Bøger af Pia Tafdrup

Døden i bjergene handler om livshåb og begrænsninger. Om længslen efter en frihedsverden - og på den anden side de forventninger, der rettes til den unge kvinde. I dette spændingsfelt befinder Laura sig. Hun er hjemme for at hjælpe sin moder med en flytning, men besøget udvikler sig til en voldsom konfrontation, hvor de to verdener spilles ud mod hinanden.

I Hvid feber beskrives en kvindes oplevelse af kærligheden og erotikken som en smertefyldt og depressiv erfaring på vejen mod erkendelse og indsigt.

Digtene i denne samling er udvalgt af Pia Tafdrup selv og består af digte fra alle Tafdrups digtsamlinger – til og med Tarkovskijs heste, der udkom i september 2006. Med denne samling markeres Pia Tafdrups 25 års jubilæum som forfatter.

Samlingen består af 60 digte, der beskriver hver sit år i forfatterens liv, fra de allerførste sansninger af omverdenen, over den gradvise opdagelse af verden, af sproget og dets finurligheder, livet på den gård, hvor hun voksede op, skolegang, pubertet, litteratur, fremtidsplaner, rejser, ophold i Thy-lejren, rockmusikken, studier, politik, kærlighed, om at blive digter, om mødet med andre forfattere, om at få børn, have børn, blive ældre og have gamle forældre, se gentagelser og notere sig tidens gang

-

Pia Tafdrup har selv rejst mere end de fleste, ikke mindst i embeds medfør, til utallige litteraturfestivaler rundt om i verden. Og denne bog handler om at rejse, helt fra barnets udlængsel fra hjemmet, om at flytte hjemmefra, fra forældrene, ud i verden, om tingene, man flytter med, om at blive voksen og begive sig ud på rejse igen, fra hjem og børn, om at opleve det nye og fremmede, nær og fjern, om at komme hjem igen og se, at intet tilsyneladende er som før, om at længes ud på ny, om lufthavne og banegårde, om de landskaber, man rejser i, og de spor af bevægelse og vandringer, man ser alle steder, om dyr og fugle, om medrejsende og andre rejsende, levende som døde, om den sidste rejse, om rejsen som mål og som middel, om rejsens omstændigheder og rejsens omstændeligheder, Tafdrup er ikke en af de lette rejsende, hun rejser ingen steder uden en større oppakning, og det har hun et godt og selvironisk øje til.

DET SOM KOMMERBytter fuglene ud med skyerneskyerne med stjernernebytter én himmel udmed en anden- ikke nødvendigvis smukkere himmeldag med natdet som findes omkringrykker ind i lysetog betragtesalt det som kommer tilhører miget øjeblikfuglene skyerne og stjernernealt det som kommerer netop hvad jeg søgerdet som én gang fandteskommer ikke merederfor griber jeg himlen bag himlen nuog det lys de har fanget, mine øjnegør mit blod så levendealt andet har jeg glemt.Intetfang udkom første gang i 1982 på Borgens Forlag.

Som den første kvinde i Norden udsendte Pia Tafdrup i 1991 en poetik. Over vandet går jeg er specifikt knyttet til hendes eget lyriske projekt. Formen er skitsens, der spørges, mere end der svares. Men med sin insisteren og manglende angst for det patetiske markerede værket sig som et personligt og kompromisløst udsagn.

Pia Tafdrup har selv rejst mere end de fleste, ikke mindst i embeds medfør, til utallige litteraturfestivaler rundt om i verden. Og denne bog handler om at rejse, helt fra barnets udlængsel fra hjemmet, om at flytte hjemmefra, fra forældrene, ud i verden, om tingene, man flytter med, om at blive voksen og begive sig ud på rejse igen, fra hjem og børn, om at opleve det nye og fremmede, nær og fjern, om at komme hjem igen og se, at intet tilsyneladende er som før, om at længes ud på ny, om lufthavne og banegårde, om de landskaber, man rejser i, og de spor af bevægelse og vandringer, man ser alle steder, om dyr og fugle, om medrejsende og andre rejsende, levende som døde, om den sidste rejse, om rejsen som mål og som middel, om rejsens omstændigheder og rejsens omstændeligheder, Tafdrup er ikke en af de lette rejsende, hun rejser ingen steder uden en større oppakning, og det har hun et godt og selvironisk øje til.  Lydbogen er indlæst af forfatteren.  

Hengivelsen begynder med en scene, man tror er en allegori: En kvinde ved navn Pascha klatrer over en mur og ind i et hus, hvor der bor en fremmed mand, hun går rundt og bemægtiger sig værelse efter værelse, går i bad, børster tænder med en forhåndenværende tandbørste, alting foregår i en drømmeagtig atmosfære - og kun langsomt går det op for én, at kvindens forehavende skal tages for fuldt pålydende: Pascha er brudt ind i huset ved siden af det, hvor hun selv bor. Hun møder naboen, en mand ved navn Patrick, hun aldrig har set, hun forelsker sig i ham og indleder et forhold til ham, rejser til Amsterdam og Paris i hans selskab. En tid lang har de det godt i hinandens selskab, men efterhånden begynder forholdet at gå op i sømmene. Patrick viser sig langtfra at være hende tro - og 11.september 2001 kommer til at spille en rolle for deres forholds udvikling. Det er en fornem og meget stilsikker romandebut, Pia Tafdrup får med denne bog. Her er ingen problemer med genreskift, og Tafdrup tør virkelig skildre kærligheden i lyst og nød og drister sig langt ud ad følelsernes veje og vildveje. Indlæst af Pia Tafdrup.