Bøger af Peter Eliot Juhl

NOSTRADAMUS regnes af mange for at være den største af alle seere og astrologer.I denne opsigtsvækkende bog redegør en fremtrædende dansk Nostradamus-forsker for første gang for de profetier, der handler om de næste 20 år. Det er overraskende og uhyggelige hændelser, der venter lige om hjørnet: atomkrig og neutronbomber, oversvømmelser og landsænkninger, ubådskrig og raketangreb, sult, tørke og epidemier, invasion fra rummet og Antikrists genkomst. Alt dette og meget mere skal verden gennemleve, før vi når frem til skæbneåret 2002.

Adam Oehlenschägers beretning om et liv i guldalderens og romantikkens Europa. En forælling om en eventyrlig barndom på Frederiksberg Slot, om rejser i Napoleonstidens Europa og om møder med fyrster og forfattere, bl. a. Goethe, Madame Staël og Victor Hugo. Centralt står mødet med Henrik Steffens og tilblivelsen af "Guldhornene". Det hjemlige litterære liv er centreret om kredsen omkring Bakkehuset og Baggesen. Oehlenschläger skildrer tilblivelsen af sine værker, deres forudsætniger og deres varierende skæbne i kritikernes kløer. Han skildrer skuffelser og triumfer, ikke uden en vis forfængelig nærtagenhed. Vi følger hans sidste dage og timer og hans afsked med sine nærmeste.

Denne udgave er et ukommenteret optryk af den danske oversættelse fra 1920 og skal ses som et kildeskrift til belysning af et kontroversielt aspekt af nyere europæisk historie.

Nissen er en gammel nordisk husgud, der holder til i udhuse, stalde og lader. Han optræder som en beskyttende ånd for grunden og tager del i gårdens praktiske arbejde. Han bringer lykke til de folk, der bor der. Men nissen er ikke altid rar. Hvis han ikke bliver behandlet ordentligt, kan han tage en frygtelig hævn og i værste fald tage livet af mennesker. Han kan også finde på at rejse sin vej i vrede. Sker det tager han lykken med fra gården. Normalt nøjes han dog med mindre drillerier, hvis han er utilfreds, men det er ikke særligt svært at holde sig gode venner med ham. Han kræver blot en skålfuld grød med en stor smørklat til højtider. Ud over mindre venligt stemte fremmede gårdnisser har nissen kun besvær med gårdhunden, som han ynder at drille, så den gør - tilsyneladende ad ingenting, da nisser har evnen til at gøre sig usynlige, eller forvandle sig til forskellige dyr som ged, gås eller hest.I sin menneskeskikkelse er nissen på størrelse med et ti-års barn. Han ligner en gammel mand, med hvidt skæg, og han er iklædt gråt tøj og en rød hue - omtrent samme dragt, som bønder bar i gamle dage.Bogens forfatter, H. F. Feilberg, er en af Danmarks førende folkemindeforskere

De vigtigste sanskrit, , tibetanske, pâli, kaldæiske, ægyptiske, persiske, oldnordiske, hebraiske, græske, latinske, kabalistiske, gnostiske ord og okkulte udtryk brugt i teosofisk og okkult litteratur

En lille arabisk ravnekrogsreligion fra kulturens alleryderste græn­ser, der havde lånt sit religiøse og moralske tankeindhold fra de ældre trossamfund og som ved sin nomistiske karakter havde bundet sig med uløselige bånd til sit hjemsteds lokale forhold og ganske uudviklede sociale tilstande, bliver i løbet af forbavsende kort tid stillet foran den opgave at skulle være den dominerende religion i vidtstrakte lande med en ældgammel og højt udviklet kultur og træder med sit rapidt voksende tilhængerantal pludselig ind i verdensreligionernes række. - At islam har bestået denne prøve og på en eller anden måde har løst den stillede opgave, er uimodsigeligt,

Anden bog af Herodots Historie. Autentiske beretninger fra en rejse i faraonernes og pyramidernes land nedskrevet af den græske historiker Herodot for 2500 år siden. Af indholdet: det ældste folk i verden - præsternes hemmelige overlevering - mysteriet om Nilens kilder - orakler, sfinxer og labyrinter - hvad pyramiderne rummer - gudemyter og sagn - den gådefulde fugl Foinix.

I min Ensomhed i Vinter fik jeg pludselig den Idé at nedskrive mine lyse og gode Minder om mine dyrebare Forældre og mit velsignede Barndomshjem; men da jeg ikke havde andet end Hukommelsen, tvivlede jeg om det lod sig gjøre. Det gik imidlertid så nemt for mig, og denne lille Pjece er blevet Resultatet. Den har jo kun Interesse for dem, der have kjendt mig og min Slægt. Da Hukommelsen hjalp mig så godt, kom der langt mere med, end jeg havde tilsigtet. - Adamine Gerber, f. Engel, 1825-1906.

Den charmerende unge digterspire Lucien Chardon er både fattig og naiv. Men han er også meget ambitiøs, og det lykkes ham at finde en beskytterinde i den fascinerende gifte kvinde madame de Bargeton. Da han ikke formår at skabe et navn i sin hjemby, flygter han med madame de Bargeton til Paris, hvor han søger at få indpas byens glamourøse beau monde. Men Lucien er kommet ind i en verden, der er langt farligere, end han aner. Den parisiske overklasse, der færdes hjemmevant i salonerne og selskabslivet, konspirerer for at holde ham ude af deres rækker, og Lucien må til sidst sande, at hvor han end færdes, så tæller talent intet over for penge, intriger og skrupelløshed.

Gaius Suetonius Tranquillus (født 75, død 160), sædvanligvis kendt kun som Sveton, var en romersk historiker, sprogforsker, oldtidsforsker og embedsmand. Han var af ridderstanden og havde forskellige sekretærstillinger i de øverste lag af den keiserlige administration og var blandt andet en del av Plinius den yngres stab da han var prokonsul i Pontus. Han er bedst kendt for sit værk De vita Caesarum, som er en af de vigtigste kilder til det tidlige romerske kejserdømme. Han regnes blandt de mere objektive af antikkens historikere, men hans sym- og antipatier kommer ofte frem i teksten. Bortset fra få fragmenter fra hans omfangsrige forfatterskab er det kun biografierne af de tolv kejsere fra Julius Cæsar til Domitian som er bevaret i dag.

"Det magiske skind" er en roman fra 1831 af den franske romanforfatter og dramatiker Honoré de Balzac. Med udgangspunkt i det tidlige 19. århundredes Paris fortæller den historien om en ung mand, der finder et magisk stykke chagrin (skind fra et vildæsel), der opfylder alle hans ønsker. For hvert ønske, der opfyldes, krymper huden imidlertid en smule og forbruger en del af hans fysiske energi.Selv om romanen rummer fantastiske elementer, er dens fokus en realistisk skildring af den borgerlige materialismes excesser. Balzacs berømte sans for detaljer bruges til at beskrive et spillehus, en antikvitetsbutik, en fyrstelig banket og andre lokaliteter. Han indlægger også detaljer fra sit eget liv som kæmpende forfatter og anbringer hovedpersonen i en bolig, der minder om den han selv beboede ved starten af sin litterære karriere.Det centrale tema i "Det magiske skind" er konflikten mellem trangen til nydelser og ønsket om at leve længe. Det magiske skind repræsenterer ejerens livskraft, der er udtømt gennem ethvert udtryk for vilje, især når den anvendes til erhvervelse af magt. Hovepersonen ignorere advarslerne fra den butiksejer, der tilbyder ham skindet, og omgiver sig grådigt med rigdom og pragt, kun for at finde sig elendig og forladt ved historiens afslutning.

1793 er Victor Hugos sidste roman. Den udkom i 1874, tre år efter Pariserkommunens blodige oprør, som var et resultat af en folkelig revolte efter Napoleon III's nederlag i den fransk-tyske krig. Romanens omdrejningspunkt er de kontrarevolutionære revolter i Vendée og Chouannerie under den franske revolution i 1793. Hver af romanens tre dele fortæller en forskellig historie og giver forskellige synsvinkler på de generelle historiske begivenheder. Handlingen foregår hovedsageligt i Bretagne og Paris.

Frem over Ruinerne af dekadente Moralsystemer, over rådnende Samfund og over falske Værdiers sønderknuste Tavler går Vejen til Frembringelse af den største og fuldkomneste Type. Ikke en Gud, ti alle Guder er »kun Digterlignelse og Digtertilsnigelse«, »kun Menneskeværk og Mennesker selv som alle andre Mennesker«. Det er Overmennesket, der skal være Livets og Jordens fjærneste Mål: »ikke Menneskeheden, men Overmennesket er Målet!« Det højeste Menneske med den mest omfattende Kærlighed, den dybeste Erkendelse, den største Hårdhed - »Fremtidens Lovgiver«, der bestemmer Værdierne for Årtusinder. Det fuldkomment vellykkede Menneske - ingen »Helgen«, heller ingen »Heros« i Carlyles Stil, »nærmere ved Cesare Borgia end ved Parcifal.« Fuld af Håb varsler Nietzsche, at et sådant Menneske en Gang vil komme: »En Gang, i en stærkere Tid end denne rådne, selvfortvivlende Nutid, må han komme til os, det forløsende Menneske med den store Kærlighed og den store Foragt, den skabende Ånd...

For J. P. Jacobsen var gravkulten af de afdødes sjæle det egentlig kulturskabende og samfundsbærende i antikken, og han fandt den bevaret og videreført i det kristne Vesteuropas hovedland Frankrig, mens han anså den kristne dogmatiks indførelse for et betydningsløst overfladefænomen. En særlig side af denne fundamentale dødekult er fællesskabet i dyrkelse af "overmennesker", arkaiske helte og lovgivere eller bisper fra folkevandringstiden, som i live og senere ved deres relikvier, har beskyttet lokalsamfundene; omkring deres kult dannes de socialt betydeligste og mest stabile institutioner hvortil lægekunst, billedkunst osv. er knyttet. - Bogen udkom i 1913, og det er første gang den genudgives. Genudgivelsen er redigeret og omsat til nyere retskrivning.

Teosofi er for alle. Måske vil der imellem dem, der i denne lille bog for første gang griber et glimt af dens lærdomme, findes nogle, som vil blive inspireret til at trænge dybere ind i dens filosofi, dens videnskab og dens religion, idet de giver sig i kast med dens dunklere problemer.Denne hånd­bog er skrevet for at oplyse om nogle af de store sandheder, som gør det lettere både at leve livet og at gå døden i møde. Vi, som har skrevet den, er mestrenes, vor races ældre brødres, tjenere; og denne bog er udelukkende skrevet i den hensigt at gavne vores medmennesker.

Ved kildegrotten i Søndermarken stod i 1890erne en kone, Marie Villads, der solgte kager, bolsjer, lakrids og kildevand til 5 øre pr. glas. Ukyndige besøgende tænkte nok straks, at denne landligt udseende, ikke smukke, men robuste morlille kunne vel ikke mere end sit fadervor og knapt det. Men før de forlod Søndermarken, havde hun i mange tilfælde lært dem en anden historie. Kildekonen i Søndermarken skrev også små digte. Hun var indbegrebet af gammel københavnsk hygge, og mange forlod hende medførende et digt, som hun på stående fod havde kradset ned på et stykke bolsjepapir. Disse digte indbragte hende mangen 10-kroneseddel (f. eks. fra unge par, hvis navne hun havde indflettet i et vers), men lige fattig blev hun; dog ikke på grund af ødselhed - nej, kildemor var meget nøjsom - men på grund af gavmildhed. Hun kunde ikke holde på penge. Børn og fattige folk søgte hende ofte, og hun uddelte af et godt hjerte dagens fortjeneste til sidste øre for næste dag at begynde kampen for tilværelsen forfra.Hendes børn var udvandret til Amerika, og i 1902, da hun var 70, fik børnene moderen overtalt til selv at rejse derover; hun skulle skiftevis være hos dem alle. Marie kunne dog ikke finde sig til rette i det fremmede. Vinteren var for kold, og hun længtes forfærdeligt efter Danmark, følte sig rodløs, blev også plaget af gigt og lå til sengs de sidste tre år. Hun døde omkring 1908, langt fra det yndige sjællandske landskab, hun ellers skulle synes uadskilleligt knyttet til.I et af sine sidste breve hjem til Danmark skrev hun:Jeg sang så glade sange hernede under sky -og efter smerter lange da synger jeg på ny.

Om Diodors Liv veed vi næsten ikke andet end hvad han selv har berettet i sin Fortale; han hørte ikke til sin Tids betydelige Forfattere, og den antike Litteraturhistorie tier derfor næsten ganske om ham. Han var født i Byen Agy­rhion på Sicilien; opholdt sig imellem 60 og 57 f. Chr. i Ægypten; omtaler i sit Værk ikke noget Tidspunkt senere end 21 f. Chr.. Han har altså levet under Cæsar og August. Han påstår selv, at han har foretaget vidtløftige Rejser for at forberede sig til sit Værk, og at han har arbejdet derpå i 30 År.

Den populæreste danske Gud i Ungtiden var en Vognstyrer, Kørsel har nu været yndet, Regn fulgte med ham, Ildebrande, han spildte, men en Karl til at køre var han, og Folk med lidt gale Heste har nok haft et lille Hammertegn hængende på sig for at sikre sig Lykke på Landevejene! På Runestene står der ofte en Henvendelse til den raske Gud, i en noget anden Betydning; til vort Formål skal det anvendes her, som Indgang til vor Kørsel og Beretningen derom Thor vie disse Runer!

Oversat og bearbejdet af Arthur Christensen. Indeholder:Det brudte løfteAvicennas historiePrinsen af Futtun og hans rejsefællerHistorien om kong Ruzvanschad og prinsesse SchehristaniHestetyverietKongen i papegøjehammenHistorien om Abu Saber, hvem tålmodigheden førte til tronenHistorien om den stjålne pungDen røvede kongedatterKai Kavus' kamp med ånderne i MasenderanBorgen Sipends indtagelseHistorien om kong Bedreddin og Abul-Fuaris, den store rejsendeAbul Kasems tøfler

Om Diodors Liv ved vi næsten ikke andet end hvad han selv har berettet i sin Fortale; han hørte ikke til sin Tids betydelige Forfattere, og den antike Litteraturhistorie tier derfor næsten ganske om ham. Han var født i Byen Agy­rhion på Sicilien; opholdt sig imellem 60 og 57 f. Chr. i Ægypten; omtaler i sit Værk ikke noget Tidspunkt senere end 21 f. Chr.. Han har altså levet under Cæsar og August. Han påstår selv, at han har foretaget vidtløftige Rejser for at forberede sig til sit Værk, og at han har arbejdet derpå i 30 År.

Byen vågner, og mens Drageme fra Hallerne vandrer hjem til Hvile, kalder Tusinder af Virksomheder Menneskene til nyt Dagværk. Men det er ikke Virksomheder, der meddeler sine Udøvere Præg af legemligt Arbejde. Flertallet af Boulevardens Fodgængere er fremdeles unge Piger, Modister fra de store Magasiner, iførte billige, klædelige Dragter, højhælede Sko, lette Slag kastede over Skuldrene, og på Hovedet enten slet ingenting eller en forfløjen Hat, der sidder på det højre Øre eller på det venstre, men aldrig lige, aldrig! På hurtige Småfødder iler de til deres ateliers, hvor Verdensmoden skabes under deres lette Hænder.

Dette lille leksikon er udarbejdet på grundlag af en række fremragende artikler, der blev bragt i Salmonsens Konversations Leksikon, anden udgave, der udkom i årene 1915 til 1930. Hovedkræfterne bag artiklerne om overtro og trolddom var professor Alfred Lehmann og efter hans død i 1921 hans fætter professor Edvard Lehmann, men også andre forskere ydede bidrag.

Arrian (egtl. Lucius Flavius Arrianus) fra Nikomedia (ca. 86-160) var en romersk historiker og filosof af græsk oprindelse. Hans historiske værker er skrevet på attisk græsk, mens hans filosofiske skrifter er skrevet på koine.Han er mest kendt for sit værk Alexandrou Anabasis (Alexanders bedrifter), som er en af de vigtigste kilder til Alexander den Stores liv. Værket bygger på flere kilder fra Alexanders samtid bl.a. Callisthenes' tabte værk og Ptolemaios Soters biografi om Alexander.

Beretningen om apachehøvdingen Winnetou og eventyreren Old Shatterhands nådesløse kamp med fjendtlige indianerstammer, griske guldgravere og lovløse revolvermænd. I romanen møder førstepersonsfortælleren Old Shatterhand apachen Winnetou, og efter nogle indledende dramatiske begivenheder opstår der et ægte venskab mellem dem. Winnetou bliver høvding for mescalero-apacherne, efter at hans far og hans søster er blevet dræbt af den hvide bandit Santer, og Old Shatterhand bliver blodbror til Winnetou. Ved mange lejligheder viser de store kampevner, men også medfølelse med andre mennesker. Karl Mays roman udtrykker et romantisk ønske om et enklere liv i tæt kontakt med naturen. Dens popularitet skyldes i vid udstrækning fremstillingens evne til at imødekomme mange europæeres forestillinger om det vilde Vestens mere utæmmede og autentiske miljø. Romanen var så populær, at Nazi-Tyskland ikke forbød den på trods af dens heroiske syn på farvede folkeslag; i stedet blev det argument fremsat, at historierne demonstrerede, at de amerikanske oprindelige folks fald var forårsaget af mangel på racebevidsthed.

51 folkeviser med indledning og kommentarer af Axel Olrik. 4. rev. udgave. Viserne er opdelt i kæmpe- og trylleviser, historiske viser, ridderviser og skæmteviser. Således som Folkeviserne nu ligger for os, er de dels blevet opskrevne af adelige Damer i det 16de og 17de Årh., dels sungne af Bønderfolk ned mod vore Dage i Bindestuer og ved festlige Sammenkomster eller i det enkelte Hjem af Moderen for hendes Børn. Men forud for den Tid, da de blev førte i Pennen, ligger der lang Tid - deres Liv i Middelalderen -, hvor de blot lærtes udenad ved Sang, og hvor de ydre Forhold var helt forskellige: de hørte ikke så meget til ved Håndarbejdet eller ved Gildebordet, men de blev sungne i Dansen.

Beretning fra det Vilde Vesten, hvor den legendariske Apachehøvding Winnetou hjælper sin ven, pelsjægeren Sam-Fire-gun ud af baghold fra lumske indianere og forræderiske Hvide.