Bøger i Nordisk kriminalreportage serien

Det norske politi havnede i en vanskelig situation under den tyske besættelse 1940-1945. Besættelsesmagten og de norske nazistiske myndigheder udfærdigede en lang række love og forordninger, der ikke blev sanktioneret af de legale norske myndigheder. De fleste politifolk kunne ikke med god samvit­tighed arbejde efter disse love. De saboterede dem efter bedste evne. Et stykke tid gik det godt, men efterhånden blev sabotagen så tydelig, at de nazistiske myndigheder, støttet af tyskerne, bestemte sig for at statuere et eksempel. Det kostede flere kolleger livet.

Den I. april 1985 modtog postgirokontoret tolv indbetalingsordrer fra tolv større virksomheder. Af indbetalingsordrerne, hvis størrelse varierede mellem 90.000-675.000 kroner, fremgik det, at pengene skulle overføres til en postgirokonto, der tilhørte B. Skold AB. Det samlede beløb, der skulle overføres, var på 3.709.000 kroner.Om formiddagen den 2. april blev der foretaget fi­re udtræk på i alt 2.900.000 kroner fra Skolds postgirokonto. Pengene blev hævet på fire forskellige postkontorer i Stockholm. Der var ingen problemer med at få pengene ud, jord i kontobeholdningen var på 3,7 millioner kroner. Pengene blev udbetalt til en mand, der legitimerede sig med et IK-kort lydende på B. Skold, og således var fuld berettiget til at hæve firmaets penge.

Titlen er egentlig misvisende, fordi denne artikel handler om to grove røverier, der fik megen omtale i massemedierne. I såvel aviser, radio og fjernsyn blev de to røverier kaldt for "LL-røveriet", deraf artiklens navn.

Gjest Baardsen er navnet på en af Norges kendteste forbrydere gennem tiderne. Han vakte stor forargelse hos myndighederne, var frygtet og hadet af de rige i samfundet, beundret og beskyttet af mange andre borgere. I al almindelighed blev han noget af en heltefigur og blev i folkemunde kaldt udbryderkonge, visedigter og pigernes ven. Han var intelligent og dygtig, så han ville sikkert være nået langt, hvis han havde ført et hæderligt liv. Men specielle omstændigheder førte ham ud på skråplanet. En vildfarelse som jeg måtte døje med resten af mit liv, skrev han senere i sine memoirer.

"Hvis du ikke er flink, så kommer Rottenikken og tager dig!" Mon ikke der er mange børn fra krigsårene, der kan huske denne trussel fra deres forældre, hvis de havde været ulydige? Rottenikken - Rolf Erling Knutsen - er en af de mærkeligste personer i norsk retshistorie. En underlig - ja, ligefrem mystisk og gådefuld - mand, der gav næring til den folkelige fantasi. En truende mand, der ikke alene opskræmte sindene i Telemark og Valdres, hvor han hærgede mest, men som på grund af sin vilde fremfærd spredte skræk og rædsel i hele landet. Der har været mange myter omkring Rottenikken, og en del af dem har han selv bidraget til med sine skriftlige efterladenskaber.

Ved 21-tiden den 23. august 1983 vinkede toldere ved den danske grænse i Padborg en norsk lastbil ind til siden for at foretage en nærmere kontrol. Bilen var udstyret med en såkaldt tryktank, og i den stod 8.000 flasker brændevin og 360 flasker vin nydeligt opstablet. Det var indkøbt fra et lager i Hamburg. Dette markerede indledningen til den hidtil mest komplicerede smugleraffære i Norges historie. 71 gange tidligere var smuglerligaen kørt over lande­grænserne uden at blive stoppet af toldmyndighederne, og det var lykkedes at indføre næsten en million flasker fra Tyskland til Norge - men nu revnede ballonen altså.

Bevæbnede unge mænd begik indbrud og biltyverier, var indblandet i skudepisoder og optrådte aggressivt og desperat. Politiet jagtede dem uafbrudt i 32 timer. Med stor psykologisk dygtighed og forsigtig taktik lykkedes det til sidst politiet at pågribe de desperate unge mænd uden tab af menneskeliv, og uden at nogen blev skadet. Men der udspillede sig mange dramatiske situationer, inden det hele var overstået.

Navnet "Karnevalsbanden" blev især brugt i mas­semedierne i forbindelse med en serie væbnede røverier, der fandt sted i Stockholm og omegn i løbet af 1985-1986. Politiet brugte også navnet som arbejdsnavn under efterforskningen. Indirekte var det bandemedlemmerne selv, der skabte navnet ved at klæde sig på en sådan måde, at de helt naturligt gled ind i de miljøer, hvor røverier­ne blev gennemført. I parentes bemærket skal det nævnes, at en af gerningsmændene dog mente, at "Tåregasbanden" havde været et mere passende navn.

Den 14. maj 1986forsvandt en 10-årig dreng på vej til undervisning i klaver. Da han næste gang blev fundet, levede han ikke længere. Drengen var myrdet. Politiet blev genstand for mange forskellige slags opfordringer, da man efterforskede sagen. Den vakte nemlig større opmærksomhed end sædvanligt. Sagen blev dog opklaret, og gerningsmanden blev draget til ansvar for sin forbrydelse.

"Mindst muligt arbejde og størst muligfortjeneste" lød hans motto. Og da han desuden var fuldstændig uden moral er det let at forstå, hvorfor han allerede som ung havnede i politiets registre. Harry Dammen var udstyret med to farlige egenskaber for en mand med hans indstilling. Han havde ordet i sin magt, og han var charmerende. Og dette udnyttede han dels overfor det modsatte køn, og dels når han var ude "for at lave forretninger".

I løbet af vinteren og foråret 1985 kunne svenske avislæsere ikke undgå at støde på avisartikler med overskrifterne: "Svindlere i præstekjole", "Præst fængslet for millionsvindel", "Præst forsøgte at snyde den katolske kirke for 55 millioner" og "Præst idømt fem års fængsel for bedrageri for 15 millioner".De fleste læsere reagerede vel på disse avisoverskrifter på grund af det usædvanlige i, at en præst blev anholdt, fængslet og til sidst dømt for bedrageri, noget der ikke er almindeligt i Sverige.

Han var selvsikker, kvik og intelligent, og derfor blev han den selvskrevne leder af en gruppe studenter, der var ved de afsluttende eksaminer på handelsskolen. Det var en hektisk og spændende tid med mange optog og festlige indfald. Nogle gange virkede det dog, som om dømmekraften svigtede, og da overskred drengestregerne grænsen til kriminalitet. Mon det var for at se, hvor langt de kunne gå uden at blive opdaget?

Rigsdagsmænd drikker, dommere drikker, advokater drikker. Retsbetjente drikker. Politimænd drikker, toldtjenestemænd drikker også. Studenter drikker, kvinder drikker og tilmed skoleungdom drikker. Med andre ord: Alle drikker! Sådan er sandheden, samtidig med at man proklamerer, at forholdene i landet er ved at forbedres. Dette er århundredets dårskab, som man måske i nærmeste fremtid gør en ende på.

Om morgenen den 24. oktober 1986 blev en 32-årig mand fundet myrdet i sin seng i den villa i Helsingborg, hvor han boede sammen med sin familie. I sengen ved siden af manden lå mordvåbenet, en hammer. Sagen blev i massemedierne kaldt for "Hammermordet" og blev meget omtalt.

I slutningen af november måned 1986 blev et af mili­tærets ammunitionslagre i nærheden af Järna i Södertälje politidistrikt sprængt i luften. En hel bygning af beton blev fuldstændig jævnet med jorden. Rester af jerndøre m.m. blev fundet langt væk fra sprængningsstedet. Heldigvis blev ingen mennesker kvæstede ved sprængningen, men nogle af gerningsmændene dræbte en belgisk politimand og sårede en anden hårdt. Militæret gennemførte et farligt og omfattende oprydningsarbejde efter sprængningen, og politiets efterforskning fik også en omfattende karakter.

Fredag den 29. juli 1983 blev der begået et røveri i Den norske Creditbanksfilial i Slemmestad. Kuppet fandt sted klokken 08.45, og røveren slap væk med 101.000 kroner. Men det var en kort glæde. Kun et kvarter senere blev han pågrebet af en politimand fra Drammen. Den 25-årige røver havde påtaget sig mere, end han kunne magte. Som en sidste udvej for at slippe væk sprang han på hovedet i Nordvannet ved Dikemark og tog hele byttet med sig.

I det tidlige forår 1985 blev der i Göteborg opdaget en bande, der havde specialiseret sig i at indføre og forhandle store mængder cannabis til Sverige. Banden, som politiet døbte Hotelbanden, beskæftigede sig med handel af ca. 200 kilo cannabis, hvoraf de ca. 100 kilo blev beslaglagt. Flere millioner kroner forlod landet. Den narkotika, der blev indført, blev hovedsageligt solgt til personer i Göteborg og Stockholm, men også visse steder i Småland fik narkotika via banden. Hidtil er 13 personer blevet dømt for deres beskæftigelse med narkotika, og disse 13 fik en sammenlagt straffetid på i alt 41 års fængsel. Banden blev styret fra Holland, og der er endnu nogle personer, der ikke er blevet pågrebet. Flere bandemedlemmer er anholdt in absentia.

Der er sikkert mange, der har drømt om at røve Norges Bank, men der er kun en, som det er lykkedes for. Det var stortyven Ole Høiland, som i 1836 slap væk med 64.000 speciedaler. Ole gennemførte sit kup med hjælp fra en upålidelig vagtmand.

Bankernes udbygning af forskellige servicesystemer for kunderne har i mange tilfælde lettet arbejdet for skruppelløse bedragere til på en udspekuleret måde at skaffe sig penge. Hurtigheden med at indføre forskellige servicefunktioner har været vigtigere end ambitionerne om at sørge for, at sikkerhedsfunktionerne i systemet fungerer. Bedragerne lærer også utrolig hurtigt, hvilke mangler der findes i systemerne, og de er ikke sene til at praktisere deres erhvervede kundskaber.

Vi står i øjeblikket overfor en bølge af indbrud og tyverier, og situationen synes at blive stadig værre. Visse indbrudstyve synes, at kunne bruge alt, hvad de falder over, mens andre stjæler for at skaffe sig kontanter på en behagelig nem måde. For mange af disse er det et hårdt job, at få tyvekosterne omsat til kontanter. Det er risikabelt, og mange bliver grebet, netop mens de er i gang med dette. Uheldigvis lader en hel del normalt hæderlige mennesker sig friste til at købe billige varer, selv om de burde indse, at der er tale om tyvekoster. Det har ført til, at mange gode borgere er blevet tiltalt. Men mange indbrudstyve foretrækker at hand­le med professionelle hælere, selv om prisen bliver lavere.

I foråret 1984 hoppede fire unge idrætsmænd af fra Estland via Finland til Sverige. De gennemførte deres flugt i en gummibåd. De fik asyl i Sverige, og pressen udråbte dem til helte. Helteglorien blegnede imidlertid voldsomt knap et år senere, da to af dem begik to væbnede røverier i Helsingfors.

I 1955 udspillede der sig en række dramatiske og voldsomme begivenheder på Færøene - affødt af en strid om ansættelsen af en læge på sygehuset i Klaksvig. Situationen i Klaksvig blev efterhånden så tilspidset med direkte voldshandlinger mod forskellige myndighedspersoner, at man fra regeringens side i Danmark i september 1955 sendte et udrykningsmandskab af politifolk med fregatten "Rolf Krake" til Færøerne for at bringe ro og orden til veje igen.

Den 20. juni 2007 blev politibetjent Fredrik Widén, 31 år, dræbt i Nyköping. Fredrik skulle sammen med kollegaen Manne Jo­hansson give politimæssig bistand til en mand, der skulle afhentes til en psykiatrisk undersøgelse. Selv om sådanne afhentninger for det meste er rene ru­tineopgaver, så blev denne sag ikke opfattet som så­dan. Den, der skulle hentes, blev af eksperter beskre­vet som en af de to farligste personer i Sverige.

Alkohol og bilkørsel er en farlig kombination. Fest­lighederne ved BMW-træffet i Kalajoki fik en tragisk slutning. En politimand blev dræbt, da han blev på­kørt af en flugtbilist. Den 20-årige chauffør blev i sommeren 2008 idømt tre og et halvt års fængsel.

Den 23. august 2008, præcis klokken 01.19 lige syd for Trondheim centrum, nærmere bestemt på Ring­vålvegen, ender Mahmed Shirwacs liv hurtigt og brutalt. Døden indtræffer, inden han kommer ud af sin bil. Passageren på bagsædet er steget ud og står med sin pistol rettet mod Shirwac. I løbet af få se­kunder affyres tolv skud direkte mod førersædet, hvor Shirwac sidder. Mens skuddene rammer over­kroppen, forsøger han febrilsk at komme ud. Da han er ved at miste bevidstheden, går gerningsmanden rundt om bilen. Han stiller sig der, hvor Shirwac delvis ligger ud af bilen. Det sidste skud bliver affy­ret på klos hold i hans baghoved.

I de sidste år har der været stort fokus på fænomenet menneskehandel i Norge, både politisk og i medier­ne. I løbet af sommeren 2007 var der flere avisover­skrifter, som gik ud på, at der foregik menneskehandel/tvangsarbejde i Stavanger. En af disse overskrif­ter medførte, at politimester Sønderland sporen­stregs ringede til lederen af afdelingen for organise­ret kriminalitet, Bjørn Vidar Bollestad for at høre, hvad det var for noget. Politimesteren brød sig ikke om at læse om ting i avisen, der foregik i hans distrikt, ting som han ikke selv kendte noget til. Sønderland var kendt for at have god viden om det meste og for at holde sig opdateret i sit eget distrikt. Han sad desuden i ROK - Rådet for bekæmpelse af organiseret kriminalitet.

Det var lidt specielt at møde på arbejde denne mor­gen. Det var i afdelingen for grov kriminalitet i Västerort tirsdag den 8. januar 2008. Der var sket en alvorlig forbrydelse i distriktet, og nogle af os havde allerede aftenen før fået lidt oplys­ninger om dette mord. Som politifolk forsøger vi at arbejde efter faste rutiner, men nu blev der stillet ekstra krav til os alle.

Wonderboy-sagen har gennem de sidste år fået en bred medieomtale. Meget af dette takket være David Toska, der underligt nok blev involveret i sagen, mens han var på flugt. Det var imidlertid ikke Toska, der var udgangspunkt for hverken Wonderboy-nav­net eller for starten på sagen, selv om det var efter­forskningen af Toska i Nokas-sagen, der bragte os på sporet af Wonderboy. I forbindelse med den nævnte Nokas-sag aflyttede politiet i Oslo i august 2004 et norsk telefonnummer på en mand, der viste sig at have kontakt med et spansk telefonnummer. Samtalerne mellem den aflyt­tede norske telefon og den spanske telefon var af en sådan art, at politiet opfattede det som narkotikare­lateret. I begyndelsen troede man, at det var David Toska, der talte på det spanske nummer, men efter relativt kort tid fastslog man, at det var det ikke. Det viste sig, at vedkommende, der talte på det spanske nummer, var Danny Bungard, som blev ud­gangspunktet for hele Operation Wonderboy, og som efterhånden også medierne omtalte som Wonderboy.

Var der nogen, der havde fundet ud af at "knække" det nye sikkerhedssystem, så man kunne stjæle luk­susbiler og bringe dem ud af landet? I løbet af 2008, frem til den 23. oktober, blev der stjålet over 40 biler af mærkerne Porsche Cayenne og VW Touareg fra Stockholm og omegn. Året før forsvandt der i alt syv biler af disse mo­deller i hele Sverige, og de blev alle fundet inden for Sveriges grænser.

Et fly forsvandt på en almindelig flyvetur i Canada, nær Quebec. Øjenvidner sagde, at de så en eksplo­sion, inden flyet styrtede ned. Politiet stod over for mange alternativer: Tekniske fejl, menneskelige fejl, terrorhandling eller mord. Det stod hurtigt klart, at der var tale om et mord, der var gennemført på en usædvanlig kynisk måde og uden hensyntagen til de øvrige passagerer. Politiet blev nødt til at indlede ef­terforskningen forsigtigt uden at fremkalde hysteri. Politiet opnåede et godt resultat, fordi kriminalpoli­tiet gennemførte en god efterforskning, og fordi der i begyndelsen af efterforskningen blev afsat tilstræk­kelig med ressourcer. Det var således ikke andet end at indsamle beviserne bid for bid. Morderen havde lavet en lille fejltagelse i sin kalkule.