Bøger af Herman Bang

Romanen Fædra (1883) behandler motivet med den modne, erotisk krævende kvinde og hendes incestuøse forhold til en stedsøn. En dramatiseret version, Ellen Urne (1885), blev opført på Aarhus Teater.(Dansk Litteraturs Historie)

Liv og Død (1899) rummer et par lykkelige kærlighedshistorier om dem, der hensynsløst følger deres drifter.

Herman Bangs skildring af barndomsårene på Asserballe Præstegård.***"Den skønneste lyriske prosa, Herman Bang har frembragt, findes ikke i hans digte, men derimod i prosabogen Det hvide Hus. Han har i denne mindebog sat sin mor et uforgængeligt monument, bogens lyrik er gennemtrængt af sjæl og har erindringens lange, sukkende og sugende åndedræt. Selv om sproget ikke synger, så hvisker, mumler og stundom nynner det på en egen indtrængende og hemmelighedsfuld vis, og pludselig møder man sætninger der ligesom stønner dumpt og uendeligt sagte af længsel og hjælpeløs hjemve. Ved følelsernes dybde, ved diktionens inderlighed, ved stemningssuggestionens åndeagtige karakter kroner denne sarte, men vægtige bog Herman Bangs produktion i kraft af sin poesis renhed og ømhed. Nægtes kan det ikke at Herman Bangs prosa, som flere slægtled forelskede sig i, gør et udansk indtryk og ofte synes direkte at være overført fra fransk, uden hensyntagen til det danske sprogs ånd og hævdvundne karakter. Man kan heller ikke sige at Herman Bangs stil har stiftet skole. Selv de forfattere der gennem læsningen af hans romaner og fortællinger har indset betydningen af de minutiøse iagttagelser i gengivelsen af virkeligheden, har ikke ladet sig påvirke af hans stil."(Dansk Biografisk Leksikon)

Novellesamlingen "Under åget" fra 1890 indeholder de tre noveller "En dejlig dag", "Irene Holm" og "Frøken Caja"."Irene Holm" regnes for et af Herman Bangs mesterstykker:"Irene Holm ankommer til en lille landsby, og tilbyder der de lokale at gå til danseundervisning. Når Irene Holm ikke underviser, holder hun sig meget for sig selv. Det eneste, der kan få hende til at live lidt op, er nyheder fra Det Kongelige Teater. Når der kommer nyheder fra København, drømmer hun sig tilbage til den tid, hvor hun selv gik på danseskolen. Da det bliver forår I den lille landsby, afholdes der et afdansningsbal, hvor Irene Holm, godt hjulpet af alkohol, optræder med en soloforestilling. Den ender i en katastrofe, som Irene måske, måske ikke forstår. Til sidst rejser hun videre til den næste by." (Novelleforlaget)

Den store novelle Les Quatre Diables eller De fire Djævle fra 1890 er en feberhed fortælling om ulykkelig kærlighed og en jaloux kvinde, der langsomt ædes op af et vanvittigt had. Men vanviddet griber ikke bare den stakkels kvinde, også fortælleren synes at blive opslugt af hadet og hævntørsten. Dette er ikke bare Herman Bangs sidste excentriske novelle, men også den mest excentriske.Det er historien om fire cirkusakrobater, der arbejder under navnet ”Les Quatre Diables”. Akrobaten Fritz, en af de fire djævle, får et forhold til en gådefuld overklassekvinde, der kommer aften efter aften til de fire djævles forestilling. Denne rovdyrslignende femme fatale-figur suger kraften ud af Fritz, og han bliver mere og mere ødelagt af deres forhold.Fra sidelinjen ser akrobatpigen Aimée sin elskede Fritz gå til grunde. Hun er hemmeligt forelsket i Fritz, og også hun bliver fortæret af had og sit eget ødelæggende begær.Det bizarre miljø og den tragiske fortælling om jalousiens ødelæggende væsen gjorde Les Quatre Diables til en af Herman Bangs mest elskede noveller. Denne fascinerende cirkusverden er skildret med en nerve og indlevelse, der sammen med den lumske bang’ske fortæller skaber en gådefuld stemning. Undergangsstemningen ulmer under overfladen fra novellens første sider, og læseren bliver langsomt spundet ind i fortællingens net af jalousi, hævn og det vanvid, der griber Aimée. (Litteratursiden)

"Mikaël" udkom i 1904 og blev i 1924 filmatiseret af Carl Th. Dreyer.***Det er simpelthen den mest lidenskabelige kærlighedshistorie, jeg til dato har læst. Den emmer af seksualitet og jalousi, af længsel og bedrag uden at præsentere en eneste beskrivelse af direkte seksuel karakter!Hovedpersonerne er den store franske kunstner Claude Zoret – ”Mesteren”. Han har adopteret Mikaël, billedskøn, tjekkisk, også maler. Zoret har brugt Mikaël som model i sine monumentale malerier og givet ham berømmelse og luksus, og så svigter, bedrager og forråder Mikaël sin velgører, godt hjulpet på vej af forelskelse i en russisk prinsesse.Romanen er henlagt til Paris, og ”Mesteren” lever her et liv i overflod og har en social position, der er en verdenskunstner værdig; og fremmede nationaliteter og eksotiske navne fra Europas adelskalendere er medspillere, de fleste dog på sidelinjen, når det gælder kærlighedsdramaet.For ingen tvivl om det: romanen drejer sig om en erotisk konflikt, selvom forholdet mellem Zoret og Mikaël er skildret som et far/plejesøn-forhold. Det er åbenlyst, at Zoret er en forladt elskende, der er ved at blive vanvittig af sorg. En far ville normalt ikke blive så ulykkelig over, at sønnen har fået sig en kvinde, så man må forestille sig en homoseksuel forbindelse mellem dem. Det er også klart de mandlige skikkelser i romanen, der lever!Romanen er fyldt med hentydninger og antydninger, men forklaringen er naturligvis at finde i Herman Bangs egen personlige historie. Han er angst, forståeligt, for åbent at vedkende sig sin homoseksuelle tilbøjelighed over for et stærkt repressivt, censurudøvende samfund; siden gør han det dog, men i hans digterværker er homoseksualiteten altid halvt eller kvart forklædt. Og ”Mikaël” er da også henlagt til udlandet for at fjerne mennesker og begivenheder fra det hjemlige, genkendelige miljø.Datidens syn på homoseksuelle var bigot og brutalt; de var forbrydere, over for dem var der frit slag. Gennem hele sit liv led Herman Bang af angst for afsløringer og blev udsat for de mest modbydelige forfølgelser, også efter at han var blevet anerkendt som en betydelig digter. Han var vittighedstegnernes yndlingsoffer og blev kaldt ”Jomfru Hermine Bang” eller ”Frøken Bang”, også hånet af tidens store koryfæ Georg Brandes.(Litteratursiden)

"Rundt i Norge" udkom i Norge i 1892, men udkom først i Danmark i 2013. Den foreligger her i e-bogsudgave.**’Rundt i Norge’ er skildringer og skitser fra oplevelser i Norge. De giver et fint indtryk af, hvordan han med hurtige impressioner kan skildre en stemning, som han siden brugte i sin skønlitteratur. Det er spændende således at være med på et kig bag facaden i hans forfatterskab.Men det er også interessant at få hans indtryk af Norge som ny nation, der er i fuld gang med at skabe en identitet, både kulturelt, sprogligt og samfundsmæssigt. Vi får indblik i det fornemme Trondheim, den dynamiske handelsby Bergen og Kristiania, som på den tid flakser rundt for at finde ud af rollen som hovedstad.Det er Kristiania, som er scenen for en af bogens bemærkelsesværdige tekster, ”Forsøget”, som slår bro mellem datid og nutid: Det litterære landskab anno 2013 handler meget om litteraturen som performance. Bøgerne og teksterne kan ikke stå alene, de må ud i det offentlige rum i uventede sammenhænge og gøres levende ved at inddrage flere forskellige kunstneriske udtryksformer. Det var Bang i fuld gang med allerede i 1891 i Kristiania, hvor han forsøgte at stable et alternativ på benene til de etablerede kunstarter og publikums måde at opleve dem på. Hør blot her:”Læse Lyrik vil Folk ikke; men høre den vil de. Musik vil Verden – Toner – en Vise – Ord, der hurtigt fænger, griber, flagrer bort og efterlader en Stemning” (…) ”Tiden er ikke Bogstavernes, men Ordets og Sangens.”Det er pudsigt, som tendenser kommer igen.(Litteratursiden)

Herman Bangs novellesamling "Ravnene" far 1902 indeholder de to store fortællinger "Ravnene" og "Julegaven"

Excentriske Noveller handler om mennesker af en særlig 'kaste', der lever uden at „eje eller kende et Hjems Fodfæste i Livet“ – virtuosen og artisten, der rejser fra optræden til optræden og er fremmede, hvor de end kommer hen. De er uden interesse for deres omgivelser, men grænseløst optaget af sig selv. Deres liv drejer sig kun om de kunster, de optræder med, og „lange Regnestykker om at sikre Sukcessen“. Andre mennesker er hjælpere eller konkurrenter: „Man beregner hvert Blik og lever i evig Addition og Subtraktion.“ Deres personlighed bestemmes af deres håndværk. Det er „fælles for alle i Kasten, at Individualiteten knap er til at opdage (…) Man ser Mennesket som det komplet passive. Beskæftigelsen er det aktive“. Deres berømmelse skabes af impresarioen. Han sår det „Begejstringens Frø“, som pressens „store Vandmølle“ derefter væder med „Notitsers og Feuilletoners Skylle.“I „Charlot Dupont“ udnyttes et „Violin-Vidunder“ af sin far og sin impresario, der sender ham verden rundt på turnéer, indtil han som voksen ikke længere kan tiltrække det store publikum. Som virtuos kan han ikke få ansættelse i et orkester, hvor dirigenten søger „Folk, der kan arbejde“. I stedet må han fortsætte turnélivet i halvsmå byer for halvtomme sale. Bang kendte virtuosernes liv fra sine egne skandinaviske turnéer. Han var selv kommet i kløerne på en tysk forretningsmand, Theodor Hermann, som beholdt hele fortjenesten fra turnéen i Sverige. Til gengæld brugte Bang ham som model for impresarioen Theodor Frantz, der også dukker op i Stuk (1887).En anden 'kaste' er tjenerne på de internationale hoteller. I „Franz Pander“ vækkes den fattige Franz' lyst af luksusvarerne i forretningernes udstillingsvinduer og af romanernes fantasier om overklassekvinder. For at tilfredsstille sin lyst bliver han tjener på et stort hotel, men det hårde arbejde sætter ham hverken i besiddelse af de kostbare ting eller de overlegne kvinder, det bidrager kun til at forøge de riges luksus. Hans erotiske betagelse af en af hotelgæsterne forhindrer ham i at besvare de følelser, en stuepige nærer for ham. Uden penge føler han sig som kastreret. Han går til en prostitueret for at tilfredsstille sit rent seksuelle begær, men derved blegner stråleglansen om hotellets luksusverden. Han ser nu restaurantens „halvskidne Duge“ og „kunstige Palmer“ og tager sit eget liv i hotellets vestibule som symbol på den tomhed, fascinationen af rigdom har efterladt ham i. Tjeneren repræsenterer, mere alment end virtuosen, underklassens nye liv i storbyen, hvor klasse- og kønsforskellen forbindes, idet de fattige med deres arbejdskraft skaber både de riges overflod og det drømmebillede om et lykkeligt liv, som de rige symboliserer.„Fratelli Bedini“ handler om den tredje kaste, cirkusartisternes. De lever det samme hårde liv som virtuoserne, men flere sammen i et kollektiv, hvor to mandlige artister kan opbygge ømhed og omsorg for hinanden i køns- og klasseforskellens fravær. (Dansk Litteraturs Historie)

"Præster" indeholder tolv noveller, der er fordelt med fire i hvert af de tre afsnit - Præster, Kvindefigurer og En miniature. Bogen udkom på Riemenschneiders forlag med et opsigtsvækkende omslag i sort og hvidt, der ledte tanken hen på præstekraver. Samme dag, som bogen udkom, blev forlagets to ledere anholdt for at fremstille falske pengesedler, og forlaget ophørte med at eksistere.

Herman Bang skrev skuespil og var teateranmelder. Han gjorde sig også overvejelser om skuespilkunsten og opsøgte fremtrædende skuespillere for at høre om deres opfattelse af deres kunst. Hans essays om teaterkunsten er samlet i "Teatret!" fra 1892. Nogle af samlingens essays har været optrykt i Bangs Samlede Værker, mens andre - blandt andet de indsigtsfulde essays om Ibsens "Gengangere" og omtalen af "Hedda Gabler" og "Brand" har mig bekendt ikke været tilgængelige i andet end førsteudgaven. Hele den oprindelige bog foreligger hermed for første gang som e-bog.

Herman Bang var en fremragende reporter, og i artikelsamlingen "Herhjemme og derude" tager han os med til fattigkvartererne på begge sider af Strøget - ved det nuværende Pistoltorv og Bremerholm. Han skriver om enkedronninger og forfattere. om Assistenshuset og skibskatastrofer og udvandrerbåde med samme nysgerrige blik, samme dybtgående analyse og i det samme gnistrende, funklende sprog.Herman Bangs reportager burde i langt højere grad læses sammen med hans noveller og romaner.***Herman Bang blev i 1880 "blev han på Topsøes anbefaling fast ansat søndags-føljetonist ved Christian Ferslews Nationaltidende. Ligesom i artiklerne til Jyllands-Posten skrev han om begivenhederne i byen med vægt på teaterlivet og de nye bøger. Efterhånden forsvandt artiklernes karakter af petitjournalistik. De samlede sig om et enkelt emne, som blev grundigere behandlet og skildrede ofte socialt udsatte grupper med den medfølelse og indignation, som genfindes i det skønlitterære forfatterskab. Mellem sine besøg i modesalonen, Magasin du Nord og Tivoli opsøgte han mere ydmyge steder som Assistenshuset, børneasylet, hospitalet og lighuset. Læserne mødte lige så ofte syersker, sigøjnere og cirkusartister som det pæne borgerskab på Charlottenborgudstillingen og i det nye „National“s koncertsal. Der blev også plads til en række erindringsskitser og portrætter af forfattere og kunstnere, som han beundrede, nærede veneration for eller identificerede sig med.Bang karakteriserede selv føljetonen som „Døgnets Memoirer“ og føljetonisten som „Nuets Ægtefælle“, der „maa bo under Tag sammen med Publikum (…) leie i Publikums Hus“, og taler om „Nuets store Bank, Kassereren sidder ved Kassen og veksler alle Stemningers flydende Kapitaler“.(Dansk Litteraturs Historie)

"Tunge melodier" er Herman Bangs første novellesamling. Allerede her gennemspiller han en række af de temaer, han senere skulle udviklke til mesterskab - således hedder en af novellerne "Stille Eksistenser" ligesom den senere novellesamling, der også indeholdt "Ved vejen".

Georg Brandes var i de år i Berlin, og før han vendte hjem i 1883, havde Bang etableret sig som den førende litteraturkritiker. Han havde udsendt to vægtige litteraturkritiske artikelsamlinger, Realisme og Realister (1879) og Kritiske Studier og Udkast (1880), som foregreb Brandes' Det moderne Gjennembruds Mænd (1883) og Den romantiske Skole i Frankrig (1882) ved at portrættere de moderne realistiske danske forfattere samlet og introducere de tilsvarende franske. Kritiske Studier og Udkast indeholder også en afdeling „Dramaturgiske Pennetegninger“, som konkurrerede med Edv. Brandes' nyligt udkomne Dansk Skuespilkunst (1880).Efter Brandes' tilbagevenden til København kom det til en åben konfrontation over Gjellerups roman Romulus, som Brandes i sin anmeldelse kritiserede for at have et usikkert forhold til genren, fordi den både rummer stof til en roman, idet den giver „et sammentrængt Billede af den hele Verdenstilstand, som Digteren forestiller sig den“, og til en novelle, idet den giver „et interessant Enkelttilfælde, et fængslende Unicum“. Romanstoffet handler om mishandlingen af hesten Romulus som symbol på samfundsmæssig uret, mens novellestoffet er en kærlighedshistorie, og forfatteren har ikke kunnet beslutte sig til, hvilken af de to historier han ville fortælle. Brandes fremhævede i øvrigt den gode moralske balance, eftersom de samfundsmæssige misforhold straffes af en „ædel ung Pige“, der repræsenterer retsfølelsen, men kritiserede, at Romulus for sent etableres som tekstens centralsymbol, og den episke teknik, hvor der forekommer direkte forfatterkommentarer.En måned senere skrev Bang i „Teknik i vor nye Litteratur. Nogle Bemærkninger i anledning af Dr. Brandes' sidste Anmeldelse“, at hele Brandes' kritiske metode var forældet. Efter først at have hyldet Brandes som den store lærer noterede han på sin generations vegne: „Vi [unge] ere blevne forfærdede over at læse Ord som 'Symbol paa Samfundets Uret' eller som: 'En ædel ung Pige repræsenterer Retsfølelsen og Barmhjertigheden'“. De unge tænker i helt andre baner. De taler ikke om romaner og noveller, men om 'brudstykker af et livs historie' eller 'en følelses historie', hvor stoffet komponerer værket. De skriver enten en psykologisk roman om en enkelt følelse, eller som Zola en social roman, men i ingen af de to tilfælde er der tale om at skabe symboler. Man aftegner „en Krog af Samfundet“ eller „en Krog af Følelseslivet“. Brandes svarede, at kunsten gennem de realistiske enkeltskildringer dog udtrykker en større sammenhæng.(Dansk Litteraturs Historie)

Tine handler om tiden fra krigsudbruddet i februar 1864 til stormen på Dybbøl i april, der ændrer livet på Als. Fra et idyllisk samfund, som skildres gennem Tines erindringer, hvor alle uanset stand kender hinanden og lever i samklang med naturen, ændres det til et samfund i socialt og moralsk forfald. Efter rømningen af Dannevirke indkvarteres de sårede soldater i skovridergården, hvor snavs og normløshed breder sig. Ved handlingens begyndelse har skovrideren sendt sin hustru og sønnen Herluf bort, og i sin ensomhed vender han sit behov for ømhed mod Tine, der forsøger at skabe hjemlig hygge om ham, når han er tilbage fra fronten. I det stigende kaos af død og menneskeligt sammenbrud finder de trøst hos hinanden. Det ender med et samleje, som for ham kun handler om et øjebliks driftstilfredsstillelse. Han giver efter for sin seksuelle lyst på trods af sine dybere følelser, „midt mellem Ruinerne af sit Hjem, under sin Hustrus Billede, tilfredsstillede Berg sit pinefulde, sit nagende Begær“. For Tine er det imidlertid den store kærlighed. Da han på dødslejet kun nævner sin hustrus navn og ikke genkender hende, drukner hun sig i sorg over på enhver måde at have mistet ham.Bogen udkom i 25-året for nederlaget og indeholder en kritik af de nationalliberales blinde fædrelandsbegejstring og naive gudstro, der førte til katastrofen. Den lokale, enarmede baron taler i højstemte vendinger til folkene i gården om krigen som „en Prøvelse, men det er en Prøvelse, som hærder Viljen: Krigen er Folkenes rensende Element“. Og provsten, der er tegnet over D.G. Monrad, som var konseilspræsident under krigen, taler om „ikke at opgive Nationens Værdighed“, efter at preusserne er rykket højt op i Jylland.(Dansk Litteraturs Historie)

"Det grå hus" er en erindringsroman om Herman Bangs ungdomsår i København."Herman Bang blev student 1875 fra Sorø, cand.phil. 1877. Han begyndte at studere jura, men opgav det, drevet af skuespillerinteresser og slugte i de første studenterår den moderne franske roman- og skuespillitteratur. Forældreløs som han var fik han i disse studenterår et fast stade hos farfaderen, gehejmeråd, excellence Ole Bang, hvem sønnesønnen senere skildrede i romanen Det graa Hus, og hans første publikation var en samling af bedstefaderens poesier."(Dansk biografisk Leksikon)

De uden Fædreland tematiserer den hjemløse kunstner – violinisten Joán, der vokser op på en mystisk ø i Donau som bastard. Moderen længes mod sit hjemland Danmark og fortæller tit Joán herom. Han drager til Danmark for at spille koncert, men drømmer samtidig om at finde et fædreland. Drømmen brister dog og viser sig som illusion, for han kan ikke leve sig ind i det samfund, han møder, fordi det efter krigen i 1864 ikke er som han har lært af moderen. (Litteratursiden)

"Branden" er et udvalg af Herman Bangs reportager, især fra Nationaltidende 1880-84. Skildringen af Christiansborgs brand er en klassiker i dansk journalistik. Herman Bang var en fremragende reporter. Han var her og der og alle vegne, og han fortalte, hvad han så og følte - i sit eget udsøgte og smukke sprog. Man taler om New Journalism, hvor journalismen trækker sig selv ind i reportagen, men så ny er den heller ikke. Herman Bang var en mester i den form. Man kan mærke ekkoer af Bangs reportager i dansk presse frem gennem tiden. Dan Turèlls "I byen" giver mindelser om genren. Herman Bang kaldte artiklerne "feuilletoner", i dag ville vi måske betegne en del af dem som kronikker eller essays.Vi besøger overklassen i modesalonen, på udstilling og på landet. Men vi kommer også til syerskernes fest, i lighuset og blandt zigøjnere og artister.Udvalget her føjer sig til reportagerne i "Herhjemme og derude" og til sammen giver Herman Bangs feuilletoner et enestående billede af Danmark og især København i tiden under Estrups styre.

Herman Bang beschreibt seine Frühe Kindheit. Das weiße Haus in dem Bang seine glücklichsten Jahre verbrachte. Die Mutter ist die Seeles des Hauses, mit ihrer lebensfrohen Natürlichkeit und einer kindlichen Lust am Umhertollen. Aber schon ist ein Schatten auf das weiße Haus gefallen, der die Freude dämpf und die Sehnsucht nach Vergangenem weckt. REZENSIOIN"’Das weiße Haus’ von 1898 und ‘Das graue Haus"’ von 1901, Pendantromane, wie die Titel erkennen lassen, zeigen Herman Bang als einen Autor von düsterer Komik, mit einem starken Sinn fürs Szenische und einer Erzähltechnik, die weit über die Jahrhundertwende vorausweist." - Michael Maar, Frankfurter AllgemeineAUTORENPORTRÄTHerman Bang, geboren 1857 auf Alsen, Nordschleswig, wuchs als Pfarrerssohn in der dänischen Provinz auf und versuchte sich als Schauspieler, Regisseur und Feuilletonist, ehe er sich der Literatur zuwandte. Lesereisen führten ihn durch ganz Europa. Bang gilt als der bedeutendste dänische Vertreter des literarischen Impressionismus. Seine Schriftstellerkollegen in Deutschland erkannten Bang früh als einen der bedeutendsten Prosaautoren der skandinavischen Moderne. Und 100 Jahre nach seinem Tod zieht Herman Bang immer mehr Leser in seinem Bann. Rainer Maria Rilke, Hugo von Hofmannsthal, Hermann Hesse und Thomas Mann empfahlen seine Bücher, Klaus Mann machte ihn zum Helden einer Erzählung.

Den berømte pianistinde Madame Simonin, holder ferie på sit slot i Tyrol. I alle slottets værelser er der flygeler, og til dette slot ankommer lidt efter lidt diverse musikalske berømtheder. Jo - det bliver en særegen ferie -

Herman Bangs novelle fra 1890 om den fallerede balletdanserinde Irene Holm som hutler sig igennem et liv i provinsen ved at undervise godtfolk i dans, er både rørende og bidende.

Novellen Ved Vejen er efterhånden kanoniseret som Bangs hovedværk, og også i denne sammenhæng er den det værk, det anbefales at starte med som indgangsvinkel til forfatterskabet.Stille Eksistenser (1886) er titlen på den novellesamling, som hovednovellen Ved Vejen indgår i. På grund af sit omfang har Ved Vejen efterhånden fået status som roman. De stille eksistenser er stærke, men socialt stækkede kvinder, og Katinka Bai, stationsforstanderfruen i Ved Vejen, er netop en sådan eksistens. Bang blev inspireret til romanen, da han så et kvindeansigt gennem vinduet fra en togkupe.Åbningsbilledet i Ved Vejen er in medias res, hvilket er latin og betyder at teksten starter i midten af begivenhederne. Billedet er broget, fuldt af personer og foregår omkring lillebyens centrale kontaktflade til den store verden: stationen. Der sker en åbning af et stemningsbillede, som er blevet berømt for den impressionistiske fremstillingsform med glidende scenisk panorering og brudte replikker, der lader læseren blive præsenteret for personernes karakterer. Der er bemærkelsesværdigt ingen decideret handling i åbningsbilledet, men mange stemninger, og stilen er at registrere begivenhederne nøgternt uden at fortolke, hvilket er kendetegnende for den naturalistiske stil. At registrere objektivt som naturvidenskabens videnskabelige arbejdsmetode.Ved Vejen betragtes desuden som Bangs mest gennemførte impressionistiske værk. At det er impressionistisk, vil sige, at forfatteren beskriver små udsnit af en større helhed, hvilket omtales nærmere nedenfor. Handlingen er enkel, der er ingen stor dramatik eller indviklede intriger. Bang skildrer et umuligt kærlighedsforhold og udvælger desuden en række dagligdags handlinger og skildrer dem fintfølende og indlevet. Og også med en humor, der både kan være ironisk og sarkastisk.(Litteratursiden)

Det er Herman Bangs korteste og morsomste roman. Som en film af Felini, fuld af underlige og farverige typer.På Brasens badehotel venter man på landliggerne fra storbyen. Pengekassen er tom og Hr. og Fru Brasen har kredit i hele den lille by ved havet. Forberedelserne er på det højeste og pludselig ruller ”køretøjerne fra sønder” ind gennem porten og et døgn med halløj på hotellet følger. Her hænges både snobber, småborgere og Bangs ”stille eksistenser” til tørre, så det er en lyst. Ingen spares. Her er gerrighed, dovenskab, sagte liderlighed, misundelse og som noget sjældent hos Bang: En lykkelig kærlighedshistorie.I samtiden blev Bang kritiseret for at gøre grin med virkelighedens værtspar i Sæby. Og fruen tilgav vist aldrig Bang. Hun som ellers havde beværtet den nervesvage forfatter så omsorgsfuldt på hotellet.Men i dag er det hele bare en fabelagtigt fortalt historie. Det er ren fryd. Bogens motto er: ”Livet er trist – lad os derfor le”.

Bogen indeholder tre noveller, VE DEN FRA HVEM FORARGTELSEN KOMMER, DEN SIDSTE AFTEN og FRAGMENT. De handler alle om den "forfærdelige" kærlighed.

Herman Bang var en mester i at beskrive de stille eksistenser - med næsten guddommelig varme skildres disse to.

Hans Rasmus ligger for døden - hans kone har hentet præsten. Hans Rasmus hader præsten og alt hans væsen, fordi han, måske ikke helt retfærdigt, mener at præsten er skyldig i sønnens død for mange år siden.

En yngre videnskabsmand kommer til en mindre provinsby for at undersøge noget i byens arkiver. Imidlertid bjergtages han af en yngre kvinde der spiller klaver, men nægter at spille Chopin, fordi hun mener at han nyder sin lidelse.

Carlo Dupont er en dreng på 7 år, der har et vist talent for at spille violin. En impressario opdager ham og udnytter ham. Han omdøbes straks til Charlot, der lyder mere nuttet og alt mens pengene klinger i kassen ødelægges drengen mere og mere ----

Herman Bang (1857-1912) er en af dansk litteraturs store forfattere og også banebrydende som journalist og kritiker. Han er kendt for sin impressionistiske skrivestil, som har haft stor indflydelse på dansk litteratur. Fra det omfattende forfatterskab kan især fremhæves Stille eksistenser, der bl.a. indeholder fortællingen Ved vejen, og romanerne Stuk, Tine, Ludvigsbakke og Det hvide hus.På herregården Ludvigsbakke mødtes Karl von Eichbaum og Ida Brandt som børn. Karl er søn af gårdens ejer, og Ida er datter af godsforvalteren. Som voksne mødes de igen på Kommunehospitalet i København, hvor Ida arbejder som sygeplejerske og Karl som kontorist. Karls familie er i økonomiske problemer og har måttet sælge Ludvigsbakke, mens Ida er blevet formuende efter at have arvet fra sin mor. Deres fælles fortid knytter dem sammen, og Idas lykkelige barndomsminder udmunder sig i forelskelse. Karl ser en økonomisk redning i Ida, men de gamle sociale skel er svære at overskride, og Idas arv viser sig at være en belastning for hende snarere end en befrielse.Ludvigsbakke er af såvel Mogens Brøndsted og Sven Møller Kristensen i Danmarks litteratur som af Vilhelm Andersen i Illustreret dansk Litteraturhistorie blevet betegnet som 'Bangs bedste roman'."Denne historie er fortalt med Bangs fineste illuderende kunst og med en mageløs diskretion i virkemidlerne. Vi ser og hører alt, får intet forevist eller forklaret … En bedre bog skrev han ikke siden – måske heller ikke før." – Hakon Stangerup, Dansk Litteratur Historie

Som fortale til denne fortælling skriver Bang:Fra Sjælens ukendte Egne tilhviskes der os undertiden sælsomme og gådefulde Historier.De er hemmelighedsfulde og uhyggelige, og de fører os hen, hvor der er halvmørkt, og der hvor vi, med tøvende Skridt, kun famler os frem, med udstrakte Hænder.Men de tænder tillige usikre og flakkende Lys over Dybder, som vi ellers aldrig skimter - vore egne Sjæles hemmelighedssvangre Dyb.Derfor har jeg nedskrevet denne Fortælling