Bøger af Josefine Graakjær Nielsen

Josefine Graakjær Nielsens digtsamling Jeg savner dit døde hår er en skriftmontage; stof organiseret i åbne sætninger. Digteren er ikke til stede - er ikke et unikum men en samplende og samlende instans, der skriver en kollektivitet frem gennem brudstykker af samtaler. De forskellige spor rummer fragmenterede bevidsthedsstrømme om byen, familien, den elskede, de intellektuelle og de psykisk udfordrede.Det er en skrift, som konstant begynder, men ikke ender, går i stå, tages op igen, eller kun består af onelinere. En poetisk collage af sætninger, som et folkeligt oprør mod en på overfladen aldrig tøvende, neoliberal identitetsproduktion. Et oprør mod sammenhæng, overflade, ensretning.Jeg savner dit døde hår er Josefine Graakjær Nielsens tredje udgivelse, og indeholder tegninger og grafiske værker af Kaspar Bonnén & Morten Schelde.

Josefine Graakjær Nielsens digtsamling Jeg savner dit døde hår er en skriftmontage; stof organiseret i åbne sætninger. Digteren er ikke til stede – er ikke et unikum men en samplende og samlende instans, der skriver en kollektivitet frem gennem brudstykker af samtaler. De forskellige spor rummer fragmenterede bevidsthedsstrømme om byen, familien, den elskede, de intellektuelle og de psykisk udfordrede.Det er en skrift, som konstant begynder, men ikke ender, går i stå, tages op igen, eller kun består af onelinere. En poetisk collage af sætninger, som et folkeligt oprør mod en på overfladen aldrig tøvende, neoliberal identitetsproduktion. Et oprør mod sammenhæng, overflade, ensretning.Jeg savner dit døde hår er Josefine Graakjær Nielsens tredje udgivelse, og indeholder tegninger og grafiske værker af Kaspar Bonnén & Morten Schelde.

Josefine Graakjær er tilbage. Hendes debut Rosebud fra 2015 var formet som en kvindes henvendelse til en mand, ét langt brev. Som 1. en udredning af et forlængst kæntret kærlighedsforhold med en abort som omdrejningspunkt – og 2. en stadig insisteren på at få svar eller i det mindste at blive hørt. Men hele tiden, bag ved i Rosebud rumsterede familiehistorien med druk og selvmord og det er nu den historie, hun med romanen Johannes tager fat på.

'Rosebud' er formet som en kvindes henvendelse til en mand. Ét langt brev. Som er 1. en udredning af et forlængst kæntret kærlighedsforhold med en abort som omdrejningspunkt – og 2. en stadig insisteren på at få svar eller i det mindste en bekræftelse på at blive hørt. Grundtonen er melankoliens, længslen efter og fortrydelsen over det, som én gang for alle er tabt. Inklusiv familiehistorien med druk og selvmord, kvindens indlæggelse på psyk og genoplevelser af en række hotelværelser og kældre etc, hvor parret har elsket og slåset. Men melakolien er potent. Sproget er mangestemmigt, klinisk og hallucineret, sødmefuld og vulgært. Men længst lever smerten.

JOSEFINE GRAAKJÆR NIELSEN: ROSEBUD, ET DIGTOrson Welles film Citizen Kane er blevet kaldt verdens bedste film. Den handler om en stor mands karakter, mediemogulen Kane, og tegnes på baggrund af hans sidste ord: ”Rosebud”.Josefine Graakjærs debut, et langdigt, bærer netop titlen ”Rosebud”.I filmen oprulles historien om manden af en række journalister, som kommer med hver deres bud på, hvad manden kunne have ment med ordet ”Rosebud” og om der ikke i det ene ord skulle gemme sig en kerne af sandhed om ham.Og hvad finder de så? ”Rosebud” er ikke andet end det tåbelige fabriksnavn på en billig kælk. Men det er så til gengæld også den kælk, som Kane legede med som barn den dag, han blev fjernet fra sin mor. Josefine Graakjærs ”Rosebud” udgør på samme måde en slags kerne. Men uden at være en given ting. Det er et ord, først og fremmest et ord. Og så altså en hentydning til Kane.Hele digtet er formet som en kvindes henvendelse til en mand. Ét langt brev. Som er 1) en udredning af et forlængst kæntret kærlighedsforhold med en abort som omdrejningspunkt - og 2) en stadig insisteren på at få svar eller i det mindste en bekræftelse på at blive hørt.Grundtonen er melankoliens, længslen efter og fortrydelsen over det, som én gang for alle er tabt. Inklusiv familiehistorien med druk og selvmord, kvindens indlæggelse på psyk og genoplevelser af en række hotelværelser og kældre etc, hvor parret har elsket og slåsset.Men melankolien er potent. Sproget er mangestemmigt, klinisk og hallucineret, sødmefuld og vulgært. Men længst lever smerten.

Forfatterskolens afgangsantologi 2013 - digte og tekster fra Forfatterskolens afgangselever.CECILIE LIND: Det er en vild skrift, der buldrer løs. Uden tegnsætning men med en associativ fremadskriden, der gør det svært at gennemskue, hvorfor de ti tekster starter, og måske særligt slutter, hvor de gør. Men det er sjovt at være med når teksterne med deres helt egen virtuositet, laver betydningsskift og –skred, som her: "varsomt øje søger øje at se pupil udvide sig i glæde over ansigt at tjekke ud og inde med månestråleskrål og fugt og pip pepper op den stemning naughty og nice tanke at fjer er fuglefnug."JOSEFINE GRAAKJÆR NIELSEN: Digt, kortfilm, monolog og skitse er titlerne på de fire tekststykker af Josefine Graakjær Nielsen. Der er noget bastant og solidt over hendes sprog, når hun fx skriver, `Spørgsmålet er, hvordan han dør ikke hvornår.´ Døden går igen, en farfar har hængt sig selv, måske i en fodboldtrøje, eller i en ledning i stedet for et reb. Der er så meget på spil, så meget ubehag og voldsomhed, det er svært at være til stede i hendes tekster, for der er også meget kærlighed. En kærlig henvendelse til en mistet person et sted ude for teksten, måske.SARAH ELISE BRUUN: Hele Mellemøsten mødes i forholdet mellem arabiske kvinde og den jødiske mand. Det fortættes i køkkenet, i spørgsmålet om koshersalt, og kompromisretten hirselåg, der ikke efterlader "resten af aftenen med en overhængende dårlig ånde af sult." Hun skriver åndeløst, Sarah Elise Bruun, på kanten af stolen. Man når næsten ikke at få det hele med, før hun er videre, men det er også stærkt, og man lader sig henførende i den feberagtige fortællerstemmeMARTIN BASTKJÆR CHRISTENSEN: Privatlivet blander sig med kunstkritikken. En ung kvinde flytter ind hos en ung mand, de nymalede vægge minder ham om Hammershøi, hans særlige lys og bortvendte kvindeskikkelser. Der tegner sig et billede af en ung mand, der helst bare vil være alene, selvom han elsker "hende". Det er ikke til at være der for den anden, for de hensyn man føler man skal tage. Martin Bastkjær Christensen prosa er sikker, grebene er tydelige, teksten har en stram økonomi, der står ikke mange sætninger for meget, og virkemidlerne er brugt med omhuHANNAH LUTZ: Teksterne er samlet under titlen, Linneryd, förste sommaran (romanutdrag), og starter med denne skønne sætning: "Jag har set dem, vildsvinen, de har kommit in i mina drömmar!" Som romanuddrag virker det her stærkt, det flyder næsten over med intimitet og nærvær, og teksten bevæger sig hjemmevant i alle sine rum, og blandt alle sine karakterer.LEA LØPPENTHIN: Med en sær humor fremskriver Lea Løppenthin sproglige systemer. Kroppen spejles i geografien, "jeg er vild med mine tarme, de giver form til mit affald og kan måle sig med