Bøger af Cecilie Lind

Mit barn er vanvid og hverdag, sødme og raseri. Et smukt og grumt digt om moderskabets mørke; om træthedens monstrøsitet, om utætte kroppe og stille vold. Om skrøbelige amninger og sultens dæmoni. Om i moderskabet at blive et ekko af sin egen mor, genkende hende i sig selv; hende, som man ellers så indædt har forsøgt at frigøre sig fra. Men Mit barn er også en fortælling om solen og klarheden og håbet. Om at blomstre i alle retninger på samme tid og om at finde en form for fred med det hele - bare ligge på græsset og opdage, hvor blå himlen egentlig er.

En pige har en mor, en far, en veninde, en forelskelse, endnu en. Hun hedder Sara. I sit værelse græder og længes hun. Præstens hænder og venindens fars lægger sig på hendes pande, bryst. Mænd vil tage og give.Romanen "Pigedyr" af Cecilie Lind handler om at være stærk og svag. Smuk og grim. God og ond. Den handler om pigen og hendes magt og hendes afmagt. Den handler om at se sig i spejlet. Og at spejlet ser dig.

“jeg tænker at jeg besynger mig selv lidt vel meget, men hvem ellers har tænkt sig at gøre det? ingen tror jeg! så træder jeg til for mig selv og er en galant ridder der forguder mig “ Sådan lyder det fra jeg’et i Cecilie Linds nye digtsamling Den nye spejltrådskaserne, efterfølgeren til sidste års storroste langdigt Mit Barn (Gyldendal 2019). Og på mange måder kan Den nye spejltrådskaserne da også læses sådan, som en lang besyngelse, af hverken musen eller elskeren, men nærmere af jeg’et selv. Digtsamlingens flakkende og omskiftelige jeg. Et jeg der både er mor og datter, født og fødende, stewardesse og filmstjerne og mange andre ting og roller. Aldrig rigtig ét stabilt jeg, men så alligevel.Tempoet er sat i vejret, og hvis Mit Barn udstak en kun lidt mere opbyggelig og let dechifrerbar retning for Linds forfatterskab, så er hun med Den nye spejltrådskasernetilbage i vanligt vilter stil. Bogen veksler mellem kortere lyriske prosastykker og længere poetiske ophobninger, det hele med Linds velkendte legende sprog. Ordene får tyngde og lydligheden, kadencen og rimene er ikke bare pynt, men som altid hos Lind, en pointe og en kvalitet i sig selv.For Mit Barn blev Cecilie Lind nomineret til Politikens Litteraturpris og høstede fantastiske anmeldelser fra dagbladende. Benedicte Gui De Thurah Huang kvitterede i Politiken med 6 hjerter og kaldte bogen en “suveræn bog om moderskabet” og skrev at “Langdigtet ’Mit barn’ er måske Cecilie Linds bedste til dato”. Ligeledes kvitterede Martin Gregersen med 6 stjerner i Kristeligt Dagblad og kaldte bogen, et:”Smukt og ubærligt langdigt om det vidunderligste og skrækkeligste af alt.”Cecilie Lind er født i 1991 og har udover Mit Barn på Gyldendal udgivet en række andre værker. Hun debuterede i 2011 med Ulven åd min eyeliner på OVBIDAT.Den nye spejltrådskaserneer Linds 8’ende udgivelse.

En kvinde i trediverne strejfer ensomt gennem tilværelsen med en hjemløs kærlighed. Hun har en affære med en mand og bliver gravid, men straks efter fødslen bliver barnet taget fra hende. I journalen står, at kvinden har fået fjernet en tumor, og at hun lider af paranoide vrangforestillinger: hun tror, hun er blevet mor. Men hun er blevet mor, det ved hun. En nat bryder hun ind på hospitalet og henter sin datter. Hun er bristefærdig af kærlighed og søger tilflugt i et gammelt hus i skoven. Men maden slipper langsomt op, og uden for lusker et sultent dyr omkring. Hvor længe kan mor og barn overleve der med en sandhed, som alle kalder løgn?BRISTEFÆRDIG er en hjertegribende fortælling om at elske det monstrøse og kæmpe til døden for sin kærlighed og sandhed.

Afbrydelser er en antologi med nyskrevne tekster om afbrydelsens væsen, som den opleves af en række skønlitterære forfattere i Danmark netop nu. En vildtvoksende og flerstemmig samling af tanker om og refleksioner over afbrydelsens mange former.Her er blandt andet tekster om kroppens grænser, om kærlighed og venskab, om tilknytning, tab og sorg, om p-piller som fængsel og ikke som frigørelse, om stress, angst og ADHD, om multitasking, transnational adoption, racisme og rumskibe. Og først og fremmest er her tekster om tekst og om det at skrive med og imod sine afbrydelser.Bogens tekster er skrevet af Caroline Albertine Minor, Cecilie Lind, Ditte Holm Bro, Joan Rang Christensen, Johanne Bille, Julie Sten-Knudsen, Kirstine Reffstrup, Kristina Stoltz, Louise Juhl Dalsgaard, Maja Lucas, Puk Qvortrup, Sabitha Söderholm, Sine Bang Nielsen, Tina Frank og Ursula Scavenius og redigeret af Mia Degner.

Cecilie Linds (f. 1991) monstrøse og hårde, men også gribende digtsamling.Tematikker som psykisk sygdom og spiseforstyrrelse virker rammende og alligevel upræcise, fordi bogen insisterer på at tale med en menneskelig stemme fra en situation, som ofte opfattes som umyndiggørende...Udgivet d. 31. marts 2016 på forlaget OVBIDAT.

Han har tænkt på, om Kirstens den lille en dag vil lære at ride, nede hos morfar. De kunne trække hende rundt ude på folden, hun ville ikke engang behøve saddel. – Du er jo glad for den hest. – Vi bruger hende ikke mere. Der er ikke det, traktoren ikke kan gøre bedre end hende. Hunden er det eneste firbenede væsen på en gård, der har brug for et navn, det sagde far altid, og hvor mange gange har han ikke selv sagt det til børnene, når de græd over en kalv, der skulle slagtes. Skulle de lege med dem, så skulle de også være klar til at spise dem, når den tid kom. Men svin og kreaturer er nu noget andet. Det er upraktisk med numre til heste. Sofie Jørgensens novelle Hesten er en stærk tekst fra en bondekultur, som ikke er mere. Centralt i handlingen står Anton, som må træffe et valg. Der er følelsesmæssigt meget på spil. Hvad vælger han? Stilhed før storm består foruden Hesten af 16 andre kortprosatekster fra både udvalgte debutanter og etablerede forfattere. De berører temaer som opvækst, ungdom, livets gang og ikke mindst menneskers møde med hinanden og deres konflikter et sted, som er underrepræsenteret i litteraturen, selvom vi tilbringer de fleste af vores vågne timer der: arbejdspladsen. Indhold Sofie Jørgensen: Hesten Sinus Reuss: Når far kommer hjem Julie Thinggaard Callesen: Vildspor Liloz Ali: Et håb Charlot Roslev: Engang, en barndom Martin Kristensen: Høstfest Malte Simon Christensen: Stilhed før stream Charlotte Meng Kristensen: Det mindste job Lone Vitus: Svanesang Emilie Søndergaard: En eftermiddag på kontoret Mikkel Ramskov: Stille på jobbet Lars Reinholt Nielsen: Knud bliver den sidste jeg slår ihjel Ditte Svane: Nu du alligevel er dernede Michael Bach Ipsen: Grådighed og griskhed Sofie Malmborg: Instituttet Maylis Roßberg: Storm Cecilie Lind: Tre sandaler

Hver sætning hos Cecilie Lind har attitude og temperament: skriften vrænger, er sødladen, indigneret, næsten hallucinatorisk, den opløser tid og rum og bliver svimmel og udarter med metakommentarer og synske hvirvler. En engel går i krig. En engel forfalder. En engel forløber sig. Hun skulle tage sig af en pige, som skytsengel, men forelsker sig i pigen. Hun bliver lidenskabelig, det går ikke, hun forvises. Pigen kommer til orde. Englen stilles for retten. Det ser sort ud, og Gud træder til.

Strunk er et langdigt fuld af legesyge og viljestyrke. Det handler om at etablere en selvopholdelsesdrift, men at gøre det nynnende, at genopfinde rygsøjlen som strengeinstrument. Rummet er pigeværelset, og tonen er gurlesque. Det er et digt, der broderer sig frem, rastløst og uforsonligt.Digterkollegaen Signe Gjessing har læst bogen og skriver følgende:Strunk er kompromisløshed, uindskrænket magt + ømhed over for kausalitet. Alvorligt talt ”at have et smukt sind” … bogstaveligt, et sind, der er majet ud … Den ”indre skønheds” indre kropssprog, den indre skønheds synlige og håndterbare fysiognomi, gestik – vi har i Cecilie Linds langdigt Strunk en tekst, der er ren mimik – betydning som mimik: betydning, der opfører sig forførende, inciterende, elegant, som den ydre skønhed kan det.

Forfatterskolens afgangsantologi 2013 - digte og tekster fra Forfatterskolens afgangselever. CECILIE LIND: Det er en vild skrift, der buldrer løs. Uden tegnsætning men med en associativ fremadskriden, der gør det svært at gennemskue, hvorfor de ti tekster starter, og måske særligt slutter, hvor de gør. Men det er sjovt at være med når teksterne med deres helt egen virtuositet, laver betydningsskift og –skred, som her: "varsomt øje søger øje at se pupil udvide sig i glæde over ansigt at tjekke ud og inde med månestråleskrål og fugt og pip pepper op den stemning naughty og nice tanke at fjer er fuglefnug."JOSEFINE GRAAKJÆR NIELSEN: Digt, kortfilm, monolog og skitse er titlerne på de fire tekststykker af Josefine Graakjær Nielsen. Der er noget bastant og solidt over hendes sprog, når hun fx skriver, `Spørgsmålet er, hvordan han dør ikke hvornår.´ Døden går igen, en farfar har hængt sig selv, måske i en fodboldtrøje, eller i en ledning i stedet for et reb. Der er så meget på spil, så meget ubehag og voldsomhed, det er svært at være til stede i hendes tekster, for der er også meget kærlighed. En kærlig henvendelse til en mistet person et sted ude for teksten, måske. SARAH ELISE BRUUN: Hele Mellemøsten mødes i forholdet mellem arabiske kvinde og den jødiske mand. Det fortættes i køkkenet, i spørgsmålet om koshersalt, og kompromisretten hirselåg, der ikke efterlader "resten af aftenen med en overhængende dårlig ånde af sult." Hun skriver åndeløst, Sarah Elise Bruun, på kanten af stolen. Man når næsten ikke at få det hele med, før hun er videre, men det er også stærkt, og man lader sig henførende i den feberagtige fortællerstemmeMARTIN BASTKJÆR CHRISTENSEN: Privatlivet blander sig med kunstkritikken. En ung kvinde flytter ind hos en ung mand, de nymalede vægge minder ham om Hammershøi, hans særlige lys og bortvendte kvindeskikkelser. Der tegner sig et billede af en ung mand, der helst bare vil være alene, selvom han elsker "hende". Det er ikke til at være der for den anden, for de hensyn man føler man skal tage. Martin Bastkjær Christensen prosa er sikker, grebene er tydelige, teksten har en stram økonomi, der står ikke mange sætninger for meget, og virkemidlerne er brugt med omhuHANNAH LUTZ: Teksterne er samlet under titlen, Linneryd, förste sommaran (romanutdrag), og starter med denne skønne sætning: "Jag har set dem, vildsvinen, de har kommit in i mina drömmar!" Som romanuddrag virker det her stærkt, det flyder næsten over med intimitet og nærvær, og teksten bevæger sig hjemmevant i alle sine rum, og blandt alle sine karakterer. LEA LØPPENTHIN: Med en sær humor fremskriver Lea Løppenthin sproglige systemer. Kroppen spejles i geografien, "jeg er vild med mine tarme, de giver form til mit affald og kan måle sig med

Dette er en bog om væsner med vemod og pjank på hjerte. Dughærget pupil accelererer tusmørke udspiller sig i arabeskpiblende skumlerum. Her sker ting og sager (alt imens stearinlys tændes i stager): Drager drager. Prinsesser bortødsler tårer. Frøer forvises til brønde. Stemmer vildfarer fælt. Dukker dør. Marer rider råt. Havfruer frister. Slavinder snaver. Løver og jomfruer forelsker sig. Cool fugle flygter. Labyrinter indrammer pigeliv. Sommerfuglefeer grubler dug. Dydige prinsesser drænes for glæde. Krop er skruk efter skygge. Skarnagtigheden vil ingen ende tage.Denne samling er sund for dvælen. Indtag turbulens med glimt i øjet og pil i pupillen.