Bøger af Rasmus Willig

Både velfærds- og konkurrencestaten har som analytiske perspektiver og som fungerende statsformer vist sig utilstrækkelige, når det drejer sig om at handle på klima- og biodiversitetskriserne.De to ideologisk konkurrerende statsformer, der både fylder i den offentlige debat og er på pensumlisterne på alle landets læreanstalter, hverken handler eller svarer på de enorme kriser, men er tværtimod med til at forværre dem. Og de politikere, der bebor de gamle statsformer, virker handlingslammede imens protesterne vokser.Vi befinder os i et vakuum, hvor den naturvidenskabelige forskerstand kun har givet os ti år til at vende udviklingen.Ifølge Den bæredygtige stat kan en sådan omstillingsproces hverken tænkes eller praktiseres som et rent teknologisk fix og ej heller kun som summen af individuelle handlinger. Der er derimod behov for en omfattende kollektiv proces, som griber ind i stat, marked og civilsamfund, og som i sidste ende må munde ud i en helt ny statsform, den bæredygtige stat.Bogen, der vækker til eftertanke, er skrevet af de to anerkendte sociologer Rasmus Willig og Anders Blok. Begge er kendte debattører i den danske offentlighed.

Er du pædagog, lærer, sygeplejerske, politibetjent eller socialrådgiver og har en fornemmelse af, at det er blevet sværere at ytre dig kritisk på din arbejdsplads, og at de svar, som ledelsen leverer, afvæbner og sender kritikken tilbage til dig selv? Ja, så er denne bog absolut pensum. For andre professioner er der også rigeligt at hente. Afvæbning af kritik er i vækst på arbejdsmarkedet, og bogen dokumenterer en ny kultur, der præger især fagprofessionerne, offentlige som private, hvor kritik ikke længere kan handle om almene problemstillinger i arbejdslivet, men gøres til et individuelt anliggende, der har med den enkelte medarbejder at gøre. Afvæbnet kritik er resultatet af syv års indsamling af de svar på kritik, som møder de kritiske medarbejdere. Bogen analyserer de bagvedliggende strukturelle årsager til svarene, og analysen er skræmmende, enkel og desværre overbevisende. Rasmus Willig er ph.d. og lektor på Roskilde Universitet. Han har tidligere udgivet bøgerne Til forsvar for kritikken (2007), Umyndiggørelse (2009) og Kritikkens U-vending (2013) og har skrevet introduktioner til bl.a. Axel Honneths Behovet for anerkendelse (2003) og Kamp om anerkendelse (2006) samt til Hartmut Rosa: Fremmedgørelse og acceleration (2014).

"Kritikkens U-vending" handler om vilkårene for kritik i dagens samfund. Bogens tese er, at kritik i dag ser markant anderledes ud end tidligere: Hvor man førhen kritiserede samfundet og omverdenen, er der i dag sket en U-vending, så kritik især har karakter af selvselvkritik.Bogen analyserer kritikkens U-vending med udgangspunkt i fænomener som coaching, MUS-samtaler og fitness, der alle på hver deres måde er udtryk for en selvkritisk position, hvor forandring er det samme som selv-forandring, og hvor problemer bedst kan løse sved, at man forbedrer sig selv nærmere end omverdenen.

Udviklingen på arbejdsmarkedet har haft voldsomme konsekvenser for det moderne menneskes selvforhold, som både skal underlægge sig betingelser for selvrealisering under et flexicurity-regime, et selvkritisk forhold under et flexploitation-regime og udøve selvcensur i forhold til kritisable forhold på arbejdspladsen under det, som forfatterne kalder ”flexismen”.Flexisme er en ny teori om udviklingen på arbejdsmarkedet, som giver indblik i de emotionelle dilemmaer og paradokser, som følger af udviklingen. Teorien indskriver sig i nutidige debatter om baggrunden for dårligt psykisk arbejdsmiljø og usikkerhed og stress på arbejdsmarkedet. Rasmus Willig og Anders Ejrnæs er begge anerkendte sociologer og forskere.Hør Rasmus Willig, Anders Ejrnæs og forlagsredaktør Marie Heinskov tale om bogen her.

"Det er blevet en bog, som man læser med en stigende følelse af indre alarm, for beskrivelserne af det pædagogiske arbejdsliv er decideret hjerteskærende."Johanne Mygind, InformationHvorfor er det vigtigt at kunne forholde sig kritisk til sit arbejde? Og hvilke konsekvenser har det, når ens kritiske røst bliver undertrykt? Disse spørgsmål er omdrejningspunktet i "Umyndiggørelse", hvor der stilles skarpt på en gruppe pædagogers stadig ringere mulighed for at kritisere og påvirke deres arbejdsplads.Bogens centrale pointe er, at den manglende mulighed for at kritisere hænger nært sammen med en mere generel umyndiggørelse, som forringer pædagogernes tilværelse, såvel professionelt som privat. I en række analyser viser forfatteren, hvordan den pædagogiske profession de seneste ca. 15 år har ligget under for en række umyndiggørelsesprocesser. Gennem interview med pædagogerne vises det, hvordan disse processer har resulteret i en udbredt følelse af afmagt og handlingslammelse.Bogen henvender sig til alle, som vil have begreber på deres fornemmelse af, at det bedre kan betale sig at tie end at sige sin mening – en udbredt fornemmelse i en tid, hvor flere grupper i det offentlige, fra sygeplejersker til lærere, pædagoger og politifolk, melder om øget politisk kontrol og manglende tolerance over for kritiske røster. Bogen tager fat på de uformelle normer, der bestemmer vores mulighed for at kritisere i langt højere grad end formelle, lovsikrede rettigheder som ytrings-, presse- og forsamlingsfrihed.

Sociologien var i sit udgangspunkt en kritisk videnskab, der påpegede uretfærdigheder og problemer ved de gældende magtforhold i samfundet. Men i stedet for at være en førende kritisk disciplin er sociologien i dag blevet fragmenteret og dermed ude af stand til at levere en samlet, dybdegående samfundskritik. Til forsvar for kritikken undersøger den aktuelle kritiks tilstand og muligheder. Med udgangspunkt i samfundskritikkens udvikling fra bl.a. Boltanski og Chiapello til bl.a. Honneth, Habermas og Butler diskuteres mulighederne for at bedrive kritik. Desuden skitserer Rasmus Willig en ny kritisk teori, der sigter på en demokratisering af kritikken, således at alle – uanset placering i samfundet – kan blive hørt. I en tid hvor den kulturradikale kritik lægges for had, hvor ytringsfriheden benyttes som baggrund for politisk kritik, og hvor den satiriske kritik er under pres, bidrager denne bog til på ny at etablere en kritisk metodologi for samfundsvidenskaberne.

Sociologien var i sit udgangspunkt en kritisk videnskab, der påpegede uretfærdigheder og problemer ved de gældende magtforhold i samfundet. Men i stedet for at være en førende kritisk disciplin er sociologien i dag blevet fragmenteret og dermed ude af stand til at levere en samlet, dybdegående samfundskritik.Til forsvar for kritikken undersøger den aktuelle kritiks tilstand og muligheder. Med udgangspunkt i samfundskritikkens udvikling fra bl.a. Boltanski og Chiapello til bl.a. Honneth, Habermas og Butler diskuteres mulighederne for at bedrive kritik. Desuden skitserer Rasmus Willig en ny kritisk teori, der sigter på en demokratisering af kritikken, således at alle - uanset placering i samfundet - kan blive hørt.I en tid hvor den kulturradikale kritik lægges for had, hvor ytringsfriheden benyttes som baggrund for politisk kritik, og hvor den satiriske kritik er under pres, bidrager denne bog til på ny at etablere en kritisk metodologi for samfundsvidenskaberne.

Klima- og biodiversitetskrisen er voldsom, og samfundet har mange andre store udfordringer, som vi ofte har svært ved at handle på. Men det er faktisk ikke så svært, og vi kan sætte i gang med det samme.I Vi ved det jo godt stiller Rasmus Willig skarpt på det moderne samfunds udfordringer. Selvom problemerne er store, er bogen skrevet i en let og debatterende tone. Analyserne er skarpe, kritiske og uden omsvøb. Bogen kan måske virke pågående og lige til kanten, men kun for at nulevende generationer vågner op til dåd og tager ansvar over for kommende generationer.Bogen udgøres af en samling artikler, der tidligere er udgivet i forskellige dagblade. Dermed samles Rasmus Willigs bidrag til debatten i denne lille bog.

Why is it important to take a critical approach to your work? And what are the consequences if your critical voice is suppressed? These are the questions that lie at the heart of Disenfranchisement, which focuses on the deteriorating possibilities for a group of kindergarten staff members to utter criticism and influence their work places. The central point of the book is that the inability to criticise is closely related to a more general process of disenfranchisement that is corroding the lives of staff both professionally and privately. Through interviews with kindergarten workers, the book reveals how these processes have resulted in a widespread sense of powerlessness and paralysis. This book is for anyone who seeks a conceptualisation of the feeling that it has become more worthwhile to keep silent than to speak your mind - a widespread impression in a time when several groups in the public sector, including nurses, teachers, kindergarten workers and police officers, report increased political control and a lack of tolerance of critical voices in a neoliberal era. The book focuses on the informal norms that determine our ability to criticise, rather than on the formal, statutory rights of freedom of speech, press and assembly.

Mon ikke det hele ender med at gå okay? Tesla udvikler sikkert noget teknologi, der løser alle problemerne. Der bliver nok forhandlet en ny traktat. På intet tidspunkt i menneskets historie er det jo gået bedre.Det er godt at være optimist. Men spørgsmålet er, om det også gælder, når der ikke er nogen grund til optimisme. Svaret er nej. Jubeloptimisme er i dag en effektiv mekanisme til at fjerne fokus fra en hidtil uset rovdrift på mennesker og natur. Vores børn spørger: ”Det går da godt, ikke?” Hvad skal vi svare?Rasmus Willig er lektor i sociologi ved Roskilde Universitet. Han har tidligere udgivet bøgerne Til forsvar for kritikken (2007), Umyndiggørelse (2009), Kritikkens U-vending (2013) og Afvæbnet kritik (2016).Arne Johan Vetlesen er professor i filosofi ved Oslo Universitet. Han har tidligere bl.a. udgivet Omsorgens etik (2000, med Jan Olav Henriksen), Hvad er etik? (2008), Angsten for opdragelse (2014, med Per Bjørn Foros) og Om ondskab (2017).

Hvad er det gode liv? Det er svært at svare på! På den anden side er det i dag et krav, at vi hver især kan give et bud. Det gode liv har man diskuteret til alle tider, men at alle i samfundet skal finde deres egen særlige vej i livet, er dét, der er særligt for vor tid. Selvom vi ikke dagligt tænker over, hvad det gode liv er, så står vi hele tiden over for fordringen om at realisere det. Gifter man sig med den forkerte, kan man ikke give et familiært eller kirkeligt pres om et hurtigt bryllup skylden. Det betyder også, at vi kan føle en moralsk forpligtigelse til at lade os skille, hvis partneren begrænser vores livsudfoldelse. Ellers spilder vi vores liv!