Bøger af Kim Skotte

En spontant opstået tanke er blevet omsat til tre hundrede femogtres haikudigte: Et hver dag i løbet af året 2018; et på hver side i en samling af komprimerede sanseglimt der forsøger at fange nuet i strakt galop.Fjerne rejsendeet flys flænge i himlenlydløs ravageEn bog hvor det dybsindige bogstaveligt talt står side om side med det hverdagsagtige, og det universelle side om side med det lokale, ikke mindst observeret gennem et vindue i Ryesgade på Nørrebro og i en kolonihave på Amager. En bog hvor digtene vandrer på siderne i takt med året der går.”I stedet for digte med tilløb og dybdeløb fik jeg lyst til at skrive en slags sansedagbog. En registrant. En fortælling om et år. Et år uden fokus på særlige begivenheder. Uden politik og personlige kriser. Mit år og alligevel ikke mit år. Et år, som måske takket være haikuformens begrænsninger ville blive et år, som alle og enhver ville kunne spejle sig i.” (Efterord, s. 416)

Danmark har rigtig mange spændende forfattere, og alt for mange er ukendte. Vi har plukket lidt i talentmassen og fundet frem til et udvalg af forfattere, der er værd at stifte bekendtskab med.En antologi er en kunstudstilling i ord. Hver forfatter/illustrator sin sal. Tag på opdagelse i dens verden, sal efter sal. Du vil ikke fortryde det!Her kan du stifte bekendtskab med evnesvage elefanter, sprængkloge hoveder, sårskorpesamlere, slimede undervandssonetter, store stærke mænd, der går ned med stress, og mange andre spændende emner. Nyd den udelte fortælleglæde i vores antologi.

Biodiversiteten er i frit fald. Darwinismens forståelse af naturlig selektion som en sund konkurrence om livsduelighed er mere eller mindre sat ud af kraft i en verden defineret af menneskets biologiske ”monopolkapitalisme”. Store dele af det, vi kalder naturen, hører allerede mere hjemme i erindringen end i virkeligheden.Så hvordan skriver man digte om dyr og om sin glæde ved naturen midt i den sjette store masseuddøen, hvor pilen ubehageligt entydigt peger på os selv?Måske samler man sine erindringer om dyr og andre levende væsner og placerer dem uden noget postulat om en større sammenhæng i sit eget lille raritetskabinet. Registrerer møder med andre arter, som vi har mere tilfælles med, end vi har vænnet os til at tro. Undersøger de glidende overgange og metamorfosen som et nødvendigt landskab. Et raritetskabinet, som afspejler den placering, naturen reelt er ved at blive hensat til.Det er under alle omstændigheder, hvad Kim Skotte har forsøgt i sin 6. digtsamling Naturlige erindringer, hvor fotografen Tina Schwarz har stået for billedsiden.Projektet er ikke sentimentalt, men kommer uvilkårligt til at pejle sig i retning af barndommens ”Der var engang”. Der var engang, hvor man kunne sidde med Dyrenes liv af Brehm og gå på opdagelse i en verden af endeløst varieret fauna. Det kan man ikke længere. Nu tæller man mere ned end op.I den situation er det vigtigt at holde fast ved den følelse, som den amerikanske biolog og myreforsker Edward O. Wilson kaldte ”biophilia”. Den følelse af forbundethed med andre livsformer, som mennesket ubevidst søger efter. Biofilien er antitesen til den ensomhed, Thorkild Bjørnvig forudså, vi ville komme til at føle, efterhånden som arternes antal skrumper ind og deres stemmer forstummer.