Bøger af Arne Ziebell Olsen

en ung mand på en psykiatrisk afdeling, som ikke har talt i over et år … en meget truende klient på et socialcenter … en mor, der hentes ved retsopgøret … en altfortærende stor kvinde i samtale med sin psykiater … René, hvis kæreste døde af aids … en anden mand, der bortfører en baby … en anden stor kvinde, der elsker med pizzabuddet … en tredje kvinde, som har fået nok af sin mand og slår … en fjerde kvinde, som har en plan med en kop te … en tredje mand, der finder et efterladt nyfødt barn en vinter nat … en femte mand, der opdager en gennemgribende digital fejl … en femte liderlig kvinde og hendes tykke hund … en psykopatisk morfar, der forsøger at drukne sit … to ensomme unge mænd i et motionscenter, som finder hinanden og … en anden ung mand med et nervøst mave-tarmsystem og hans mor …

Vi er alle produkter af vores familie, vores slægt, vores fortid og samtid – på godt og på ondt.Arvesynden skildrer i glimt tre generationer af mænd og kvinder tilbage til besættelsesårene og frem til 2012 – kønsrollerne, fattigdom og misbrug, om at gå egne veje, træde ved siden af i søgen efter identitet og mening. Mænd og kvinder styret af behov og drifter i kampen for at leve, overleve … eller dø.Arvesynden er også en roman om det homoseksuelle barn, den første forelskelse, parforholdet, venskaber, BBF’s aktioner, aids – og den insisterende ret til at være den, man er.

– Så du tror, du kan gemme dig for mig, hviskede han hæst. Hvad skulle hun svare? Øjnene kunne ikke blinke, ville ikke, hun havde mistet kontrollen over sin krop. Hun trak heller ikke vejret, men åndede lige så forsigtigt og ubemærket. Hun forsøgte at ryste på hovedet, men der skete ikke noget, kroppen modtog ikke hendes kommandoer. – Se på mig, stønnede han. Men hun ville ikke, kunne ikke, og ganske langsomt drejede hun hovedet mod venstre skulder, så en del af ansigtet blev trykket ned i puden. Hans stærke fingre tog hårdt fat om hendes mund, tvang hendes ansigt tilbage. – Se så på mig! brølede han. Hun klemte øjnene stramt sammen, mærkede hans spyt på panden og den ene kind. Tøvende åbnede hun øjnene, så direkte op i hans forvredne ansigt med de sorte, kolde øjne, der lyste af had. Med sekunders mellemrum skiftede blikket udtryk, snart var det frygt, så desperation, men så igen kulde og tomhed. Munden var sammenbidt, fik kæbemusklerne til at træde tydeligt frem, ligesom pulsårerne på halsen, der lignede blå slanger, som gjorde sig klar til at hugge ud efter hende.