Bøger af Henrik Pontoppidan

"Hamskifte" er anden del af Henrik Pontoppidans erindringer og starter, da han som teenager kom til København fra Randers for at læse til polyteknikker. Et ophold i Schweiz fik de digteriske evner til at røre på sig, og Pontoppidan fortæller om tilblivelsen af sit første værk, "Syndebukken", og hvorfor han endte med at brænde det.Bogen er også et spændende billede på opbrudstiden, hvor bønderne og arbejderne rejste sig i samlet flok mod deres undertrykkere og gjorde oprør mod den sociale uretfærdighed, som Højre-regeringen tvang ned over hovedet på folket."Hamskifte" efterfølges af erindringsbøgerne "Arv og gæld" og "Familieliv".Den danske forfatter Henrik Pontoppidan (1857-1943) skrev en lang række stærkt samfundskritiske romaner, der giver et usædvanligt omfattende billede af datidens Danmark. I 1917 modtog han Nobelprisen i litteratur og anses også i dag for at være en af de største danske forfattere nogensinde.

Drengeår"Drengeår" er første bind i Henrik Pontoppidans erindringer og fortæller om hans barndom i Randers, fra han var seks år til han som 16-årig flyttede til København for at læse til polyteknikker. Pontoppidan voksede op i en børneflok på 16, og i erindringerne fortæller han både om sine levende søskende, men også de, der døde som små, om den søster, som han selv fandt iskold i hendes vugge. Krigen i 1864 gjorde indtryk på den lille dreng, og det samme gjorde tiden, hvor bønderne rejste sig til kamp mod regeringens undertrykkelse."Drengeår" efterfølges af erindringsbøgerne "Hamskifte", "Arv og gæld" og "Familieliv".Bogen er skrevet i og med samtidens sprog og retskrivning.Den danske forfatter Henrik Pontoppidan (1857-1943) skrev en lang række stærkt samfundskritiske romaner, der giver et usædvanligt omfattende billede af datidens Danmark. I 1917 modtog han Nobelprisen i litteratur og anses også i dag for at være en af de største danske forfattere nogensinde.

I novellesamlingen "Skyer" maler Henrik Pontoppidan et levende og ubarmhjertigt billede af Danmark i 1880’erne, da Estrup-regeringen bragte landet under nærmest diktatoriske tilstande. Novellerne emmer af social indignation over kontrasten mellem bøndernes trange kår og borgerskabets pyntesyge, ligesom samfundets hykleri stilles til skue.Den danske forfatter Henrik Pontoppidan (1857-1943) skrev en lang række stærkt samfundskritiske romaner, der giver et usædvanligt omfattende billede af datidens Danmark. I 1917 modtog han Nobelprisen i litteratur og anses også i dag for at være en af de største danske forfattere nogensinde.

Henrik Pontoppidans litterære debut, novellesamlingen "Stækkede vinger", vakte helt fra starten opsigt og forargelse med sin hudløst realistiske skildringer af samfundets nederste og deres kummerlige forhold. Stilen var lagt for et langt og rigt forfatterskab, der blev skelsættende inden for den danske litteratur og kultur.Samlingen indeholder:Efter balletTête à têteEt endeligtKirkeskuden. En fortællingDen danske forfatter Henrik Pontoppidan (1857-1943) skrev en lang række stærkt samfundskritiske romaner, der giver et usædvanligt omfattende billede af datidens Danmark. I 1917 modtog han Nobelprisen i litteratur og anses også i dag for at være en af de største danske forfattere nogensinde.

Arnold og Emmy Høier var før som bundet til København og byens pulserende liv, men efter de flyttede til Sønderbøl, kan de mærke, at det er herude på landet, de hører til. Arnold har sin lægepraksis, mens Emmy passer hus og børn. En fastelavnsaften får familien uventet besøg af en underlig mand. Dette besøg vender op og ned på deres satte tilværelse, mens de igen og igen spørger hinanden, hvem manden mon kan være.Den danske forfatter Henrik Pontoppidan (1857-1943) skrev en lang række stærkt samfundskritiske romaner, der giver et usædvanligt omfattende billede af datidens Danmark. I 1917 modtog han Nobelprisen i litteratur og anses også i dag for at være en af de største danske forfattere nogensinde.

Torben Dihmers sygdom er endnu engang ved at indhente ham, og håbet om at se Jytte Abildgaard igen inden sin død dør lige så stille hen. Jytte, der har fået et barn med sin mand, mærker ægteskabet slå knirker, mens de gamle følelser for Torben trænger sig på. "Favsingholm" er femte og sidste del af Henrik Pontoppidans ikoniske værk "De dødes rige", hvor Torben og Jyttes skæbner slås fast.Den danske forfatter Henrik Pontoppidan (1857-1943) skrev en lang række stærkt samfundskritiske romaner, der giver et usædvanligt omfattende billede af datidens Danmark. I 1917 modtog han Nobelprisen i litteratur og anses også i dag for at være en af de største danske forfattere nogensinde.

Den store danske forfatter Henrik Pontoppidan levede et spændende og begivenhedsrigt liv, hvor han havde stor indflydelse på et væld af Danmarks vigtigste kulturpersoner såvel som på samfundet som hele. I "Familieliv" fortæller han om sit private liv med familien, efter han endelig fik råd til at opgive lærervirket og koncentrere sig udelukkende om at skrive.Bogen er skrevet i og med samtidens sprog og retskrivning.Den danske forfatter Henrik Pontoppidan (1857-1943) skrev en lang række stærkt samfundskritiske romaner, der giver et usædvanligt omfattende billede af datidens Danmark. I 1917 modtog han Nobelprisen i litteratur og anses også i dag for at være en af de største danske forfattere nogensinde.

I "Højsang" – romanen med den ironiske titel – følger vi en ung student, der forlader sin kæreste og rejser til Jylland for at lære de store passioner at kende. Han finder dem i en anden form, end han havde regnet med, i vesterhavsstormen og på den vilde hede, og undervejs lærer han sider af sig selv at kende, som han måske hellere ville have været foruden.Den danske forfatter Henrik Pontoppidan (1857-1943) skrev en lang række stærkt samfundskritiske romaner, der giver et usædvanligt omfattende billede af datidens Danmark. I 1917 modtog han Nobelprisen i litteratur og anses også i dag for at være en af de største danske forfattere nogensinde.

Søstrene Kamma og Betty har hele livet været skærmet fra tilværelsens ubehageligheder og storbyens fristelser. De er vokset op i en osteklokke på landet med faderen kancelliråd Byberg som beskytter og naturen som eneste underholdning. De forelsker sig i hver sin herremand og ser frem til lykkelige ægteskaber, men livet uden for det trygge barndomshjem er bestemt ikke, som de havde forestillet sig.Den danske forfatter Henrik Pontoppidan (1857-1943) skrev en lang række stærkt samfundskritiske romaner, der giver et usædvanligt omfattende billede af datidens Danmark. I 1917 modtog han Nobelprisen i litteratur og anses også i dag for at være en af de største danske forfattere nogensinde.

"Lille Rødhætte" fortæller om en kvinde, hvis hårde liv og utallige skuffelser har gjort hende hård og stridig. Hun støder sin mand fra sig med sin ondskabsfuldhed og straffer børn og tjenestefolk for den mindste uærlighed. Én eneste glæde har hun tilbage; mindet om sig selv som uskyldigt barn, som den lille Rødhætte, der en frostklar dag spadserede hen over sneen, klar til at omfavne hele verden og blive en del af alt det gode, den havde at tilbyde."En mærkelig bog, så voldsom og tung som et kølleslag, ført af en øvet hånd. En bog i panser og plade af den hårdeste støbning og den rankeste uselviskhed." -Edvard BrandesDen danske forfatter Henrik Pontoppidan (1857-1943) skrev en lang række stærkt samfundskritiske romaner, der giver et usædvanligt omfattende billede af datidens Danmark. I 1917 modtog han Nobelprisen i litteratur og anses også i dag for at være en af de største danske forfattere nogensinde.

Agnete Thorbjørnsens far blev kaldt stodderpræsten – ikke fordi han var en stodder, men fordi han utrætteligt kæmpede for at lindre sine sognebørns nød og elendighed, af og til på bekostning af de rige. Efter farens død står Agnete helt alene, og nu må hun indtage den ydmygende stilling som selskabsdame for enkegrevinden på det gods, som faren har lært hende at foragte. Tingene på godset er dog helt anderledes, end Agnete havde forestillet sig – på godt og ondt.Den danske forfatter Henrik Pontoppidan (1857-1943) skrev en lang række stærkt samfundskritiske romaner, der giver et usædvanligt omfattende billede af datidens Danmark. I 1917 modtog han Nobelprisen i litteratur og anses også i dag for at være en af de største danske forfattere nogensinde.

"Forinden jeg rejste hjemmefra, lovede jeg et par ulykkelige forældre, at jeg overalt skulle forhøre mig om deres søn, en ung dansk student, som Norges natur har forkoglet. I snart to år har han flakket om her i landet uden at lade høre fra sig. Kun i ny og næ sender han forældrene et par ord på et postkort. Altid de samme ord: "Har det godt." Aldrig mere. Ingen oplysning. Ingen adresse. Ingen hilsen."I "En vinterrejse" følger vi en danskers rejse op igennem det naturskønne Norge på jagt efter den excentriske student. Sporene fører ham til Norrlandet, Bergen, Nordkap og en række andre skønne steder, der er smukt skildret i Pontoppidans bog.Den danske forfatter Henrik Pontoppidan (1857-1943) skrev en lang række stærkt samfundskritiske romaner, der giver et usædvanligt omfattende billede af datidens Danmark. I 1917 modtog han Nobelprisen i litteratur og anses også i dag for at være en af de største danske forfattere nogensinde.

Med novellesamlingen ”Fra hytterne” blev Henrik Pontoppidans navn synonymt med den danske socialrealisme, der gik til kamp mod den sociale uretfærdighed ved at blotte skildringerne af de fattige bønder for al tidligere litteraturs romantik. Han tager os med til arbejdsanstalten, hvor fattige gamle arbejder sig ihjel, til bondegårdene, hvor der næppe holdes én eneste fridag, og viser os den fattigdom, der trods landets store fremskridt endnu haltede langt bagefter.Den danske forfatter Henrik Pontoppidan (1857-1943) skrev en lang række stærkt samfundskritiske romaner, der giver et usædvanligt omfattende billede af datidens Danmark. I 1917 modtog han Nobelprisen i litteratur og anses også i dag for at være en af de største danske forfattere nogensinde.

I forfatterskabets sidste del, hvortil hører erindringerne og de to romaner Et Kærlighedseventyr (1918) og Mands Himmerig (1927), fuldførte Pontoppidan sin lange vandring mod sig selv ved at stille skarpt på den mandlige, kærlighedsfjendske magtvilje, som for ham var kulturens byrde.

Da bladet "Friheden" skal have ny redaktør, er magister Niels Thorsen det åbenlyse valg, hvis man skal videreføre bladets afdøde stifters ønsker. Niels Thorsen vil fortsætte bladets fokus på sand oplysning, kulturbestræbelse og sandhedssøgen, men i sidste øjeblik bliver han vraget, og bladet falder i stedet i hænderne på samvittighedsløse stræbere, der går på kompromis med bladets integritet for at tjene penge.Denne uretfærdighed går ikke bare ud over Niels Thorsens arbejdsliv, men også forholdet til hustruen lider under det. Ægteparret elsker hinanden, men uden selv at være klar over det sårer Niels sin kone så meget, at forholdet – og hendes liv – kommer i fare. Niels’ liv synes at være på vej ud over afgrunden, i takt med at hans illusioner dør én for én.Den danske forfatter Henrik Pontoppidan (1857-1943) skrev en lang række stærkt samfundskritiske romaner, der giver et usædvanligt omfattende billede af datidens Danmark. I 1917 modtog han Nobelprisen i litteratur og anses også i dag for at være en af de største danske forfattere nogensinde.

I "Nattevagt" møder vi den unge fanatiske maler Jørgen Hallager – kaldet "røde Hallager" såvel for sit røde hår og flammeskæg som for sine radikale holdninger. Hallagers far var skolelærer i Vestjylland, hvor han fik hug fra samfundets side, fordi han ikke ville lukke øjnene, når han så uretfærdighed omkring sig. Det førte til et uretmæssigt fængselsophold, der senere drev ham til en tidlig død af druk. Farens frygtelige skæbne har sået et voldsomt had til de højere klasser, og det er røde Hallagers forbandelse, at han en dag forelsker sig i Ursula Branth, der som datter af en københavnsk etatsråd og kunstmæcen er symbolet på alt, hvad han foragter.Den danske forfatter Henrik Pontoppidan (1857-1943) skrev en lang række stærkt samfundskritiske romaner, der giver et usædvanligt omfattende billede af datidens Danmark. I 1917 modtog han Nobelprisen i litteratur og anses også i dag for at være en af de største danske forfattere nogensinde.

Enslev, som vi mødte i forrige bind af Henrik Pontoppidans mesterværk "De dødes rige" kæmper stadig for Det Radikale Partis hovedorgan, bladet "Den Femte Juni", som den yngre generation forsøger at forurene med et koloreret søndagsnummer, en sportssektion og andet underholdning, der fjerner fokus fra bladets politiske formål. Mens Enslev ser sit livsværk falde fra hinanden, sætter alderdommen ind, og den gamle rebel knuger sig til håbet om, at eftertiden vil mindes ham som en af de kræfter, der reddede landet fra småborgerlighedens knugende greb.Den danske forfatter Henrik Pontoppidan (1857-1943) skrev en lang række stærkt samfundskritiske romaner, der giver et usædvanligt omfattende billede af datidens Danmark. I 1917 modtog han Nobelprisen i litteratur og anses også i dag for at være en af de største danske forfattere nogensinde.I "De dødes rige" følger vi et væld af personer fra alle samfundslag, mens Henrik Pontoppidan på mesterlig vis tegner os et billede af det danske samfund op til og under 1. verdenskrig. Bogen kredser både om kærlighed, politik og samfundsånden, alt sammen set gennem realismens ubarmhjertige forstørrelsesglas.

Hans Kvast er ikke navnet på Henrik Pontoppidans hovedperson, men nærmere en karakteristik af denne. Hans Kvast er nedertysk for en person, der opfører sig som en nar, og det må man sige er tilfældet for komponisten Hugo, hvis krav til omgivelserne er næsten lige så høje som hans tanker om sig selv. Over for denne oppustede nar står hans kone, Melusine, som er skøn og eventyrlig. "Hans Kvast og Melusine" hører til blandet Henrik Pontoppidans mærkeligste romaner, men måske er det netop dens mærkelighed, der gør den så god.Den danske forfatter Henrik Pontoppidan (1857-1943) skrev en lang række stærkt samfundskritiske romaner, der giver et usædvanligt omfattende billede af datidens Danmark. I 1917 modtog han Nobelprisen i litteratur og anses også i dag for at være en af de største danske forfattere nogensinde.

"Toldere og syndere" er tredje bind i Henrik Pontoppidans mesterværk "De dødes rige", og her møder vi igen den unge socialistiske præst Mads Vestrup, der i forrige bind faldt i unåde hos kirken og måtte forlade sit embede. Han begiver sig nu ud på en vandring omkring i landet for at prædike primitiv gudsfrygt for sine tilhørere. Da han langt om længe når til hovedstaden, falder han i kløerne på den gamle radikale politiker Enslev, der vil bruge Vestrups oprørskhed til at opildne masserne mod regeringen. Engslev har til gengæld ikke kunnet forudse Vestrups enorme talent for at skabe forargelse og sensationer uden egentlig at ville det...I "De dødes rige" følger vi et væld af personer fra alle samfundslag, mens Henrik Pontoppidan på mesterlig vis tegner os et billede af det danske samfund op til og under 1. verdenskrig. Bogen kredser både om kærlighed, politik og samfundsånden, alt sammen set gennem realismens ubarmhjertige forstørrelsesglas.Den danske forfatter Henrik Pontoppidan (1857-1943) skrev en lang række stærkt samfundskritiske romaner, der giver et usædvanligt omfattende billede af datidens Danmark. I 1917 modtog han Nobelprisen i litteratur og anses også i dag for at være en af de største danske forfattere nogensinde.

Da præstekonen Ingrid under et kurophold i København møder den indesluttede og formørkede filosof dr. Vadum, bliver hun så lidenskabeligt forelsket, at hun forlader sin mand og deres to små sønner for at følge med sin elsker til Schweiz. Under Ingrids kærlighed blomstrer dr. Vadum op og vender tilbage til livet, men Ingrid selv er nær ved at forgå under savnet af sine drenge og sin dårlige samvittighed over at have sat sin egen lykke over deres.Den danske forfatter Henrik Pontoppidan (1857-1943) skrev en lang række stærkt samfundskritiske romaner, der giver et usædvanligt omfattende billede af datidens Danmark. I 1917 modtog han Nobelprisen i litteratur og anses også i dag for at være en af de største danske forfattere nogensinde.

Borgmester Hoecks ægteskab er opstået af gensidig kærlighed og forelskelse, sådan som et ægteskab bør opstå, men langt fra altid gjorde det i det bedre borgerskab i starten af 1900-tallet. Men efterhånden som ægteparret lærer hinanden bedre at kende, går det op for dem hver især, at de faktisk er fremmede for hinanden. Hustruens letsindige og kokette karakter, der dog aldrig resulterer i ægte utroskab, gør manden mere og mere sur og indebrændt, hvilket giver hende behov for at søge adspredelse og bekræftelse uden for hjemmet, og til sidst er der ikke meget ægteskab tilbage at redde...Den danske forfatter Henrik Pontoppidan (1857-1943) skrev en lang række stærkt samfundskritiske romaner, der giver et usædvanligt omfattende billede af datidens Danmark. I 1917 modtog han Nobelprisen i litteratur og anses også i dag for at være en af de største danske forfattere nogensinde.

Holleufer, der hvert år på grundlovsdag plejer at drikke sig fuld og med svulstige, poetiske taler gøre sig latterlig for deltagerne i Venstres grundlovsfest, har dette år en ny plan. Han tager ikke med den klumpfodede skræddersvend Ziegler og den tykke bagersvend Mikkelsen til grundlovsdag. Han svigter både dem og hele sin klasse og hele sit kundegrundlag ved i stedet at søge talerstolen på Højres grundlovsmøde:

Taterpigen "Lange-Ane" bliver gravid - faderen er en charmerende men bundrådden sømand og da han svigter hende slår hun ham ihjel. Hun får 10 års tugthus, og imens bliver hendes søn, Ove, sat i pleje hos en præstefamilie.De nederdrægtigheder vi idag ser på det sociale område er meget lig hvad der beskrives i denne fortælling. Tænk at vi ikke er kommet videre?!

Om "Det ideale hjem" (1900) skrev Social-Demokraten 13.12. 1900:""Det ideale Hjem" er Navnet paa et videnskabeligt Værk, som Romanens Hovedperson, Naturforskeren Adam Malling udgiver. I dette Værk udtaler Forfatteren sine revolutionære Anskuelser om Ægteskabet. Det gælder, siger han, om at ophæve Elskovens "Vornedskab" og om at frigøre Driften for at gengive Afkommet "Elskovsbørnenes" Sundhed, Kvinderne deres Renhed og Stolthed, og Mændene den Bejler-Kraft, som de nu højst et Par Gange i deres Liv faar Lejlighed til at udfolde – til Skade for dem selv og Samfundet. Lige som det attende Aarhundredes Filosofer har frigjort Troen, og lige som det nittende Aarhundredes Socialdemokrati har tilkæmpet Masserne Haabets Frihed, saaledes skal det være det kommende Aarhundredes Opgave at løse Kærlighedens beskæmmende Lænker. Som Motto paa Værket har Adam Malling "i naive Trods" sat Ordene: Fri Tro, frit Haab, fri Kærlighed.Adam gifter sig selv med den unge Pige, han elsker. Men han forlader hende efter en kort Tids Samliv, for at deres Kærlighed kan staa "som et helligt Møde, der havde løftet dem op over Døgnets Smaalighed". Og fri drager han ud i Verden.– Som sædvanlig har Henrik Pontoppidan kastet et let ironisk Skær over den Hovedperson, der udtrykker hans egne oprørske Anskuelser. Bogen vil utvivlsomt vække Opsigt og Diskussion."

Om "Højsang" af Henrik Pontoppidan skrev Edvard Brandes i Politiken 25.10. 1896 bl.a.:"Ironien, der flammede i Nattevagt, tindrer ogsaa i Højsang. Titlen er ironisk, og Pontoppidan har valgt til sin Helt, en ung Dumrian, som han stadig ironiserer over, en toogtyveaarig Student, der er dragen til Jylland – bort fra sin lille Kæreste – for at lære de store Passioner at kende. Han finder dem ogsaa ude i Vesterhavsstormen og paa den vilde Hede – men i noget forkommen Tilstand hos en fordrukken Toldassistent og en næsten sindssyg Proprietærfrue. Der er ingen Respekt hos Pontoppidan for de to Lidenskabens Repræsentanter, han opstiller: han staar helt udenfor og ovenover sine Personer, men han skaber dem alligevel i en vis Storladenhed. Mangen Poét vilde en Smule koket identificere sig med den store Hjærteknuser og Æventyrer, den vilde Jæger og sentimentale Drukkenbolt v. Hacke. Intet er Pontoppidan fjærnere; han spotter over den Kadaverlyrik og den Alkoholfortvivlelse, som den arme Klitassistent henfalder til, men alligevel er Hacke, sammenlignet med Egnens tarvelige Smørfjerdingssjæle, en hel Karl, en Vildbasse, der imponerer sine Omgivelser, medens han færdes imellem dem og ved sit Selvmord løskøber megen Daarskab og Elendighed.Ligesaa den Dame, som han elsker, Fru Lindemark. Hvor nemt for Pontoppidan at gøre hende til en Nora, en Messalina, en George Sand – efter Behag. Pontoppidan ser paa hende med Sympati, men uden Beundring. Han gør hende ikke en Smule smukkere end – hun i Virkeligheden var, har man Lyst at sige, saa levende staar hendes Skikkelse for En. Pontoppidan anskueliggør for En den stærke Tiltrækning, som hun øver paa Hacke, men han skjuler ikke for Læseren, at hun i sin Tid ogsaa overfor sin sølle Ægtemand følte en ret kraftig Passion. Under en hæftig Ordstrid kan Lindemark genkalde hende deres Bryllupsrejse saaledes:– Og da vi steg af Toget ved den første Station, vi kom til, og tilbragte hele Dagen sammen i Skovene … og Du kyssede Træernes Blade og kaldte Skoven vort Kærlighedshjem og takkede den. Husker Du det?– Du skal tie! … Du lyver.Men Læserne føler, at han ikke lyver. Saaledes var den stolte Frue en Gang hjærtegreben overfor den Mand, hun nu haaner og foragter paa det dybeste. Hun bliver ringere i Læserens Øjne. Og alligevel – naar hun er saa sammenknuget af sin Passion, saa helt udenfor alle Regler betages af sin Kærlighed til Hacke, naar hun ender sit arme Liv paa en Sindssygeanstalt, saa bliver der – trods Bogens Ironi – en vis Storstilethed over hende ligesom over hendes Elskers bedrøvelige Skikkelse.Højsang er skrevet med Pontoppidans fuldkomne Kunst. Det er en overmaade vittig Bog, især er Ægtemanden Lindemark – Overrisleren – tegnet med kostelig Humor. Højsang rummer en literær Satire af passende Malice, og helt igennem bæres den af Pontoppidans kølige Sindsoverlegenhed."

Hovedpersonen i den "Hans Kvast og Melusine" (1907) er den holdningsløse og selvhævdende komponist Hugo Martens, der optræder som en Hans Kvast, dvs. en pralhals eller vindbøjtel. I en samtidig anmeldelse hedder det:”Hvad Titlen paa Henrik Pontoppidans nye Bog betyder, turde være mere end gaadefuldt. For vel veed vi, hvad "Hans Kvast" er for En, og den Betegnelse passer ganske udmærket paa Fortællingens Hovedskikkelse; og der er vel ogsaa adskillige, der ud af deres Børnelærdom mindes, at salig Melusine var en stakkels Kvinde, der til Straf for at have ombragt sin utro Fader blev begavet med Snohale, saaledes at hun hver Lørdag Aften var dejlig foroven, men "Orm" forneden.. Naturligvis kan det være mindre vigtigt at forstaa, hvad den Titel betyder, selv om det driller Læseren, naar Bogen ellers duer noget, og det gør den selvfølgelig, da det er Henrik Pontoppidan, som har skrevet den. Hans Bog er Fortætning helt igennem: den er fortættet i sin Stil, fortættet i sin Form og fortættet i sit Indhold. Vær saa god, lige til Sagen, hold Traaden fast, ingen lyriske Svinkeærinder, om jeg tør bede – det er Anti-Lyrikeren Pontoppidan, som har Ordet, Panteisten, men Drømmehaderen Pontoppidan…. Historien (er) i og for sig ikke mærkelig. Den fortæller omet sjattet, dansk Mandfolk, en Mand, derer stopfuld af Løgn og anden Liderlighed, men alligevel en Mand med noget Kunstnerblod i sig. Det viser sig, at denne Musikus, der Aar igennem har nbæret sin egen Selvopholdelsesdrift med nogle Smaasange og saa med det, kan har villet gøre, tilsidst former et Kunstværk, uden at dog naturligvis hans Menneskeværd derved vokser… Det tjener til Bevis for Pontoppidans kunstneriske Oprigtighed og dybe Menneskekundskab, at han ikke her alene nøjes med en ny Udgave af Hjalmar Ekdal, men giver os et ægte Menneskebarn, hvis Bagage er nogle Perler og meget Snavs. I det hele varer Pontoppidan sig altid for Overdrivelser. Hvor er ikke denne Skildring af "Hans Kvasten", af hans lidt indskrænkede og kritikløse lille Borgerkone, af Svigerforældrene helt igennem vederheftig og virkelighedstro.”Julius Clausen i ”Berlingske Tidende” 6.12. 1907