Bøger af Hans Hauge

Kvalitative metoder er en fascinerende bog skrevet af den anerkendte forfatter, Birger Steen Nielsen. Denne bog, udgivet i 2020, dykker dybt ned i de forskellige aspekter af kvalitative forskningsmetoder. Det er et must for enhver, der ønsker at forstå de komplekse processer og teknikker, der anvendes i denne type forskning. Bogen er en del af Gyldendals imponerende katalog og er et vidnesbyrd om forlagets engagement i at levere høj kvalitet og oplysende indhold til læserne. Kvalitative metoder er en bog, der både udfordrer og oplyser, og som vil være en uvurderlig ressource for alle, der er interesseret i dette område.

Litteraturens tilgange er en grundbog til undervisning i litterær metode på videregående uddannelser, skrevet af en række erfarne forskere og undervisere. Bogen giver et panorerende blik over metodelandskabet og rummer en række eksemplariske læsninger. Metodekapitlerne er suppleret med vejledende litteraturlister og et leksikon over centrale begreber og personer samt en antologi med de anvendte teksteksempler. Siden bogen udkom første gang i 2001 er der sket meget. Nye tilgange er dukket op, ældre har fået en renæssance, og nogle er blevet mindre interessante. Derfor rummer den nyreviderede udgave en række nye kapitler, mens de tilbageblevne er blevet opdateret og tilføjet en didaktisk dimension, hvor metodens undervisningsmæssige konsekvenser diskuteres. I bogens afsluttende kapitel tegner Hans Hauge nye tendenser på det litterære landkort og sætter de eksisterende metoder ind i et internationalt perspektiv.

Ensomhedsparathed fortæller historien om eksistentialismens opståen, død og genopstandelse i nyere tid. Eksistentialismen begyndte i 30’erne som et opgør med naturalismen og positivismen. Efter at have været forsvundet nogle år, er eksistentialismen aktuel igen. Den frigør den enkelte fra fællesskabets fængsel og befrier tænkningen fra naturalismens fangarme. Eksistentialismen styrker evnen til ensomhed. Ensomhedsparathed fortæller på en ny måde historien om, hvordan eksistentialismen opstod i 1930’ernes Tyskland, blev populær i 1940’ernes Paris, kom til England i 1950’erne og dukkede op i Danmark i 1960’erne, for så at forsvinde. Modstanden mod den kom først fra nazismen, dernæst fra katolicismen og kommunismen, så fra neomarxismen, og i dag kommer modstanden fra naturalismen og positivismen. Forskellige danske tænkeres tanker diskuteres, dissekeres og dekonstrueres: Niels Grønkjærs nye menneske hinsides eksistentialismen; Svend Brinkmanns forlorne eksistentialisme; Rune Lykkebergs kamp mod eksistentialismen; Jakob Holms friske eksistentialisme, Carsten Jensens skabs-eksistentialisme og Peter Lund Madsens uhyggelige determinisme. Eksistentialismen, individets filosofi, er vendt tilbage. Ensomhedsparathed slutter med et muntert og polemisk selvbiografisk efterskrift om ‘min tids litteraturbølger’. Pressen skriver: ★★★★ Som akademisk-polemisk debatbog er Ensomhedsparathed ret fremragende. At skrive så medrivende og fornøjeligt om et så vanskeligt emne er en stor kunst. - Berlingske ★★★★ Hans Hauge skyder veloplagt til alle sider i sin nye bog om eksistentialismens aktualitet. Både det moderne nytte-universitet og tidens varme drømme om fællesskab må holde for. - Kristeligt Dagblad Hauge er humanistisk belæsthed imod tidens akademiske korrekthed og mekanik. - Information Hans Hauge slår mange slag for individets ret til ensomhed i en lille, oplagt bog om eksistentialisme. - Weekendavisen Elskelig og veloplagt. - Tidsskriftet Fønix Guf for dig som har mod på filosofi på akademisk niveau. - Bibliotekernes lektørudtalelse ★★★★ - The Good Discussion

Litteraturens tilgange er en grundbog til undervisning i litterær metode på videregående uddannelser, skrevet af en række erfarne forskere og undervisere. Bogen giver et panorerende blik over metodelandskabet og rummer en række eksemplariske læsninger. Metodekapitlerne er suppleret med vejledende litteraturlister og et leksikon over centrale begreber og personer samt en antologi med de anvendte teksteksempler. Siden bogen udkom første gang i 2001 er der sket meget. Nye tilgange er dukket op, ældre har fået en renæssance, og nogle er blevet mindre interessante. Derfor rummer den nyreviderede udgave en række nye kapitler, mens de tilbageblevne er blevet opdateret og tilføjet en didaktisk dimension, hvor metodens undervisningsmæssige konsekvenser diskuteres. I bogens afsluttende kapitel tegner Hans Hauge nye tendenser på det litterære landkort og sætter de eksisterende metoder ind i et internationalt perspektiv.

Det er normalt at adskille liv og tænkning. Vi hører således aldrig om Habermas’ passionerede interesse for bundesligafodbold eller om Hannah Arendt kageopskrifter. Men Hans Hauge fornyer filosofihistorien. Ved at fortælle om filosofi sådan som man bestemt ikke gør i filosofi- historien. Han siger selv: Jeg adskiller ikke liv og tænkning. Kvindernes indtog handler mest om den filosofiske skole, fænomenologien, om dens tjekkiske grundlægger Edmund Husserl (1859-1936) og som noget aldeles nyt: om alle de kvindelige studerende, som blev hans elever, selvom han ikke mente, kvinder kunne blive filosoffer. Alligevel begyndte kvinderne at dukke op på de tyske universiteter før Første Verdenskrig; de fik doktorgrader, og især efter Anden Verdenskrig blev de selv professorer i filosofi. Og dermed er i hvert fald den historie slut. Fænomenologien var en ny tænkemåde, hvori kvinderne fik deres egen stemme. Bogen er dermed også en kvindefilosofihistorie, hvor filosoffer som Edith Stein, Gerda Walther, Annie Kraus, Else Voigtänder, Hannah Arendt og flere andre, som kun ganske få kender, præsenteres. Mange af dem for første gang. Sidste del af bogen tager temperaturen på filosofien i Tyskland efter krigen. Om de tre vise mænd: Jürgen Habermas, Peter Sloterdijk og Hartmut Rosa, om amerikaniseringen af tysk tænkning og om de nye, nutidige, kvindelige filosoffer, der i dag dominerer tysk filosofi. Bogen er illustreret, så læseren kan se, hvordan de ser ud!

Martin Heideggers skandaliserede Sorte hæfter har været under udgivelse siden 2014. De debatteres ved alverdens universiteter, nu hvor man ofte sammenligner vor tid med 1930'ernes Tyskland.Heidegger var rektor for universitetet i Freiburg fra 1933-34. Han skrev hæfterne fra 1930 til 1970. Som en slags dagbog. Eller er det nu også sådan, de skal forstås? Efterhånden foreligger så stor en del af de Sorte hæfter, at de danner et nyt helhedsbillede. Hans Hauge nærlæser dem som kunst: eksempler på en særlig genre.Nazisterne anklagede Heidegger for at være anti-nazist. Nutidens tænkere anklager ham for at være nazist. Læs denne bog, og døm selv, hvad man egentlig kan udlede af et af det 20. århundredes mest kontroversielle værker.

Vi lever i en virkelighed, der forekommer mere og uvirkelig. Derfor er vi trætte af at læse historier om personer, der ikke findes. Vi længes efter at læse noget virkeligt og sandt. Karl Ove Knausgårds roman Min kamp er sand. Det har de fleste læsere fornemmet, og derfor har de læst den. Den handler om virkelige personer, oghandlingen er ikke opdigtet. Den er en fiktionsfri fiktion.Fiktionsfri fiktion af Hans Hauge er ikke blot en guide til Knausgård, men også til andre fiktionsfri fiktioner og fiktioner, der næsten er blottet for fiktion, faktuelle fiktioner, autofiktioner, friktionsfri fiktioner og ’faking fictions’. Udgangspunktet er bøger af danske, norske, svenske, russiske, tyske, franske, engelske og amerikanske forfattere.

Bogens første dele handler om udviklingen af universitetet og om humaniora med fokus på Danmark. Universitetet er i gang med at fjerne det nationale (afnationalisering), det historiske (det posthistoriske universitet), det vil undskylde (afkolonisering), og det vil forberede de studerende på globaliseringen. Aarhus universitet bekender sig nu officielt til den amerikanske, identitetspolitiske treenighed: DEI (diversity, equality, inclusion). Begrebet dannelse er forsvundet fra de humanistiske fag, hvor målet i stedet er omdannelse.Bogens anden del er selvbiografisk og handler om, da jeg læste engelsk på Aarhus universitet fra 1967-1972. Det var et godt studium, som handlede om engelsk sprog og litteratur. Sådan er det ikke længere. England er forsvundet. Nu handler engelskstudiet om alt muligt andet eller om hele verden. Det gør næsten alle humanistiske fag. Og de gør det på engelsk, så på den måde er hele humaniora blevet et stort engelskstudium. Dansk forsvinder som sprog.De sidste dele af bogen handler om engelskstudiet på de danske universiteter (Aarhus, Odense, Aalborg, København), som er præget af luftguitar og phony effects (Hannah Arendt), der skal få studiet til at se ud af noget. Humaniora er blevet en kompensationsvidenskab.

Bogens første dele handler om udviklingen af universitetet og om humaniora med fokus på Danmark. Universitetet er i gang med at fjerne det nationale (afnationalisering), det historiske (det posthistoriske universitet), det vil undskylde (afkolonisering), og det vil forberede de studerende på globaliseringen. Aarhus universitet bekender sig nu officielt til den amerikanske, identitetspolitiske treenighed: DEI (diversity, equality, inclusion). Begrebet dannelse er forsvundet fra de humanistiske fag, hvor målet i stedet er omdannelse.Bogens anden del er selvbiografisk og handler om, da jeg læste engelsk på Aarhus universitet fra 1967-1972. Det var et godt studium, som handlede om engelsk sprog og litteratur. Sådan er det ikke længere. England er forsvundet. Nu handler engelskstudiet om alt muligt andet eller om hele verden. Det gør næsten alle humanistiske fag. Og de gør det på engelsk, så på den måde er hele humaniora blevet et stort engelskstudium. Dansk forsvinder som sprog.De sidste dele af bogen handler om engelskstudiet på de danske universiteter (Aarhus, Odense, Aalborg, København), som er præget af luftguitar og phony effects (Hannah Arendt), der skal få studiet til at se ud af noget. Humaniora er blevet en kompensationsvidenskab.

De fleste, som kender til Hannah Arendt og Martin Heidegger, ved, at de havde en ’affære’, men de færreste er klar over, hvad der egentlig skete. Det får de at vide i denne duografi. I KÆRLIGHEDSSOMMEREN fremlægger forfatteren en beretning om forholdet baseret på en detaljeret analyse af alle Heideggers breve sendt til Arendt fra 1925 til 1928. Analysen vanskeliggøres af, at det kun er Heideggers breve, som er bevaret fra den første tid, og der også eksisterer ret få breve. Han gemte ikke hendes breve, mens hun gemte hans breve i en skuffe i sit soveværelse. Brevsamlingen er på den måde en fragmenteret brevroman. Næranalysen af brevene har fået det ganske overraskende resultat: De mødtes kun ganske få gange. Hun så Heidegger første gang til en forelæsning i november 1924, og han fik muligvis øje på hende på samme tid. De mødtes fysisk og ene to i februar 1925. Dette møde blev begyndelsen på forholdet. Mødet forandrede begges liv, og meget lidt samvær fik meget stor virkning. Mødet var der, hvor Arendts ide om ’natalitet’ og ’pluralitet’ blev født, for ’kærlighedssommeren 1924’, som hun selv kaldte den, gjorde alting nyt og viste, at mennesket findes ikke, kun mennesker findes.

De fleste, som kender til Hannah Arendt og Martin Heidegger, ved, at de havde en ’affære’, men de færreste er klar over, hvad der egentlig skete. Det får de at vide i denne duografi.I KÆRLIGHEDSSOMMEREN fremlægger forfatteren en beretning om forholdet baseret på en detaljeret analyse af alle Heideggers breve sendt til Arendt fra 1925 til 1928. Analysen vanskeliggøres af, at det kun er Heideggers breve, som er bevaret fra den første tid, og der også eksisterer ret få breve. Han gemte ikke hendes breve, mens hun gemte hans breve i en skuffe i sit soveværelse. Brevsamlingen er på den måde en fragmenteret brevroman.Næranalysen af brevene har fået det ganske overraskende resultat: De mødtes kun ganske få gange. Hun så Heidegger første gang til en forelæsning i november 1924, og han fik muligvis øje på hende på samme tid. De mødtes fysisk og ene to i februar 1925. Dette møde blev begyndelsen på forholdet. Mødet forandrede begges liv, og meget lidt samvær fik meget stor virkning. Mødet var der, hvor Arendts ide om ’natalitet’ og ’pluralitet’ blev født, for ’kærlighedssommeren 1924’, som hun selv kaldte den, gjorde alting nyt og viste, at mennesket findes ikke, kun mennesker findes.

Forfatterens introduktion til bogen:199 små fortællinger begynder i Lübeck med datidens store digter Emanuel Geibel, og så følger de Geibel på hans rejser og ser, hvor de fører hen, og hvem man møder. Den første er forfatteren Martha Nathusius, og hvem var hun? Alle dem vi møder er forbundne i kæder, og fascinationen består i at se, hvor kæden og tilfældet fører os hen. Der kommer mange overraskelser, og sære forbindelser opstår, når en kendt eller glemt forfatter dukker op. Vi fortsætter i det ny Tyskland efter 1871, hvor tyskerne skulle nationaliseres med tysk sprog og tysk kultur. Fortællingerne bringer os til Berlin, og vi møder ekspressionister, feminister som Hedwig Dohm og Minna Cauer, politikere som Walther Rathenau sammen med den uudgrundelige Julia Virginia, den indflydelsesrige Maximilian Harden og utallige andre, som alle kendte hinanden, men som vi ikke alle kender. Vi møder de tyske koloniforfattere, som de ikke bryder sig om længere. Derfra til kulturbyen Münchens bohèmer med det tredje køn, frisindede kvinder og deres affærer. En tur til psykologerne på universitetet i Leipzig er med. Der er pikante fortællinger om Thomas Mann og hans familie, om Stefan Zweigs verden af i går og om den i dag oversete Klabund. Første Verdenskrigs modige og pacifistiske kvinder havde det svært og måtte forlade landet. Vi møder Walter Benjamin og hans hustru Dora, samt ham som var med til attentatet på Rathenau. Fra Weimar-republikkens digtere fortsættes til sociologerne med deres kvindelige studerende på cafeerne i Heidelberg og Frankfurt. Der er fortællinger om dem der på universiteterne beskæftigede sig med fransk altså fjendens kultur i NS-tiden. Og om mandlige og kvindelige, feministiske og nazistiske filosoffer, som ingen tør læse i dag. Rejsen slutter i 1950 med dem, der kom til at præge tiden efter krigen. Dem der vendte hjem fra eksil og blev hyldet, og de andre med en fortid, der forfulgte dem: den stakkels Hans Robert Jauss, soldaten Martin Walser og meningsmålingernes dronning Elisabeth Noelle.

Joachim Mrugowsky blev hængt i silende regnvejr 2. Juni 1948. I Nürnberg. Hans kone, Ursula hentede hans efterladenskaber i en papkasse fra fængslet, der bl.a. indeholdt mandens Erkenntnisse eines reichen Lebens, og tog med sporvognen hjem til de fire børn – uden at fortælle, hvad der var sket med deres far. Joachim Mrugowsky blev af sejrherrerne anklaget for at have begået to eller tre i grunden nye forbrydelser: forbrydelse mod menneskeheden, medlemskab af en kriminel organisation og krigsforbrydelser. Og så blev han godt og grundigt glemt. Lige indtil 2021, hvor der udkom en større bog om plettyfus i nazitiden. Og hvor Mrugowsky omtales og optales, for plettyfus var Mrugowskys felt. Han var forsker og havde viet sit liv til at forske i sygdommen, der havde taget titusinder af tyske soldaters helbred og liv. Han havde arbejdet på at udvikle vacciner imod den frygtede sygdom, bl.a. ud fra nogle geo-medinske betragtningsmåder, som flugtede fint med det tredje riges overordnede ideologi. Og siden 1936 tog han klar afstand til nazismen – også overfor sin overordnede, Himmler. Han blev som nævnt hængt. Efterkrigstidens Europa konstitueres således af en række dødsdomme, som amerikanerne foretager, ud fra lex americana, hvorefter dødsdomme fordømmes af dem, der dømte til døden i deres forsvar for menneskerettigheder, der fordømmer dødsstraf. En speget affære!

Et meget omdiskuteret spørgsmål i sidste århundrede var, om litteratur kan ses som videnskab. I denne bog hævdes det , at videnskab er en form for litteratur, og at videnskaben har vendt sig mod litteraturen og litteraturvidenskaben. Bogen viser, hvordan der er sket en litterær vending inden for filosofien, historien, antropologien og sociologien. Den omhandler desuden retorikken, semantikken, lingvistikken og litteraturvidenskaben. Forfatteren kommer vidt omkring i denne afsøgning om forholdet mellem litteratur og videnskaberne, lige fra Sofies verden til hermeneutikken. Bogen blev oprindeligt udgivet i 1995.Hans Hauge (f. 1947) er uddannet dr.phil. og lektor emeritus ved Aarhus Universitet. Han er opvokset i Hirtshals og gik på gymnasiet i Hjørring. Han har desuden arbejdet som medredaktør på det grundtvigianske tidsskrift Dansk Kirketidende. Hauge har skrevet en lang række bøger om teologi, filosofi, litteratur og samfund.

Denne bog omhandler risikosamfundet og konstruktivismen. Gennem en undersøgelse af kultur, æstetik, konstruktion og samfund diskuterer Hans Hauge videnskab og religion i et moderne perspektiv. Bogens første del tager udgangspunkt i Den tyske sociolog Ulrik Becks diagnose af vores samfund som et risikosamfund og af vores tid som "det andet moderne". Hauge diskuterer hermed livet i forhold til litteraturen, og han argumenterer for, at vi igen har fået øje på forbindelsen mellem litteratur og samfund. I bogens anden del diskuteres tidens mest dominerende filosofi, konstruktivismen, og denne kritiseres samtidigt med at, at forfatteren giver et bud på, hvordan man overskrider denne. Hans Hauge (f. 1947) er uddannet dr.phil. og lektor emeritus ved Aarhus Universitet. Han er opvokset i Hirtshals og gik på gymnasiet i Hjørring. Han har desuden arbejdet som medredaktør på det grundtvigianske tidsskrift Dansk Kirketidende. Hauge har skrevet en lang række bøger om teologi, filosofi, litteratur og samfund.

Med udgangspunkt i Jacques Derridas teori om dekonstruktivisme udforsker Hans Hauge i denne bog teologien som område. Ifølge Derrida er det at læse konstruktivt at følge en teksts metafysiske og retoriske strukturer; ikke for at forkaste dem, ophæve dem eller erstatte dem med andre termer eller strukturer, men for at genbruge dem og genindskrive dem i en ny tekst. I bogen redegør Hauge først for, hvad en dekonstruktiv teologi kan være, før han giver en gennemgang af eksisterende positioner i dansk teologi. Herefter går han i kast med den dekonstruktive læsning af biblen, Løgstrup, Poul Behrendt, Kaj Munk og mange andre tekster.Hans Hauge (f. 1947) er uddannet dr.phil. og lektor emeritus ved Aarhus Universitet. Han er opvokset i Hirtshals og gik på gymnasiet i Hjørring. Han har desuden arbejdet som medredaktør på det grundtvigianske tidsskrift Dansk Kirketidende. Hauge har skrevet en lang række bøger om teologi, filosofi, litteratur og samfund.

I denne debatbog om folkekirken skriver lektor, forfatter og samfundsdebattør Hans Hauge om forholdet mellem stat, kirke og nationalitet og om kirkens plads i en tid, hvor det nationale adskilles fra det kirkelige. I et billedrigt sprog kommer vi tættere op Hauges udlægning af Grundtvig og de traditioner, som risikerer at blive glemt i en brydningstid. Med eksempler fra dagligdagen og verdensbegivenheder er dette et interessant indlæg i kirkedebatten, hvor både venstre- og højrefløjen kritiseres i deres forsøg på at partipolitisere den folkelige kristendom. Hauge slår et slag for en tilbagevenden til og bibeholdelse af de gamle traditioner med orgler, salmesang, originale bibeloversættelser og den gamle udgave af højskolesangbogen. Hans Hauge (f. 1947) er uddannet dr.phil. og lektor emeritus ved Aarhus Universitet. Han er opvokset i Hirtshals og gik på gymnasiet i Hjørring. Han har desuden arbejdet som medredaktør på det grundtvigianske tidsskrift Dansk Kirketidende. Hauge har skrevet en lang række bøger om teologi, filosofi, litteratur og samfund.

"En skarp kritik af postmoderne konstruktivisme og et alvorligt forsvar for en national og konservativ tradition", ★★★★★ – Berlingske"Sprænglærd tour de force", ★★★★ – Jyllands-Posten"Hauge fremstår som en af de sidste store, der skriver lærd og rablende idiosynkratisk, langt fra Akademias research output og formalistiske peer review-kultur." – Weekendavisen"Fascinerende viden og belæsthed" – Information Nationaløkonomen Johann Plenge, juristen Carl August Emge, cembalisten Eta Harich-Schneider, teologen Paul Tillich og den politiske eksistensfilosof Hannah Arendt er hovedpersoner i denne fortælling om kendte og glemte tyske tænkere. De to første er gået helt i glemmebogen, skønt de var centrale skikkelser i førkrigstidens Tyskland. Hvorfor blev de mon glemt? Plenge var socialist; Emge nationalsocialist. Eta Harich-Schneider rejste til Japan og blev kendt der. Hannah Arendt flygtede til USA og blev en markant politisk tænker, hvor også Tillich udviklede sin kristne socialisme. Plenge og Emge blev tilbage i Tyskland. Udenom disse hovedpersoner fortælles vidt og bredt om mellemkrigstidens intellektuelle miljø i Tyskland og en række velkendte bipersoner: Max Scheler, Max Weber, Ernst Troeltsch, Carl Schmitt, Werner Sombart, Martin Heidegger, Walter Benjamin, Adolf Hitler, Ernst Kantorowicz, Gustav Radbruch og mange andre.

Blev Løgstrup i Tyskland fascineret af national-socialismen? Blev Løgstrup personalist i Frankrig?Blev Løgstrup logisk positivist i Wien?Blev Løgstrup økologisk i Tyskland i 30’erne?Det er spørgsmål som disse, Hans Hauge ønsker at give svar på i sin nye bog om teologen og tænkeren K.E. Løgstrup. Hauge gør i bogen rede for mange af de både kendte og ukendte personer, Løgstrup mødte under sine studieophold rundt omkring i Europa, mest i Tyskland i 30’erne og 40'erne. Hauge skriver i denne bog ikke om hvad Løgstrup tænkte, men om hvor han gjorde det, og hvem han tænkte med, tænkte på og tænkte over.

Den gamle nyreligiøsitet. Vestens glemte kulturarv viser, at den såkaldte nyreligiøse bølge langt fra er noget, der hører vore dage til. Tværtimod belyser antologien, hvordan det fremmede, det okkulte, det mystiske, det vulgære og populære altid har været en del af Danmark og Vesterlandets religiøse traditioner.Den europæiske okkulte tradition er en gammel størrelse, der i vid udstrækning har været med til at skabe det, der i dag forstås ved gedigen kristendom. Samtidig har den europæiske okkultisme spillet en rolle netop som den kristne traditions modsætning. En af konsekvenserne af kolonialiseringen af Afrika og Asien blev indoptagelsen og dermed omskabelsen af religiøse traditioner fra fx den arabiske verden og det indiske subkontinent. De mange vestlige fortolkninger af hinduismen og buddhismen er en akademisk kolonialisering, der har betydet nyskabelser af den teologiske og filosofiske tradition i dét, man normalt definerer som kristeligt, dansk og vestlige. ”Det danske” og ”det vestlige” er knapt så dansk og vestligt endda.Den gamle nyreligiøsitet. Vestens glemte kulturarv rummer bidrag af seksten forfattere fra fagdiscipliner som litteraturvidenskab, arkæologi, historie, religionsvidenskab, pædagogisk filosofi og teologi.Antologien er velegnet til undervisning på seminariets linjefag kristendomskundskab/religion samt på universitetets studier i teologi og religionsvidenskab. Men enhver, der interesserer sig for kultur og religion, vil have glæde af at læse den.Bogen er redigeret af seminarielektorerne Pia Rose Böwadt og Mette Buchardt.

Hvad er nationalisme? Og hvorfor har begrebet ´nationalisme´ fået samme lavstatus som ´racisme´ eller ´kolonialisme´, spørger Hans Hauge, selv om nationalfølelsen, ja nationalismen, har været en vigtig katalysator for fremkomsten af det moderne demokrati?Nationalisme er fortid, siges det. Og den gode tone forlanger, at nationalisme bør omtales nedsættende. Den er noget, vi er kommet ´over´. Den var engang nødvendig, også hos os, men nu har den gjort sin gerning. Vi var nationalister, men er det ikke mere, siges det. Eller hvordan er det nu...?I Nationalismens Spøgelse viser Hans Hauge, at vi stadig lever i nationalismens tidsalder: Nationalismen underbygger fortsat den moderne stat. Det er nationalstaten, og nationalismen, der udbreder forestillingen om, at samfundet er et folkehjem, som vi især kender det fra Sverige. I moderniteten er vi hjemløse, men det nationale skaber et hjem til erstatning for de traditionelle fællesskaber, som moderniteten har frisat os fra.På samme måde er og var nationalismen nødvendig for, at industristaten og den moderne velfærdsstat kan fungere. Vi er alle nationalister, pointerer Hauge.Ifølge de herskendes meninger, både liberalisterne og de kulturradikale, som tilsammen har besat den offentlige mening i Danmark, befinder vi os i en post-national epoke, men dette syn forudsætter en historiefilosofi, hvor historien bevæger sig fremad fra det før-nationale, igennem det nationale og mod det inter-nationale. Men - spørger Hauge - er internationalismen og globalismen ikke bare en ny slags nationalisme?Nationalismens Spøgelse - Kritik på tværs af tiden er et bidrag til ennyvurdering af nationalismen og en mere kompleks forståelse af nationalismens betydning for de moderne samfund. Bogen indleder serien Farlige bøger.Hans Hauge er lektor ved Nordisk Institut på århus Universitet. Han har længe været bidragyder til Berlingkse Tidendes Groft Sagt-panel og skriver fast i Jyllands-Posten. Med Hans Hauges kreative og inspirerende tekster i hånden, keder man sig aldrig.

Vi lever i en virkelighed, der forekommer mere og uvirkelig. Derfor er vi trætte af at læse historier om personer, der ikke findes. Vi længes efter at læse noget virkeligt og sandt. Karl Ove Knausgårds roman Min kamp er sand. Det har de fleste læsere fornemmet, og derfor har de læst den. Den handler om virkelige personer, og handlingen er ikke opdigtet. Den er en fiktionsfri fiktion.Fiktionsfri fiktion er ikke blot en guide til Knausgård, men også til andre fiktionsfri fiktioner og fiktioner, der næsten er blottet for fiktion, faktuelle fiktioner, autofiktioner, friktionsfri fiktioner og ’faking fictions’. Udgangspunktet er bøger af danske, norske, svenske, russiske, tyske, franske, engelske og amerikanske forfattere.

Danmark - du ved nok, det er dér, hvor bøgen spejler sin top i bølgen blå. Men bøgetræer og friske strande er ikke i sig selv danske. Malere, komponister og digtere har gjort dem danske. Hvis en udlænding kommer til landet, kan han eller hun ikke se noget særlig dansk ved en strand med muslingeskaller, gråhvidt sand og blå bølger, men det kan vi. Vi har nemlig lært at se naturen og historien med danske øjne. Anna og Michael-Peter Ancher, P.S. Krøyer, L.A. Ring og mange flere har malet vores indre billeder af den danske strand, også selvom vi ikke lægger mærke til det.I bogen Danmark bliver vi præsenteret for idéen om, hvordan unge piger og det yndige blev knyttet til det danske på det tidspunkt, hvor digterne opfandt det danske. Og det gjorde de i romantikken, og der vil derfor altid være noget romantisk over Danmark. En elite af digtere, præster og intellektuelle begyndte at tænke, tale, male og komponere dansk, og fra dem sank det nationale ned i folket, der langsomt indoptog det. Hans Hauge problematiserer og diskuterer i bogen vores brug af begrebet danskhed og det danske gennem blandt andet litteratur, politik, sprog, mad og race, og samtidig undersøger han, om der overhovedet findes særligt danske værdier, og om man kan tale om en dansk folkekarakter. Ifølge Hauge er Danmark et bevidsthedsfænomen eller, hvis man hellere vil bruge et andet billede, et sprogligt frembragt fænomen. Det findes inde i hovedet på danskerne. Og der er mange forskellige forestillinger: Danmark er en landsby. Danskerne er en stamme. Danmark er en brugsforening. Danmark er et lejrbål, hvor vi sidder i rundkreds og vender ryggen til de andre.

Redigeret af Per Lykke. "Hvor mange danske dramatikere af et sådant format har vi haft - og forsømt?", spurgte B.T.'s mangeårige teaterkritiker, Mogens Garde, i sin anmeldelse, da Sam Besekow i sæsonen 1991/92 satte Kaj Munks Ordet op på Betty Nansen Teatret. Idéen og ønsket med denne bog er at rette op på denne forsømmelse og rehabilitere Kaj Munk som dramatisk digter. Ordet på bordet består af ni læsninger af de ni dramaer, som på baggrund af kvalitet, betydning og udbredelse må siges at udgøre den Munkske dramatiks kanon. Bogens forfattere, som alle er litterater med akademisk baggrund, leverer hver en læsning af ét af disse dramaer.

Robin Engelhardt Intro - Erindringer fra MuseumsøenKasper Green Krejberg Centrum - En vandring gennem Berlins middelalderlige midteAnders Troelsen Erindringsbyen - En hovedstads omgang med historienBo Tao Michaëlis Spionerne - Berlin NoirHenriette Harris Tyrkerne - Berlins store mindretalHans Hauge DDR - Tivolisering og udviskningJesper Vind Currywursten - Fra arbejderspise til berlinerkultPeter Tudvad Nazismen - Sporene efter Det Tredje RigeHans Carl Finsen Kejserne - Nedslag i 1800-tallets BerlinBoris Boll-Johansen Berlinerbold - Fodbold i øst og vestStig Yding Sørensen Russernes BerlinTroels Heeger Dekadencen - En tur gennem nattens Berlin