Bøger i Nordisk kriminalreportage serien

Da lenskriminalpolitiet i Södermanlands len blev tilkaldt angående et formodet mord i Katrineholm, gik rygterne allerede. Disse rygter kunne fortælle, at der var blevet fundet et lig. Et lig uden hoved. Liget havde været rullet ind i et gulvtæppe, der var blevet brændt. Sagen blev derfor hurtigt døbt tæppemordet.Det hele begynder klokken 08.47 den 20. april 1998. Da bliver der slået alarm angående en kælderbrand på Fredsgatan i Katrineholm. Brandfolkene kan hurtigt konstatere, at der er ild i et gulvtæppe i et kælderrum i tilslutning til en viktualiekælder. Branden i kælderen bliver hurtigt slukket. For at komme ind til ildens centrum trækker brandfolkene et gulvtæppe ud.De gør da et makabert fund!

"Hela (kælenavn for politiet i Helsinki, red.)! To politimænd er blevet skudt! Patrulje hundrede-fem-tre er skudt! Vores kolleger er henrettet, skudt i hovedet. Den ene to gange. Den anden ved vi endnu ikke!" "Hvor?" "Kaptensgatan-Fabriksgatan. De er skudt to gange i hovedet! De ligger på jorden! Send straks folk herhen!" "Hela her. Ambulancer er på vej."

Den 6. november 2009 var en særlig dag for Emma. Hun skulle til en ny køreprøve og havde endelig slået op med Fadi. Emma følte sig stærkere end no­gensinde. Hvad, hun ikke vidste, var, at Fadi havde helt an­dre planer. Han stod og ventede på hende på trap­pen til køreskolen. Godt en time senere blev Emma fundet voldsomt forslået, forskåret og næsten livløs på Nasby mark i Kristianstad.

Den telefonopringning, der søndag den 21. februar 1999 klokken 16.15 nåede alarmcentralen i Helsinki, var begyndelsen på en efter finske forhold enestående sag.– Det er Jussi Heiskanen her, hej!– Hej.– Ambulancer og politi til Skytteföreningen hurtigt!– Hvorfor det?– Albertsgatan 36 A. Der kom en kælling, som blev gal og skød alle!– Albertsgatan 36 A og Skytteföreningen?– Skytteföreningen. Hun skød alle. Ambulancer og politi hurtigt!– Kan du sige, hvor mange der er?– Tre og en er i al fald død. – Tre personer?– Ja, måske fireJa sådan. Kan du holde denne linje åben, så alarmerer jeg...?

"I juni begyndte undertegnede et ferievikariat som trudifører hos Svanstrom, kontormaterialegrossisten i Siitra industrikvarter. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle blive kollega med en af Sveriges mest aktive nazister."

Igennem mange år er der kommet udenlandske bær­plukkere til Sverige for at plukke bær og på den måde tjene lidt ekstra. Nogle er det gået godt for men langt fra for alle. I Västerbotten har fremmedpolitiet stødt på en del udenlandske plukkere, som ganske enkelt er blevet narret til Sverige af useriøse firmaer i deres hjemlande. De har betalt for at få lov til at bo og arbejde i Sverige men er derefter blevet ladt i stikken uden mulighed for at rejse hjem igen.

De andre unge troede, at Jon Dahl var en vellykket teenager. Han var velvoksen, dygtig i skolen og desuden en god idrætsmand. Han kom fra et harmonisk hjem, og forældrene var velstillede. Men der var noget, der manglede, noget som han ikke selv kunne finde svaret på. Jon Dahl var ensom og havde problemer med at komme i kontakt med andre unge. Han følte ingen glæde, når han fik gode karakterer i skolen eller ved en flot præstation på idrætsbanen. Han forsøgte at, klare problemerne ved hjælp af stimulerende midler, og han blev misbruger af hash og marihuana. Dette fik katastrofale følger og førte ham ind på en kriminel løbebane.

I løbet af 1997 blev der begået flere mord i fængsler forskellige steder i Sverige. Den stigende og meget grove vold inden for fængselsmurene fik stor opmærksomhed i medierne, ikke mindst i forskellige debatprogrammer. Der blev rejst krav om, at kriminalforsorgen skulle kunne garantere indsattes sikkerhed, når de var blevet idømt en frihedsstraf. På samme måde blev det forlangt, at politiet skulle opklare disse forbrydelser. I Sverige har mord normalt en meget høj opklaringsprocent, men ud af en håndfuld mord, begået bag fængselsmurene, var der ikke et, der havde ført til en fældende dom. Meget skyldes naturligvis frygten for repressalier, de indsatte tør ikke vidne om det, der er sket. En stor del af de indsatte har også det princip, at de aldrig vil tale med politiet, uanset hvad der er sket.

Om morgenen den 12. februar 1994 mellem klokken 06.30 og 06.37 blev der begået et af de frækkeste tyverier, man nogensinde har været vidne til her i Norge. Det fandt sted fra Nasjonalgalleriet i Oslo. Tyvene satte en stige op til første sal, og den ene tyv klatrede op og knuste en rude. Han sprang ind gennem det knuste vindue og klippede maleriet "Skriget" løs. Det hang i en ståltrådssnor på væggen, så sendte han det ned af stigen til kammeraten, der ventede nedenfor. Inden han klatrede ned og løb hen til den ventende bil, efterlod han et færdigskrevet postkort.

Kombinationen af rodløs ungdom og gammelt nationalsocialistisk arvegods skabte samfundsfjender og førte dem ud i kriminalitet. Det hele kulminerede med et vanvittigt røveri mod en våbenforretning i Stavanger. For våbenhandleren udgjorde forskellen mellem liv og død kun en enkelt millimeter.

"Efterforskningen er åben", udtaler politiets presse­talsmand, og "politiet arbejder bredt", er udtalelser, som man ofte hører, når der er sket en grov voldsfor­brydelse. I foråret 2009 blev der i Spånga i det vestlige Stockholm begået flere overfald på kvinder. Forbry­delserne blev opklaret - men facit blev ikke helt, som politiet havde troet. Denne efterforskning viser end­nu engang, hvor vigtigt det er ikke kun at lede efter en gerningsmand.

Klokken 16.39 den 23. juli 1997 gik den 16-årige Miro forbi det gamle vandtårn i Kiellers Park på skråningen ved Ramberget i Göteborg. Han opdagede en mand, der lå på jorden. Han troede først, at manden sov, men det gik hurtigt op for ham, at han havde fundet liget af Josef Ben Meddour.

Mandag morgen den 2. september 1996 blev usædvanlig begivenhedsrig for nattevagt Pekka Varjo. I de stille morgentimer kørte han sin rutinerunde i vagtselskabets bil. Da han kørte forbi teateret i centrum og var på vej mod biologisk museum, opdagede han noget usædvanligt i højre side af vejen. En personbil var tilsyneladende ved at falde ned af en ti meter dyb skrænt. Personbilen hang på kanten, det var kun bilens bagende og nogle små grene, der forhindrede den i at falde ned. Pekka Varjo besluttede at undersøge sagen nærmere.

Natten til den 23. maj 1940 blev to diplomater fra USA standset af fire-fem bevæbnede og maskerede mænd, da de var på vej fra Kjevik flyveplads til Kristiansand. Diplomaterne blev bundet og efterladt i skoven. Røverne tog alle deres værdisager, deres diplomatpas og 18 kolli med kurerpost. Røverne troede, at de havde gjort det store kup, men i stedet medførte det diplomatiske forviklinger på højeste plan. Sagen blev forsøgt dysset ned, men sandheden lod sig ikke skjule, og opklaringen bød på store overraskelser.

Fredag den 26. december 1997 klokken 09.00 om morgenen bliver den 41-årige Kjell Persson fundet døende i sin hvide Volvo 945. Bilen holder parkeret uden for en beboelsesejendom på Eggegrundsvägen 16 i det sydlige Stockholm. Han er selvstændig i isoleringsbranchen og bor i Djursholm. Persson er skudt med fem skud - kaliber 22 - i hovedet. Han bevæger sig lidt og raller svagt. Der bliver tilkaldt en ambulance, og der bliver straks påbegyndt førstehjælp. Kort efter bliver Persson kørt på hospitalet, bliver indlagt på intensivafdeling og blandt andet lagt i respirator. Den 28. december beslutter Kjell Perssans pårørende i samråd med lægerne på intensivafdelingen på Danderyds sygehus at slukke for respiratoren, hvilket sker, hvorefter Kjell Persson bliver erklæret for død.

Tidligt om morgenen den 13. marts 1998 blev taxi­chauffør Kjell Svensson fundet myrdet i sin taxi. Det var hans søster, der fandt ham. Umiddelbart tydede alt på, at han var blevet offer for et rovmord. Tålmodigt og engageret efterforskning førte efterhånden frem til et resultat, som selv de mest garvede politifolk havde svært ved at tro på. Denne gang viste det sig, at den tragiske virkelighed langt overgik den værste slags sæbeopera.Historien viser, at tilsyneladende anstændige mennesker kan leje nogle ligeledes tilsyneladende anstændige mennesker uden for de etablerede kriminelle kredse til at begå et mord. Ja, det var, hvad der skete på vestkysten i løbet af foråret 1998.

Alarmcentralen modtog kort efter klokken 17.00 den 19. februar 2007 besked om, at Finlands Banks af­deling i Turku havde været udsat for røveri. Det var en værditransport fra selskabet G4S, som blev udsat for røveriet, da de lodsede pengene ved læsseram­pen i bankens indre gård. Tre maskerede mænd, hvoraf den ene var bevæbnet, sprang op på læsse­rampen og tvang vagterne på værditransporten til at lægge sig ned. Derefter bandt røverne vagternes hænder med plaststrips, åbnede pengebeholderne og fyldte deres sportstasker med pengesedler. Et par minutter senere forsvandt røverne med pengene.Røverne klatrede over et plankeværk og løb hen til den røde Volvo, som ventede på den anden side. Bi­len kørte væk i stor fart gennem byen. Bilen blev fundet efterladt den 22. februar på en parkerings­plads i den anden ende af byen.

I løbet af en tidsperiode på omkring seks måneder, fra december 1911 til maj 1912, blev der i Frankrig og Belgien begået en række ikke tidligere sete og meget hensynsløse forbrydelser. Fælles for disse forbrydelser var en bagvedliggende politisk anarkisme, voldelighed, stor omtale i pressen samt anvendelse af biler som hjælpemiddel ved udførelsen af de forskellige forbrydelser. Gruppen opererede først og fremmest i Paris og omegn men også i Belgien og i det sydlige Frankrig. Forbryderbanden var blevet dannet i 1911 omkring en fransk-belgisk anarkistisk gruppe. Med i gruppen var der også et par russere og nogle spaniere.Den politiske manifestation ophørte imidlertid efter, at gruppen var trådt ind på den kriminelle løbebane, og offentligheden interesserede sig først og fremmest for gruppens effektive organisation, den ekstreme vold og brugen af biler som hjælpemiddel i forbindelse med forbrydelserne.

Den 20. december 2009 blev en kvinde overfaldet på Molinsgatan i Göteborg. Ti dage senere blev Nancy Tavsan slået ihjel med en magnumflaske Pommac på vej hjem fra en fest i Angered. Fremgangsmåden var stort set den samme, men var det den samme ger­ningsmand? I artiklen får læseren et enestående indblik i afhø­ringerne af den mistænkte, der kun indrømmede det, han hen ad vejen blev præsenteret for af beviser.

Dette er historien om en nabostrid, som endte med drab, dødsdom og henrettelse. Tragedien fandt sted i foråret 1726 og vakte opsigt og sorg i det ellers så fredelige bygdesamfund. Nyheden om drabet gik fra mund til mund og spredte sig vidt omkring til trods for, at aviser var et ukendt begreb på den tid. Amatørhistorikeren Jon Tunold har samlet stof til denne artikel gennem tilgængelige arkiver, fra fortællinger og sagn, der har gået fra mund til mund gennem årene.

Den 30. juni 1997 blev der fundet en mand, der var nedsænket i Mälarens vande. Liget var bundet fast til en rist med et cementlåg som dødvægt. Det makabre fund bliver gjort af en niårig dreng og hans far, på fisketur. Liget er kraftig forrådnet, og først efter en retsodontologisk undersøgelse, en tandsammenligning, kan offeret identificeres. Det viser sig at være Karim, en mand der cirka to måneder tidligere er blevet anmeldt som forsvun­det. Dette er optakten til en efterforskning, hvor underretten dømte fire personer for mord eller meddelagtighed i mord. Men landsretten ræsonnerer anderledes, og dermed har man endnu en sag, hvor nogle gerningsmænd undgår mordanklager - selv om de bevisligt har haft noget at gøre med forbrydelsen. ..

Hvad er det for en slags forbrydelse, når en godtro­ende mand bliver narret til at tro, at man kan frem­stille ægte penge ved at lægge papirsedler i blød i en væske. Det eneste nødvendige er en startkapital på 12.500 euro, vaskemiddel, cola, jod, c-vitamin, tal­kum, sorte og hvide papirsedler samt sølvpapir og tape. Er der tale om grov pengeforfalskning? Groft tyveri? Groft bedrageri? Groft underslæb? Retten endte med det sidstnævnte alternativ, straffeloven in­deholder jo ikke noget om "groft trylleri". Jeg håber, at denne artikel om en anderledes form for hvidvaskning af penge kan fungere som en på­mindelse om, at det kun er tryllekunstnere, der tjener penge ved trylleri, og at ægte penge fremstilles et andet sted end i en vaskebalje.

Torsdag den 24. august 1995 modtog politiet i Kankaanpää en henvendelse om, at to personer, Kalle og Kaija Kallio, var blevet fundet døde, tilsyneladende myrdede, i deres hus, der var beliggende omkring to kilometer fra byens centrum. Det var to studerende ved Kankadnpääs kunstskole og lejere hos ægteparret Kallio, der gjorde den uhyggelige opdagelse. De havde lagt mærke til, at et af husets vinduer var slået i stykker, og at alt ikke var i orden, da der var en masse blod på gulvene inde i huset.

Den følgende artikel handler om en enestående begivenhed i Finlands arkivhistorie. En mand, der udgav sig for at være arkitekt, besøgte en række forskellige arkiver rundt om i Finland og fik udleveret værdifulde dokumenter, som han sagde, han skulle bruge til slægtsforskning. Ved disse 'forskningsbesøg" mistede arkiverne en del uerstatteligt materiale. "Forskeren" var nemlig en tyv, der fjernede dokumenter fra de samlinger, som han fik udleveret. Senere solgte han dem så videre med god fortjeneste.

"Fængslet styrtet i døden fra politistation". Aften­avisernes spisesedler slog nyheden op med store sorte overskrifter i begyndelsen af juni måned 1981. David Baltschuck (fingeret navn), en 40 år gammel mand, var samme morgen blevet fundet hårdt kvæstet i politistationens gård i Göteborg. Han var i live, da han blev fundet, men afgik ved døden kort efter sin ankomst til hospitalet. Hans død betød en uventet og tragisk epilog på en efterforskningssag om grove narkotikaforbrydelser, der var startet for flere måneder siden, og hvor man havde benyttet sig af ukonventionelle metoder for at opnå det bedste opklaringsresultat. En kvindelig politibetjent, her benævnt Kristina, spillede en vigtig rolle i politiaktionens slutfase, hvor hovedmændene i forhandlerkæden blev pågrebet i Amsterdam. Overskriften hentyder til det navn, som der hollandske narkotikapoliti døbte sagen.