skole, Canada-begejstringen og til fremtrædende personer i skole- og uddannelsesdebatten: Lars Qvortrup, Jens Rasmussen, Stefan Hermann, Andreas Rasch-Christensen, Per Fibæk Laursen og Niels Egelund. Men der er også engagerede forsvar for mennesker og kolleger, der har været udsat for uretfærdigheder i de seneste år, f.eks. de afskedigede pædagogiske filosoffer, de tvangsforflyttede børnelitteraturforskere, Linda Maria Koldau og lærerne i Odense. Pædagogik er ifølge Thomas Aastrup Rømer diskussioner og praksisser, der vedrører et menneskes indvielse og tilblivelse i en levende kulturs dialoger. Men i stedet har vi fået en karikatur af en pædagogik, der ødelægger store dele af, hvad man kunne kalde en dansk eller en europæisk pædagogisk tradition. Evidenstænkningen har på ganske få år placeret sig i dansk pædagogik og uddannelse med hegemonisk status. Den pædagogiske teoridannelse domineres af den såkaldte systemteori, der opfatter alt som lukkede kognitive funktionssystemer, og som derfor afskyr virkeligheden som negativt ladede magneter. Dannelse reduceres som så meget andet virkeligt til et kommunikationstrick. Der findes i dette lys ikke noget fælles, ingen egentlig samtale, men kun lukkede selvrefererende systemer, der irriterer hinanden, skriver Rømer. Ingen fag, ingen kultur, intet fællesskab, ingen fornuft, ingen historie, ingen kærlighed, ingen frihed, ingen børn, ingen jord, ingen skønhed, ingen skabelse. Ingenting. Kun systemer og metoder. Fra pædagogik til didaktik, evidens og metode. Fra fællesskab til funktion. Fra pædagogik til metode uden tænkning og etik. Det er en farlig rejse. De i alt 80 Indlæg i denne bog, der er blevet til hen over de seneste to-tre år, har løbende været publiceret for et relativt smalt publikum på fagbladet Folkeskolens hjemmeside. Der er indlæg af meget varierende længde og karakter lige fra lange analyser af hele forfatterskaber til små pædagogiske digte. Der er både analyserende, polemiske, dagsaktuelle, kontemplative og undersøgende essays.