Bøger af Kurt L. Frederiksen

Knud Rasmussens liv var eventyrligt. Han blev Danmarks store polarforsker, og hans bedrifter gjorde ham til en folkehelt. Hans indsats gjorde Danmark til en af de førende polarforskernationer og var stærkt medvirkende til, at Grønland kom til at høre til Danmark og ikke til Norge. Det var ham, der åbnede Grønland for danskerne og resten af verden. Og han var den, der skaffede flest etnografiske effekter fra Grønland og Arktis til Nationalmuseet. Men der var mere i det. Han ledte også efter noget inde i sig selv. Noget, der havde det med at ændre sig, lige når han troede, at han havde fundet, hvad han søgte. KONGEN AF THULE er en biografi, der kommer omkring hele mennesket Knud Rasmussen; polarforskeren og ekspeditionslederen, ægtemanden og kvindebedåreren, europæeren og urmennesket. Bogen bygger på Kurt L. Frederiksens første bog om Knud Rasmussen fra 1995, og forfatteren har nu gennemgribende revideret sit storværk, gennemskrevet det og tilføjet detaljer, som ikke har kunnet afdækkes før nu. Fra Troels Kløvedals forord: Når Knud Rasmussens bedrifter og hyperaktive liv bliver ved med at være så spændende, er det, fordi den gnist, som hele tiden er fremdriften, lysten og livsnydelsen, er i dynamikken mellem dansk, europæisk dannelse og så det vilde urmenneske, som Knud Rasmussen både havde i sit hjerte, og som han bruger fuldt ud i sin rejseteknik. (…) Så sart, så skør er overlevelsen i pressede minus 40 graders blæsende kulde på toppen af verden eller på et skib i stormvejr. En enkelt lille fejl, og en årsagskæde går i gang, som kan ende med en katastrofe …

Forfatteren Holger Drachmann var i samtiden det største festblus, vi har haft. Men faktisk var der lige så meget nødblus over ham. Hans død og begravelse i begyndelsen af 1908 var en national begivenhed, som vel ingen anden digter før eller siden har fået, og hans gravsted er nu et turistmål i Skagens klitter, dér hvor landet ender.   Han har skrevet skuespillet Der var en gang og midsommervisen Vi elsker vort Land. Sangen, som vi hvert år bruger til at bekræfte hinanden, vores fællesskab, vores identitetsfornemmelse, længsel og drømme, når vi Sankthansaften tænder glædesblus og fortæller hinanden, at vi vil fred her til lands, for her bliver hjerterne aldrig tvivlende kolde.   Drachmann levede i en brydningstid, hans liv var problematisk, hans kvinder utallige, og hans kunst handler om det hele.Biografien er rigt illustreret. 

Kort om bogen:”I og for sig er der ingen, der holder av at se sit eget skelet,” skrev Peter Freuchen, mens han under store smerter lå og så på, hvordan hans fod gik i forrådnelse, og kødet faldt af tæerne. Det var efter, at han havde overlevet en snestorm uden forsyninger og indefrosset i isen og, da det stilnede af, havde hugget sig gennem isvæggen med en mejsel formet af hans egen lort. Men var det rigtigt, eller var det en af de skrøner, han altid blev beskyldt for at finde på? Var han lystløgner, eller beskrev han verden, som han så den? Stor, forunderlig, farverig? Sammen med Knud Rasmussen havde han grundlagt handelsstationen i Thule, rejst på ekspeditioner i det koldeste Nordgrønland, eftersøgt Mikkelsen og Iversen ovre på østkysten, indsamlet ætnografika, tegnet kort, passet forretningen og handlet med skind og fornødenheder. Han var altid den sejeste, altid den stærkeste. Dygtig og dumdristig – som da han endte med koldbrand i foden og fik træben – fordi han fik sine kammerater sikkert i lejr og alene vendte tilbage efter oppakningen. Benstumpen afsluttede hans karriere som polarfarer, og han forlod Grønland med sine børn ved hånden og med sin elskede Navarana begravet i Upernivik. Men pengene skulle tjenes, og med sin nye kone installeret på den lille ø Enehøje i Nakskov Fjord rejste han land og rige rundt og blev elsket for sine historier, sin ildhu og sit forfatterskab. Det er ham, denne bog handler om – Petersuaq – Store Peter.

I og for sig er der ingen, der holder af at se sig eget skelet, skrev Peter Freuchen, mens han under store smerter lå og så på, hvordan hans fod gik i forrådnelse, og kødet faldt af tæerne. Det var efter, at han havde overlevet en snestorm uden forsyninger og indefrosset i isen og, da det stilnede af, havde hugget sig gennem isvæggen med en mejsel formet af sit eget lort. Men var det rigtigt, eller var det en af de skrøner, han altid blev beskyldt for at finde på? Var han lystløgner, eller beskrev han verden, som han så den? Stor, forunderlig, farverig? "Petersuaq" kaldte grønlænderne ham. Store Peter, for han lærte sig deres sprog, levevis og tankegang, og han giftede sig blandt dem. Og han beskrev dem, som de var, uden sentimentalitet, uden forskønnelser.

I 1902 drog journalisten Ludvig Mylius-Erichsen smmen med Knud Rasmussen, kunstmaleren Harald Molke og lægen Alfred Bertelsen af sted på Den danske literære Grønlands-Ekspedition. De ville skrive kritisk om forholdene og køre med hundeslæde op til polareskimoerne for at samle sagn og myter. Spor over isen tegner fascinerende portrætter af deltagerne på deres færd gennem kulde og sult, venskab og had, længsel og offervilje.

Henning Haslund-Christensen rejste til Mongoliet i begyndelsen af 1920'erne. Da det barske klima umuliggjorde den oprindelige plan om at grundlægge et landbrug efter dansk mønster, rejste Haslund som karavanefører gennem Gobiørkenen og det vestlige Kina. Han skrev efterfølgende to bøger, der viser hans udvikling fra eventyrer til etnograf. Da han vendte tilbage til Mongoliet, var det især for at indsamle etnografica og musik fra en truet kultur. En betragtelig del af Nationalmuseets samlinger stammer fra hans ihærdige indsats. Efter 2. verdenskrig tog han på ekspedition til Afganistan som leder af den 3. danske centralasiatiske ekspedition.

Ejnar Mikkelsen er en af de store danske grønlandsrejsende, og der er aldrig lavet en biografi om ham. Gyldendal har udgivet hans egne bøger, og nu er tiden kommet til at sætte Ejnar Mikkelsen ind i en større sammenhæng. Af de gamle grønlandsforskere er Knud Rasmussen og Ejnar Mikkelsen de to, der har haft størst betydning for forholdet mellem Grønland og Danmark – men på hver deres måde – Mikkelsens måske den største, hvis det hele skal gøres op. Om nogen blev Ejnar Mikkelsen manden på Grønlands østkyst. Han var med fra den første korttegning af den ukendte kyst, han mødte befolkningen i deres helt oprindelige kultur, han overlevede mirakuløst tre år i Nordøstgrønland sammen med Iver Iversen. Det gjorde ham verdensberømt. Så kom en række år, hvor han især arbejdede som journalist. Han var i Karelen under Vinterkrigen, han skrev fra de baltiske lande og fra konflikten i Ruhr-distriktet, og han skrev fra Mexico og fra Argentina. Mesterstykket var grundlæggelsen af Scoresbysund, der fik afgørende betydning ved forhandlingerne i Haag, hvor hele Grønland blev dansk. Så blev han hvalfanger og ekspeditionsleder, inden han som den første fik stillingen som inspektør for Østgrønland. Under krigen måtte han flygte til Sverige. Han blev hentet videre til USA, hvor han sammen med diplomaten Henrik Kauffmann arbejdede på af sikre Grønland som en del af Danmark og især som en del af den vestlige verden. Dermed kom han også til at arbejde for en udvikling, der på en og samme gang sikrede den østgrønlandske befolknings fortsatte eksistens og samtidig fjernede dem fra deres oprindelige kultur. Det er således ikke en snæver biografisk bog, forfatteren har skrevet. Den ser det biografiske i en større historisk og politisk sammenhæng med offentligheden som en del af udviklingen. Den er ydermere skrevet medrivende og rigt illustreret med aldrig tidligere publicerede privatbilleder.

Ejnar Mikkelsen er en af de store danske grønlandsrejsende, og der er aldrig lavet en biografi om ham. Gyldendal har udgivet hans egne bøger, og nu er tiden kommet til at sætte Ejnar Mikkelsen ind i en større sammenhæng.Af de gamle grønlandsforskere er Knud Rasmussen og Ejnar Mikkelsen de to, der har haft størst betydning for forholdet mellem Grønland og Danmark – men på hver deres måde – Mikkelsens måske den største, hvis det hele skal gøres op.Om nogen blev Ejnar Mikkelsen manden på Grønlands østkyst. Han var med fra den første korttegning af den ukendte kyst, han mødte befolkningen i deres helt oprindelige kultur, han overlevede mirakuløst tre år i Nordøstgrønland sammen med Iver Iversen. Det gjorde ham verdensberømt.Så kom en række år, hvor han især arbejdede som journalist. Han var i Karelen under Vinterkrigen, han skrev fra de baltiske lande og fra konflikten i Ruhr-distriktet, og han skrev fra Mexico og fra Argentina.Mesterstykket var grundlæggelsen af Scoresbysund, der fik afgørende betydning ved forhandlingerne i Haag, hvor hele Grønland blev dansk. Så blev han hvalfanger og ekspeditionsleder, inden han som den første fik stillingen som inspektør for Østgrønland.Under krigen måtte han flygte til Sverige. Han blev hentet videre til USA, hvor han sammen med diplomaten Henrik Kauffmann arbejdede på af sikre Grønland som en del af Danmark og især som en del af den vestlige verden.Dermed kom han også til at arbejde for en udvikling, der på en og samme gang sikrede den østgrønlandske befolknings fortsatte eksistens og samtidig fjernede dem fra deres oprindelige kultur.Det er således ikke en snæver biografisk bog, forfatteren har skrevet. Den ser det biografiske i en større historisk og politisk sammenhæng med offentligheden som en del af udviklingen. Den er ydermere skrevet medrivende og rigt illustreret med aldrig tidligere publicerede privatbilleder..

Thorkild Hansen var en stor, populær og kontroversiel forfatter. Hans bøger om Det Lykkelige Arabien og om slaverne på De Vestindiske Øer blev læst af næsten alle, og næsten alle, der kom i nærheden af ham, fik et problematisk forhold til personen Thorkild Hansen.Anmeldelserne var store og flotte. Litterære priser, anerkendelse og berømmelse fulgte med. Alle kunne se, at dette var noget ganske særligt, også, at det ikke rigtigt passede med tidens strømninger. Det gjorde ikke populariteten mindre, måske tværtimod.Men da Thorkild Hansen begyndte at skrive om sig selv og på den måde fulgte med tidens strøm, gik det galt. Anmeldelserne blev dårlige, salget gik ned. Og helt problematisk blev det med hans bog om Processen mod Hamsun, som blev fornemt modtaget i Danmark, men som han måtte stå skoleret for i Norge, hvor salget styrtdykkede.Det var en uheldig udvikling for indtjeningen, at Thorkild Hansen begyndte at skrive så direkte om sit eget liv, men kigger man efter, kan man se, at de store bøger indeholder en kerne, der udspringer af forfatteren selv, og at de biografiske bøger også indeholder en kerne, der ikke kun er biografisk, men fiktiv.Men hvem var så egentlig Thorkild Hansen, hvorfor skrev han som han gjorde, og hvorfor var han, som han var. Det forsøger denne bog at finde ud af.