Bøger af Jette Drewsen

Frank Wertheimer er arkitekt. Han er kommet lidt op i årene, og tanker om døden begynder at mase sig på, i takt med at hans krop viser tegn på ikke at være usårlig. Frank Wertheimer har en kone, Helene, han har en datter, Sia, sammen med billedkunstneren AnnaElise; han har ikke svært ved at finde yngre elskerinder; men han føler sig stadigvæk, som altid, som født til noget større. På et kurophold i Tjekkiet studerer han kunst og arkitektur – og kvinder – ind imellem behandlingerne. Rask bliver han ikke, og han længes mere og mere efter en forsoning med sin tvillingbror, Leslie. Døden er en mester er historien om Frank Wertheimer, og den fortælles skiftevis tæt på og på lang afstand, af én, som kender ham meget, meget godt; men det er også en historie om vores moderne tid, som mere og mere kan opfattes som et halehæng til en tid, der er ved at rinde ud.

En teatergruppe ankommer til et hotel på Bornholm, for dér at indstudere et stykke, der har flygtninge som tema. Gennem improvisation og samtaler nærmer de sig stykkets emne og kommer også på det personlige plan i spil med hinanden.I romanens løb udfoldes skuespillernes egne indre dramaer, de ankommer så at sige med hver sin undertekst. I den præcise aflytning og gennemspilning af personernes tanker, følelser og livssituationer opfanges de mange uudsagte meddelelser, der udveksles i og mellem mennesker i en gruppe.

Lillegudsord, Jette Drewsens roman fra 1992, fulgte højskolebarnet Ella fra hun var 5, til hun i 1960 forlod gymnasiet i utide.I fortsættelsen Jubeljomfru er Ella nu 16½ og absolut jomfru. Hun har et stort ønske om for alvor at slippe ud af forstanderhjemmet og af med sin mødom.Hun får et sommerjob i køkkenet på et bornholmsk vandrerhjem og knytter nye kontakter - bl.a. til en ældre skuespiller, som ferierer i et nærliggende sommerhus. Imellem de to udvikler der sig et samtale-og-spadsereturs-venskab, som ind imellem tangerer det erotiske. Tangerer, ikke mere, for Ella er og bliver en “jubeljomfru”.Ella fantaserer, tænker og drømmer om at springe ud i verden, komme ned i sin krop, blive sig selv og en voksen kvinde.

Vi følger den troskyldige og kloge Ella fra hun er knap 5 år, til hun i 1960 i utide forlader gymnasiet.Som datter af forstanderparret på en højskole vokser hun op i et miljø præget af sang, sundhed, gymnastik, glad kristendom og ordnede forhold. Ella lever mest, når hun besøger veninderne, der har en mor og far der også hedder mor og far, til forskel fra Ellas forældre, der hedder “forstanderen” og “Illona”.Tid og sted i bogen røber måske, at Ella er en lille pige, der lever i den voksne fortæller.

Han er forstmand, fraskilt og alkoholiker. Hun er latinlærer, ugift og ædruelig. Rolf Becker og Lilli Solder er et umage par. De prøver lykken.

Jette Drewsen afslutter med Filihunkat sin trilogi om højskolebarnet Ella. Efter barndommen i forstanderhjemmet i Lillegudsord og frigørelsesforsøget på Bornholm i Jubeljomfru, fortsætter Ella sin vej mod sig selv.Filihunkat – titlen er som de to tidligere et mærke for Ella på dette stadium af livet – kan læses som en selvstændig roman om en ung pige i tressernes begyndelse, før ungdomsoprøret og den nye kvindebevægelse og revolterne.Ella går på studenterkursus. Hun bor til leje hos Voksen-Ella, skriver digte og får en kæreste. Voksenlivet åbner sig gradvist for Ella.Da vi slipper hende er hun helt holdt op med at tænke “vi” om sig selv. Til gengæld er hun blevet en del af et virkeligt “vi”.

PAUSE er en roman om den 32-årige forfatterinde Liv, der er taget alene på ferie på Malta. Bogen spænder over de sidste tre dage af hendes ophold her.

Nanna Jaeger er journalist og bor sammen med sine to børn, Karl og Sally, i København.„Midtvejsfester“ pendler frem og tilbage i det tidsrum, der ligger mellem den dag for et par år siden, da Nanna havde sit første alvorlige sammenstød med redaktionschefen på „Bladet“ om sit arbejde – og nu, da hun arbejder et andet sted, på et ugeblad.Romanen handler om kærlighed og arbejde, om børn og venskab, om forældre og om de følelser og konfrontationer, der melder sig, når man er – midtvejs.

HVAD TÆNKTE EGENTLIG ARENDSE? er en roman om livet og ægteskabet i forstæderne. Det er der skrevet mange romaner om og de fleste har været skrevet af mænd. Mænd og kvinder oplever mange ting forskelligt fordi deres situation er forskellig. Men læserne glemmer tit at mænd også skriver deres romaner som mænd - og ikke bare som kunstnere. Derfor opfatter også kvinder som regel mandlige forfatters romaner som om de var helt realistiske og objektive skildringer af virkeligheden - og af kvinderne. Når Jette Drewsen skriver en ægteskabsroman skriver hun heller ikke bare som forfatter men også som kvinde. Hun er med til at udvide det overvejende mandlige virkelighedsbillede med den kvindelige dimension som mere og mere gør sig gældende også i bøgerne.

Felicia har i tyve år levet sammen med det gennemført usympatiske magtmenneske Prospero i et fornuftsægteskab med tre børn. Nu er Prospero fundet myrdet; er det Felicia, der har begået mordet, eller hvem er det? Motiver er der nok af, både hos Felicia og i kredsen omkring hende.Det er udgangspunktet i Jette Drewsens nyeste roman, Ingen erindring, som herudfra breder sig til mange vidt forskellige miljøer: fra det pænere borgerskab, Felicia og Prospero tilhører, til massagepigernes Vesterbro og de unge slumstormeres Nørrebro. Bogen giver et væld af præcise signalementer af både børn og voksne og de valg og beslutninger, de træffer og har truffet under indtryk af deres tilværelses stadig skiftende vilkår i dagens Danmark. Siden Jette Drewsen, født 1943, i 1972 debuterede med Hvad tænkte egentlig Arendse?, har hun udsendt romanerne Fuglen, Pause, Tid og sted og Midtvejsfester, der tilsammen udgør et af tidens vigtigste danske kvindepolitiske forfatterskaber – med en stadig stigende ambitionskurve, der har givet sig udtryk i mere og mere komplekse og engagerende bøger.

Med Udsøgt behandling fra 1986 udvidede Jette Drewsen tidsbilledet med portrætter af mennesker, der befinder sig på kanten af velfærdssamfundet. Handlingen i Udsøgt behandling udspiller sig i København i midten af 80’erne og er Jette Drewsens syvende roman.I bogens persongalleri er der meget store, indre og ydre konflikter. På den ene side mennesker, som er faldet, eller selv har stillet sig uden for det såkaldte velfærdssamfund. I den anden ende velbjærgede, men derfor alligevel ikke altid uanfægtede borgere. Familieforhold, venskab, professionelle kontakter og kærlighed eller erotisk besættelse knytter disse modsætninger tættere sammen end det ellers oftest er tilfældet. Til gengæld kan konfrontationerne også blive voldsomme. F.eks. den uhyggeligste og mest udsøgte behandling, et mord...

Mia er fraskilt og bor alene med sin 6-årige datter, hendes eneste faste holdepunkt. Hun arbejder på at udvikle sine kreative evner som har været forsømt i ægteskabet og søger at finde sin eksistensberettigelse som kunstner.I tolv kalejdoskopiske kapitler får man et indblik i Mias modsætningsfyldte tilværelse: hendes varme forhold til sin pige, et forhold der også er præget af følelsen af utilstrækkelighed, hendes vaklende stilling mellem det borgerlige miljø, hun kommer fra, og det kunstnermiljø hun nu færdes i, og hendes skævtkørende forhold til vennen Bjarke hos hvem hun forgæves søger den tryghed og støtte, hun har så hårdt brug for. Mia når til et punkt, hvor hun må gøre status over sit liv.

En sommerdag i begyndelsen af halvtredserne indtraf den tragedie, der for altid kom til at præge familien i den lille østjyske landsby Ildved: Lillesøster Lisbet på halvandet år omkom ved en ulykke. Far, mor og de tre søstre rykkede tættere sammen efter katastrofen; men syvårige Jette følte det, som om der ikke rigtig var plads til hende. Denne følelse af at stå udenfor tog til i løbet af opvæksten, og den gjorde sig ikke mindst gældende i hendes unge år. På trods af disse omstændigheder lykkes det efterhånden Jette at skabe sig en identitet som pige og kvinde, der følger sin egen overbevisning uden at forfalde til selvmedlidenhed og -ynk. Dette er en bog om familiens magt; om hvordan familiebånd både kan knytte sammen og lukke ude, men aldrig ophører med at eksistere.

Det er første gang, Jette Drewsen udgiver en novellesamling, og hvor hun før har udtrykt sig i en nøgtern, realistisk form, begiver hun sig her ud i satiren. Oven for klinten er et signalement af verden anno 2006 – og her er stof til megen eftertanke.