Bøger i Sandalserien serien

Litteraturhistorien var hurtig til mere at se Emil Bønnelycke som sensationsmager end som forfatter af betydning. Bønnelycke introducerede med digtsamlingen Ild og Ungdom ekspressionismen i DK i 1917, så megen kredit er man enige om at give ham, plus det at han fyrede en pistol af som den store finale på recitation af sin dødsmesse Rosa Luxemburg ved ekspressionistaftenen i Politikens Hus febr. 1919. Men måle sig med Otto Gelsted og Tom Kristensen kunne han ikke. - Og nej, det kunne han ikke. Han var ung og der var for meget Johs. V. Jensen-epigoneri over det. I formen og i indholdet og den høje cigarføring. For mig har imidlertid Spartanerne fra 1919 en særstatus i Bønnelyckes forfatterskab. – jeg mener, det er hans vigtigste arbejde. Men litteraturhistorien gjorde det bekvemt for sig selv og kaldte den for ”et eksperiment”. For hvad ligger der egentlig bag flosklen ”eksperimenterende litteratur”. Der ligger det i det, at der er den fuldbyrdede litteratur, som vi kan regne med, den særdeles pålidelige, som har fået det blå stempel etc., og så er der den, der kun er halv og ikke bliver regnet for meget mere end en spøg. Spartanerne handler om krig set med soldatens øjne. Ét spor forløber hos den unge soldat i militærstaten Sparta, et andet spor forløber hos den unge soldat helt fremme i skyttegravene under 1. verdenskrig, et tredje spor forløber hos rekrutten på kasernen i domkirkebyen. I virkeligheden fortæller de tre spor – som blev bortdømt som eksperiment – at krigen er ét og det samme. Alle steder og til alle tider. Hvor det unge menneskes identitet nedbrydes og han forvandles til en lille ubetydelig del i det store maskineri. Realismen hersker. Kærlighed og længsel og død står skarpt overfor hinanden. Bønnelycke tvinger med Spartanerne os læsere til at tænke over, hvad krig gør ved ikke bare soldaten, men os alle sammen.

Charlotte Strandgaards udgivelse fra 1969 byder på 81 tekster, der definerer parforholdets op- og nedture og middelmådigheder. Teksterne består af små hverdagsagtige observationer og storslåede mytiske fortællinger.

Modsat sin tids medsøstre har Adda Ravnkilde ikke brug for et pseudonym: Der er ikke noget at skjule, tværtimod tror hun på sig selv - hun vil sig selv og er i den grad dedikeret til kunsten. Satiren og lidelsen hænger sammen i Adda Ravnkildes værker: Hendes selvmord som 19-årig var ikke noget almindeligt selvmord, men et rasende sådant, en art kommentar til selvmordet. Også i selvmordet smeltede lidelsen og satiren sammen for Adda Ravnkilde. Adda Ravnkilde henvendte sig til Georg Brandes med et manuskript, de mødtes, Brandes fandt hende talentfuld – og hun tog livet af sig. Først da Brandes læste i avisen om hendes død, tog han affære. Han foranstaltede udgivelsen af Judith Fürste, skrev forord, mens Erik Skram forestod udgivelsen af de to fortællinger En Pyrrhussejr og Tantaluskvaler. Judith Fürste udkom først, selv om Adda Ravnkilde var klar over, Tantaluskvaler var et mere betydeligt værk, hendes foretrukne, og det, hun først lod Georg Brandes se. Adda Ravnkilde kan sit kram og bør læses som en forfatter der insisterede på at gøre noget helt og med denne insisteren som drivkræft skriver hun om kunstnerisk arbejde – javist – men også om omkostningerne ved at give sig hen, lade sig forføre og overgive sig, også til lidelsen. Og så er det værd at huske, at det altså var hende, Adda Ravnkilde, der i en alder af blot 19 år indførte ordet lady-like på dansk.

I 1934 udgav den danske forfatter Albert Dam den skæbnetunge klassiker Saa kom det nye Brødkorn, der hurtigt blev et hovedværk i dansk litteratur. Romanen blev hyldet som et eminent hjemstavnsportræt, og Dam blev især anerkendt for hans raffinerede beskæftigelse med skyld og skæbne som afgørende faktorer i menneskets færden på jorden. Men allerede næsten 30 år inden, med hans debut Mellem de to søer (1906), havde Dam taget disse spørgsmål op i en mindre, men højst bemærkelsesværdig, thrillerroman, hvor et trekantsdrama udspiller sig mellem to unge piger og den nytilkomne Karl Bay i et jysk landsogn. Et trekantsdrama der får fatale konsekvenser, for dem alle tre.Hvad der er særligt glædeligt ved at stifte bekendtskab med Dams debut er hans endnu uforbeholdne begejstring for det makabre, og hans fremmaning af menneskepsykens mørke og komplekse sider. Dam placerer, via sine miljøskildringer af de små jyske bondesamfund, modernismen i den danske landbrugsmuld: Han forener en slags naturromantik med modernismens forkærlighed for det sanseberusende, som vi ser det hos tidligere franske storbydigtere såsom Charles Baudelaire og Arthur Rimbaud. Og det er særligt her hans billeddybde brillerer, som her, hvor den myrdede Mathilde forenes med natten.Mathilde sidder mod egen; i mørket synes hun at strække sig ud til hvile i natten. Ovre fra krattet er der en, der forsvinder ovenud og løber op ad skelstien. – Natten lider. Mørket kæmper med enkelte stjerner højst oppe; men nu kommer månen til undsætning; den har lykkelig slæbt sig op af skyerne et sted ovre; da den kommer ud ovre på en åben plads, breder den sig og ser sig omkring. Med blidt sørgmodige stråler betragter den et øjeblik den døde eg og Mathilde, der sidder så roligt op imod den.Det er også dette træk, der gør Albert Dams forfatterskab særlig pikant. Mellem de to søer er et overraskende værk, som bør vække begejstring i enhver læser, der har tørstet efter en anderledes og uhyggeligt velskrevet thriller.

Hulda Lütken har på mange måder banet vejen for den autofiktionelle bølge, der har indtaget den nye danske litteratur igennem det sidste årti. Hun debuterede med digtene Lys og Skygge og udkom allerede to år efter med romanen Degnens Hus – et værk præget af realismetraditionen og Lütkens egne livserfaringer, fra livet som ung pige og kvinde i et lille jysk samfund.Romanen, der følger en lille lærerfamilie, præcis som den Lütken selv voksede op i, er episodisk bygget op: Karakterne, hvad enten de optræder alene eller som ægtefæller, er lukket inde i episodens korte tidsrum og kan ikke handle sig ud af det dilemma, som de står i og som er særskilt deres, hver især. Lütken fremmaler, med uovertruffen psykologisk indlevelse, livet i en familie, et ægteskab og et samfund, der er fuld af både glæder og sorger, og hvordan vi hver især håndtere hvad livet har at bringe. Portrættet sikrede hende de varmeste anbefalinger fra blandt andet den norske forfatterkollega Knut Hamsun, der i et uopfordret brev til Lütkens forlag skrev, ”Her er Rikdom og Overflod, Natur, Poesi og Kunst, Menneskene hisses levende i al sin Forvirring, her er Skikkelser af høi Originalitet ... Forfatterindens Navn var indtil nu ukjendt for mig, nu husker jeg det“Til trods for Hamsuns varme anbefalinger er Lütken gang på gang hos kritikerne og i litteraturhistorien blevet lagt ud på et sidespor. Måske fordi hun var kvinde, måske fordi hendes sprog repræsenterede det man dengang opfattede som særlig kvindeligt (i al sin negativitet): nemlig det overspændte og tenderende til hysteriske. Hendes personer er ekstreme, utilpassede og ofte mislykkede: de har ikke en plads i verden. Ligesom vi ser hos store nutidige danske forfattere, skildrer Lütken dem der ’ikke bare kan’, dem for hvem livet er sværere end som så. Og det gør hun med en sjælden set nænsomhed og psykologisk indsigt, der eksemplarisk fremviser hvorfor hun fortjener en plads i Danmarks litteraturhistorie.

Emil Aarestrup (1800-1856) udgav i hele sit liv én bog, Digte, i 1838. Den slutter af med en digtcyklus på 51 digte, der hedder Erotiske Situationer.En situation er en tilstand man kan befinde sig i, legemligt og/eller sjæleligt. Emil Aarestrups situationer er korte handlingsforløb af erotisk karakter. Hvert digt er altså lig med en situation. Måske kun et øjeblik, eller rettere en redegørelse for øjeblikket. Han bremser tiden voldsomt op og folder situationen ud.Men situationerne er kunstige. For det første er Emil Aarestrup rolledigter. Hans jeg er ikke ham selv. For det andet er det ikke virkelighedens verden, han vil skildre. Farverne er skarpere, kontrasterne klarere. Der er skruet op for det hele.Digtene er gerne opkaldt efter deres lokalitet: I Teatret, I en Landsbykirke osv. Således er scenen på forhånd sat og det poetiske og erotiske øjeblik kan udfolde sig i rum. Eller de er opkaldt efter aktiviteten, det der sætter rammen for det øjeblik, hvor eros viser sit ansigt. For eksempel i digtet Fjerboldtspillet. Det vigtige er langt fra badmintonspillet, men netop det øjeblik, hvor jegets blik møder badmintonspillerindens.Jeg stod paa Torvet – Himmel,Hvor Øieblik kan nyttes!Dit Blik og mit – hvor hastigt,Hvor lykkeligt de mødtes!Hvert digt kan læses vertikalt og give mening som et selvstændigt digt, formfuldendt og afsluttet, men der er også en horisontal dimension, en fortælling, der forløber ad værkets længdeakse. Som en novelle.Det er en kærlighedshistorie, eller en forførelseshistorie, hvor en borgerlig piges seksualitet skal vækkes og langsomt modnes. Hun hører til i huset, borgerskabets bastion, han i naturen, som fri elsker og fritænker. Han er koket og arbejder samtidig på forførelsen med en læges nøjagtighed, følger hende på afstand, betragter hende gennem husets vinduer, lokker hende ud i naturen, som man kan sige er hans element, men i digtet Kanefarten, da deres elskov endelig skal fuldbyrdes, siger hun nej. Hun bliver syg, svækkes og dør til sidst. På den måde har vi en trefaset novelle, der spænder over: tilnærmelse, hengivelse og død.Altså en ulykkelig kærlighedshistorie, der ender med døden for den ene, kvinden, men hvor til gengæld, gennem smerten, jeget fødes som digter. Det vil sige: han gennemgår en transformation fra elsker til digter i overensstemmelse med det romantiske ideal om digtning og inspiration.

Henrik S. Holck har været ude for længe, det er kun for et fåtal, at han er kult. Debut 1978 med digtsamlingen Vi må være som alt, som Lars Bukdahl har kaldt et hovedværk i ny dansk litteratur. Samme år debuterede Michael Strunge med Livets Hastighed, og de to, Holck og Strunge, udgjorde sammen med F.P. Jac den ny generation i dansk poesi.Den har længe været uopdrivelig, men nu er den her: Vi må være som alt i Gladiators Sandalserie, hvormed Holck er udråbt til klassiker som et kompliment til den gode smag.Andreas Pedersen skriver i sit efterskrift: "Vi må være som alt tager de svimlende afstande på sig, lever i de svimlende afstande, i et kontinuum, glædesfuldt:”der findes ingen baggrund
og heller ingen forgrund
men fugle og fjelde
og store stenstykker halvt af jorden
himlens hvide ridt og røde bær i klaser”Det hele på én gang – ikke fugle og derefter fjelde og derefter stenstykker. ”Og” forstået som: sammen med, for ever together. ”Og” som den tyndeste, hurtigste forbindelse, swush. En perforeret verden. Gå forlæns og baglæns med samme utrolige lethed. At skrive som solens stråler, simpelthen … Stå ikke og sten, tegn ikke linjer i sandet og se dem forsvinde (gentag ikke din ”skæbne” i en række repræsentationer), find en eufori i kroppen, i at kunne rejse sig eller ligge som sandet, selv i den tilsyneladende lammelse er der ”blodets kropsrejse”, find denne solidaritet med livet i klarhed, i bevægelse, i levenhed, livstro, uprøvede kombinationsmuligheder, cirklende, gentagende, roterende, sivende, sydende, dampende, den måde det blinde finder vej på, spyt ordene ud som vand, før det dråbes: jordansigt, et månelivslys."

I denne boks er de første 10 udgivelser i Gladiators Sandalserie samlet i en limited edition håndlavet æske fra ELVO.Gladiators Sandalserie er klassikere på kanten. Dansk litteratur fra oldtiden til i dag. Principielt set. Det vil sige den litteratur, der udvider undersøgelserne af hjernens geografi. Som rapporterer om nye opdagelser, andre erfaringer. Og som i en vis forstand har gjort arbejdet før os, flyttet grænserne for det normale, så vi ikke behøver at kæntre."[...] forlaget Gladiators alternative klassikerserie, der genudgiver værker, som ikke har fået den plads i litteraturhistorien, som de fortjener. Det er på alle måder både æren - og læsningen - værd.” - Weekendavisen

Af alle steder foregår romanen på en rasteplads i en skov. Der er en kiosk og kioskdame, der er en kvægtransport, hvor en ko er faldet ud og står bundet til et træ, og der er en tot blodigt vat, og en turistbus holder ind, og turisterne strømmer ud og erobrer stedet, og for en tid altså også fortællerens opmærksomhed … og sådan står det på kapitel for kapitel med små bitte forskydninger hele bogen igennem.Erik Thygesen udtrykker i antologien Prosa fra 1970, at Vagn Lundbyes strategi går ud på at flytte balancen fra den alvidende fortæller, skabt og næret af forfatteren, til i virkeligheden en uvidende, fortsat allestedsnærværende fortæller. Den alvidende fortæller erstattes af en lang række observationsposter indenfor det fiktionsrum, hvorfra fortælleren henter sit stof, og som ved den stadige gentagelse, i en seriel opbygning, bliver romanen.Vagn Lundbyes poetik eller metode er klar, enkel og uden svinkeærinder: Himlen er overskyet og kan hvert øjeblik, det skal være, lægge ud med en silende regn, som ingen ende vil tage, en passende kulisse omkring det trøstesløse sceneri, men alligevel ikke i overensstemmelse med de faktiske forhold, eftersom solen stadig skinner fra en skyfri himmel ned over det lille traktørsted, hvor en skare amerikanske turister endnu under megen latter og snakken forsyner sig med lange røde pølser og muntert farvede drikkevarer. Eller står samlet i en rundkreds om dyret der æder løs af græstotter, som flere af de unge mænd i de blomstrede skjorter rækker ud mod gabet af det. Koen mangler fortænderne i overmunden.. Alt er destabiliseret, alt svangert med vold og undergang. Der er i citatet og hele romanen igennem en ophobning af nedværdigende og latrinært beslægtede udtryk. Vi befinder os langt væk fra noget, som på nogen som helst måde er ophøjet, vi befinder os i sumpen, nede, hvor afsondringen finder sted. Sved, lort etc., men også udtryk, som korresponderer med barnet, dvs. med det infantile i beskrivelsen.Vagn Lundbye, 1933-2016, debuterede med novellen En af disse (1964) i tidsskriftet Vindrosen. Senere udkom romanen Signalement (1966). Lundbyes forfatterskab er enormt og udfolder sig inden for mange genrer som blandt andet romaner, digte, børnebøger, rejseberetninger, noveller og faglitteratur. I denne udgave af Roman er der ekstramateriale fra tidsskriftet ta’, Skal træerne væk med illustrationer af Per Kirkeby og fra Lundbyes roman Nico (1969): Wrap your troubles in dreams.

Ulla Ryums Natsangersken er på den ene side en dybt excentrisk kvindelig romankarakter med et vildt følelsesregister, et tumultarisk indre, et falleret og ophøjet liv; og samtidig en strøm af et menneske, en cyklisk struktur, der gennemflyder romanen Natsangersken fra 1963, og måske gør denne bog til et billede, som Ulla Ryum selv har kaldt den, eller måske snarere til en undersøisk filmmontage med skrattende højtalere og kraftige mikrofoner, hvor lyden indimellem går ud, så alt flyder og er uigenkendeligt, for så at begynde igen som tolvtonemusik, Elvis-numre eller fuglekvidder.Natsangersken er en falleret kunstner, eller det vil sige, hun har en drift efter at skabe, men hun dovner, går tilbage i seng, er apatisk, hun kan ikke drive det til mere. Hendes stolthed og levebrød er skulpturerne: Natsangersken lavede kitschede duer eller pigehovedet til gravsteder, tilfældige bekendte fra værtshuset sidder model, venskaber med andre begynder med, at hun ser et potentiale i deres ydre former. Andre mennesker, før hun kender dem har tillid til dem, er objekter, så det er lettere at distancere sig og opretholde indre kontrol.Hun er alene, Natsangersken, skrøbelig og fuld af barnesår og kærlighedssår, men ikke uden relationer til andre, både kulørte og kiksede og ømme og hadske.Ulla Ryums tidlige forfatterskab, der ud over Natsangersken bl.a. er udgjort af bøgerne Spejl fra 1961, Latterfuglen fra 1965 og Jakkelnatten fra 1967, var opsigtvækkende på sin tid. Ryum blev beskrevet som både en ’sibylle’, en surrealist og en mystiker, man opfattede hendes bog som vildt, kryptisk og fremmedartet.

Sonja Hauberg blev født i 1918 og døde i 1947. 29 år blev hun. Hun nåede at udgive to romaner: Hvad vil du med mig? og Syv Aar for Lea, og et enkelt skuespil: Ebbe Skammelsøn.Ved sin død efterlod Sonja Hauberg manuskriptet til sin tredje roman: April, der først blev udgivet i 1961.April er Sonja Haubergs sidste og mærkeligste bog.Bogstaveligt talt skrevet til ende på dødslejet.Sonja Haubergs skrift tér sig. Den tér sig i det realistiske, og den tér sig i det kaotiske og afvigende.For April er en roman der drømmer. Drømmer sig bort fra mareridtet der er virkeligheden, krigen, fornuften, apatien, volden, løgnene.April er en forbløffende almindelig og en forbløffende ualmindelig roman. Et meget charmerende paradoks at stifte bekendtskab med. Det er realisme, i én forstand, i udgangspunktet, men romanen kan ikke holde sig på måtten, den må ud og skal ud og afsøge grænseområder..

Lean Nielsen voksede op på Vesterbro med et anstrengt forhold til sin verdensfjerne, pinsemissionske mor. Faderen forlod tidligt hjemmet. Den trygge base eksisterer ikke og hjemløsheden hersker fra en tidlig alder. I sit 14. til 17. år, som beskrives i den selvbiografiske Ballader om Vold og Ømhed fra, når han at være afsted som landvæsenelev, tjene som skibsdreng på fem forskellige skibe og at blive indsat på to forskellige ungdomshjem. Hvert skib, hver gård, hvert børnehjem stikker han af fra før aftalt tid, for at komme hjem til moren, men det varer ikke længe, før han igen flygter fra hende. Som det fremgår allerede af titlen, tilhører værket balladegenren. Det er ikke lyrisk, men episk båret, vægten ligger på det fortællende. Det ligner mere den tyske balladedigtning, som vi blandt andet kender fra Bertolt Brecht og protestsangeren Wolf Biermannm, end noget dansk. Der er i overenstemmelse med genren en koncentrationen omkring ydre begivenheder og dramatiske handlingsforløb. Desuden er skrivestilen frivol, uden billeddannelse og med med forholdsvis simple sætningskonstruktioner: jeg slog hende, min mor, under brystet og hun / faldt om / og jeg sad helt stiv på stolen og så hende ligge / på gulvet / mens hun jamrede sig mens hun græd og sagde / ”dette fortryder du når jeg ligger med en græstørv / over hovedet” / og jeg sagde ingenting, jeg fortrød var stiv / og min bror sad stiv og tavs over for mig / min lillesøster stod og så ned i gulvet / og jeg kunne ikke sige ”bare du ikke havde slået mig med den brødkniv / i hovedet / bare du ikke havde slået det gjorde så ondt / det gjorde så ondt at mærke at jeg ikke var / velkommen / så ondt at mærke hvor oprevet du var over / at jeg havde rømmet fra stedfar / ... Man kunne nemt forestille sig, hvor meget så ladet en begivenhed som den at slå sin egen mor i gulvet kunne fylde i en roman. Den kunne i sig selv udgøre hele omdrejningspunktet for et værk. Her beskrives selve handlingen, reaktionen, og bevæggrunden på atten linjer, og man føler sig ikke snydt for hverken information eller indlevelse. Som Torben Brostrøm skrev i en anmeldelse i Information i 1976: I en roman ville man forvente analyse af tavsheden, i disse ballader formuleres den som tavshed. Så meget kan Lean Nielsen med sit sprog, og så meget ballade er der altså i stilen. Og det er netop det særlige ved Lean Nielsens digtning.

Har jeg været her før? spørger Sandra Holm i bogens allerførste linje. Hun befinder sig i sit barndomshjem i svenske Norrland tæt på polarcirklen og burde kende svaret. Alligevel er hun i tvivl. Eller er det måske bare kokketeri: Spørgsmål. Hvem har behov for at danse meget. Svar. Jeg. Der er så meget at se, at høre, at vide, at henrykkes over.Romanen er organiseret serielt, hovedpersonen er fra begyndelsen udstyret med et sæt af færdigheder, som gennemspilles igen og igen, frem for at hun udvikler sig og får en dybere forståelse af sig selv og dette og hint. Rastløs, sørgmodig, ambitiøs, drikkende skriverkvinde.Udgangspunktet er ønsket om at skrive en bog eller breve til den finske forfatter Pentti Saarikoski (1937-1983) efter at have læst hans Brev til min hustru fra 1968, der handler om ham, der går alene rundt i Dublin og skriver og drikker og tænker på sex. Dem, han har haft sex med. Han skriver om kommunisme eller skinkesandwich, han spiser, hvis han kan få dem ned, og om kusse og Jesus i tilfældig rækkefølge. Han har lovet sig selv ikke at rette et ord. Det inspirerer Sandra Holm.Hun bor i København, men tager til Milano. Her vil hun kunne skrive og drikke som Pentti Saarikoski. Hun vil være en skandale som han. De indgår en slags pagt, men det er svært for hende at overholde hans stramme deroute-kur: Jeg har ingen vanskeligheder med at spise sådan som du har i Dublin, Pentti. I modsætning til dig bliver jeg kolossalt sulten af at være beruset.Pentti Saarikoski begynder Brev til min hustru med konstateringen: Jeg har været her før. Sandra Holm vender det om til et gentagende spørgsmål. Men ikke kun titel-spørgsmålet går igen, også Polarcirklen, som man med dens særegne karakter – midnatssol om sommeren, polarnat om vinteren – kun kan erfare vished om ved i al sin sentimentalitet at have levet nær den. Og, i denne sammenhæng nok så vigtigt: polarcirklen er et fælles sted for Sandra Holm og Pentti Saarikoski, som også kommer der oppe fra det høje nord.Sandra Holm skriver: Jeg spurgte stilheden ved polarcirklen, hvad jeg skulle gøre? – I det hele taget er der en eksotisk og erotisk aura omkring lokaliteter. København er den store by, i Milano er der pensionatet med tre storartede ludere i luksusklassen. Alle steder er jeget i kontrast til stedets evighed kun et lille jeg: dødeligt og gennemtrivialiseret. Men modsat Polarcirklen er kussen og flasken til at tage og føle på, sproget bliver vulgært, safterne flyder. Sandra Holm lærer af det sanselige, og det sanselige er en god lærer. Man bliver klogere af at læse hende, når hun fx forsøger at forstå himlen over sin hjemegn ved at sammenligne den med sin ungdomskropDen er end ikke en stemning, dertil er den alt for tynd og gennemsigtig. På sin egen måde ligner den leden eller henrykkelsen, som er sværest at forklare og beskrive.Har jeg været her før udkom 1978, Sandra Holms tredje bog, efter debuten Barnlige slagsmål 1969 – hun udgav endnu én, Dans mit mismod væk 1982 – og var et hit, blev anmeldt på dagen etc. Men døden tog ikke kun Sandra Holm, 1987, da hun var 44 år gammel, men også hendes forfatterskab. Det være hermed genintroduceret.

Marie Bregendahls største bedrift efter En Dødsnat fra 1912, som vi tidligere udgav i Sandalserien, er efter min bedste overbevisning tvillingeromanerne Blandt de Unge og I Fest og Trængsler fra henholdsvis 1919 og 1921. De to små romaner er en del af syv-binds-værket Billeder af Sødalsfolkenes Liv, men kan med fordel læses for sig.Mod slutningen af Blandt de Unge er det som om Else, den ene af de to kvindelige hovedpersoner, den anden er Lise, som vi også kender fra En Dødsnat, kender sin skæbne, som om hun med en egen søvngængeragtig beslutsomhed konsekvent gør noget andet, end det, hun med fornuften ved, er rigtigt … Og da blander også uventet den alvidende fortæller sig og siger med et djævelsk glimt i øjet, at det med Else er en lang, lang Historie. Vorherre maatte vide, hvordan den vil ende.Midtvejs i I Fest og Trængsler flytter Else til Viborg, væk fra landsognet, for at lære at sy, for hun mener stadig, at strammer hun sig rigtig an, bliver det nok godt med hendes udkårne Christian. – Men ved på dette sted at flytte handlingen til Elses kammer i Viborg, flytter Marie Bregendahl samtidig blikket væk fra Sødalsfolkene. I Elses langsomme tilbageskriden gennem selvødelæggelsen opgiver Marie Bregendahl sit skæbneunivers til fordel for det psykologiske portræt. Dramaet selv kommer i fokus, og Else bliver hovedperson i sin egen fortælling.Et psyko-drama af dimensioner, båret af Marie Bregendahls vrede over kvindens stilling. Dertil et stykke kulturhistorie, fra land til by og hvad deraf fulgte: nemlig tilblivelsen af den enkeltes individuelle psyke, som ikke fandtes i agrarsamfundet.

Johannes HolbekAf Dekadent Barbari + Holbek som tegnerHOLBEK ER STORJeg skrev i Den bronzefarve kalkun 1993 en hyldest til Johannes Holbek. Indledningen lyder sådan her: Jeg talte med Holbek. Han som skyr det hele på en gang. – Han sagde: ”Fri mig fra æstetikkens kummer. Fri mig fra den villede villen. Fri mig fra ikonet og ikonets kitch, glimmerværk. – For rene billeder, renset for smag, den pæne, for kultur, liderlighed, det er nu engang hvad vi i vor simple bestræbelse må søge.” – Det har jeg tænkt meget over siden. – Men altså, han er stor. Det er altid svært at sige noget fornuftigt til den slags mennesker ...Holbeks Af Dekandent Barbari kommer meget belejligt til jul, til denne i alt misforståede højtid. Han er en kalkun, og det i sig selv er naragtigt. Forsåvidt vi i DK, fordi vi er danske, spiser and. Det er ikke til at holde ud, vi skulle have været englændere og spist kalkun. – Jeg er sikker på, Holbek meget bedre ville have kunnet klare sig som engelskmand. Han ville, som han sagde, være urban, han stræbte efter den om jeg så må sige ultimative dannelse.Holbek, et barn af William Blake, Lautréamonts fætter, urban. Tegner og digter. I denne Sandaludgivelse er det primært digteren, vi har fokus på. Hasselbalchs kultur-bibliotek lavede en glimrende introduktion til hans tegninger, som man kan tjekke ud, indtil Sandalserien får taget sig sammen til også at udgive hans billeder.Johannes Holbek er præstesøn, Indre Mission, tilhørte, som han selv siger, et Bjerg af Ahner. Født 1872, allerede som helt ung dedikeret for kunst og litteratur. Ophold i flere omgange op gennem halvfemserne i ensomhed i Paris, fattig og sulten, nervesvækket, satiretegner hos Edvard Brandes på Politiken, hvorfra han blev fyret med et egentlig sammenbrud til følge.Holbek er en udannet bølle i forhold til alt andet end kristendommen, hvor han også optræder som bølle. Holbek har ingenting andet end sin skrift. Rasende og uregerlig. Hans opgør var med lutherdommen og den uhæmmede materialisme. Hans svar: at bryde sammen. Død for egen hånd 1903.Johannes Jørgensens signalement af Holbek i anledning af en mindeudstilling i Den Fri i 1904: Johannes Holbek giver sig straks til kende som en idealistisk anlagt mand. Det, han hader, det, han kæmper mod i sin kunst, er tidens kulturfjendske magter: mammonismen, merkantilismen, det filistrøse demokratiske barbari. Hans ejendommelige begavelse, noget af en tænkers, noget af en poets, noget af en spotters, mere af en drømmers, mest af en kunstners, gjorde ham til en sær og i det daglige liv ubrugelig personlighed.Jo, i denne søde juletid er Holbek et must. Så ikke alting bliver så fadt og forløjet og ho-ho-Magasin-og-julemandsagtigt. Holbeks foragt for det etablerede kender ingen grænser. Det dobbeltmoralske, det slebne, det sleske og den skjulte nederdrægtighed i embeds medfør hos lægmand og lærd, dumhed, hjerteløshed. Det er, hvad han ser. Han er på det nærmeste paralyseret. Han foragter middelmådighed, og han foragter frem for alt institutionernes adoption af en kristendom, som for ham betyder alt, men gennem institutionerne forvanskes til intet.

En moderne troubadourMogens Klitgaards litterære karriere er kort, den starter omkring hans tredive års fødselsdag i 1936 og slutter ni år senere med hans alt for tidlige død i 1945. Klitgaard døde som følge af tuberkulose.Han debuterede i 1937 med Der sidder en mand i en sporvogn, som øjeblikkeligt slog igennem og kom i flere oplag. Det er hans mest læste roman, men vi har valgt i Sandalserien at pege på hans næste bog, Gud mildner luften for de klippede får fra 1938.Ikke fordi det er en bedre bog, men den er mere moderne i snittet og benytter Klitgaards eget liv som ramme for fiktionen: en ung mands omflakkende tilværelse fra knægt på et børnehjem til vagabond rundt i Europa og på et tidspunkt storsmugler af cigaretter fra Narvik i Norge til først minearbejderne i Kiruna og senere til det meste af Sverige.Klitgaard er virituos, han skriver realisme, men sin helt egen form for realisme. Hans politiske ståsted og poetik er uadskillelig. Han skriver et sted: Et sundt demokrati vil altid ligne en byggeplads, en levende groende virksomhed, der aldrig opnår orden. Nej, det er godt at bo på en byggeplads.– Og på samme måde med hans skrift: Den er om ikke en byggeplads, så en slags montage, idet Klitgaard slipper fortællingen og zoomer ind på alle de små ting omkring stederne, menneskene og årstiderne, der samler sig og danner en helhed, et billede, modsætningsfyldt etc.Således bliver København, Klitgaards egen by, som han kender som sin egen bukselomme, både storstad og europæisk provins, rig og fattig, kaotisk og simpel – og han selv: et ganske almindeligt menneske, som han benævner sig selv i det poetiklignende essay En søndag for to år siden fra 1938, men også denne særlige.Der er ikke noget at prale af, og Klitgaard praler ikke, men giver den som moderne troubadour med en underspillet tone, som er helt hans egen. Man kunne sige: den er hans signatur.Gud mildner luften for de klippede får = Et hovedværk i mellemkrigstidens danske litteratur.

Tove Meyers digte Skygger paa Jorden udkom 1943. Samlingen er organiseret i to dele, som bærer de megen sigende titler Riget indeni og Skygger paa Jorden. På den ene side det indre liv, på den anden side den ydre verden.Asger Schnack skriver i sit efterskrift: Vi befinder os under Anden Verdenskrig, så skyggerne kan forstås som krigens ufredsskygger. Men hele tiden, når der tales om aktuelle forhold som landflygtighed og krig, er det også indre sjælsfænomener, det handler om. Der er hele tiden en gliden fra verden til verden, sansningerne og de ydre erfaringer står i gæld til den indre smerte, ekstasen eller drømmens mystik – og omvendt.Skyggerne er således ikke først og fremmest krigens skygger, men snarere (jf. titeldigtet) et udtryk for en platonisk opfattelse af tilværelsen, hvor vi lever i en skyggeverden, som slører for den egentlige – åndelige – verden, som vi kan lære at se. En skematisk opdeling af virkeligheden, som er mere teori end erfaring, men som ikke desto mindre gennemtrænger flere af digtene som en splittelse mellem det ideelle og det sansede. Endelig, og det er måske det vigtigste, optræder skyggen som digterjegets personlige skygge, som et billede på en indre, udspaltet ’mørk’ side af sindet, der forfølger det lyse jeg.Tove Meyer udgav i alt seks digtsamlinger, fra debuten Guds Palet 1935 til Brudlinjer 1967. Hele hendes forfatterskab er, som Asger Schnack skriver, kendetegnet ved en bevægende fragt af følelse, der indeholder smerte, iblandet en skær lykkefølelse. Den grundlæggende oplevelse er mystisk, og hvor digtene samler sig til klarsyn, er de udtryk for en surrealistisk betonet indsigt i livets helhed, dets bagvedliggende rum, hvor et højere identitetstab kan opnås, en gåen op i universet, men ikke ligetil eller gratis.Mærkeligt, det altid er Schade og Gustaf Munch Petersen, vi skal læse. Tove Meyer fortjener bedre. Hun skriver – i Skygger paa Jorden: Højt over vort Hoved gaar Solen men under os Skyggernes Hær tegner onde Karrikaturer af denne vor jordiske Færdog videre Som sorte Flammer de slikker langs Klodens buede Hvælv fortærer alt hvad de støder paa – fortærer til sidst os selv.

Olivia Levison er sin generations bedste tænker. Debut med Min første Bog i 1874. Men som kvinde, når man ikke lige har Amalie Skrams kampgejst, afskåret fra offentligheden, usikker på, om ikke det kun er manden forundt at eje et skabende gen, kommer der ikke samlet set mere end én roman, endnu en novellesamling, en biografi om en engelsk socialist og et par anmeldser og nogle rejsebreve og andet småt i ugepressen ud af forfatterskabet.I et brev til forfatteren Erik Skram i 1879 skriver hun, at det hvirvlende, det usikre, det brudte Menneske er nået et Skridt videre end det vegetativt sikre. – Og: hun ser menneskene som blandet, som har den største Møje med at finde sig til Rette, som af deres Længsel, deres Erkendelse, deres Viden, deres Villen, deres Sanselighed, deres Retskaffenhed drejes rundt i en Hvirvel, og ser Tingene fra hundrede Synspunkter i én Dag.Denne hvirvlen og det at se Tingene fra hundrede Synspunkter i én Dag er helt i tråd med J.P. Jacobsens tænkning, når han i et brev til Edvard Brandes i 1880 skriver I Virkeligheden er der enkelte Sider i Menneskene der ikke hænger sammen; hvor skulde ogsaa en saa complex, saa mange Steder fra hentet, uddannet og paavirket Ting som den aandelige Side af et Menneske, være organisk HelHer, ikke hos Brandes og hans snak om at sætte under debat, men i de to udsagn, Olivia Levison og J.P. Jacobsens, er det moderne menneske kommet på banen.I nærværende udvalg kommer man næsten hele vejen rundt i de kortere prosagenrer. Novelle og essay blandes fx i Støv til en helt ny og, kunne man påstå, privat genre. Sådan som genrespørgsmålet er vitalt for en række andre af tidens forfattere, Knud Hjortø med sine syner, Johannes V med sine myter og Marie Bregendahl med sine billeder.Men Olivia Levison er tidligt ude. Hun er så klog, og man bliver gerne klogere af at læse hende.

Ole Kollerød blev halshugget på Amager Fælled den 17. november 1840, kroppen blev parteret og lagt på et hjul og hovedet sat på en stage. Mens han sad de syv måneder i Stokhuskælderen og ventede på eksekveringen af dødsdommen skrev han flittigt på sin levnedsskildring, Min Historie.Min Historie er efter mit bedste skøn et hovedværk i dansk litteratur. Ole Kollerød har ikke mere end måske to-tre års skolegang, men forstår alt vedrørende sin situation. Han analyserer samfundsforholdene, hvad der er oppe og nede, men fører sig samtidig frem med en digters kneb og veltalenhed. Han ved, hvad det vil sige at fortælle, han sætter en scene og skildrer levende sine personer, eller han henvender sig til direkte læseren og appellerer til dennes forståelse og sympati. Han er en charlatan og skriver lystfuldt om sine erobringer, han ironiserer over og håner sine modstandere.Ole Kollerød lever i en tid og et samfund, som også er H.C. Andersens. En tid hvor tyveri af nogle kirsebær i en skål giver stokkeprygl og tyveri af et klæde udbredt til blegning i en have livstid i fængslet. Det er ikke sharialov, men det ligner, det er den samme primitive form for straf, afhugning af fingre og anden form for lemlæstelse med invaliditet til følge.Min Historie er flerstrenget. Det er på en gang et fortvivlet forsvarsskrift, en forklaring på, hvorfor det gik som det gik, og en kritik af samfundets misforhold og uretfærdighed. Lov og ret er de riges lov og ret, og Ole Kollerød finder sin identitet ved at fremstille sig selv som repræsentant for de fattige og mishandlede.Ikke ulig H.C. Andersen, men med modsat fortegn.Og ligesom H.C. Andersens eventyr er gennemsyret af vold, tænk bare på Fyrtøjet og Lille Claus og Store Claus, hvor hovederne ruller, så det er en lyst, er også Min Historie gennemsyret af vold. Og druk og liderlighed. I familien, i tjenesteforhold, i nattelivet og ikke mindst i fængslet, hvor der ikke spares på nogen ting for at få en tilståelse ud af de ofte uskyldige fanger.

Tantaluskvaler er givetvis både en kærlighedshistorie og en kunstnerroman. Men det er diskvalificerende ikke at læse bredere. Som om Adda Ravnkilde som kvinde ikke skulle kunne andet end ulykkelig kærlighed og halvdårlig kunst. Adda Ravnkilde er interesseret i den direkte relation, mand og kvinde imellem, uden støj på linjen. Hun går i Tantaluskvaler næsten videnskabeligt til værks i udforskningen af kærlighedsforholdet mellem den unge Elisabeth Due og den ældre Grev Høegh. Det gælder liv og død, og den erotiske flirt kamufleres som en kamp på ord mellem hendes unge idealisme og hans altid lige veloplagte nihilisme.Adda Ravnkilde kan sit kram og bør læses som en forfatter der insisterede på at gøre noget helt og med denne insisteren som drivkræft skriver hun om kunstnerisk arbejde – javist – men også om omkostningerne ved at give sig hen, lade sig forføre og overgive sig, også til lidelsen. Og så er det værd at huske, at det altså var hende, Adda Ravnkilde, der i en alder af blot 19 år indførte ordet lady-like på dansk.

I Hinsides skildrers hospitalshverdagens trummerum. Vores helt står op, klæder sig på, spiser sladrer, med de andre patienter, klager over medicineringen og lægerne og deres inkompetence og planlægger ildspåsættelse af og flugt fra hospitalet. Hun sulter sig og kan i flere dage ikke lokkes ud af sengen, hun vil ikke, men bremses af sig selv i lillepigeagtig trods, velvidende, det er det, hun gør. Hun er gal.

Marie Bregendahls største bedrift efter En Dødsnat fra 1912, som vi tidligere udgav i Sandalserien, er efter min bedste overbevisning tvillingeromanerne Blandt de Unge og I Fest og Trængsler fra henholdsvis 1919 og 1921. De to små romaner er en del af syv-binds-værket Billeder af Sødalsfolkenes Liv, men kan med fordel læses for sig.Mod slutningen af Blandt de Unge er det som om Else, den ene af de to kvindelige hovedpersoner, den anden er Lise, som vi også kender fra En Dødsnat, kender sin skæbne, som om hun med en egen søvngængeragtig beslutsomhed konsekvent gør noget andet, end det, hun med fornuften ved, er rigtigt … Og da blander også uventet den alvidende fortæller sig og siger med et djævelsk glimt i øjet, at det med Else er en lang, lang Historie. Vorherre maatte vide, hvordan den vil ende.Midtvejs i I Fest og Trængsler flytter Else til Viborg, væk fra landsognet, for at lære at sy, for hun mener stadig, at strammer hun sig rigtig an, bliver det nok godt med hendes udkårne Christian. – Men ved på dette sted at flytte handlingen til Elses kammer i Viborg, flytter Marie Bregendahl samtidig blikket væk fra Sødalsfolkene. I Elses langsomme tilbageskriden gennem selvødelæggelsen opgiver Marie Bregendahl sit skæbneunivers til fordel for det psykologiske portræt. Dramaet selv kommer i fokus, og Else bliver hovedperson i sin egen fortælling.Et psyko-drama af dimensioner, båret af Marie Bregendahls vrede over kvindens stilling. Dertil et stykke kulturhistorie, fra land til by og hvad deraf fulgte: nemlig tilblivelsen af den enkeltes individuelle psyke, som ikke fandtes i agrarsamfundet.

Amalie Skram er kendt for sine romaner: Constance Ring (1885) om mandens overgreb på sin meget unge kone og tvilingerne Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen (begge 1895) om Amalie Skrams indlæggelse på psykiatrisk hospital , så hun tilhører ikke absolut en marginaliseret gruppe, men hendes noveller i Sommer (1899) er ikke meget kendt i Danmark.Her tager hun springet: fra en forholdsvis nøgtern social-psykologisk realisme, drevet af indignation på henholdsvis kvinden og den syges vegne, overgår hun til noget, der mest af alt ligner den gotiske fortælling, som vi kender fra Edgar Allan Poe.Amalie Skram kalkulerer med gyset, at bringe læseren til at gyse. Chokeffekter er hidtil blevet betragtet som ikke-stuerene, men i Sommer klistres der på med slet skjulte henvis til sex og død. Som f.eks. i Det røde gardin, som den kvindelige hovedperson falder for og køber, selv om hun synes, det har en giftig farve, som minder hende om lugten af lig, og uden hun i øvrigt ved, hvad hun vil bruge det til.Kvinden dør allerede på side 2, pludselig og stille. Og så får gardinet anvendelse. Manden svøber hende i det, men en stor grønlig flue kryber rundt på hendes bryst under det. Vi er på side 4, jeg citerer slutningen: Men skjære en Flænge i Foret – han tog op sin Lommekniv, og bøjede sig over den døde. Der steg Liglugt op mellem Folderne paa det røde Gardin.Novellerne handler fremdeles om forholdet mellem mand og kvinde. Men qua den korte form er fronterne trukket skarpere op end i romanerne. Amalie Skrams liv er en skandale, hun er i 1899 på vej mod sin anden skilsmisse, og, kunne være, så må litteraturen følge med og blive skandaløs.

Johannes Holbek (1872-1903), præstesøn i præsteslægt, tilhørte, som han selv siger, ET BJERG AF ANER, op gennem 1890'erne i landflygtighed i Paris. Tegner (i en årrække tilknyttet dagbladet Politiken) og maler og forfatter (selv om han ikke udkom før efter sin død). Én af de store symbolister, som bl.a. inspirerede Storm P, men som også i dag inspirerer sådan en som tegneseriekunstneren Halfdan Pisket – og en digter som Cecilie Lind med sin hallucinerende skrift.

Mogens Klitgaards litterære karriere er kort, den starter omkring hans tredive års fødselsdag i 1936 og slutter ni år senere med hans alt for tidlige død i 1945. Klitgaard døde som følge af tuberkulose.Han debuterede i 1937 med Der sidder en mand i en sporvogn, som øjeblikkeligt slog igennem og kom i flere oplag. Det er hans mest læste roman, men vi har valgt i Sandalserien at pege på hans næste bog, Gud mildner luften for de klippede får fra 1938.Ikke fordi det er en bedre bog, men den er mere moderne i snittet og benytter Klitgaards eget liv som ramme for fiktionen: en ung mands omflakkende tilværelse fra knægt på et børnehjem til vagabond rundt i Europa og på et tidspunkt storsmugler af cigaretter fra Narvik i Norge til først minearbejderne i Kiruna og senere til det meste af Sverige.

Emil Aarestrup (1800-1856) udgav i hele sit liv én bog, Digte, i 1838. Den slutter af med en digtcyklus på 51 digte, der hedder 'Erotiske Situationer'. En situation er en tilstand man kan befinde sig i, legemligt og/eller sjæleligt. Emil Aarestrups situationer er korte handlingsforløb af erotisk karakter. Hvert digt er altså lig med en situation. Måske kun et øjeblik, eller rettere en redegørelse for øjeblikket. Han bremser tiden voldsomt op og folder situationen ud. Men situationerne er kunstige. For det første er Emil Aarestrup rolledigter. Hans jeg er ikke ham selv. For det andet er det ikke virkelighedens verden, han vil skildre. Farverne er skarpere, kontrasterne klarere. Der er skruet op for det hele.

Kampmanns felt var virkeligheden. Det ved vi fra hovedværket Familien Gregersen - men det er ved at dykke ned i hans mindre kendte, ikke-kanoniserede værker, vi får indsigt i sider af den tids virkelighed, som vi ellers kan risikere at ignorere.Kanoniseringen karikerer. Og det handler ikke kun om værkerne i sig selv; man må også lade sig gribe af indsigten i de glemte sider af et forfatterskab, som blev folkeligt. I ”Blandt venner” og ”Ly” har vi at gøre med en ung og usleben Kampmann, der maler med de tidlige tresseres rene og rette linjer. I disse noveller findes elementerne til de samlede portrætter af dansk borgerliv, som skildres i Kampmanns senere romaner, men i novellerne får de lov at stå som helt friske gnister. Lysende klare.Det er ofte de glemte og oversete sider af et forfatterskab, der er de mest interessante, og i belysningen af disse hos Kampmann bliver det tydeligt, at hans folkelighed ingenlunde gør ham uinteressant i et litterært perspektiv.

Amalie Skram er kendt for sine romaner: Constance Ring (1885) om mandens overgreb på sin meget unge kone og tvilingerne Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen (begge 1895) om Amalie Skrams indlæggelse på psykiatrisk hospital , så hun tilhører ikke absolut en marginaliseret gruppe, men hendes noveller i Sommer (1899) er ikke meget kendt i Danmark.Her tager hun springet: fra en forholdsvis nøgtern social-psykologisk realisme, drevet af indignation på henholdsvis kvinden og den syges vegne, overgår hun til noget, der mest af alt ligner den gotiske fortælling, som vi kender fra Edgar Allan Poe.Amalie Skram kalkulerer med gyset, at bringe læseren til at gyse. Chokeffekter er hidtil blevet betragtet som ikke-stuerene, men i Sommer klistres der på med slet skjulte henvis til sex og død. Som f.eks. i Det røde gardin, som den kvindelige hovedperson falder for og køber, selv om hun synes, det har en giftig farve, som minder hende om lugten af lig, og uden hun i øvrigt ved, hvad hun vil bruge det til.Kvinden dør allerede på side 2, pludselig og stille. Og så får gardinet anvendelse. Manden svøber hende i det, men en stor grønlig flue kryber rundt på hendes bryst under det. Vi er på side 4eg citerer slutningen: Men skjære en Flænge i Foret – han tog op sin Lommekniv, og bøjede sig over den døde. Der steg Liglugt op mellem Folderne paa det røde Gardin.Novellerne handler fremdeles om forholdet mellem mand og kvinde. Men qua den korte form er fronterne trukket skarpere op end i romanerne. Amalie Skrams liv er en skandale, hun er i 1899 på vej mod sin anden skilsmisse, og, kunne være, så må litteraturen følge med og blive skandaløs.

Mathilde Fibiger (1830-1872) bliver som kun tyveårig kendt for sin fandenivoldske debutroman Clara Raphael. Tolv breve (1851) der med sine radikale idéer om kvinders frigørelse og åndelige opvågnen starter den famøse Clara Raphael-fejde, der kommer til at få vidtgående konsekvenser for hendes videre liv og forfatterskab. I 1854 udkommer hendes sidste roman, den skandaløse Minona, forfatterskabets absolutte hovedværk.H.C. Andersen sammenligner i et brev til Ingemann Minona med følelsen af at have grebet en stærkt duftende, giftig Vandplante, der opløser sig slimet og ækel! – ikke første eller sidste gang i det attende århundrede, at en kvindes værk bliver sammenlignet med klamme buskvækster; alt i alt en bragende fiasko, nedrakket af samtiden og usynliggjort af eftertiden; hermed ender Fibigers alt for lovende forfatterskab, hun er 24 år.Minona: en vidunderlig bastard af raffinerede kompositoriske greb, psykologisk skarpsindighed, tragedie, horror, mytologi, kuldslået realisme og overspændt romantisk stil: ALT er på spil i denne storstilede komposition, hvor incestuøs søskendekærlighed, uskyldstab, faldne kvinder, fritænkere, lidenskaber, skæbnetro, djævelskab og frelse virtuost forbindes i en skrift der ubønhørligt kværner henimod det, der uundgåeligt må ske.

Marie Bregendahl: En Dødsnat+ Ved Lars Skrædders Sygeseng (1912 og 1902)Marie Bregendahls En Dødsnat er uhørt moderne. Og også meget mere moderne end det meste af det, der bliver skrevet i dag. Som Johannes V. Jensens Kongens Fald. De er lige skånselsløse i beskrivelsen af undergang. Der er død og ødelæggelse i hver sætning. Men Marie Bregendahl er kvinde og som kvinde for længst skrevet ud af litteraturhistorien. Kanon tilhører manden.Set i dannelsesromanens perspektiv er der noget svimmelt og kantet og ufærdigt over En Dødsnat. Fortællingen som sådan er egentlig kun til som en ramme for sansning og refleksion. Og ikke desto mindre handler En Dødsnat netop om dannelse. Hvordan en moders død i barselsseng inden for mindre end et døgn forandrer alt for den 13-årige Lise.Romanen er båret af erindringens stof, men Marie Bregendahls tilrettelæggelse af dette stof og hendes stærke modellering af sproget forrykker blikket fra det opbyggelige eller jævnt fremadskridende til en aperspektivisk myldrende ornamentik. Fortælleren påtager sig på den ene side at sætte en scene og zoomeind og lade scenens personer overtage styringen, men på den anden side er denne selvsamme fortæller parat til at stige ned fra olympen og kommentere, hvad personerne, bundet som de er til øjeblikket, har gang i. Fortælleren sprænger tiden, strækker den langt ud over scenens tid, og skriver senere skete det og det. – Det vil sige, tiden er ikke fast, øjeblikket findes ikke, men er altid inficeret af både det, der ligger før, og af det, der kommer. Selve distraktionen, at rummeså mange følelser på en gang, og så megen viden, bliver hermed, fra nu og i al evighed, et vilkår.En Dødsnat + Ved Lars Skrædders Sygeseng, 188 sider,199,95 kroner.