Bøger i Tænkepauser serien i rækkefølge

Penge er ikke kun papir, men også småsten, sølv og fjer. Før vi gjorde alting op i kroner og øre, var klejner og knaster nemlig et vidt begreb. Siden vi mennesker begyndte at handle med hinanden, har vi haft brug for noget at betale med og opbevare værdi i, fortæller Peter Løchte Jørgensen, generøs økonom ved Aarhus Universitet. Han rutter gerne med kostelige guldkorn om falskmøntnere og bitcoinpirater, bankkrak og bits. For nu erstatter digitale blip på mobilen forrige generationers kolde kontanter. Mere end nogensinde kræver penge derfor tillid. Ellers fordufter formuerne.

Kærlighed kan flytte bjerge, men omsorg kan flytte mennesker. Et af vores mest basale behov er nemlig at blive set og hørt og rummet, som når en ven lytter opmærksomt, eller en mor trøster sit barn. De omsorgsfulde giver os fast grund under fødderne, selv når vi er ud til bens, hvad enten de er fagfolk eller familie. Men hensyn uden omtanke kan også blive for meget af det gode ifølge Ditte Winther-Lindqvist, betænksom psykolog ved Aarhus Universitet. Med omhu minder hun om, at vi altid holder lidt af hinandens skæbne i vores hænder. Uanset om vi aer en elsket. Eller elsker med en fremmed.

Det er ikke kun singler, der er herre i egen villa, lejlighed eller mikrobolig. Over hele kloden flytter mennesker fra hinanden, og vi bor alene som aldrig før. I Skandinavien er vi verdensmestre i at bo alene, men eneboere er sjældent mutters alene, fortæller Aarhus Universitets selskabelige antropolog Rikke Sand Andersen. Nogle har den eneste ene på en anden matrikel. Andre lever i godt selskab med hunde, planter eller spøgelser. Uanset om vi drømmer om eget badeværelse eller ønsker at trække os fra sociale forpligtelser, kan vi dog aldrig gå solo uden andre.

Det hviner og hyler og lyder af guitar. Trommerne tromler, og bassen bumler. Stemmen klager over kærlighed og kapitalisme. Og så rokker vi alle med. Eller i hvert fald de utilpassede og de søgende, de oprørske og de sentimentale. De har gjort rocken til et hjem og en vidt forgrenet genre med postpunk og heavy, poprock og indie. I dag klimprer krisen dog kunstnerisk og kommercielt, fremfører Henrik Marstal, udøvende musikforsker ved Rytmisk Musikkonservatorium. Men selv om rocken har mistet lidt af pusten, slår han et taktslag for dens relevans som samtidskunst. Er I klaaaaaar derude?

Verdens lykkeligste folk! Fem kilometer på tyve minutter! Vi måler og vejer alt og alle som aldrig før. Med internationale ranglister og sportsur på håndleddet har konkurrencen taget kampen op med det moderne samfund og den enkeltes liv. Når vi arbejder og har fri, dyster vi om at komme hurtigere til tiden. For kappestrid er leg, vi kan lære af, og konkurrenter er rivaler, der kan gøre os bedre. Men det konstante udskilningsløb sætter også folk af holdet, fortæller Christian Tolstrup Jensen, fair idrætshistoriker ved Malmø Universitet. Og det eneste, der er mere træls end at tabe, er slet ikke at være med.

Når krybben er tom, bides hestene, og populister vrinsker særlig højt. De peger på alt det, de mener spolerer samfundet, uanset om det er elitære politikere eller økonomisk ulighed. Med enkle holdninger til komplekse problemer forfører de det folk, de gerne vil repræsentere. Sådan truttede Gracchus arrigt i Romerriget, og sådan definerer tidens trompetister deres næste som fjende. Men ifølge folkelig demokratiforsker Lars V. Johannsen fra Aarhus Universitet er det netop, når vi helst vil lukke ørerne for populismens protester, at vi skal lytte allermest. Det har historien ildevarslende vist.

Når krybben er tom, bides hestene, og populister vrinsker særlig højt. De peger på alt det, de mener spolerer samfundet, uanset om det er elitære politikere eller økonomisk ulighed. Med enkle holdninger til komplekse problemer forfører de det folk, de gerne vil repræsentere. Sådan truttede Gracchus arrigt i Romerriget, og sådan definerer tidens trompetister deres næste som fjende. Men ifølge folkelig demokratiforsker Lars V. Johannsen fra Aarhus Universitet er det netop, når vi helst vil lukke ørerne for populismens protester, at vi skal lytte allermest. Det har historien ildevarslende vist.

Det er så langt ude, at det ikke er til at fatte. Alene i vores galakse, Mælkevejen, drejer en milliard kloder, der minder om Jorden. De baner sig vej om deres stjerner i en sval temperatur, der gør livet muligt. Og liv har vi ledt efter, siden Galilei i 1600-tallet kiggede langt efter Jupiter og spottede dens fire store måner, oplyser Ole Eggers Bjælde, observant astrofysiker ved Aarhus Universitet. Andre planeter har to sole, et hav af gas og regn af svovlsyre. For der er mere mellem himmel og jord, end vi lige kan se. Faktisk er det meste af stoffet i rummet usynligt. I hvert fald nogle lysår endnu.

Den, der lever skjult, lever godt. Det ved bakterierne, der har floreret på Jorden i fire milliarder år. Og selv encellet liv kan være livsvigtigt, for de undseelige væsener holder gang i både naturens kredsløb og menneskets mave. Alene tyktarmen er koloni for 100 billioner bakterier, hvor 400 arter bearbejder den mad, vi spiser. Nogle tager en tørn med vasketøj og spildevand, mens andre forpester vores lunger og hjerte, fortæller Kai Finster, modstandsdygtig mikrobiolog ved Aarhus Universitet. Han deler historien om de hårdføre miniputter, der ikke bare kan leve på en sten, men også af den.

Splitte mine bramsejl, hvor det sejler. Og det skal det også, for ellers er det ikke et skib. Hugget med flint ud af træ lagde det første gang fra land for 10.000 år siden. Pludselig blev havet både handelsvej og fødekilde, fortæller Morten Ravn, søstærk arkæolog ved Vikingeskibsmuseet, mens han sætter kursen for fartøjets kulturhistorie. Siden blev den lille stenalderbåd til jolle og kutter, langskib og supertanker. Men ohøj, den globale skibstrafik er ved at kæntre klodens natur med sin lastefulde brug af fossile brændstoffer. Så måske skal søens folk igen lære at sætte sejl. Selv på containerskibe.

Vi er intet uden teknologi. Uden flyvemaskiner, telefoner og ikke mindst øloplukkere kunne vi ikke dominere kloden. Men teknologi er ikke bare materielle dingenoter, der gør livet nemmere. Eller forvandler mennesket til selvmordspiloter, callgirls og bartendere. Den er også tidens altdominerende tænkemåde. For ifølge Kasper Hedegård Schiølin, maskinmester ved Aarhus Universitet, ser vi kun virkeligheden igennem teknologiens briller. Og de er ved at reducere os til human ressources og resten af verden til et stort varelager. Tiden er vist inde til en teknologisk tænkepause.

Der er opstået en betydelig splittelse mellem natur og menneske - en afstand, som er vokset frem, i takt med at det moderne menneskes opfindsomhed og umættelige trang til vækst har fortrængt naturen. Vi står derfor lige nu i et vadested. Enten begærer vi permanent skilsmisse fra naturen, fordi det simpelthen er for besværligt at leve fredeligt sammen uden at ødelægge det for hinanden. Eller også indstiller vi os på fredelig sameksistens med plads til begge parter.Tabet af biologisk mangfoldighed er en af de mest afgørende forandringer af jorden, vi mennesker har forårsaget. Biolog Rasmus Ejrnæs giver i bogen Natur sine bud på, hvordan vi kan leve i fredelig sameksistens med naturen, inden den skrider. Naturen altså. Han mener, at vi kunne øve os i vores egen have. Vi har vænnet os til, at haven er vores. Ikke bare vores ejendom, men nærmest en del af os selv. Det er vel at mærke os, som former haven og ikke omvendt. Vi udvælger og fravælger væksterne, klipper dem i vores billede og viser på den måde naboer og venner, hvem vi er.Men hvis vi vil, kan vi nemlig godt give den truede natur mere plads. Vi kan gøre det i nationalparkerne, i bøgeskoven uden for byen eller i vores egen have lige uden for døren. Det kræver bare, at vi er villige til at give plads uden en forventning om at få noget bestemt til gengæld, mener Rasmus Ejrnæs, som i sine foredrag også benytter lejligheden til at tage tilhørerne med på en virtuel udflugt til den danske natur, som den tager sig ud for en biolog med gummistøvlerne på og mod på at luske langsomt af sted med sanserne åbne.

Består af de tre Tænkepause-titler: "Tro", "Håb" og "Kærlighed".Tro, håb og kærlighed. Tre stærke ord, der tilsammen gør en forskel, forandrer nutiden og, forlyder det, overvinder alt. Tro er en afgørende del af vores liv - og en invitation, vi umuligt kan sige nej til. At tro på noget, måske endda det hele, giver mening. Håb er drivkraften bag vores handlinger, og håbet får os til at kæmpe videre ─ selv når håbløsheden hersker. Tag endelig kærlighed, der spænder så bredt fra passion til venskab og fra lykke til lidelse. I hjertet af kærligheden er alt andet end ligegyldighed muligt."Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden", hedder det elegant i Kærlighedens højsang. Er kærligheden størst? Læs Tro, Håb og Kærlighed i en helt ny sampak. Og bliv klogere på det hele.

DNA er en sladrehank. Det røber forfædres eskapader og afslører forbrydere og fjerne slægtninge. Vi kan ikke løbe fra vores arv. Men DNA angår ikke bare fortidens anliggender. Ifølge Lotte Bjergbæk, medfødt nysgerrig molekylærbiolog ved Aarhus Universitet, er det ældgamle molekyle fremtiden. For det kan have stort potentiale at være lille. I teorien kan vi lagre hele verdens data i et par kilo DNA, og med kun en smule kan vi klone uddøde arter. Uden DNA fra fortidens kæmper får vi dog ikke dinosaurerne tilbage. Således er biologien fortsat herre over eget liv.

Eksperter har ikke en beskyttet titel. Populistiske politikere bagtaler dem, hvis de med deres faktabaserede viden modsiger folkeforførernes fikse ideer, og online foregiver de rene amatører at vide bedre end de sande specialister. Klogeågerne skal jo ikke tro, de er noget, bare fordi studenterhuen trykker. Det gør den på N. Leila Trapp, Aarhus Universitets selvudnævnte ekspert i eksperter, som takket være sin store sagkundskab kan fremlægge fældende beviser for, at vi alle er eksperter i at afgøre, om nogen virkelig er ekspert eller blot en halvstuderet røver.

Karrieremennesker arbejder målrettet for magt, status og penge. En karriere er ifølge Rie Thomsen, karrierebevidst karriereforsker ved Aarhus Universitet, dog ikke lig med en konkurrence for få udvalgte. Vi kan alle tage aktiv stilling til vores levevej og med fordel opfatte den som en rejse gennem livet. Vi skal styre retningen mest muligt selv, men forlige os med, at tilfældigheder, lykketræf og uheld kan påvirke løbebanen. Når vi lærer at gøre karriere, opnår vi bedre målet med hele tilværelsen: at få arbejdsliv og resten af livet til at gå op i en højere enhed.

Vi kender historien om blomsterne og bierne. Deres frugtbare og million år gamle udveksling af pollen og nektar sikrer os et farverigt udbud af frugt og grønt. Vores måde at sige tak for mad på er dog ifølge Yoko Luise Dupont, biglad biolog ved Aarhus Universitet, ikke helt naturlig. Som klodens dominerende art ødelægger vi biernes levesteder ved at sprede giftstoffer og dyrke ørkener af monokultur. Vi må skrive en ny historie uden den slags bivirkninger om vores samliv med denne pelsede og arbejdsomme gruppe af insekter, som rent faktisk giver os honning på brødet.

Svend Åge Madsen er bogstaveligt talt uden for nummer. Det er nok også derfor, at han har skrevet Tænkepause 0, som er hele tre ting på en gang. Den er en del af serien, den er helt sin egen, og så fejrer den, at hele 100 forskere fra Aarhus Universitet i ti år har gjort alle os andre læsende væsner klogere på alt fra Ansvar til Ære. Den slags jordnære betragtninger hæver aarhusforfatteren par excellence sig selvfølgelig over. Han tilsteder i stedet ordet til to overjordiske rumboer med de passende betegnelser Zero og Orez, som fra deres sted, som de naturligvis i et ord kalder ”Vortsted”, tænker deres om det sted, som både de to og vi kender som ”Jord”.

Jeg tænker, derfor er jeg. Det påstod en fransk filosof for et par hundrede år siden. Han tog fejl. Vi er ikke, fordi vi tænker. Men fordi vi vil. Viljen ligger til grund for alt. Til gengæld er det en illusion, at vi mennesker skulle være udstyret med en fri en af slagsen. Det er viljen, der jager os rundt i manegen, evig og altid mod nye mål. Uden den havde Lance Armstrong aldrig vundet syv Tour de France-sejre, og Søren R. Fauth, næsten lige så viljestærk professor i tysk ved Aarhus Universitet, havde nok aldrig taget sig sammen til at skrive bogen her om vilje.