Bøger af Henrik Pontoppidan

"Fortællingen er, som altid hos Henrik Pontoppidan, udmærket ved sit Liv og sin Anskuelighed. Der er de prægtigste Landskabsbilleder fra det øde og vilde Vesterhav, nogle Kroscener, som Drachmann ikke kunde gjøre bedre, en Række Optrin fra et ulykkeligt ægteskabeligt Samliv, der virker med en egen Uhygge -"Således skrives der om denne bog og derfor er der kun eet at gøre: læs den!!

Pontoppidan siger selv, at "Asgårdsrejen" er Forspillet til "Mands Himmerig", som ikke helt vil kunne forståes af den, der ikke kender dette lille Skuespil. Der er således al mulig grund til at læse det.

Denne roman, som er en antropologisk studie af familieinstitutionen, faderskabsforholdet og matriarkatet, er gennem tiden blevet omarbejdet og beskåret i en uendelighed - om det har gjort den bedre eller dårligere, skal ikke kunne siges, men her er ihvertfald den originale førsteudgave fra 1900.

Hvor glemmer vi dog hurtigt - det er ikke mere end godt hundrede år siden, at Danmark var et diktatur - det var under ministeriet Estrups regime. I denne lille fortælling beskriver Pontoppidan en episode fra dengang.

I denne roman er forfatterens sympati hos bondebefolkningen, hvor folkesindets dybde og alvor skildres med respekt i forhold til højskolens overfladiske livsjubel. Som tidligere højskolelærer havde Pontoppidan på dette felt en pålidelig baggrund. Højskoleverdenen brød han sig ikke om. Grundtvigianismen vedbliver at være skydeskive for hans ironi og kritik.

En hjælpelærers eminente beretning om den egn og de mennesker han kom i berøring med i sit virke. Fantastisk underholdende fortælling.

Se så at komme igang med at læse skuespil! det gjorde man før i tiden, og det kan vel ske igen?Den unge lidt naive, men ikke destomindre velbegavede kandidat Glob, har efter en skærmydsel med sin kæreste Katinka, begivet sig på en rejse til Jyllands nordligste egne. En sen eftermiddag ankommer han til en kro, hvor han får anvist et værelse, som han aldeles ikke er tilfreds med.. Her møder han iøvrigt nogle højst ejendommelige personager, og bliver endvidere vidne til et indviklet ægteskabeligt drama.

I "De dødes rige" følger vi et væld af personer fra alle samfundslag, mens Henrik Pontoppidan på mesterlig vis tegner os et billede af det danske samfund i det første årti af det 20. århundrede. Bogen kredser både om kærlighed, politik og samfundsånden, alt sammen set med pessimistiske øjne.

Et lægeægtepar lever på sjette år i landlig vaneidyl med tre små børn. En tryg og hyggelig tilværelse omend noget triviel. Men fastelavnsaften bryder 'Prins Karneval', i form af en ukendt festklædt gæst med bohemeagtige manerer, ind i det ægteskabelige paradis og vækker ægteparrets ungdommelige minder og slumrende lidenskaber. Denne vækkelse sætter sig varige spor i ægtefællernes forhold; de vante rammer er blevet sprængt, og den stille idyl er blevet inficeret af urovækkende lidenskaber."Eventyrets dump mellem bleer og morgensko, skildringens overbevisende realisme i enkeltheder, og helhedens ånd af luftigt lumskeri – alle de indre modsætninger, halvt tilslørede, halvt fremhævede af stilens emaljefaste klarhed, giver bogen en besnærende ynde og spænding." – Valdemar Rørdam"[Romanen] er noget så sjældent som en fantastisk historie i Pontoppidans ellers realistiske forfatterskab ... er med sin symmetriske opbygning en ren nydelse." – Bo Hakon Jørgensen

Præstekonen Ingrid lever i et fredfyldt borgerligt ægteskab med sin noget ældre mand og to små drenge. På et kurophold i København gribes hun af lidenskabelig kærlighed til den indesluttede og stridbare filosof Dr. Vadum og forlader mand og børn for at følge Vadum til Schweitz. Mørkemanden Vadum blomstrer op under Ingrids kærlighed, men hun er splittet mellem sin lidenskab og sin skyldfølelse og savnet af drengene."Det er stadigvæk en fortælling om, at mennesket opretholdes af 'Kvindens Kærlighedsgaver'. Men det er tillige en fortælling om livets pris, der altid er livet selv ... Den, som søger at bjerge sit liv, skal miste det, men den, der sætter livet til, skal vinde livet!" – Thorkild Skjerbæk, Kunst og budskab - Studier i Henrik Pontoppidans forfatterskab

Nattevagt er en ægteskabshistorie om to personer med vidt forskellige baggrunde og holdninger; om proletaren, kunstneren og anarkisten Jørgen Hallager og om den pæne pige fra det bedre borgerskab, Ursula, der begge søger at udvikle og frigøre den anden fra tidligere bindinger, men misforstår og taler forbi hinanden med tragisk udfald. Den komplekse, flertydige personskildring, hvor personerne skildres gennem deres syn på sig selv og omverdenen, minder om de store russiske forfattere som Tolstoj og Dostojevskij, som Pontoppidan satte højt. Og Nattevagt kan i plot og kompleksitet minde om Dostojevskijs højt berømmede fortælling: Den sagtmodige (Krotkaja)."Pontoppidan har ... energi og indsigt til at leve sig ind i hver enkelt, så personen fremstår som gjort af kød og blod. Her er stemmen aldrig hånlig, den viger ikke tilbage, fordømmer ikke. Stoffet er så levende og bøjeligt som livet selv ... Pontoppidan er kvindeskildrer af højeste karat. Jeg tror ikke, at jeg kan finde andre i dansk litteratur, der er på højde med ham." – Ida Jessen

Med stor humor og ironi lader Pontoppidan den noget naive og romantiske jeg-fortæller i romanen indse, at fantasierne har spillet ham et puds, og hans idealforestillinger om livet og de kvinder, han møder på et fynsk badehotel, viser sig som rene illusioner. Den romantiske kærlighed afsløres som basalt driftsbegær. På badehotellet, hvor jeg-fortælleren for en stund har forladt de dagligdags borgerlige rammer, bryder de urgamle basale driftsinstinkter igennem på bekostning af moral og fornuft. Den desillusionerede jeg-fortæller finder et alternativ til dette liv i den asketiske livsførelse, han møder hos den kloge og kyniske Dr. Levin, men hvilken livsførelse, der er at foretrække, lader Pontoppidan som vanligt stå åbent."Bogen er af en mild Ironi, der gennemtrænger alle dens Blade. ... det er en overmåde underholdende og vittig lille Fortælling." – Edvard Brandes, Politiken, 1894"Hvad den nutidige læser ... kan nyde ... er den alle vegne lurende komik. Satiren og humoren." – Jens Smærup Sørensen

Pontoppidan er oprørt over de sociale forhold hos almuen. I Isbjørnen fra 1887 udtrykker han sin harme med en grum, men samtidig morsom, lystspilsagtig satire. Satiren går på det borgerlige samfund, der hytter sig selv og udstøder den egenartede præst, Isbjørnen, der nærer en ægte omsorg for de svage. Men den rammer også den almue, der i almindelig underkuethed og uvidenhed retter ind efter autoriteterne, hvilket får Isbjørnen til at forlade sognet med ordene: "I har de Tyranner, som I fortjener.""Isbjørnen, den måske mest læste tekst efter Ørneflugt holder og finder stadig nye læsere som veloplagt påpegning af det fremmedes og den ægte naturligheds trange kår i et småligt og ængsteligt samfund." – Johan Rosdahl"Hvad den nutidige læser … kan nyde … er den alle vegne lurende komik. Satiren og humoren." – Jens Smærup Sørensen

Ung Elskov kom i en 1. udgave i 1885, men nærværende udgave er 2. udgaven fra 1906, som var totalt omarbejdet med En Kjærlighedshistorie fra 1883 indarbejdet. Romanen omfatter flere medrivende skæbnefortællinger, hvor blandt andet den romantiske kærlighed modstilles det hverdagsagtige fornuftsægteskab. Pontoppidan anlagde sjældent noget entydigt standpunkt, men endevendte emnerne i flere forløb set fra forskellige synsvinkler.